Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/60314@1990-06-29/da

Indhold

1. Indledning

Efter lov om registrerede revisorer er det en betingelse for at blive optaget i Revisorregistret, at den pågældende har gennemgået såvel en praktisk som en teoretisk uddannelse. Mens kravene til den praktiske uddannelse er fastlagt i selve loven, er det efter loven overladt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen at fastsætte nærmere bestemmelser om den teoretiske uddannelse. Kompetencen til at fastsætte bestemmelser om den teoretiske uddannelse tilkom indtil den 1. januar 1988 industriministeren (tidligere handelsministeren). De gældende bestemmelser om uddannelseskravene findes i en bekendtgørelse fra Handelsministeriet (nr. 493 af 21. september 1978), der blandt de uddannelser, som kan give adgang til optagelse i registret, nævner merkonomstudiet i revision suppleret med en prøve i regnskabsvæsen, herunder enkeltfagsprøve i regnskabslære/driftsøkonomi inden for højere handelseksamen (HH).

Klageren K, der er født i 1946, kom i 1962 i lære på kontor i en tømmerhandel. Efter endt læretid og bestået handelsmedhjælpereksamen fortsatte hun i firmaet indtil 1978. I de sidste fem år havde hun efter egne oplysninger ansvaret for firmaets bogholderi og fakturering. I 1978 blev K ansat i et revisionsfirma, der ledes af tre registrerede revisorer. Hun er fortsat ansat i dette firma, der har udtalt, at hun i hele den forløbne periode har deltaget i almindelige bogførings-, regnskabs- og revisionsopgaver med særlig vægt på kontering og afstemninger samt regnskabsopstillinger. I årene 1983 1988 gennemførte K merkonomuddannelsen i revision og søgte derefter optagelse i Revisorregistret.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen afslog at optage hende med den begrundelse, at hun ikke have bestået en af de i bekendtgørelsen nævnte supplerende regnskabsprøver.

Over for Erhvervsankenævnet gjorde K gældende, at en af de omtalte prøver i regnskabslære i et normalt uddannelsesforløb forudsættes bestået før starten på merkonomstudierne. Prøven er dog ingen betingelse for at påbegynde merkonomstudiet, idet det ved optagelse på studiet anerkendes, at praktisk erfaring kan erstatte forudgående prøver. Hun har beskæftiget sig erhvervsmæssigt med bogføring i 27 år, og hendes praktiske erfaring i faget må kunne opveje den manglende aflæggelse af prøve. Endvidere ville det ikke have været muligt for hende at gennemføre merkonomstudiet, hvis hun ikke havde haft den krævende viden om bogføring og regnskab.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen begrundede i første omgang afslaget med, at styrelsen efter den ovenfor nævnte bekendtgørelse ikke har hjemmel til at dispensere fra kravet om aflæggelse af den supplerende regnskabsprøve.

Erhvervsankenævnet anmodede styrelsen om at tage afgørelsen op til fornyet overvejelse, idet ankenævnet henviste til, at det må anses for almindeligt antaget i den forvaltningsretlige praksis og teori, at et forvaltningsorgan, som efter loven har kompetence til at fastsætte generelle regler i en bekendtgørelse, også uden udtrykkelig hjemmel i bekendtgørelsen under respekt af reglerne i loven kan dispensere fra bekendtgørelsens regler. Da adgangen til at udstede regler på det omhandlede område nu tilkommer Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, er der intet til hinder for, at styrelsen efter en konkret bedømmelse af klagerens kvalifikationer dispenserer fra kravet om supplerende regnskabsprøve.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fastholdt imidlertid efter en fornyet overvejelse den trufne afgørelse, idet styrelsen nu henviste til, at loven kræver både en teoretisk og en praktisk uddannelse, og at det af lovens formulering fremgår, at det ikke har været lovens hensigt, at en praktisk uddannelse i bogføring skal kunne erstatte teoretisk uddannelse. Mange ansøgere vil ligesom K kunne henvise til en betydelig praktisk erfaring, og en dispensation vil derfor betyde, at man reelt ophæver bekendtgørelsens krav om tillægsprøve. Hertil kommer, at der er adgang til at dokumentere sine kundskaber ved at gå op til prøven som privatist uden forinden at følge skolens undervisning. Afgørelsen er iøvrigt i overensstemmelse med styrelsens og ministeriets faste praksis.

For at få belyst forholdet mellem det faglige indhold af merkonomstudiets regnskabsfag: internt regnskabsvæsen og eksternt regnskabsvæsen og de omhandlede tillægsprøver foranledigede ankenævnet, at der blev indhentet en udtalelse fra Undervisningsministeriet. Ankenævnets sagkyndige medlemmer gennemgik endvidere læseplaner og lærebøger for henholdsvis HH-faget regnskabslære/driftsøkonomi og de nævnte merkonomfag.

Ankenævnet udtalte:

I overensstemmelse med det i ankenævnets skrivelse af 10. april 1989 anførte har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen (og dermed Erhvervsankenævnet) hjemmel til at fritage klageren for at aflægge den pågældende prøve som betingelse for at blive optaget i Revisorregistret, selv om der ikke udtrykkeligt er givet en dispensationsbestemmelse i bekendtgørelsen.

Efter oplysningerne om klagerens hidtidige erhvervsmæssige beskæftigelse må ankenævnet anse det for utvivlsomt, at klageren har erhvervet en betydelig praktisk erfaring i bogføring.

Klageren har endvidere gennemgået merkonomuddannelsen i revision. De regnskabsfag, der indgår i denne uddannelse, har efter Undervisningsministeriets udtalelse en større dybde og bredde end HH-faget regnskabslære/driftsøkonomi. Det fremgår dog af udtalelsen, at HH-faget med hensyn til registrering (bogføring) indeholder elementer, som ikke indgår i merkonomfagene.

Ankenævnet har imidlertid ved sin gennemgang af de lærebøger, som udgør pensum i regnskabsfagene i henholdsvis HH og merkonomstudiet, konstateret, at de nævnte registreringselementer i pensum i HH-faget er af elementær og praktisk orienteret karakter og uden dybere teoretisk analyse. Det kan ikke antages, at faget indeholder noget nyt for den, der som klageren i en længere årrække i praksis har beskæftiget sig med bogføring. Det kan endvidere konstateres, at merkonompensum forudsætter beherskelse af de nævnte bogføringselementer, hvis begreber, system og teori indgår i merkonomuddannelsens regnskabsfag.

Under de således foreliggende omstændigheder finder ankenævnet, at det ikke har noget formål at stille krav om, at klageren skal aflægge en supplerende regnskabsprøve. Klageren bør derfor kunne optages i Revisorregistret, uanset at hun ikke har aflagt en sådan prøve.

Styrelsen har ikke anført, at klageren ikke skulle opfylde de øvrige betingelser for at blive optaget i registret.

Ankenævnet ændrer herefter den påklagede afgørelse, således at K vil være at optage i Revisorregistret.

Versioner

1. 1990-06-29