Gelex

Manglende inddragele af nabo ved fastlæggelse af skel og landinspektørs ansvar ved bistand ved skelsætningsforretning og retssag.

GældendeVersion 1990-05-25
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/4010@1990-05-25/da

Indhold
  1. Indledning

I landinspektørnævnets sag nr. 122, Ølgaard mod landinspektør S afsagde nævnet den 25. maj 1990 følgende

KENDELSE:

Ved skivelse af 3. oktober 1989 har Ølgaard klaget til landinspektørnævnet over landinspektør S.

Klageren, der er ejer af ejendommen matr.nr. 1a Nyby By - som han har overtaget efter sin far A. Ølgaard - klager over landinspektørens sagsbehandling i forbindelse med en skelafsætning, som ndklagede i 1986 foretog mellem klagerens ejendom og ejendommen matr.nr. 4a smst., som tilhører Hansen.

Landinspektøren har påstået frifindelse.

Baggrunden for klagen er efter det for nævnet oplyste - herunder en skrivelse af 30. juni 1989 fra Kort- og Matrikelstyrelsen til klageren - følgende:

Der har siden efteråret 1985, da Hansen ønskede at oprense grøften mellem de 2 ejendomme, været uenighed om skellets beliggenhed.

Hansen var af den opfattelse, at skellet skulle gå i en lige linie fra skellets østlige punkt mellem matr.nr. 9d og 10d og til skellets vestlige punkt mellem matr.nr. 3a og 4a. Klagerens far, A. Ølgaard, der da var ejer af klagerens ejendom, var ikke enig heri, og skellet blev derfor på hans foranledning i juni 1986 afsat og afmærket af indklagede. Afsætningen og afmærkningen skete i overensstemmelse med en - på Landbrugsministeriets foranledning - i 1959 udført nymåling.

Det afsatte skel skar imidlertid skråt ind over den af Hansen dyrkede og indhegnede mark, og da Hansen ikke ville fjerne hegnet, anmodede klageren i juni 1986 hegnsynet i Storby Kommune om afholdelse af en hegnsynsforretning. Hegnsynsforretningen, som fandt sted den 25. juni 1986, blev imidlertid udsat, da hegnsynet konstaterede, at der var uenighed om skellets beliggenhed. Efter at have indhentet udtalelser fra landinspektør S og fra det landinspektørfirma, der havde udført nymålingen i 1959, meddelte hegnsynet ved skrivelse af 12. september 1986 Hansen en frist på 14 dage til at modbevise rigtigheden af placeringen af de skelmærker, som landinspektør S havde anbragt. I modsat fald ville hegnsynet lægge de af landinspektør S afsatte skelmærker til grund for sagens videre behandling. Hansen rekvirerede herefter landinspektør R til at afholde en skelsætningsforretning. Den meddelte frist blev flere gange forlænget af hengsynet efter anmodning fra Hansen, henholdsvis landinspektør R, idet landinspektøren behøvede mere tid til at fremskaffe de nødvendige oplysninger til skelsætningsforretningen.

Indkaldelse til skelsætningsforretningen blev sendt til parterne den 29. oktober 1986, og forretningen blev afholdt den 17. november 1986. Da der ikke kunne opnås forlig om skellets beliggenhed, afsatte landinspektør R et foreløbigt skel og udfærdigede erklæring om forretningen i overensstemmelse med reglerne i udstykningslovens § 31.

A. Ølgaard anlagde herefter sag ved retten i Storby med påstand om, at det rette skel var det ved nymålingen i 1959 fastlagte skel. A. Ølgaard hævede imidlertid i oktober 1988 retssagen på grund af sagens omkostninger. Hermed var det ved skelsætningssagen afsatte foreløbige skel endeligt bestemt som det rette skel mellem de 2 ejendomme.

Kort- og Matrikelstyrelsen har i en skrivelse af 30. juni 1989 til klageren bl.a. anført, at det er noteret i matriklen, at beliggenheden af skellet mellem de 2 matr.nre. er endeligt fastlagt ved skelsætningsforretningen.

Klageren har i sin klage til landinspektørnævnet bl.a. anført:

»Under den videre behandling af sagen er det herefter konstateret/bekræftet, at landinspektøren på ingen måde har iagttaget reglerne i § 3, stk. 1 og 2 i lovbekendtgørelse nr. 129 af 23. marts 1982 ...., hvor det bekræftes at modparten Hansen ikke har været inddraget i forhandlinger i forbindelse med landinspektørens skelsafsætning og afmærkning.

Landinspektøren har under hele sagens forløb bekræftet, at det af ham udførte landinspektørarbejde er udført i overensstemmelse med gældende lovgivning og at først vil acceptere noget andet, når det modsatte er bevist ..... Ifølge skrivelse af 30. juni 1989 side 5 fra Kort- og Matrikelstyrelsen ....., er det af landinspektøren udførte landinspektørarbejde ikke udført i overensstemmelse med gældende lovgivning.

Jeg har adskillige gange konfronteret ..... med landinspektøren, som bare virker afvisende og foreslår, at sagen nu stoppes, hvilket jeg på ingen måde kan være tjent med p.g.a. de store omkostninger, der er påløbet sagen under landinspektørens vejledning og udførte arbejde. .....«

Kort- og Matrikelstyrelsn har i et svar af 30. juni 1989 til klageren på en klage, som denne den 21. januar 1989 indgav til styrelsen over landinspektør R bl.a. anført:

»Som det fremgår af landinspektør S's svar hertil af 31. maj 1989 har Hansen ikke været inddraget i forhandlinger i forbindelse med landinspektør S's afsætning af skellet, og han har ikke tiltrådt skelafsætningen og -afmærkningen. Afsætningen af skellet i juni 1986 var derfor ikke bindende for Hansen.

Det er styrelsens opfatelse, at landinspektør S burde have indkaldt Hansen til forhandling om skelafsætningen, og at han, såfremt han ikke kunne opnå forlig mellem parterne, burde have henvist dem til at få spørgsmålet afklaret ved en skelsætningsforretning.

Efter de foreliggende oplysninger har det imidlertid været landinspektør S's opfattelse, at der ikke kunne være tvivl om rigtigheden af hans skelafsætning, når skellet blev afsat i overensstemmelse med målingen fra nymålingssagen i 1959.

Ved nymålingen blev der formentlig ikke foretaget nogen afmærkning af skellet med skelmærker, men det blev indmålt i forhold til nyetablerede fikspunkter. Skellet var ifølge oplysningerne i nymålingssagen forinden blevet påvist i marken ved et møde, hvor de daværende ejere af de 2 ejendomme var tilstede. Det bemærkes i denne forbindelse, at det i indvarslingen til skelpåvisningen .... er angivet, at der er tale om en skelsætningsforretning. Som det fremgår af Kort- og Matrikelstyrelsens senere brev af 23. august 1988 ....., må dette imidlertid bero på en fejl i landinspektørens indvarsling, idet en sådan forretning ikke har været afholdt i forbindelse med nymålingen.

Efter Kort- og Matrikelstyrelsens opfattelse kan der ikke tillægges målene fra en nymålingssag en absolut vægt, navnlig ikke når målene er over 20 år gamle, og en afsætning af skellet efter målene ikke svarer til en tydelig grænse på stedet. Ved skelsætningsforretningen er der i øvrigt senere fremkommet oplysninger, der tyder på, at skellet mellem matr.nr. 1a og 4a ikke blev påvist overfor ejerne i 1959. Der er således ingen sikkerhed for, at de ved nymålingen indmålte, men ikke afmærkede skelpunkter, faktisk svarede til forholdene på stedet.«

Det i Kort- og Matrikelstyrelsens skrivelse nævnte svar fra indklagede refererede sig til følgende forespørgsel af 20. april 1989 fra Kort- og Matrikelstyrelsen til indklagede:

»-Angående skellet mellem matr.nr. 4a Nyby By og matr.nr. 1a smst.

I anledning af vedlagte kopi af klageskrivelse fra Ølgaard, A. Ølgaards søn og af redegørelse fra landinspektør R, skal man anmode Dem om at oplyse, om Hansen har været inddraget i forhandlinger, inden De foretog afsætning af skellet mellem de 2 ejendomme i juni 1986, og om der i givet fald har været gjort forsøg på at opnå forlig om skellets beliggenhed. Der henvises til bestemmelserne i § 3, stk. 1 og 2, i udstykningsbekendtgørelsen. .....«

Indklagede besvarede i skrivelse af 31.maj 1989 forespørgslen således:

»I fortsættelse af Deres ovennævnte henvendelse kan jeg meddele, at Hansen ikke har været inddraget i forhandlinger fra vort kontors side, men at han har opsøgt vort kontor med henblik på at få yderligere skel sat af, altsammen skel langs hans vestgrænse og på et tidspunkt som ligger væsentligt forud for skelsætningsforretningen. Mit indtryk af Hansen var dengang, at han var en faglig dygtig landmand for hvem bagateller (økonomiske) var drivkraften.

Hansens personlige henvendelse på vor forretnings adresse om yderligere skelretablering, mener jeg fandt sted efter Ølgaards retablering, og jeg er stensikker på, vor gennemgang gav ham indtryk af, at nymålingen var låst fast på sikre MV-punkter. ..... Ved vor skelretablering konstateredes, at skelforholdene var i overensstemmelse med matriklens dokumenter, at der ikke ved retableringen var tvivl om, at skellet så rigtigt og også naturligt ud, og der var for mig ikke skygge af tvivl om, at skellet passede. At regler om en eventuel verification skulle anvendes, kunne jeg ikke forestille mig endsige drømme om.«

Under behandlingen for landinspektørnævnet har klageren fastholdt sin klage over indklagede som angivet i klageskrivelsen af 3. oktober 1989. Klageren har uddybet klagen, idet han endvidere klager over, at landinspektør S under sagens fortsatte gang, herunder mens retssagen verserede, har fastholdt, at den skelafmærkning, han havde foretaget, var i overensstemmelse med lovgivningens regler og ikke på noget tidspunkt gav udtryk for, at sagen skulle stoppes som følge af fejl i forbindelse med denne afsætning.

Indklagede har for nævnet forklaret, at skelafsætningen er foretaget korrekt. Det er rigtigt, at han ikke direkte har indkaldt Hansen til afsætningen, men denne har været skriftligt orienteret og har ikke reageret på indklagedes skrivelse, før Hansen rekvirerede skelsætningsforrtningen. Det er indklagedes opfattelse, at nymålingen fra 1959 havde en sådan værdi, at det måtte anses for unødvendigt - uanset at han var klar over, at der var tvist mellem Hansen og klageren - at inddrage Hansen i forhandlingen vedrørende skelafsætningen. Han vurderede skelafsætningen som værende i overensstemmelse med forholdene i marken. Han er således af den opfattelse, at han har opfyldt de krav, der stilles i udstykningsbekendtgørelsen § 3, stk. 1 og 2, ved at fremsende en orientering om skelafsætningen muligvis bilagt et kort til Hansen. Indklagede så ikke nogen grund til at indgå i drøftelser med landinspektør R under skelsætningsforretningen med henblik på et eventuelt forlig, idet det var hans opfattelse, at det skel, han havde afmærket, var korrekt. Den opfattelse havde han, indtil han modtog Kort- og Matrikelstyrelsens sidste skrivelse af 30. juni 1989. Det er i øvrigt hans vurdering, at der bestod et sådant forhold mellem familien Ølgaard og Hansen, at ethvert forsøg på at forlige dem ville være omsonst. Det var således familien Ølgaard selv, der ønskede at forsætte sagen trods opfordring fra hans side om at forsøge at forlige den. Det er dog muligt, at det først var efter fremkomsten af syns- og skønserklæringen i retssagen, at han direkte tilrådede familien at standse sagen. Den 2. september 1988 skrev han på klagerens vegne til Hansen og tilkendegav, at klageren nu var parat til at acceptere de af landinspektør R afsatte skel.

Han er ikke blevet orienteret om størrelsen af R' salær i forbindelse med skelsætningsforretningen og har således ikke omtalt eventuelle udgifter for familien Ølgaard.

Han har efter afsættelsen af det i denne sag omhandlede skel fortsat fungeret som landinspektør for familien og har senere foretaget flere skelafsætniger for denne.

Klageren har til den af indklagede afgivne forklaring bemærket, at indklagede ikke på noget tidsunkt før september 1988 har tilrådet familien at opgive sagen. Indklagede har tværtimd ved henvendelser til Kort- og Matrikelstyrelsen i 1988 fastholdt, at hans afsætning af skellet var korrekt.

Nævnet skal udtale:

Landinspektøren har ifølge sin forklaring alene orienteret Hansen skriftligt om den skelafsætning, landinspektøren foretog i 1985. Landinspektøren findes herved - som også anført af Kort- og Matrikelstyrelsen - at have tilsidesat de i udstykningsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, indeholdte forskrifter.

For dette forhold tildeler nævnet landinspektøren en advarsel.

Nævnet finder efter alt foreliggende, herunder det indtryk, nævnet har fået af familien Ølgaards holdning til skelsætningssagen sammenholdt med, at familien under retssagen var bistået af advokat, ikke at kunne bebrejde landinspektøren, at familien ikke fandt anledning til at stoppe sagen på et tidligere tidspunkt.

Thi bestemmes:

Landinspektør S tildeles en advarsel.

N.O. Nauntofte. Sigrid Ballund. Dilling.

Versioner

  1. 1990-05-25