Mærket 'Farmer-Grisen' ikke varemærkemæssig særpræg for svinekød.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/60358@1990-03-08/da
Indhold
Fællesforeningen for Danmarks
Brugsforeninger
Roskildevej 65
2630 Albertslund
Vor ref: VA 1968 1986/V2/IS/FT
Deres ref: HH/JB
Dato: 08 mar 1990
-Indsigelse mod-ansøgning-af varemærke VA 1968 1986, ordene Farmer-Grisen.
I medfør af bestemmelsen i § 20 i varemærkeloven har Dansk Sprognævn i skrivelse hertil af 29 mar 1989 nedlagt indsigelse mod registreringen af Deres ovennævnte varemærke. Ansøgningen omfatter fersk kød i klasse 29.
Sprognævnet har i sin skrivelse henvist til, at der findes en række betegnelser for produkter, der er sammensat med ordet farmer som første led og et anden navneord som sidste led. Et af ordene, nemlig farmerbøf, er så almindeligt, at det er optaget i Retskrivningsordbogen 1989. Sprognævnet henviser endvidere til andre kendte ord, hvori ordet farmer indgår, nemlig farmerbukser, farmerkost, farmerlook, farmermode og farmerskjorte. Det er Sprognævnets opfattelse, at det ansøgte ord Farmer-Grisen sandsynligvis er en nydannelse, men henviser til betænkning vedrørende ny Dansk Lov om Varemærker fra 1958, hvori der står, at den omstændighed, at ordet er en sproglig nydannelse, ikke principielt udelukker, at det kan være deskriptivt, hvis det f.eks. er dannet af kendte sprogelementer sammensat efter sædvanlige normer for orddannelser. Sprognævnet finder derfor, at ordmærket Farmer-Grisen ikke for kød har det særpræg som varemærkelovens § 13 kræver.
De er i skrivelse af 23 maj 1989 enig med Sprognævnet i, at der er tale om en nydannelse, og at dette principielt ikke udelukker, at man kan anse ordet for beskrivende, men De fremhæver, at dette må være en undtagelse. De medgiver at man inden for tekstilbranchen anvender ordet farmer for et bestemt »look« i tøjet, men at farmerbukser nok må anses for en engangsforeteelse. De mener ikke, at Farmer-Gris er beskrivende, idet der er tale om et navn på en bestemt gris, og De er af den opfattelse, at ordet kan antages til registrering.
Sprognævnet har i skrivelse hertil af 01 jun 1989 anført, at Deres bemærkninger om brugen af førsteleddet farmer- i sammensatte navneord inden for tekstilbranchen er oplysende og dækkende, men kan ikke have nogen betydning for, om ordmærket Farmer-Grisen har særpræg for fersk kød. Sprognævnet bemærker, at De ikke kommer ind på ordet farmerbøf, og at De ikke godtgør, at betegnelsen farmer-gris skulle have større særpræg for kød end farmerbøf og fastholder derfor indsigelsen.
De har, trods opfordring hertil ikke udtalt Dem yderligere i sagen, der herefter er taget op til afgørelse.
I medfør af bestemmelsen i § 13 i varemærkeloven skal et varemærke for at kunne registreres være egnet til at adskille varemærkeindehaverens varer eller tjenesteydelser fra andres. Et varemærke, der udelukkende angiver tjenesteydelsernes art eller beskaffenhed, kan ikke i sig selv anses for at have fornødent særpræg.
Der findes adskillige ord med farmer som første led efterfulgt af et andet navneord som sidste led, og farmerbøf er almindelig kendt. Farmer-Grisen er formentlig en sproglig nydannelse, men direktoratet finder, at ordet er en naturlig orddannelse som betegnelse for varens art og beskaffenhed, nemlig at det drejer sig om fersk svinekød, hvor grisen er opdrættet på en almindelig farm eller hos en almindelig farmer og ikke hos en stor svineproducent, hvilket formentlig kan give sig udslag i, at f.eks. smagen er anderledes.
Betegnelsen vil derfor ikke blive opfattet som et varemærke, men snarere som ovenfor nævnt som en betegnelse på en gris, der er opdrættet på en almindelig bondegård. Da en varemærkeansøger ved en registrering får eneret (varemærkeret) til sit mærke og derfor kan forbyde andre at bruge mærket, finder direktoratet ikke at kunne registrere mærket for Dem, således at De kan hindre alle andre, der handler med fersk svinekød fra en landmand i at bruge denne betegnelse i deres erhverv.
Indsigelsen må derfor tages tilfølge og ansøgningen afslås i medfør af bestemmelsen i § 13 i varemærkeloven, da mærket ikke er i besiddelse af det til registrering som varemærke fornødne særpræg, idet mærket kan angive varens art og beskaffenhed.
Direktoratets afgørelse kan i medfør af bestemmelsen i § 44 i varemærkeloven indbringes for Patentankenævnet, Helgeshøj Alle81, 2630 Taastrup, inden 2 måneder fra dato. Det fastsatte klagegebyr på 2000 kr. må samtidig indsendes tilligmed en ankebegrundelse.
Med venlig hilsen
Inge Sander
specialkonsulent
i indsigelsessager