Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/60323@1990-08-03/da

Indhold

1. Indledning

År 1990, den 3. august blev der i sagen j.nr. 89- 72.619

statsautoriseret revisor y afsagt sålydende

Under denne sag har Foreningen af Statsautoriserede Revisorer i skrivelse af 13. december 1989 anmodet Revisornævnet om at tage stilling til, om statsautoriseret revisor y ved sin virksomhed som rådgiver for xx A/S og ved honorarberegningen herfor har overtrådt henholdsvis § 13 stk. 1 og § 14 i lov om statsautoriserede revisorer, jfr. lovbekendtgørelse nr. 56 af 19. januar 1989.

Indklagede er født og er beskikket som statsautoriseret revisor 2. marts 1981. Han driver virksomhed i under betegnelsen Revisionsfirmaet y A/S. Det fremgår af sagen, at xx A/S blev stiftet i foråret 1986 med en aktiekapital på 300.000 kr. Formålet var at udbyde projekter på anparter i kommanditselskaber, hvis komplementar skulle ejes af kommanditisterne, idet de ved tegningen af anparter tillige tegnede en forholdsmæssig andel af komplementarens indskudskapital. Som revisor for selskabet blev valgt Revisorgruppen i Århus, medens y A/S blev revisor for projekterne.

Blandt de projekter, som xx A/S påtog sig at udbyde, var et nuklearmedicinsk modulært udstyr, som var udviklet af aa A/S. Med virkning fra 1. juli 1986 overdrog dette selskab sine rettigheder til projektet til et kommanditselskab, K/S bb, der skulle søges tegnet med 1.250 kommanditanparter a 35.000 kr. Som komplementar skulle dannes et aktieselskab med en indskudskapital på 1.325.000 kr., hvoraf 75.000 skulle tegnes af aa A/S og resten, 1.250.000 kr., af kommanditisterne. Den 28. april 1989 standsede xx A/S sine betalinger, og i forsommeren s.å. gik kommanditselskabet konkurs.

Den 18. juni 1989 bragte Jyllands-Posten under overskriften » Den skjulte matador » en artikel, hvori det bl.a hed, at indklagedes samleverske, revisorassistent Z, ejede 42 % af aktierne i xx A/S, og at indklagede var medlem af et tremandsråd, der havde den reelle magt i selskabet. Endvidere anførtes det, at indklagede i 7 tilfælde havde afgivet revisorerklæringer på projekternes salgsmaterialer, og at hans honorar hver gang afhang af, om anparterne blev solgt eller ej.

I den anledning anmodede Foreningen af Statsautoriserede Revisorer den 20.juni 1989 indklagede om en redegørelse, som blev tilsendt foreningen af indklagede den 13. juli s.å.

Ad klagepunkt 1 - revisorlovens § 13, stk.1.

Det er oplyst, at indklagede og Z siden 26. august 1986 har været tilmeldt folkeregisteret under samme adresse i. Det er endvidere oplyst, at Z i efteråret 1986 stiftede et personligt firma, der på vegne af xx A/S skulle forestå den ikke-erhvervsmæssige administration af kommanditselskaberne efter at anparterne var solgt, således EDB-registrering af investorerne, opkrævning af kontantindskud, udsendelse af nyhedsbreve og regnskaber med bilag til selvangivelsen, registervedligeholdelse, debitorafstemning m.m. Vederlaget herfor var kr. l00,- pr. anpart pr. år, som indbetaltes af xx A/S, som igen opkrævede beløbet hos kommanditselskabet. Efter det oplyste har Z investeret et millionbeløb i EDB i virksomheden.

Den 10.september 1986 afgav indklagede sålydende erklæring vedrørende projektet bb K/S:

»På foranledning af komplementaren i K/S bb har vi gennemgået de i denne redegørelse indeholdte opstillinger og konstateret, at drifts- og likviditetsbudgetterne er udarbejdet i overensstemmelse med og på grundlag af de forudsætninger, der er opstillet af komplementaren. Forudsætningerne omfatter begrundede forventninger om omsætningens størrelse og de i forbindelse hermed nødvendige løn- og kapacitetsomkostninger samt renteudgifter og -indtægter.

Vi har endvidere konstateret, at de i opstillingen indeholdte skattemæssige beregninger er i overensstemmelse med de nugældende skatteregler. Der er anvendt en marginalskatteprocent på 50 for hele perioden. Det bemærkes, at den skattemæssige anskaffelsessum for de afskrivningsberettigede aktiver er fastsat f.s.v. angår produktionsudstyr efter forudindhentede oplysninger fra leverandørerne, medens anskaffelsessummen for rettighederne er fastsat ved forhandling mellem parterne. Disse værdier er lagt til grund ved beregningen af de skattemæssige afskrivninger«.

Idet Z på tidspunktet for afgivelsen af denne erklæring var bestyrelsesmedlem og aktionær for 33 1/3 % i xx A/S, og da erklæringen vedrører regnskabsmæssige forhold i prospektmateriale, i hvis succes xx A/S havde en væsentlig interesse, siges det i skrivelsen af 13. december 1989 fra Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, at det er bestyrelsens opfattelse, at der kan være tale om overtrædelse af revisorlovens § 13, stk. 1.

Ad klagepunkt 2 - revisorlovens § 14.

Det er under sagen ubestridt, at indklagedes vederlag for arbejdet for bb K/S var betinget af projektets gennemførelse. Der foreligger endvidere til sagen 3 fakturer på ialt kr. 1.000.000,- for arbejder udført før 1. januar 1987 samt en specifikation af timeregnskabet for arbejde udført inden nævnte dato. Specifikationen viser imidlertid kun et beløb på kr. 512.008,02, der inkluderer andre projekter end de på de nævnte fakturer anførte.

Idet fakturerne ikke tekstmæssigt svarer til timeregnskabet og beløbsmæssigt er en fordobling i forhold til timeregnskabet, siges det i skrivelsen af 13. december 1989 fra Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, at der efter bestyrelsens opfattelse kan være tale om overtrædelse af revisorlovens § 14, stk. 2 eller stk. 3.

Under sagen har advokat c den 30.april 1990 for indklagede afgivet redegørelse i henhold til § 8, stk.1, i nævnets forretningsorden.

Sagen er mundtligt behandlet på nævnets møde den 14. juni 1990, hvor indklagede mødte med advokat c.

Indklagede har forklaret, at han, som det fremgår ovenfor, aldrig har været revisor for xx A/S. Hans virksomhed for dette selskab bestod i at foretage vurdering af indkomne projekter og afgive revisorerklæring herom. Han har kendt Z siden 1979, men har ikke indledt noget samliv med hende, førend de i august 1986 flyttede sammen. Det følgende forår kom indklagede i tvivl om, hvorvidt hans habilitet kunne kritiseres, og i den anledning henvendte han sig til direktøren for Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, der tilrådede ham at forelægge spørgsmålet for industriministeriet. Det skete imidlertid aldrig,idet problemet i stedet blev løst ved, at Z afhændede sine aktier, nemlig nom. 28.000 kr. med virkning fra den 1. marts 1987 og resten 72.000 kr. den 1. juli s.å.

Indklagede har ikke selv investeret i anparter i det omhandlede projekt. Hans honorarindtægt vedrørende projektet androg skønsmæssigt ca. en ottendedel af hans samlede honorarindtægter det pågældende år.

Forskellen mellem det fakturerede honorar på 1 mill. kr. og timeregnskabets på 512.000 kr. beror på, at timeregnskabet er opgjort efter revisionsfirmaets minimumssatser. Det fakturerede honorar svarer til en gennemsnitlig timesats på 854,77 kr., som efter indklagedes opfattelse ikke er unormal.

Efter at indklagede havde afgivet sin redegørelse til Foreningen af Statsautoriserede Revisorer den 13. juli 1989, blev han indkaldt til møde i foreningens udvalg for god revisorskik, hvor han mundtligt redegjorde for sin stilling til sagen. Derefter hørte han intet til den, førend foreningen den 13. december 1989 indgav sin klage til Revisornævnet.

Advokat c har i tilslutning til sin redegørelse af 30. april 1990 henvist til drøftelserne i folketinget i 1984, da begrebet faste samlivsforhold blev indsat i revisorlovens § 13. Indklagede gør gældende, at det af industriministerens svar ( FT 1984/85 sp. 980 og sp. 2691 ) fremgår, at der er tale om et meget uklart begreb, og at det eneste, der med sikkerhed kan fastslås, er, at samlivsforholdet skal have været af » nogen varighed«, for at bestemmelserne i revisorlovens § 13, stk. 1, kan anses for overtrådt. Indklagede har ikke overtrådt bestemmelsen i § 13, stk. 1, nr. 1, ved at han og Z flyttede sammen ca. 2 uger, inden han afgav erklæringen af 10. september 1986.

Z havde ikke aktier i komplementarselskabet eller anparter i kommanditselskabet og havde derfor ingen direkte interesse i projektet. Man kan derfor ikke sige, at hun havde en »mere betydelig økonomisk interesse« i den virksomhed, som erklæringen af 10. september 1986 angik, hvorfor lovens § 13, stk. 1, nr.4 heller ikke er tilsidesat. Betydningen af, at der foreligger et fast samlivsforhold, er der endeligt gjort op med i § 13, stk. 1, nr. 1 - 4, og da der ikke på andre punkter er rejst indsigelse mod indklagedes habilitet, kan opsamlingsbestemmelsen i § 13, stk. 1, nr. 5, ikke påberåbes. Såfremt nævnet finder, at et samlivsforhold af 14 dages varighed er af » nogen varighed », gør indklagede subsidiært gældende, at det vil være en så betydelig skærpelse i forhold til det under folketingsforhandlingerne fremførte, at ingen med rimelighed ville kunne forudsætte, at den enkelte statsautoriserede revisor burde være bekendt hermed, og indklagede har derfor hverken handlet forsætligt eller uagtsomt. Det må herved tages i betragtning, at Foreningen af Statsautoriserede Revisorer har været bekendt med forholdet siden foråret 1987 og først har reageret derpå efter avisomtalen mere end 2 år senere.

Med hensyn til honorarberegningen gør indklagede gældende, at princippet »no cure - no pay« ikke er i strid med revisorlovens § 14, stk. 3, og ikke må forveksles med princippet »good cure - good pay«, som indklagede ikke har gjort brug af.

Indklagedes klient , xx A/S har ikke udtrykt utilfredshed over det beregnede honorar, som må anses for rimeligt for et arbejde af den pågældende art.

Der foreligger således heller ikke en overtrædelse af revisorlovens § 14, stk. 2.

Revisornævnet skal udtale:

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har overtrådt § 13, stk. 1, i lov om statsautoriserede revisorer lægger nævnet til grund, at der siden den 26. august 1986 har bestået et samlivsforhold mellem indklagede og Z.

Under sagen er der ikke fremkommet oplysninger, som giver grundlag for at antage, at det ikke fra begyndelsen har været tilsigtet af parterne at etablere et varigt samliv, og et fast samlivsforhold findes derfor at have bestået mellem dem, da indklagede afgav sin erklæring af 10. september 1986. Denne erklæring vedrørte K/S bb, som Z må anses for at have haft en betydelig økonomisk interesse i henset til hendes aktiebesiddelse i xx A/S og hendes betydelige investering i det af hende personligt ejede administrationsfirma. Revisornævnet finder herefter, at indklagede i objektiv forstand har tilsidesat bestemmelsen i revisorlovens § 13, stk. 1, nr. 4, og finder, at denne lovovertrædelse i subjektiv henseende kan tilregnes indklagede som forsætlig. Den omstændighed, at indklagede efter det oplyste i foråret 1987 forelagde spørgsmålet om sin habilitet for direktøren for Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, findes ikke at kunne fritage indklagede for ansvar, dels fordi henvendelsen fandt sted ca. et halvt år efter erklæringens afgivelse, dels fordi indklagede efter det oplyste ikke har underrettet direktøren om, at dennes henstilling om at forelægge spørgsmålet for industriministeriet ikke blev fulgt.

Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt indklagede ved beregningen af sit honorar for arbejdet udført for xx A/S har overtrådt § 14, stk. 2 eller stk. 3, i lov om statsautoriserede revisorer, skal nævnet bemærke, at det anses at være uden betydning, at klienten ikke har gjort indsigelse mod beregningen af honoraret, og at klienten var bekendt med den tekstmæssige uoverensstemmelse mellem fakturerne og de faktiske forhold.

Nævnet finder det ikke i strid med nævnte lovbestemmelses stk. 3, at betalingen af honoraret var gjort betinget af projektets iværksættelse (princippet no cure - no pay), idet det ikke kan antages, at beregningen af vederlagets størrelse har været gjort afhængig af det økonomiske resultat af arbejdet.

Det ses derimod ikke godtgjort, at det pågældende arbejde var af en sådan art, at det kunne berettige til at fordoble revisionsfirmaets minimumtakster. Nævnet finder derfor, at indklagede har betinget sig et højere vederlag for det pågældende arbejde, end der kan anses for rimeligt, og at han derved har overtrådt § 14, stk. 2, i lov om statsautoriserede revisorer.

For de beskrevne overtrædelser af § 13, stk. 1, nr. 4, og § 14, stk. 2, i lov om statsautoriserede revisorer findes indklagede at have forskyldt en bøde i medfør af lovens § 19, stk. 1.

Bøden fastsættes til kr. 40.000,-.

Thi bestemmes:

Statsautoriseret revisor y straffes med en bøde på kr. 40.000,-.

Versioner

1. 1990-08-03