Gelex

Beregning af boligydelse - Ejerbolig

OphævetVersion 1990-12-17fra 1990-12-17 til 2026-06-23
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/4062@1990-12-17/da

Indhold
  1. Indledning

»Vedr.: Boligydelse.

Ved skrivelse af 8. oktober 1990 med bilag har De klaget over afgørelse af 25. september 1990 fra Amtsankenævnet for Fyns Amt vedrørende udbetaling af boligydelse fra 1. februar 1990.

Det fremgår af sagen, at De pr. 1. maj 1989 erhvervede og indflyttede i en ejerbolig i Marstal Kommune.

Videre fremgår, at De 7. september 1989 søgte om boligydelse.

Marstal Kommune meddelte herefter, at boligydelse kunne udbetales med 1.752 kr. om måneden som lån fra 1. oktober 1989, og der blev med sikkerhed i Deres ejendom lyst et skadesløsbrev på 75.000 kr. den 24. oktober 1989 til dækning af boligydelsen med påløbne renter.

Den 8. januar 1990 meddelte Marstal Kommune, at størrelsen af den månedlige boligydelse, De var berettiget til, fejlagtigt var beregnet til 1.752 kr., idet kommunen ved støtteberegningen havde lagt en for lav husstandsindkomst til grund. Baggrunden herfor var, at kommunen ikke havde været opmærksom på ændringer i personskattelovens §§ 22 og 24 vedrørende fradrag.

Med Deres korrekt opgjorte husstandsindkomst var De alene berettiget til en boligydelse på 242 kr. om måneden, og kommunen krævede derfor tilbagebetaling af den for meget udbetalte boligstøtte. Samtidig nedsattes den månedlige boligydelse med virkning for fremtiden til 242 kr.

De klagede herover til Amtsankenævnet for Fyns Amt, der den 25. september 1990 har truffet afgørelse, hvorefter kommunen ikke kan kræve tilbagebetaling af den boligydelse, der er udbetalt i perioden 1. oktober 1989 - 1. februar 1990. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at De indgav ansøgning om boligydelse den 7. september 1989, at De i september 1989 modtog meddelelse om, at boligydelse som lån ville kunne udbetales med 1.752 kr. om måneden og at der ville blive udbetalt boligydelse i overensstemmelse med denne bevilling.

Amtsankenævnet traf således afgørelse om, at De var berettiget til den boligydelse, der var forfalden på det tidspunkt, hvor kommunen traf ny afgørelse om størrelsen af Deres boligydelse.

Nævnet fandt herudover ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge kommunen at fortsætte udbetalingen af boligydelse som lån med 1.752 kr. om måneden efter 1. februar 1990, og nævnet lagde herved vægt på, at der ikke i loven om individuel boligstøtte er hjemmel til en sådan udbetaling.

De har heroverfor anført, at De og kommunen har indgået endelig bindende aftale om, at De er berettiget til boligydelse på i alt 75.000 kr. udbetalt med et månedligt beløb på 1.752 kr.

Endvidere har De anført, at kommunens oprindelig afgørelse om en månedlig udbetaling på 1.752 kr. er en begunstigende afgørelse, som ikke senere kan tilsidesættes. De har i den forbindelse anført, at De straks efter at være blevet orienteret om størrelsen af det månedlige boligstøttelån disponerede på grundlag heraf, idet prisudviklingen i perioden fra De erhvervede ejendommen 1. maj 1989 og frem til det tidspunkt, hvor De fik meddelelse om boligstøttens størrelse, havde været så betydelig, at De ikke længere havde råd til at afholde Deres løbende udgifter uden denne boligstøtte.

De mener derfor ikke, at kommunens afgørelse om at yde Dem en boligydelse på 1.752 kr. om måneden kan trækkes tilbage med virkning for fremtiden, uanset om denne måtte bero på en fejlberegning. De har i denne forbindelse henvist til Folketingets Ombudsmands beretning af 1978, side 704 (en sag vedrørende en byggetilladelse), hvori blandt andet anføres: »Med hensyn til spørgsmålet om i hvilket omfang modtageren af forvaltningsafgørelsen på tidspunktet for Boligministeriets afgørelse har disponeret i tillid til den meddelte dispensation - eller på baggrund af afgørelsen kunne siges at have haft berettiget forventning om at kunne disponere skal jeg fremhæve...«. De finder således, at der ved afgørelsen vedrørende Marstal Kommunes meddelelse om den månedlige boligydelse må lægges vægt på, om De har foretaget dispositioner på grundlag af denne forvaltningsakt, hvilket De anfører at have gjort som ovenfor nævnt.

Bygge- og Boligstyrelsen skal i den anledning meddele, at reglerne om beregning af boligydelse til pensionister i ejerboliger er fastsat i lov om individuel boligstøtte. Reglerne om husstandsindkomst er således fastsat i lovens § 7.

Det fremgår heraf, at husstandsindkomsten opgøres som summen af ansøgerens og dennes husstandsmedlemmers hver for sig opgjorte personlige indkomster med tillæg af positiv kapitalindkomst, der anvendes til beregning af 6 pct.s indkomstskat efter personskattelovens § 8, før det deri nævnte bundfradrag samt med tillæg af ydelser uden tilbagebetalingspligt efter kapitel 9 i lov om social bistand.

Der er således efter boligstøttelovens § 7 som udgangspunkt ikke mulighed for at foretage fradrag for negativ kapitalindkomst (renteudgifter), medmindre husstanden har en tilsvarende positiv kapitalindkomst (renteindtægter eller lignende), som fradraget kan foretages i, eller andet følger af skattelovgivningen. Regler om, at negativ kapitalindkomst (renteudgifter m.v.) og visse fradragsberettigede udgifter (ligningsmæssige fradrag) kan fratrækkes i den personlige indkomst, er fastsat i personskattelovens §§ 22 og 24. Det fremgår heraf, at der i 1990 kan foretages fradrag for negativ kapitalindkomst, der overstiger 110.000 kr., og for fradragsberettigede udgifter, der overstiger 80.000 kr. Beløbene forøges for 1991 til 130.000 kr. og 100.000 kr.

Boligstøttelovens § 7 a indeholder herudover en overgangsregel gældende fra 1990 - 1993 vedrørende negativ kapitalindkomst for boligsikringsmodtagere. Denne ordning gælder ikke for pensionister, der modtager boligydelse.

De har imidlertid ikke klaget over den indkomstopgørelse, der ligger til grund for Marstal Kommunes ændrede beregning af Deres boligstøtte, men derimod anført, at kommunens oprindelige afgørelse om en højere boligydelse er en begunstigende forvaltningsakt, som ikke kan trækkes tilbage.

Særlige regler herom er ikke fastsat i boligstøtteloven, men følger af almindelige forvaltningsretlige principper.

I den foreliggende sag fremgår, at Marstal Kommune fejlagtigt har meddelt Dem, at De pr. 1. oktober 1989 var berettiget til en månedlig boligydelse på 1.752 kr., og at kommunen efterfølgende i januar 1990 har omberegnet boligydelsen i overensstemmelse med skattelovgivningens ændrede regler om fradrag, idet De ved en korrekt beregning herefter alene var berettiget til 242 kr.

Om de faktiske forhold fremgår, at De 4 måneder efter erhvervelsen af en ejerbolig ansøgte om boligydelse. Endvidere fremgår, at De på ansøgningstidspunktet ikke fandt at have økonomisk mulighed for at betale Deres løbende udgifter på grund af prisstigninger i den forløbne 4 måneders periode siden erhvervelse af ejendommen.

Bygge- og Boligstyrelsen finder, at det som udgangspunkt er i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper, at en kommune, når det efterfølgende konstateres, at en afgørelse om en løbende ydelse er truffet på et forkert lovgrundlag, efterfølgende ændrer sin afgørelse og nedsætter ydelsen for fremtiden på grundlag af de faktisk gældende regler.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at Folketingets ombudsmand i en anden udtalelse fra 1978, side 631 ff, på det sociale område har udtalt, at begunstigende forvaltningsakter ikke kan tillægges opsættende virkning med hensyn til forfaldne ydelser under klage herover. Såfremt et amtsankenævn har truffet en forkert begunstigende forvaltningsakt om en engangsydelse, skal denne ydelse således udbetales, selv om kommunen klager over amtsankenævnet, og selv om kommunen eventuelt får medhold i sin klage. I denne ombudsmandsudtalelse anføres det således, at såfremt der er tale om løbende ydelser, vil den endelige afgørelse, hvorved den begunstigende forvaltningsakt tilsidesættes, få virkning for de løbende ydelser, der forfalder efter at den endelige afgørelse er truffet, mens de ydelser, der er forfaldne i den periode hvor den begunstigende forvaltningsakt var gældende, skal udbetales.

Bygge- og Boligstyrelsen finder endvidere ikke, at Deres omlægning af budget kan betragtes som en sådan disposition i berettiget tillid til, at De også fremover ville få udbetalt en månedlig boligydelse på 1.752 kr., at dette forhold i sig selv bevirker, at De også fremover har krav på at få udbetalt dette beløb. Styrelsen finder således ikke, at Marstal Kommunes afgørelse herom for så vidt angår perioden 1. oktober 1989 - 31. januar 1990 kan betragtes som en sådan begunstigende forvaltningsakt, at den ikke kan ændres for fremtiden.

Bygge- og Boligstyrelsen må herefter være enig med Amtsankenævnet for Fyns Amt i, at Marstal Kommune på det tidspunkt, hvor kommunen blev opmærksom på den skete beregningsfejl, var berettiget og forpligtet til at omberegne boligstøtten i overensstemmelse med boligstøtteloven, og at omberegning alene kan ske for fremtiden fra den 1. i den følgende måned, dvs. fra 1. februar 1990.

Styrelsen har således ikke fundet grundlag for at ændre amtsankenævnets afgørelse af 25. september 1990.

Med hensyn til det af Dem anførte om, at der er indgået en bindende aftale mellem Dem og kommunen om udbetaling af 75.000 kr. i boligydelse, skal tilføjes, at det følger af § 31 i lov om individuel boligstøtte, at boligydelse i form af lån forrentes med en årlig rente, der ligger 1 1/2 pct. under Nationalbankens diskonto den 1. oktober det foregående år. Renten tilskrives hver måned, og det samlede lånebeløbs størrelse og den tilskrevne rente meddeles pensionisten hvert år i løbet af januar måned.

Som betingelse for udbetaling af lån tinglyses efter § 32 på ejendommen et skadesløsbrev eller et ejerpantebrev med oprykkende prioritet til sikkerhed for tilbagebetaling af lånebeløbet med påløbne renter.

Bygge- og Boligstyrelsen har herom i vejledning af 22. oktober 1987 udtalt, at pantebrevets pålydende skal bestemmes af kommunalbestyrelsen. Beløbet kan fra starten fastsættes således, at der vil være sikkerhed for lån med påløbne renter ydet gennem flere år, f.eks. 3 - 5 år.

Tinglysning af skadesløsbrev af en vis størrelsesorden indebærer således ikke, at støttemodtageren automatisk er berettiget til at modtage dette beløb i boligstøtte, men alene, at der over for kommunen stilles sikkerhed for en samlet boligydelse med påløbne renter over en årrække af den pågældende størrelsesorden. Skadesløsbrevets størrelse har således ingen bindende virkning for størrelsen af den løbende boligstøtte, som støttemodtageren er berettiget til, idet det bemærkes, at den løbende boligstøtte er afhængig af støttemodtagerens indkomst- og husstandsforhold, og at ændringer heri under alle omstændigheder vil bevirke ændringer i den løbende udbetaling af boligstøtte, herunder at denne kan bortfalde.

Det skal tilføjes, at såfremt der sker en væsentlig reduktion af den boligydelse, der udbetales, vil dette i relation til skadesløsbrevet, efter Bygge- og Boligstyrelsens opfattelse kunne indebære, at støttemodtageren er berettiget til en nedlysning af skadesløsbrevet.

De fremsendte bilag returneres.'

2) Til orientering. Der henvises til j.nr. 1-260-1990.

De fremsendte bilag returneres.

3) Til orientering. Der henvises til j.nr. 1703320100.

Pdv

eb

Versioner

  1. 1990-12-17, til 2026-06-23