Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/60341@1990-10-25/da

Indhold

1. Indledning

I skrivelse af 1. september 1989 har klageren ved advokat .... klaget over, at Finanstilsynet i skrivelse af 7. august 1989 har afslået en ansøgning af 6. januar 1989 fra klageren, der er direktør i børsmæglerselskabet A/S A, om tilladelse til at indtræde i bestyrelsen for selskabet B, London. Jf. § 29 i nu lov nr. 536 af 8. september 1988 om Københavns Fondsbørs.

I skrivelse af 6. januar 1989 og 1. maj 1989 til Finanstilsynet og i klagen af 1. september 1989 og en supplerende skrivelse af 5. januar 1990 til Industriministeriets Erhvervsankenævn har klageren bl.a. oplyst, at selskabet B, London blev etableret i efteråret 1988 med domicil i London. Selskabet er registreret i England og godkendt af The Securities Association som »Agency Broker«. Selskabet skal operere på samme måde i London, som børsmæglerselskabet A/S A, gør i Danmark, nemlig som mægler uden at tage positioner selv, uden marginspekulation og konti o.s.v. Den eneste forskel er, at man ikke må handle engelske papirer, da dette ikke er omfattet af godkendelsen. Selskabet skal betjene internationale investorer på fortrinsvis det danske værdipapirmarked. De samme kunder kunne i princippet betjenes af børsmæglerselskabet A/S A, i Danmark. Selskabet B, London, opererer efter ganske samme principper som børsmæglerselskabet A/S A, og opererer alene som agent for børsmæglerselskabet A/S A, hvorigennem alle selskabet B, London's forretninger iøvrigt afvikles. Selskabet B, London, er derfor oprettet, fordi man mener at kunne yde en bedre service på stedet.

Ejerforholdet mellem børsmæglerselskabet A/S A og selskabet B, London, var oplyst for ankenævnet. Det var endvidere oplyst, at man ønskede samme bestyrelse i selskabet B, London, samt det engelske selskabs direktør. Klageren har endvidere bemærket, at da loven ikke tillader det danske børsmæglerselskab at have datterselskaber selvom virksomhedsområdet er det samme, er det nødvendigt, såfremt man ønsker at ekspandere, at oprette søsterselskab selvom det måske ville være mere naturligt med et datterselskab, som pengeinstitutterne har tilladelse til.

I skrivelse af 7. august 1989 har Finanstilsynet bl.a. bemærket at det er oplyst, at den bestemmende ejerkreds bag selskabet (selskabet B, London) ikke er 100% den samme som bag børsmæglerselskabet A/S A, samt at der ikke foreligger nogen stemmeretsaftale indenfor ejerkredsen selskabet B, London. Finanstilsynet har herefter meddelt klageren at medlemsskab af bestyrelsen for selskabet B, London, må anses for deltagelse i ledelsen af en anden erhvervsvirksomhed end børsmæglerselskabet i medfør af lov om København Fondsbørs § 29, og at man ikke fandt grundlag for at give den ansøgte dispensation.

I klagen til Erhvervsankenævnet har klageren gjort gældende, at Finanstilsynets afgørelse synes at indicere, at tilladelse ville blive givet hvis ejerkredsen i børsmæglerselskabet A/S A var 100% den samme som i selskabet B, London. Klageren har her overfor henvist til, at der i realiteten er tale om samme ejerkreds, da ejerkredsen bag børsmæglerselskabet A/S A, ejer 90% af aktierne i selskabet B, London, og således behersker og i enhver henseende har den bestemmende indflydelse i selskabet B, London. Klageren har endvidere henvist til, at der efter praksis omkring bank- og sparekasselovens § 19, stk. 2, der svarer til § 29 i lov om Københavns Fondsbørs, gives tilladelse i tilfælde hvor der tale om bestyrelseshverv i udenlandske kreditinstitutter hvor vedkommende pengeinstitut har foretaget kapitalindskud eller hvor virksomhedens karakter og virkemåde må anses for at udelukke at interessekonflikter kan opstå.

I redegørelsen til Industriministeriets Erhvervsankenævn af 16. oktober 1989 har Finanstilsynet bl.a. udtalt:

»...Til brug ved behandling af klagerens ansøgning af 6. januar 1989 anmodede tilsynet om nærmere oplysning om ejerforholdet. Begrundelsen herfor var at sikre, dels at selskabet ikke var etableret som et datterselskab i strid med fondsbørslovens § 24, stk. 3, dels at klager ikke var i et ejerforhold til selskabet i strid med § 29, 1. led.

Tilsynet modtog herefter skrivelse af 1. maj 1989, hvori der gives en redegørelse for aktionærkredsen og en nærmere begrundelse for anmodningen om tilladelse til at indtræde i bestyrelsen for selskabet B, London. Det anføres her blandt andet:

»Da loven ikke tillader danske børsmæglerselskaber at have datterselskaber selv om virksomhedsområdet er det samme, er det nødvendigt, såfremt man ønsker at ekspandere at oprette et søsterselskab, selv om det måske ville være mere naturligt med et datterselskab som pengeinstitutterne har tilladelse til.«

Som det ses af redegørelsen for ejerforholdet er stiftelsen af selskabet sket som en søsterselskabslignende konstruktion, hvori blandt andet indgår klageren som direkte og indirekte medejer.

Når tilsynet i sin skrivelse af 7. august 1989 fremhævede, at der ikke eksisterede et 100% sammenfald mellem ejerkredsene, var det for som udgangspunkt i sin stillingtagen til sagen at konstatere, at der ikke forelå et sådant ejerforhold til selskabet, der indebar, at børsmæglerselskabets direktør, klager reelt drev selvstændig erhvervsvirksomhed i strid med § 29, 1. led. Derimod har tilsynet ikke dermed indiceret, at en tilladelse ville være blevet givet, såfremt der havde været 100% ejersammenfald, selvom man er enig i, at skrivelsens indhold kunne bibringe denne opfattelse.

Med hensyn til henvisningen til tilsynets praksis vedrørende pengeinstitutters medejerskab i udenlandske kreditinstitutter bemærkes, at tilsynet under hensyn til det internationale pengeinstitutssamarbejde har ment at måtte give danske pengeinstitutters direktører adgang til på lige fod med de udenlandske medejeres direktører at sidde i bestyrelsen for fællesejede virksomheder, der er oprettet som led i dette samarbejde. Et sådant tilfælde foreligger ikke her.

Hvad endelig angår henvisningen til godkendelse af bestyrelsesposter i virksomheder, hvis karakter og virkemåde må anses for at udelukke interessekonflikter og bemærkes, at der her er tale om blandt andet bestyrelseshverv i udenlandske banker, hvori vedkommende pengeinstitut har væsentlige kapitalinteresser. Tilsynets praksis er i dag, at dispensation altid gives til pengeinstitutters datterselskaber og til selskaber, der ejes af flere danske pengeinstitutter. Et tilsvarende forhold forligger ikke i dette tilfælde, hvor loven som nævnt ikke giver mulighed for etablering af datterselskaber...'

Om Finanstilsynets praksis omkring § 29 i lov om Københavns Fondsbørs og bank- og sparekasselovens § 19, stk. 5, har tilsynet iøvrigt udtalt:

»...I henhold til lov om Københavns Fondsbørs § 29 må en direktør i et børsmæglerselskab ikke som bestyrelsesmedlem deltage i ledelsen eller driften af anden erhvervsvirksomhed end børsmæglerselskabet, medmindre tilsynet giver tilladelse. En tilsvarende bestemmelse for direktører i pengeinstitutter findes i lov om banker og sparekasser m.v. § 19, stk. 5.

Forbudet mod som bestyrelsesmedlem at deltage i ledelsen eller driften af anden erhvervsvirksomhed end børsmæglerselskabet skyldes, at tilknytning til et andet erhvervsforetagende kan gøre den pågældende syn på den sikkerhed og de udsigter, som foretagendet frembyder, mindre uhildet end ønskeligt. Det er således evnen til at foretage en uhildet og uafhængig kreditvurdering, bestemmelsen har til formål at beskytte.

Generelt om tilsynets praksis kan anføres, at der som hovedregel ikke gives tilladelse til, at en direktør i et pengeinstitut kan sidde i bestyrelsen for en anden erhvervsvirksomhed end pengeinstituttet, jf. bank- og sparekasselovens § 19, stk. 5. Denne praksis er en videreførelse af den årelange praksis, som fra denne bestemmelses tilblivelse har været fulgt i Handelsministeriet, indtil afgørelsen af disse sager blev overdraget til tilsynet i juni 1982. Tilsynet har videreført denne praksis også for så vidt angår børsmæglerselskaber...

...Tilsynet har ikke ment, at der er omstændigheder i den foreliggende sag, der giver grundlag for at fravige tilsynets hidtidige praksis...«

Efter at have haft Finanstilsynets redegørelse af 16. oktober 1989 til udtalelse har klageren bemærket bl.a.:

»...Det kan tiltrædes, at begrundelsen for § 29 i lov om Københavns Fondsbørs er at finde i ønsket om at beskytte den uhildede og uafhængige kreditvurdering.

At direktør klageren som bestyrelsesmedlem i såvel børsmæglerselskabet A/S A og selskabet B, London skulle blive bragt i en situation, hvor risikoen for krænkelse af dette beskyttelsesformål forøges, synes ikke sandsynlig.

Finanstilsynets oplysning om, at der som fast praksis altid gives dispensation til bestyrelseshverv i pengeinstitutters datterselskaber er noteret.

At der i den foreliggende situation ikke foreligger en datterselskabskonstruktion bør ikke resultere i en fravigelse af den indarbejdede praksis vedrørende pengeinstitutter og disses datterselskaber i det omfang, forholdene i øvrigt må karakteriseres som stort set analoge.

Det fastholdes således, at en interessekonflikt de to selskaber imellem må anses for udelukket, hvorfor tilladelse bør meddeles...«

Ankenævnet skal udtale:

Således som sagen er forelagt, har ankenævnet ved behandlingen af den påklagede afgørelse lagt til grund, at selskabet B, London, ikke anses for omfattet af § 24, stk. 3 i lov om Københavns Fondsbørs.

Der er følgelig ikke grundlag for at give dispensation efter § 29, 1. punktum, 2. led til klageren på grundlag af den dispensationpraksis, der gælder for bestyrelseshverv i pengeinstitutters datterselskaber jf. § 19, stk. 2 i bank- og sparekasseloven, ligesom det tiltrædes, at interessekonflikter mellem de 2 selvstændige selskaber børsmæglerselskabet A/S A, og selskabet B, London, herefter ikke på forhånd kan anses for udelukket, uanset de af klageren givne oplysninger om den aktuelle afgrænsning af virksomhedernes funktioner. Da klageren heller ikke kan anses for omfattet af den praksis, der gælder for danske pengeinstitutters direktørers adgang til på lige fod med udenlandske medejeres direktører at sidde i bestyrelsen for fællesejede udenlandske kreditinstitutter stadfæstes Finanstilsynets afgørelse.

Versioner

1. 1990-10-25