Boligstøtte - Oplysningspligt - Til rette myndighed
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/4033@1990-08-08/da
Indhold
Amtsankenævnet har på sit møde den 1. august 1990 behandlet Deres klage over, at Karlebo kommune har krævet tilbagebetaling af boligstøtte, kr. 6.636,00 for 1987. Nævnet har truffet følgende
A F G Ø R E L S E
Kommunens afgørelse ophæves således at De fritages for at tilbagebetale den for meget ydede boligydelse.
Nævnet har ved sin afgørelse lagt vægt på, at De har meddelt ændringerne i husstandsindkomsten til pensionskontoret, og at pensionskontoret ved tidligere ændringer har videresendt Deres oplysninger til boligstøttekontoret. På denne baggrund finder nævnet, at De har opfyldt Deres oplysningspligt.
ANKEVEJLEDNING
Amtsankenævnets afgørelse er endelig og kan kun, såfremt boligstyrelsen finder, at sagen har principiel betydning, indbringes for denne myndighed.
Ankefristen er 4 uger fra den dag, De har fået meddelelse om amtsankenævnets afgørelse.
Eventuel klage skal sendes til: Amtsankenævnet, Frederiksborg Amt, Amtsgården, Kongens Vænge 2, 3400 Hillerød, hvorfra klagen sammen med sagens akter vil blive sendt til boligstyrelsen, som afgør, om sagen er principiel.
OPLYSNINGER TIL SAGEN:
Med hensyn til sagens faktiske oplysninger og kommunens begrundelse for afgørelsen samt anvendte lovregler og andre retsbestemmelser henvises til vedlagte notat.
Oplæg til møde i amtsankenævnet den 1. august 1990
Cpr.nr.:
Navn: N.N.
Adresse:
Civil stand:
Børn u/18 år:
Klagen: Ved skrivelse af 10. maj 1989 klages der over, at Karlebo kommune har krævet tilbagebetalt for meget udbetalt boligydelse, kr. 6.636,00, for året 1987.
Kommunens
begrundelse: Manglende meddelelse direkte til boligstøttekontoret om ændring i husstandsindkomsten.
Oplysninger
til sagen: Ægteparret har i perioden 1. januar 1987 til 16. juli 1987 modtaget 1.490,00 kr. månedlig i boligydelse. Grundet en stigning i husstandsindkomsten fra kr. 127.000,00 til kr. 176.000,00 i 1987 skulle boligydelsen i ovennævnte halvår rettelig have været 469,00 kr. pr. måned.
Indkomststigningen skyldes, at manden fik et halvt års vikararbejde. Hustruen modtog højeste førtidspension.
Det fremgår af sagen, at hustruen ved indkomstændringen skriftligt meddelte sin sagsbehandler i pensionskontoret om ændringen.
Kommunen er imidlertid af den opfattelse, at der også skulle have været rettet særskilt henvendelse til boligstøttekontoret.
Klager har hertil bemærket, at hun gik ud fra, at det var tilstrækkeligt at kontakte sin sagsbehandler. Denne havde meddelt hende, at mandens første lønseddel skulle fremsendes, hvilket hun gjorde. Sagsbehandleren havde lovet, at beløbene på hendes pensionsmeddelelse herefter ville blive justeret efter reglerne. Klager skulle ifølge egne oplysninger tidligere have meddelt ændringer alene til sin sagsbehandler.
Vedrørende sidstnævnte oplysning har kommunens sagsbehandler på boligstøttekontoret telefonisk oplyst nævnssekretariatet, at der i 1984 var tale om ændringer i familiens husstandsindkomst. Boligstøttekontoret fik der meddelt ændringerne fra pensionskontoret. I et andet tilfælde skete ændring i boligydelsetildelingen, efter at klager havde meddelt ændringerne i husstandsindkomsten i det årlige omberegningsskema, som tilgår boligstøttekontoret hvert efterår.
Af vejledning til det ansøgningsskema om boligstøtte som klager udfyldte i 1982 fremgik det, at ændringer i økonomiske forhold, af hensyn til eventuel regulering af boligydelsen, omgående skulle meddeles social- og sundhedsforvaltningen, boligadministrationen.
På de årlige omberegningsskemaer, som klager udfyldte, stod der: »Ifølge loven om individuel boligstøtte påhviler det alle, der modtager boligstøtte hvert år at give oplysning til kommunen om Deres husleje, husstand og indkomst.«.
Klager anså af ovennævnte grunde om tidligere ændringer sin oplysningspligt for værende opfyldt ved fremsendelse af brev til pensionskontoret.
Boligydelse udbetales sammen med den månedlige pension.
Af boligstyrelsens vejledning af 22. oktober 1987 om individuel boligstøtte fremgår det, at tilbagebetaling af boligstøtte ikke skal ske, såfremt boligstøttemodtageren godtgør, at der er givet det sociale udvalg meddelelse om ændringer i husstandsindkomsten.
Det fremgår tillige, at i tilfælde, hvor boligstøtteansøgeren modtager hjælp efter bistandsloven, henstilles det til kommunerne i skrivelserne til bevilling af boligstøtte tydeligt at angive, at boligstøttemodtageren ikke opfylder sin oplysningspligt ved at give meddelelse om ændringer i sine forhold til bistandskontoret, men at der skal rettes særskilt henvendelse til boligstøttekontoret, selvom der eventuelt samtidig gives (samme) oplysninger til bistandskontoret.
Efter at klager i 1982 ansøgte om boligydelse, er ansøgningsskemaerne ændret derhen, at det nu af skemaet fremgår, at en boligstøttemodtager ikke opfylder sin oplysningspligt »ved at give meddelelse om ændringer i sine forhold til bistandskontoret. Der skal således rettes særskilt henvendelse til boligstøttekontoret, selvom der eventuelt samtidigt gives (samme) oplysninger til bistandskontoret«.
Boligkontorets sagsbehandler har telefonisk oplyst nævnssekretariatet om, at klager ikke efter 1982 har fået meddelelse om, at indkomstændringer måtte tilgå boligstøttekontoret særskilt, for at meddelelse kunne anses for korrekt indgivet.
Relevante
retsregler: Efter lov om individuel boligstøtte § 40, stk. 1 skal boligstøtten, såfremt der i løbet af året sker en væsentlig og varig forhøjelse af den husstandsindkomst, der er anvendt ved beregningen, omberegnes med virkning fra begyndelsen af den måned, der følger nærmest efter ændringens indtræden. Det samme gælder, såfremt der i løbet af året sker en mindskelse i antallet af børn i husstanden eller en nedsættelse af lejen.
Efter lov om individuel boligstøtte, § 41, stk. 1, skal ansøgeren eller hans dødsbo, såfremt den faktiske husstandsindkomst overstiger den efter § 7, stk. 2 - 6 beregnede husstandsindkomst med mindst 25 % og mindst kr. 20.000, tilbagebetale den for meget modtagne boligstøtte.
Efter lov om individuel boligstøtte, § 41, stk. 3, finder stk. 1 og 2 ikke anvendelse, såfremt ansøgeren godtgør, at han har givet det sociale udvalg meddelelse om indkomstændringer ud over de i stk. 1 - 2 nævnte grænser.
Der henvises endvidere til boligstyrelsens vejledning af 22. oktober 1987 om individuel boligstøtte, punkter 15.6 til 15.8.