Boligstøtte - Klage over afvisning af ansøgning om støtte med henvisning til at erstatning af bopælsret med lejeaftale ikke begrunder bevilling af boligstøtte
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/4044@1990-10-20/da
Indhold
Ved brev af 3. april 1990 har Deres søn på Deres vegne klaget over kommunes afslag på udbetaling af boligydelse.
Sagen har på grundlag af vedlagte redegørelse været behandlet i amtsankenævnets møde den 11. oktober 1990.
Nævnet traf følgende
AFGØRELSE:
Nævnet stadfæstede kommunes afgørelse.
Nævnet har lagt vægt på, at der ikke fra Deres side er anført noget, som kan godtgøre, at De ikke kunne bevare den tinglyste, livsvarige bopælsret, selv om Deres barnebarn havde været nødt til at sælge ejendommen, eventuelt ved tvangsauktion.
Nævnet har herudover lagt vægt på, at der er tale om en almindelig enfamiliesbolig, og at salget af boligen til Deres datter og svigerdatter derfor ikke ses at kunne begrundes ud fra hensynet til Deres og Deres ægtefælles mulighed for at kunne bevare boligen som pensionister. Endvidere ses salget af ejendommen til L A i 1987 alene at kunne være begrundet i muligheden for indfrielse af den kautionsforpligtelse, Deres datter og svigerdatter havde påtaget sig.
Da ejendommen var ubehæftet, kunne De ved selv at bevare ejendomsretten over boligen have opnået at sidde huslejefrit, mod, uden omkostninger for Dem, at optage lån til dækning af ejendomsskatter efter reglerne herom.
På dette grundlag finder nævnet ligesom kommune, at indgåelsen af lejekontrakt og den efterfølgende ophævelse af den livsvarige bopælsret må anses for at være sket med henblik på at opnå boligydelse, hvorfor boligydelsen skal beregnes uden hensyn til denne transaktion, jfr. boligstøttelovens § 12.
Beregningen af boligydelse må således ske ud fra den skattemæssige værdi af bopælsretten, jfr. boligstøttevejledningens pkt. 6.6. Som det fremgår af sekretariatets beregning, vil der ikke kunne udbetales boligydelse på dette grundlag.
Om muligheden for at klage, se vedlagte klagevejledning.
Med venlig hilsen
J.nr. 1990-359
REDEGØRELSE:
Ved brev af 3. april 1990 har N.N. på vegne af sin mor klaget over kommunes afgørelse af 29. marts 1990 om afslag på udbetaling af boligydelse.
Kommune har den 4. april 1990 videresendt klagen til amtsankenævnet med en nærmere redegørelse, vedlagt kopi af sagsakter.
FAKTISKE OPLYSNINGER:
Det fremgår af sagen, at klager er enlig og modtager folkepension. Hun bor i enfamilies-hus beliggende i by. Ejendommen har tidligere tilhørt klager og dennes nu afdøde ægtefælle, men blev i 1979 solgt til klagers datter og svigerdatter. Ved salget blev der tinglyst en livsvarig, vederlagsfri bopælsret for klager og ægtefællen.
Den 1. marts 1987 blev ejendommen solgt til klagers barnebarn LA, søn af X.X.
Den 27. marts 1990 indgav klager ansøgning om boligydelse. I ansøgningsskemaet var anført, at klager den 1. januar 1990 havde indgået en lejekontrakt med LA. Der var aftalt en årlig husleje på 31.200 kr., excl. el og varme. Klager anmodede derfor om udbetaling af boligydelse på grundlag af denne husleje.
KOMMUNES AFGØRELSE:
Kommune kontaktede telefonisk boligstyrelsen, som henviste til vejledning om boligstøtte punkt 6.6., hvoraf fremgår, at i aftægtsboliger m.v. kan der beregnes boligydelse efter reglerne for lejere. Ved opgørelsen af boligudgiften lægges den skattemæssige værdi af den fri boligret til grund.
Ved henvendelse til skattevæsenet, blev det oplyst, at bopælsretten ikke havde været værdiansat skattemæssigt.
Kommune gav herefter afslag på udbetaling af boligydelse under henvisning til, at der var tale om en vederlagsfri bopælsret, som ikke var skatteansat.
Kommunen anførte vejledende, at der ikke kunne forventes udbetalt boligydelse, selv om bopælsretten blev aflyst, idet en aflysning af denne ret efter kommunens opfattelse alene ville have det formål at opnå boligydelse.
BEGRUNDELSEN FOR KLAGEN:
N.N. anfører i brev af 3. april 1990, at formålet med at aflyse den vederlagsfri bopælsret ikke som af kommunen anført er at dræne den offentlige kasse, men alene at bevare boligen for moderen. Der er vedlagt kopi af et brev af 29. marts 1990 fra retten i Aalborg, Fogedafdelingen til LA, hvor det blev meddelt, at der ville blive afholdt auktion over ejendommen den 29. maj 1990, med mindre han forinden havde berigtiget gælden til rekvirenten.
EFTERFØLGENDE OMSTÆNDIGHEDER:
Efter indgivelsen af klagen til amtsankenævnet er klager blevet beskattet af bopælsretten med 5 års tilbagevirkende kraft.
Den 17. juli 1990 fremsendte klager dokumentation til kommunen for, at hun havde givet afkald på bopælsretten, som herefter var aflyst på ejendommen.
Kommune meddelte i brev af 17. juli 1990, at oplysningen var taget til efterretning og videregivet til amtsankenævnet, men at kommunen fastholdt sin afgørelse om, at aflysningen af bopælsretten ikke kunne bevirke udbetaling af boligydelse.
SUPPLERENDE OPLYSNINGER FRA KLAGER:
N.N. har den 12. september 1990 fremsendt yderligere oplysninger til sagen, herunder en båndoptagelse af en telefonsamtale med en medarbejder i boligministeriet, som efter hans opfattelse giver ham medhold i, at moderen er berettiget til boligydelse.
Der er til brug for sagen endvidere fremsendt kopi af skøde i forbindelse med salget til L A den 1. marts 1987. Det fremgår heraf, at salgssummen var 375.000 kr., hvoraf 75.000 blev betalt kontant, og at der blev optaget et 20-årigt obligationslån på 300.000 kr..
Ved tinglysning af skødet som betinget skøde, var der alene påført retsanmærkning om et ejerpantebrev på 100.000 kr..
N.N. har telefonisk over for amtsankenævnets sekretariat bekræftet, at ejendommen på salgstidspunktet var ubehæftet, bortset fra ejerpantebrevet, som lå til sikkerhed for nogle kautionsforpligtelser. Da banken krævede kautionen indfriet, valgte familien at sælge huset til nevøen. Han har imidlertid ikke kunnet afholde udgifterne ved terminsydelserne, og familien har ikke længere mulighed for at hjælpe.
BEREGNING AF BOLIGYDELSE:
Amtsankenævnets sekretariat har foretaget en beregning af den boligydelse, der ville kunne komme til udbetaling, såfremt den skattemæssige værdi af bopælsretten anvendes som boligudgift. Beregningen kan kun være vejledende, idet sekretariatet ikke er i besiddelse af alle nødvendige oplysninger for at foretage en egentlig beregning.
Den skattemæssige værdi af bopælsretten for 1990 kendes ikke. Den er derfor i beregningen sat til 10.000 kr., hvilket formentligt er for højt, jfr. at værdien i 1977 og 1978 var henholdsvis kr. 7.200 og 7.800. Endvidere er det lagt til grund, at klager, som i lejekontrakten, har den indvendige vedligeholdelsespligt vedrørende ejendommen.
Den forventede indkomst for året 1990 for en enlig folkepensionist uden andre indtægter er kr. 55.188. Det fremgår af lejekontrakten, at boligen er på 87 m2 og omfatter 6 værelser, hvorfor beregningen skal ske ud fra et grænsebeløb (egenbetaling) på 25% eller 13.797 kr.. Dette beløb skal klager selv afholde som boligudgift, før der kan udbetales boligydelse.
Beregningen bliver herefter som følger:
»Husleje« 10.000 kr. Tillæg for vedligeholdelse, 10% 1.000 - Tillæg for fjernvarme 16.50 kr. x 87 1.436 - ---------- 12.436 kr. ---------- Reduktion efter kap. 4a: 12.436 x 65 ----------- = 9.291 kr. 87 12.436 x 20 x 75 ---------------- = 2.144 - 87 x 100 12.436 x 2 x 50 --------------- = 143 - 87 x 100 ---------- Reguleret leje 11.578 kr. Grænsebeløb (egenbetaling) 13.797 - ---------- Boligydelse til udbetaling 0 kr. ----------
En beregning på grundlag af den aftalte husleje på 31.200 kr. årligt, ville efter en tilsvarende beregning give en boligydelse på 19.493 kr. årligt eller 1.624 månedlig.
RETSGRUNDLAG:
Boligstøtteloven:
§ 11. Ved opgørelse af boligudgiften for lejere lægges den leje til grund, som efter lejeaftalen skal betales for lejlighedens areal, fælles boligareal, adgangsareal samt tilhørende sædvanlige udenomsrum.
Stk. 2. Omfatter lejen betaling for varme og varmt vand samt elforbrug, fradrages et beløb, der svarer til de sædvanlige udgifter hertil.
Stk. 3. Har lejeren pligt til at istandsætte det lejede med tapet, hvidtning og maling, forhøjes lejen ved beregningen med 10 pct. Påhviler pligten kun delvis lejeren, forhøjes dog kun med 5 pct. Påhviler vedligeholdelsespligten kun delvis lejeren i medfør af § 10, stk. 3, i lov om boligbyggeri, forhøjes lejen ved beregningen med 5 pct. Påhviler pligten til anden vedligeholdelse lejeren helt eller delvis, forhøjes lejen yderligere med henholdsvis 10 og 5 pct.
Stk. 4. Opvarmes lejligheden udelukkende med el eller gas, eller opvarmes lejligheden fra et kollektivt varmeforsyningsanlæg, og betaler lejeren ud over lejen den fulde udgift hertil, forhøjes lejen ved opgørelse af boligudgiften med 15 kr. pr. m2 bruttoetageareal, jfr. § 34, stk. 1 nr. 3. Ved fremleje, fremlån, udlejning eller anvendelse til erhverv af en del af lejligheden fradrages der ved fastsættelse af bruttoetagearealet et areal, der svarer til den forholdsmæssige del af arealet for hele lejligheden efter antallet af værelser.
Stk. 5. Overstiger lejen i væsentlig grad den normale leje for sædvanlige lejligheder af en tilsvarende størrelse, eller må lejen anses for delvis betaling for luksuriøst udstyr eller beliggenhed, kan kommunalbestyrelsen nedsætte lejen med et beløb, der svarer til forskellen.
§ 12. Overstiger lejen halvdelen af husstandsindkomsten, skal kommunalbestyrelsen efter en samlet vurdering af husstandsmedlemmernes økonomiske og personlige forhold bestemme, om boligstøtte kan ydes. Det samme gælder, dersom særlige forhold, f.eks. i forbindelse med ansøgerens afståelse af sin hidtidige bolig og leje af den lejlighed, hvortil boligstøtte søges, sandsynliggør, at lejeaftalen er tilrettelagt med særligt henblik på opnåelse af boligstøtte. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at boligstøtte ydes med et nedsat beløb.
§ 18. Det beløb, som ansøgeren selv skal betale af sin boligudgift, grænsebeløbet, udgør 15 pct. af husstandsindkomsten op til en indkomstgrænse på 111.500 kr., jfr. § 34, stk. 1, nr. 6.
Stk. 2. .....
Stk. 3. Boligydelsen udbetales med det beløb, hvormed den årlige boligudgift overstiger grænsebeløbet....
Stk. 4. Boligsikringen udbetales med 75 pct. af det beløb, hvormed den årlige boligudgift overstiger grænsebeløbet.
Stk. 5. For husstande uden børn kan boligsikringen ikke overstige 15 pct. af lejen.
§ 19. Hvis der i boligen er 2 værelser mere end antallet af husstandsmedlemmer, udgør grænsebeløbet 20 pct. af husstandsindkomsten op til den i § 18, stk. 1, nævnte indkomstgrænse og 30 pct. af husstandsindkomsten over denne grænse. Hvis der i boligen er 3 eller flere værelser mere end antallet af husstandsmedlemmer, udgør grænsebeløbet 25 pct. af husstandsindkomsten op til indkomstgrænsen og 35 pct. af husstandsindkomsten over denne grænse.
Stk. 2. Ved beregning af boligydelse nedsættes de i stk. 1 nævnte procentsatser med 1 2/3 procentpoint om året i årene 1991-93 med virkning fra den 1. januar i det pågældende år.
Stk. 3. Uanset antallet af værelser skal ved fastsættelse af grænsebeløbet efter stk. 1 og stk. 2
1) boliger på til og med 60 kvm bruttoetageareal højst anses for at have 2 værelser,
2) boliger på 61 til 75 kvm bruttoetageareal højst anses for at have 3 værelser og
3) boliger på 76 til og med 90 kvm bruttoetageareal højst anses for at have 4 værelser.
Stk. 4. De i stk. 3 nævnte arealgrænser forøges med 15 kvm, såfremt nogen af husstandsmedlemmerne er stærkt bevægelseshæmmede og boligen er egnet herfor.
Stk. 5. Stk. 3 og stk. 4 finder ikke anvendelse, hvis et eller flere af boligens værelser fremlejes eller anvendes til erhvervsformål.
Ved beregning af boligstøtte til ansøgere, som ikke oppebar boligstøtte ved udgangen af året 1986 finder følgende regler i boligstøttelovens kapitel 4a anvendelse:
§ 23c. Ved beregning af boligstøtte efter § 23 b nedsættes den boligudgift, der er opgjort efter kapitel 2 eller 3, i henhold til reglen i stk. 2, såfremt boligens bruttoetageareal overstiger 65 m2 for een person i husstanden og 20 m2 pr. person herudover.
Stk. 2. Ved opgørelsen medregnes for een person boligudgiften pr. m2 bruttoetageareal for 65 m2. For hver af de øvrige personer i husstanden medregnes m2-udgiften for 20 m2 bruttoetageareal. For de følgende 20 m2 medregnes 75 pct. af m2-udgiften, og for yderligere 20 m2 medregnes 50 pct.
I boligstyrelsens vejledning af 22. oktober 1987 pkt. 6.6. anføres, at boligtagere i aftægtsboliger i relation til boligstøtte betragtes som lejere, idet den indgåede aftægtskontrakt ligestilles med en lejekontrakt. Ved opgørelsen af boligudgiften lægges den skattemæssige værdiansættelse af den fri bopælsret til grund. Denne værdiansættelse fastsættes løbende af skattemyndighederne til brug ved indkomstbeskatningen.
Samme fremgangsmåde anvendes i tilfælde, hvor der ikke foreligger en egentlig aftægtskontrakt, men hvor en sælger af et hus f.eks. har betinget sig en livsvarig brugsret til en bolig, eventuelt mod betaling af et symbolsk beløb.