Gelex

Forsømmelighed

GældendeVersion 1990-11-14
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/60329@1990-11-14/da

Indhold
  1. Indledning

Under denne sag har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ved skrivelse af 7. oktober 1988 (j.nr. 88-36.882) anmodet Revisornævnet om at tage stilling til, om statsautoriseret revisor Egon Hjort i sin virksomhed som generalforsamlingsvalgt revisor for Bankaktieselskabet af 6. juli 1974 har udvist den omhu og nøjagtighed som hvervet som statsautoriseret revisor kræver, og om han har handlet i overensstemmelse med god revisorskik.

Indklagede er født den 13. marts 1930 og blev beskikket som statsautoriseret revisor den 28. februar 1963.

Sagen vedrører 6. juli-bankens beretning og regnskab for 1986, hvis revisionspåtegning fremtræder som medunderskrevet af indklagede som den ene af bankens generalforsamlingsvalgte revisorer.

Den 23. marts 1987 anmeldte banken betalingsstandsning, og i et den 10. april 1987 dateret regnskab viser resultatopgørelsen for tiden fra den 1. januar 1987 til betalingsstandsningsdagen et negativt beløb på 101.545.625 kr., medens balancen udviser en negativ egenkapital på 7.067.094 kr.

I skrivelse af 16. juni 1987 anmodede Tilsynet med Banker og Sparekasser statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet om at indlede politimæssig efterforskning mod banken ledelse og mod dens generalforsamlingsvalgte revisorer.

Den 12. august 1988 meddelte statsadvokaten Rigsadvokaten, at tiltale mod revisorerne var opgivet i medfør af retsplejelovens § 723, stk. 1, men samtidig indstillede statsadvokaten til Rigsadvokaten, at sagen søgtes indbragt for Revisornævnet.

Den 23. august 1988 fremsendte Rigsadvokaten sagen til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ledsaget af en redegørelse af 12. august 1988 fra statsadvokaten.

I skrivelse af 7. oktober 1988 fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen hedder det, at statsadvokaten finder indklagedes forhold kritisable på følgende punkter:

1) Indklagede har ikke udarbejdet arbejdspapirer eller oversigter til dokumentation for de af ham angiveligt udførte revisionshandlinger i banken i 1986/87, jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 102 af 22. marts 1985 om statsautoriserede revisorers virksomhed.

2) Indklagede har ikke - foruden de interne revisionsprotokollater - forlangt at modtage den interne revisions rapporter. Det burde i det hele taget have stået ham klart, at samtlige de revisionshandlinger, som den interne revisor i henhold til intern revisionsplan skulle udføre, ikke var beskrevet i de interne revisionsprotokollater, som han modtog.

3) Indklagede har ikke på nogen måde medvirket til udformningen af bankens årsregnskab for 1986. Det samme gjorde sig gældende, for så vidt angår det eksterne revisionsprotokollat pr. 31. december 1986, der var udarbejdet af revisionsfirmaet Åge Larsen, og som han først modtog få dage før bankens generalforsamling den 13. marts 1987. Det forhold, at indklagede først blev bekendt med årsregnskabet, da han - alene i sin egenskab af aktionær i banken - modtog et eksemplar af det trykte og til aktionærerne udsendte regnskab, som han ingen mulighed havde for at medvirke til udformningen af, må betragtes som fuldstændig uacceptabelt.

4) Indklagede har ikke taget initiativ til at drøfte revisionen, herunder dens tilrettelæggelse og gennemførelse med revisionsfirmaet Åge Larsen - udover den interne revisor Preben Larsen.

I medfør af § 8, stk. 1, i forretningsordenen for Revisornævnet har indklagede og hans advokat indgivet skriftlige indlæg begge af 15. juni 1989.

Sagen er behandlet på Revisornævnets møde den 11. september 1990.

Indklagede har forklaret, at han blev opfordret til at være den ene af bankens generalforsamlingsvalgte revisorer, da regnskabet for 1980 skulle opstilles. Hans forgænger havde underskrevet de tidligere års regnskaber uden at foretage nogen som helst revision, men det ville indklagede ikke indlade sig på, så han udfærdigede en arbejdsplan men fik nærmest indtryk af, at bankens ledelse såvel som revisionsfirmaet Åge Larsen betragtede ham som et nødvendigt onde, som ikke skulle have flere oplysninger end højst nødvendigt. Derimod havde han god kontakt til bankens interne revisor, statsautoriseret revisor Preben Larsen, sammen med hvem han i de forløbne år har foretaget kasseeftersyn, stikprøvevis gennemgang af engagementer, revisionsprotokollater og råbalancer til årsregnskab m.v.

Ad klagepunkt 1 har indklagede forklaret, at han i sin revision er gået frem uden arbejdspapirer, som han fandt ufornødne.

Ad klagepunkt 2 har indklagede forklaret, at han ikke var bekendt med, at der foruden de interne revisionsprotokollater, som han gennemgik med Preben Larsen, blev udarbejdet revisionsrapporter, som han ikke fik at se. Revisionsprotokollaterne har aldrig givet indklagede anledning til at stille noget spørgsmål.

Ad klagepunkt 3 har indklagede forklaret, at han ingen indflydelse har haft på årsregnskabet for 1986 og straks reagerede, da han som aktionær fik det tilsendt en uge før generalforsamlingen. Han beklagede sig derover til bankens ledelse, gennemgik råbalancen med Preben Larsen og fik at vide, hvilke revisionsmæssige handlinger, denne havde foretaget. Andet kunne han ikke gøre.

Ad klagepunkt 4 har indklagede forklaret, at han var bekendt med, hvad revisionsfirmaet Åge Larsens revisionsarbejde i banken omfattede, og med at Preben Larsen uanset sin tilknytning til dette firma havde fået Industriministeriets tilladelse til at indtræde som intern revisor i banken. Indklagede finder herefter, at han har haft fuld føje til at anse revisionens tilrettelæggelse og gennemførelse for fuldt forsvarlig.

Indklagedes advokat har anført, at indklagede har opfyldt de krav, der i den givne situation med rimelighed kunne stilles til ham som den ene af to generalforsamlingsvalgte revisorer. I et responsum nr. 321 af 5. december 1962 har Foreningen af Statsautoriserede Revisorer udtalt, at det ville være tidrøvende og herigennem unødvendigt bekosteligt, hvis revisorerne hver for sig skulle foretage en revisionsmæssig gennemgang af hele regnskabsmaterialet for et regnskabsår, og det er ligeledes fast antaget, at revisionsprocessen bør ske i snævert samarbejde mellem den interne og den eksterne revision, således at der etableres en arbejdsdeling imellem dem.

Hertil kommer, at indklagede ikke havde nogen mulighed for at gennemtvinge en anden fordeling af arbejdet mellem ham og revisionsfirmaet Åge Larsen eller for at reagere på årsregnskabets udsendelse uden hans viden, medmindre man vil forlange af ham, at han på generalforsamlingen skulle have oplyst sagens sammenhæng og fralagt sig ansvaret, hvilket formentlig kun ville have fremskyndet det sammenbrud, som Finanstilsynet kort tid senere foranledigede.

Når henses hertil og til, at der er forløbet ca. 3 år, fra sagen opstod, og at den har ruineret indklagede økonomisk, helbredsmæssigt og alment menneskeligt, bør Revisornævnet frikende ham.

Revisornævnets bemærkninger:

Revisornævnet finder det ved indklagedes egen forklaring godtgjort, at klagepunkt 1 er berettiget.

Ad klagepunkt 2 finder nævnet ligeledes klagen berettiget, idet indklagede ikke i fornødent omfang har holdt sig orienteret om, hvilke revisionshandlinger den interne revision varetog.

Endelig finder nævnet, at indklagede ikke rettidigt og i tilstrækkelig grad har udfoldet bestræbelser for at sikre, at revisionen af bankens årsregnskab fra 1986 blev foretaget behørigt, ligesom det må bebrejdes ham, at han har forholdt sig passiv med hensyn til revisionens tilrettelæggelse og gennemførelse, jf. klagepunkterne 3 og 4.

De udviste forhold findes at have karakter af grove forsømmelser, og da der er grund til at antage, at indklagede ikke fremtidig vil udøve sin virksomhed på forsvarlig måde, stemmer flertallet af nævnets medlemmer for at frakende indklagede beskikkelsen som statsautoriseret revisor i 5 år fra kendelsens dato.

Et mindretal (Preben Juul Kjær), der tilslutter sig nævnets kritik af indklagede, finder, at sanktion bør ikendes i medfør af revisorlovens § 19, stk. 1, d.v.s. som en advarsel eller irettesættelse eller bøde. Det er mindretallets principielle standpunkt, at sager mod statsautoriserede revisorer, i tilfælde hvor de udviste forhold giver anledning til at rejse spørgsmål om frakendelse af en revisors beskikkelse, i almindelighed bør afgøres af domstolene. Den omstændighed, at anklagemyndigheden ikke har rejst tiltale mod indklagede, har bestyrket mindretallets principielle holdning i denne konkrete sag.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Thi bestemmes:

Indklagede, statsautoriseret revisor Egon Hjort frakendes sin beskikkelse for 5 år fra denne kendelses afsigelse.

Det tilføjes, at afgørelsen er indbragt for domstolene i medfør af § 20, stk. 1, i lov om statsautoriserede revisorer, jf. lovbekendtgørelse nr. 56 af 19. januar 1989.

Versioner

  1. 1990-11-14