Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/4022@1990-06-20/da

Indhold

1. Indledning

K E N D E L S E

i

Voldgiftssag nr. C 2676

K A/S

mod

Ingeniør- & Arkitektfirmaet A A/S

Ved klageskrift af 29. november 1988 har klageren, K A/S, indbragt en tvist med indklagede, Ingeniør- & Arkitektfirmaet A A/S, for en i henhold til »Regler for behandling af sager ved Voldgiftsretten for Bygge- og Anlægsvirksomhed« nedsat voldgiftsret, bestående af projektleder, civilingeniør T. Boe Larsen, direktør, civilingeniør Anton Rasmussen og højesteretsdommer Henning Funch Jensen, sidstnævnte som retsformand. Efter at civilingeniør Anton Rasmussen er afgået ved døden, er i hans sted udpeget civilingeniør Robert Knudsen.

Det fremgår af sagen, at klageren som underentreprenør for indklagede har udført jord-, kloak-, beton-, murer- og belægningsarbejder samt udførelse af transmissionsledning for spildevand ved opførelsen af et renseanlæg for B A/S, x-by.

Tvisten vedrører i første række spørgsmålet om ansvar for, at en betonvæg under fyldning af et fældningsbassin kollapsede den 29. marts 1988, hvorved en kran blev totalskadet, samt ansvaret for, at det blev anset for nødvendigt at etablere gangbroer for at stabilisere bassinkonstruktionerne.

Retableringen af den kollapsede væg og levering og montering af gangbroerne er foretaget af klageren, som har krævet disse arbejder betalt som ekstraarbejder. Spørgsmålet er, om der foreligger projektfejl, som indklagede er ansvarlig for, eller om der foreligger udførelsesfejl, som klageren bærer ansvaret for, eller om der foreligger en kombination af begge disse faktorer.

Disse spørgsmål vil blive behandlet nedenfor under pkt. 1 og pkt. 2.

Herudover behandles under pkt. 3-7 nogle yderligere tvistepunkter mellem parterne.

Klageren har nedlagt endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 2.189.422 kr. med sædvanlig procesrente fra den 29. november 1988.

Endvidere har klageren påstået sig tillagt et rentebeløb, udgørende forrentning af klagerens tilgodehavende forud for den 29. november 1988.

Indklagede har påstået frifindelse mod betaling af et mindre beløb.

Der er under de mundtlige forhandlinger, der fandt sted den 6. november 1989 og den 19. og 20. marts 1990 afgivet en række vidneforklaringer, bl.a. af civilingeniør V, Jysk Teknologisk Institut, og professor W, Danmarks Tekniske Højskole.

Der er endvidere fremlagt et omfattende bilagsmateriale, herunder en række tekniske erklæringer og beregninger fra Jysk Teknologisk Institut.

På det således foreliggende grundlag skal voldgiftsretten om de enkelte tvistepunkter bemærke:

1. Vedrørende den kollapsede ydervæg og den totalskadede kran.

Voldgiftsretten finder, at det har formodningen for sig, at denne væg - som senere konstateret på indervæggene - har haft et for stort dæklag, navnlig på stritterne. For så vidt angår bassinbundene skal anføres, at den på tegning 1.020 viste placering af fugebånd (ned til armeringen) har nødvendiggjort en dybere liggende armering i bundpladen, således at dæklaget i bundpladen er blevet større end 35 mm.

Voldgiftsretten finder det ikke godtgjort, at arkitekt C på indklagedes vegne har godkendt, at vægarmeringen blev udført i overensstemmelse med den håndskrevne påtegning på tegning 1.020. Voldgiftsretten finder heller ikke forholdet så grelt, at det burde være opdaget og påtalt af C som indklagedes tilsynsførende, at armeringen afveg fra projektmaterialet.

De for store dæklag har medvirket til at gøre vægkonstruktionen mindre stabil, men selv om væggene var blevet udført som projekteret, finder voldgiftsretten, at de projekterede rammehjørner, således som de er vist på den fremlagte tegning bb 1020, ikke har været forsvarlige i en ydervæg med så stor spændvidde.

Voldgiftsretten har herved bl.a. lagt vægt på, at det af svenske undersøgelser, publiceret i 1973, fremgår, at rammehjørners faktiske styrke er afhængig af den valgte armeringsføring. For rammehjørner, der er udført som det hjørne, hvor der skete brud, viser den svenske rapport, at den faktiske styrke er under halvdelen af den beregnede styrke. De svenske resultater er summarisk gengivet i en publikation af Gert Hesko, Aalborg Universitetscenter, »Rammehjørner i armerede betonkonstruktioner« fra september 1985.

De nævnte publikationer blev forelagt for parterne af voldgiftsrettens tekniske dommere under den mundtlige forhandling i x-by den 6. november 1989, og forholdet blev yderligere uddybet ved de vidneforklaringer, som blev afgivet af civilingeniør V og professor W under sagens fortsatte forhandling i marts 1990.

Den omstændighed, at den anden ydervæg ikke brød sammen, kan hænge sammen med, at spændvidden var mindre, og tyder i øvrigt på, at vægkonstruktionen bevæger sig på grænsen mellem brud og ikke-brud.

Forholdet vedrørende rammehjørnekonstruktionerne kan efter det anførte ikke lægges klageren til last, og klageren kan således ikke pålægges alle omkostningerne ved genopførelse af betonvæggen.

Det følger imidlertid af det anførte, at der samlet er tale om forhold, som kan henføres til såvel projektering som udførelse. Omkostningerne ved genopførelsen af væggen findes derfor at kunne fordeles med 2/3 til indklagede og 1/3 til klageren.

I forbindelse hermed behandles spørgsmålet om erstatning for den væltede kran, som - også efter de fremlagte fotografier - blev totalskadet. Voldgiftsretten må give indklagede medhold i, at den afholdte syns- og skønsforretning, hvori indklagede ikke deltog og ikke var skønsindstævnt, under de foreliggende omstændigheder ikke kan være bindende for denne sag. På den anden side må det lægges til grund, at kranen i længere tid har været funktionsduelig under byggearbejdet og har virket efter hensigten. Under hensyn hertil og til kranens alder, finder voldgiftsretten, at erstatning for kranen passende kan fastsættes til 100.000 kr. med tillæg af moms eller ialt 122.000 kr.

I konsekvens af det ovenfor anførte om ansvarsfordelingen skal indklagede heraf betale 2/3 og klageren 1/3.

I klagerens påstand fragår herefter på disse poster 320.698 kr.

2. Udgifter til etablering af gangbroer.

I forbindelse med udbedringen af revnedannelser og utætheder blev det besluttet at etablere gangbroer for at stabilisere og forstærke konstruktionerne.

Voldgiftsretten skal herom indledningsvis bemærke, at bygherren i den påståede situation formentlig har overreageret, men at dette på den anden side har været forståeligt, og at det således har været nødvendigt for indklagede at gennemføre foranstaltninger, der kunne give fuld sikkerhed mod fremtidige skader.

Foranstaltningerne, der må anses rimeligt begrundet i revnevidderne, er i første række motiveret ved de for store dæklag, der jfr. ovenfor, er en entreprenørfejl.

Voldgiftsretten finder imidlertid, at gangbroerne også har medvirket til en stabilisering af den ydervæg, der ikke brød sammen, og har således afhjulpet skavankerne i denne væg, hidrørende fra rammehjørnekonstruktionen.

Voldgiftsretten finder ikke grundlag for at kritisere den af klageren forlangte pris for gangbroerne, men da etableringen af disse væsentligst må henføres til afhjælpning af udførelsesfejl, findes klageren kun at have krav på 1/3 af udgiften eller 73.452 kr.

3. Bånd om brøndringe i buffertank.

Voldgiftsretten kan ikke lægge til grund - som forklaret af ingeniør D - at aftalesedlen nr. 1.14 (bilag D), som nævner iltningstårn, buffertank og recipientbrønd alene skal forstås som »levering af 12 stk. brøndringe lagt ovenpå hinanden«. Klageren må efter voldgiftsrettens opfattelse have været klar over funktionen, herunder at tanken skulle fyldes med vand i indtil 6 meters højde.

Problemet er, at der er brugt en standardvare på en usædvanlig måde, idet brøndringe normalt anvendes således, at de er omgivet af og stabiliseret af jord. Dette forhold burde have været taget i betragtning af den projekterende. Som sagen foreligger oplyst, er der ikke udarbejdet projektmateriale vedrørende tanken.

Det må imidlertid også lægges til grund, at der har været lodrette revner i brøndringene, og at det derfor har været nødvendigt at forsyne dem med bånd.

Efter det anførte finder voldgiftsretten, at udgiften til etablering af båndene bør bæres med halvdelen af hver af parterne, således at klagerens krav nedsættes til 22.821 kr.

4. Betaling af indklagedes udlæg til JTI.

Voldgiftsretten finder, at udlægget på 20.007 kr. bør betales af klageren, da det vedrører kontrolmålinger af midtervæggene i bassinerne.

Da parterne i øvrigt har forligt to poster med halvdelen til hver, finder voldgiftsretten, at JTI's faktura af 28. oktober 1988 på 38.136 kr., der har relation til de forligte poster, bør deles mellem parterne med halvdelen til hver. I klagerens krav fragår således yderligere 39.075 kr.

5. Indklagedes modkrav for medarbejderes øgede tidsforbrug.

Efter de afgivne forklaringer og indholdet af sagens bilag G finder voldgiftsretten det ikke godtgjort, at ingeniør D på klagerens vegne under et møde hos indklagede den 18. april 1988 har accepteret videregående forpligtelser end den aftalte midlertidige tilbageholdelse af 750.000 kr. + moms. Voldgiftsretten kan således ikke lægge til grund, at det blev aftalt at yde indklagede godtgørelse for medarbejderes øgede tidsforbrug eller, jf. nedenfor under pkt. 6, at forrente de beløb, som bygherren tilbageholdt i indklagedes entreprisesum. Disse modkrav må således afgøres efter almindelige retsregler.

Om modkravet vedrørende øget tidsforbrug skal voldgiftsretten herefter bemærke:

Voldgiftsretten finder ikke, at det kan pålægges klageren at yde indklagede betaling for det merarbejde, som er udført af indklagedes ledelse og ledende medarbejdere.

Etablering af gangbroer m.v. har vel medført, at E har haft merarbejde i forbindelse med omprojektering, men en del må henføres til indklagedes egne forhold, og - ifølge byggemødereferater m.v. - meget muligt også til andre forhold, der er klageren uvedkommende.

Til delvis dækning af E's arbejde findes klageren skønsmæssigt at burde betale 40.000 kr. + moms, eller ialt 48.800 kr. Det bemærkes herved også, at timesatserne synes meget store og administrationsfaktoren på 2,36 høj.

6. Om det nævnte rentekrav bemærkes:

Kravet er af indklagede begrundet med, at tidsplaner ikke blev overholdt, at bygherren tilbageholdt dele af indklagedes entreprisesum fra 10. maj til 9. september 1988 og fra 10. juni til 7. september 1988, og at indklagedes likviditet herved blev anstrengt, hvilket har medført et rentetab på 13% af de tilbageholdte beløb i de nævnte perioder.

Det fremgår vel af de fremlagte bygge- og entreprenørmødereferater, at det er noteret, at klageren har været bagud i op til 4 uger i forhold til udarbejdede tidsplaner, men der er ikke under byggeriet gjort forsinkelsesansvar gældende mod klageren, og det er heller ikke under sagen dokumenteret, at bygherren har afkrævet indklagede erstatning for forsinkelse. Det nærmere indhold af kontraktforholdet mellem bygherren og indklagede er i øvrigt ikke oplyst for voldgiftsretten, ligesom det ikke er oplyst, hvorledes indklagede har finansieret byggeriet.

I hvert fald under disse omstændigheder finder voldgiftsretten det ikke godtgjort, at indklagede har lidt et rentetab, som kan pålægges klageren.

7. Klagerens rentepåstand.

Rentekravet er opgjort i sagens bilag 79 pr. 28. november 1988 og er således afkrævet og beregnet meget sent. Klageskrift er indgivet den 29. s.m.

Efter sagens udfald - punkterne 1-5 ovf. - og det indgåede forlig om visse poster er denne renteberegning ikke dækkende, men måtte i givet fald korrigeres. Voldgiftsretten er imidlertid ikke i stand til at foretage en sådan korrektion og finder heller ikke, at der er et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at fastsætte et skønsmæssigt mindre beløb.

Som følge af det anførte vil det i klagerens påstand nævnte resttilgodehavende 2.189.422 kr. være at nedsætte med følgende beløb:

ad pkt. 1: 320.698 kr. ad pkt. 2: 146.904 kr. ad pkt. 3: 22.821 kr. ad pkt. 4: 39.075 kr. ad pkt. 5: 48.800 kr. ----------------------- Ialt : 578.298 kr.,

hvorefter klagerens krav udgør 1.611.124 kr. med tillæg af procesrente som påstået.

Indklagede skal i delvise sagsomkostninger til klageren betale 72.000 kr.

Voldgiftsrettens omkostninger fordeles med 1/3 til klageren og 2/3 til indklagede.

T H I B E S T E M M E S:

Indklagede, Ingeniør- & Arkitektfirmaet A A/S, skal til klageren, K A/S, betale 1.611.124 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 29. november 1988, til betaling sker.

I sagsomkostninger skal indklagede betale 72.000 kr. til klageren.

Voldgiftsrettens omkostninger betales af parterne in solidum. I det indbyrdes forhold fordeles disse omkostninger med 1/3 til klageren og 2/3 til indklagede.

Beløbene skal betales inden 14 dage fra modtagelsen af kendelsen.

København, den 20. juni 1990

Robert Knudsen Henning Funch Jensen T. Boe Larsen P.v.c. Per Helwigh

Versioner

1. 1990-06-20