Gelex

Beregning af boligstøtte - Fradrag ved fremleje

OphævetVersion 1990-09-12fra 1990-09-12 til 2026-06-23
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/4038@1990-09-12/da

Indhold
  1. Indledning

Ankeafdelingen har den 12. februar 1990 fra social- og sundhedsforvaltningen i Ry kommune, boligstøttekontoret, modtaget Deres klage over, at forvaltningen ved beregning af Deres boligstøtte har fratrukket 1/3 af huslejen, idet De har fremlejet et værelse i Deres 3-værelses lejlighed.

I klagen anfører De, at De har udlejet et værelse på 6 1/2 m2 til kr. 500,00 månedligt. De finder det urimeligt set i forhold til værelsesstørrelsen, at der fratrækkes 1/3 af hele lejlighedens boligudgift, hvilket langt overstiger den fremlejeindtægt De har.

Af forvaltningens medsendte redegørelse fremgår, at De bor i en lejet bolig på 80 m2. Der er 3 værelser. Huslejen andrager kr. 36.000,00 årligt. Forvaltningen har accepteret en husleje på kr. 28.200,00, d.v.s. man foretager fradrag for urimelig husleje, kr. 7.800,00 årligt.

Ved beregning af boligstøtte har forvaltningen beregnet fradrag for værelse i henhold til boligstøttelovens § 9, stk. 2, hvoraf fremgår, at man skal beregne udfra hvad der svarer til den forholdsmæssige del af lejen efter antallet af værelser i lejligheden.

Forvaltningen har opstillet følgende beregning af den husleje, der kan ydes boligstøtte til.

Reel husleje kr. 36.000,00 Fradrag urimelig husleje kr. 7.800,00 ------------- Beregningshusleje kr. 28.200,00 ------------- Fradrag udlejet værelse kr. 12.000,00 (36.000,- : 3) Beregnet husleje kr. 16.200,00 Vedligeholdelsesfradrag 5% kr. 810,00 Korrigeret husleje kr. 17.010,00 -------------

De har modtaget kopi af forvaltningens redegørelse for sagen, men er ikke fremkommet med yderligere oplysninger.

Deres klage har været behandlet i ankenævnets møde 5. sep. 1990.

Det fremgår af boligstøttelovens § 9, stk. 2, at ved fremleje, fremlån eller udlejning af en del af lejligheden fradrages der ved beregningen et beløb i lejen, der mindst skal svare til den forholdsmæssige del af lejen efter antallet af værelser i lejligheden.

Af boligstøttelovens § 11, stk. 5 fremgår, at der kan foretages fradrag i lejen, hvis denne i væsentlig grad overstiger den normale leje for sædvanlige lejligheder af tilsvarende art.

Af boligstyrelsens vejledning af 22. oktober 1987 om individuel boligstøtte fremgår, at ved fremleje af et værelse skal fradraget i boligudgiften mindst svare til et forholdsmæssigt beløb i forhold til antallet af værelser. Som eksempel angives, at hvis lejen for en 3-værelses lejlighed er kr. 6.000,00 månedligt og der fremlejes 1 værelse, skal der således mindst fradrages kr. 2.000,00.

Boligstyrelsen har den 24. august 1990 telefonisk udtalt, at reglerne for fradrag i lejen, jfr. boligstøttelovens § 11, stk. 5, skal forstås således, at når der er foretaget fradrag i den faktiske leje, anvendes den således regulerede leje herefter i alle beregningerne vedr. det pågældende lejemål. Dette medfører, at fradrag for fremleje skal beregnes i forhold til den reducerede boligudgift og ikke i forhold til den oprindelige boligudgift, der jo ikke indgår i beregningerne. A F G Ø R E L S E

Det sociale Ankenævn ændrer socialforvaltningens afgørelse.

Ankenævnet skal indledningsvis udtale, at det princip vedr. fradrag i forbindelse med fremleje, som forvaltningen har anvendt i Deres situation er korrekt, idet fradraget mindst skal svare til 1/3 af boligudgiften, såfremt der fremlejes 1 værelse i en 3-værelses lejlighed.

Efter ankenævnets opfattelse er den boligudgift, der indgår i boligstøtteberegningen, den reducerede boligudgift efter der er foretaget fradrag for unormal leje. Fradraget vedr. fremleje skal således beregnes i forhold til denne reducerede boligudgift. Ankenævnet pålægger derfor forvaltningen at foretage en fornyet beregning af, hvilken beregningsmæssig boligudgift, der indgår i den videre boligstøtteberegning, når ovenstående princip følges. Såfremt en beregning af boligstøtte på baggrund af den således ændrede boligudgift medfører en højere boligstøtte end der hidtil er udbetalt Dem, har De krav på at få udbetalt forskelsbeløbet.

Social- og sundhedsforvaltningen, hvortil De kan rette henvendelse, er underrettet om ovenstående.

Ankevejledning er vedlagt.

Versioner

  1. 1990-09-12 · til 2026-06-23