Gelex

Varemærkers forvekslelighed.

GældendeVersion 1990-05-28
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/60362@1990-05-28/da

Indhold
  1. Indledning

År 1990, den 28. maj afsagde Patentankenævnet (Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Warnich-Hansen)

følgende

KENDELSE

i sagen j.nr. V 5/89: Klage fra LGZ Landis & Gyr Zug AG., Schweiz, v/Patentbureau Lehmann & Ree over Patentdirektoratets afgørelse af 27. februar 1989 af varemærkeansøgning nr.4400/86 fra El-Air Aps., Højbjerg.

Den 25. november 1987 bekendtgjordes en af El-Air Aps., Højbjerg, indleveret ansøgning om registrering af væremærket »GYROTEC« (ordmærke) for alle varer i klasse 7 og 9.

Ved skrivelse af 21. januar 1988 nedlagde klager indsigelse mod registrering af det ansøgte varemærke under henvisning til, at det registrerede varemærke VR nr. 87 1969 GYR i sin helhed er indeholdt i det bekendtgjorte mærke GYROTEC. For så vidt angår klasse 9 blev det gjort gældende, at der består vareidentitet, og for så vidt angår klasse 7 henvistes til, at mange varer indenfor klasse 7 er ligeartede med varer i klasse 9 og 11.

Ansøgeren imødegik indsigelsen ved skrivelse af 11. april 1988 og anførte:

»Ingeniørfirmaet Lehmann & Ree på vegne af LGZ Landis & Gyr Zug AG, Schweiz, fremfører at vort anmeldte varemærke Gyrotec vil kunne forveksles med mærket Gyr der indgår i navnet Landis & Gyr.

En sådan påstand må vi klart afvise, Gyr indgår i hovednavnet og udtales Gir hvilket på ingen måde kan forveksles med vort Gyrotec der er et ord i tre stavelser og opfattes som et selvstændigt navn.

Til patentdirektoratet kan vi oplyse, at der eksisterer en række navne dels på personer og dels på forretninger der har navne som Gyers - Gyrs - Gyrsting - Gyhrs og som meget vanskeligt lader sig forveksle med indsigerens delnavn Gyr.«

Ved skrivelse af 31. oktober 1988 fastholdt klager sin indsigelse og udtalte bl.a.:

»Anmeldernes anbringende for så vidt angår GYR, som er en del af indsigerens firmanavn, er helt irrelevant for bedømmelsen af indsigelsen, idet indsigernes påstand går på forvekslelighed mellem varemærkeregistrering nr. 87-1969 GYR og VA 4400-1986 GYROTEC.

Den omstændighed, at GYR ligeledes indgår i indsigerens firmanavn, understreger kun deres ret til betegnelsen GYR, som er forveksleligt med GYROTEC.

Anmeldernes udsagn for så vidt angår udtalen af indsigernes mærke GYR forekommer ejendommelig, idet der næppe kan være forskel når ordet GYR står alene eller det indgår i ordet GYROTEC.

Vi må derfor afvise, at de to ord skulle adskille sig udtalemæssigt fra hinanden for så vidt angår GYR.

Visuelt er indsigernes mærke identisk med det anmeldte mærkes 3 første bogstaver.

Vi skal endelig bestride, at de af anmelderne omtalte personnavne og firmnavne har nogen relevans for bedømmelsen af spørgsmålet om forvekslelighed mellem de to mærker til bedømmelse i den konkrete sag, og vi skal blot konstatere, at indsigerne har opnået gyldig registrering af deres mærke GYR.

Til slut skal vi påvise, at indsigerne ud over registreringen af GYR besidder følgende varemærkeregistreringer, hvori ordet GYR indgår:

1) Reg. nr. 500-1988 SONOGYR 2) - - 1237-1986 TARIGYR 3) - - 734-1986 VILLAGYR 4) - - 733-1986 CHRONOGYR 5) - - 2125-1986 DATAGYR 6) - - 927-1985 RATIOGYR 7) - - 3338-1983 RATIOGYR 8) - - 1084-1979 DETACTOGYR 9) - - 2675-1974 EUROGYR 10) - - 802-1976 LANDIS & GYR 11) - - 4554-1975 AMBIGYR 12) - - 2143-1976 THERMOGYR 13) - - 2828-1978 MONOGYR

Disse registreringer tillige med firmanavnet underbygger indsigernes meget omfattende rettigheder til ordet GYR og sammensætninger hermed.

Det er derfor påregneligt, at forbrugerne vil opfatte mærket GYROTEC som identisk med indsigerne, således at der opstår forveksling i omsætningen«.

Ansøger opretholdt ansøgningen ved skrivelse af 6. januar 1989 og anførte:

»Det fremgår blandt andet tydeligt, at indsigeren L & R angriber vort varemærke Gyrotec med et enkeltstående delnavn Gyr, der er helt ude af proportioner.

Gyr står hos indsigeren næppe alene og en forveksling såvel visuelt som sprogligt mellem Gyr og Gyrotec, er lige så vanskelig som mellem vand og vandmand - Ree og Reeholm o.s.v..

Gyrotec udtales som det ses Gy-ro-tec.

Vi må her klart afvise indsigeren Lehmann & Ree's dårlige forsøg på at drage sammenligninger når disse ingen mening har.«

Ved skrivelse af 27. februar 1989 afviste Patentdirektoratet indsigelsen med følgende begrundelse:

»Der må gives ansøgerne medhold i, at ordene Gyr og Gyrotec ikke er forvekslelige. Bogstaverne Gyr er ganske vist de første bogstaver i Gyrotec, men dels er der stor forskel på ordenes længde, dels udtales Gyr ikke som en selvstændig stavelse, idet Gyrotec udtales Gy-ro-tec. Ordene er derfor både visuelt og auditivt meget forskellige.

Indsigelsen kan derfor ikke tages til følge.«

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 27. april 1989 indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at den påklagede afgørelse omstødes under henvisning til, at varemærkerne GYR og GYROTEC anses for forvekslelige.

Klager har i skrivelsen udtalt:

»Efter indsigernes opfattelse er Patentdirektoratets præmisser (side 2, 3. afsnit) ufuldstændige, idet der alene tages hensyn til indsigernes navn og registrerede varemærke nr. 87-1969 GYR, når det skal afgøres, hvorvidt der skal gives indsigerne medhold.

Indsigerne har i skrivelse af 31. oktober 1988 gjort opmærksom på 13 registrerede varemærker i disses navn, alle omfattende ordbestanddelen -GYR som slutstavelse for varer i bl.a. klasserne 9 og 11.

Ud af disse 13 mærker er de 12 trestavelsesord ligesom det anmeldte mærke.

Patentdirekoratets påstand om, at der er tale om eenstavelsesord over for et trestavelsesord til bedømmelse er således ukorrekt.

For så vidt angår Patentdirektoratets synspunkt vedrørende udtalen af det anmeldte mærke sammenholdt med indsigernes mærke GYR er der efter indsigernes opfattelse også tale om en fejlbedømmelse.

Det er tydeligt, at udtalen af GYR og GYROTEC i højeste grad vil bibringe den lyttende person den opfattelse, at der består en forbindelse mellem de to mærker, uanset den af Direktoratet angivne deling af stavelserne GYROTEC.

Ved en normal dansk udtale af ordet GYROTEC vil trykket være på første stavelse, og dette medfører klart, at bogstavet R efter første stavelse kædes sammen med denne stavelse.

Dertil skal føjes, at der igen ikke kan ses bort fra indsigernes 13 andre ovennævnte varemærkeregistreringer, når spørgsmålet om udtalen skal bedømmes.

Vigtigere er dog, at den ubestridelige visuelle lighed vejer tungere end den fonetiske.

Produkter af den aktuelle art købes ikke på grundlag af en erindring om udtalen af mærkerne til bedømmelse, men derimod på grundlag af studium af brochurer, kataloger og tilbudsmateriale, hvor mærkerne forekommer på tryk. Forekomsten af ordet GYR i alle de nævnte registrerede mærker samt det faktum, at ordet er selvstændigt beskyttet som registreret varemærke og for det tredje indgår i indsigernes firmanavn betyder, at ordet i omsætningskredsen opfattes som indsigernes »house mark« og respektivt udgør det familietræk, som genfindes i samtlige af indsigernes varemærker. Når omsætningskredsen konfronteres med et mærke af denne type, dvs. også indeholdende ordet GYR-, må den tvangsmæssigt konkludere, at det drejer sig om endnu et mærke i denne forholdsvis store serie, således at den kommercielle opfindelse opfattes som værende LGZ Landis & Gyr.

Det er også her indsigernes opfattelse, at Patentdirektoratets præmisser ikke er korrekte, hvilket derfor fører til en forkert afgørelse.

Sammenfattet skal vi fremføre til støtte for anken, at dels er Patentdirektoratets afgørelse efter indsigernes opfattelse truffet på et ufuldstændigt grundlag, dels er afgørelsen efter indsigernes opfattelse ikke korrekt.

Indsigerne har en række registrerede rettigheder til betegnelsen GYR i form af varemærker, og indsigernes firmanavn omfatter ordet GYR.

En registrering af GYROTEC vil indebære helt åbenbare risici for forveksling med indsigernes rettigheder og uberettiget udnyttelse af den goodwill, som er knyttet til disse varemærker.'

Ansøger har ved skrivelse af 14. juli 1989 nedlagt påstand om stadfæstelse og bl.a. anført:

»Gyr og Gy-ro-tec bibringer på ingen måde nogen lyttende person anden opfattelse, end at Gyrotec er et selvstændigt ord uden sammenblanding med Gyr.

Ved en normal dansk udtale af ordet Gy-ro-tec, er indsigeren Lehmann & Ree med sit fejlagtige staveeksempel, atter helt ude af proportioner.

Gyr og Gy-ro-tec er således på ingen måde forvekslelige, Gyr udtales ikke i Gyrotec.

Indsigerens henvisning til 13 varemærke registreringer, giver ikke visuelle forviklinger med Gy-ro-tec, betegnelsen Gyr har en udtale, der er klart forskellig som det iøvrigt også fremgår hos indsigeren.

Gyrotec er derimod i familie med ordene Gyrokopter - Gyrometer - Gyroplan - Gyroskop - Gyrostabilisator m.fl. hvori indsigerens betegnelse overhovedet ikke opfattes.

Vi må her klart afvise indsigeren Lehmann & Ree's fortsatte fejlagtige opfattelse, nemlig at drage selvtilpassede sammenligninger mellem to navne, hvor ordforveksling af normale danskere ikke forekommer.«

I anledning af klagen har direktoratet ved skrivelse af 1. september 1989 afgivet følgende udtalelse:

»Til støtte for indsigelsen blev der henvist til det ovenfor nævnte under VR 87 1969 registrerede varemærke, som man fandt forveksleligt med det ansøgte varemærke. Det blev gjort gældende, at der var mærkelighed, da GYR indgik i det ansøgte mærke Gyrotec, samt at der var kollision og vareartslighed. Den pågældende registrering var den eneste, der blev henvist til i indsigelsesskrivelsen. Ansøgerne afviste indsigelsen, men indsigerne fastholdt indsigelsen i skrivelse hertil af 31 okt 1988, idet de anførte, at påstanden gik på forvekslelighed mellem Gyr og Gyrotec. I skrivelsen påpegedes til slut, at indsigerne også besad en række registreringer, der for de flestes vedkommende var trestavelsesord, der endte på -gyr, og det blev nævnt, at disse registreringer underbyggede indsigerens meget omfattende rettigheder til ordet GYR.

Direktoratet traf i skrivelse herfra af 27 feb 1989 den afgørelse, at indsigelsen ikke kunne tages til følge, da mærkerne GYR og Gyrotec ikke kunne anses for forvekslelige. Ordenes forskellige længde og udtale gjorde, at disse afveg tilstrækkeligt fra hinanden.

I skrivelse af 27 apr 1989 har Ingeniørfirmaet Lehmann & Ree anket direktoratets afgørelse til Patentankenævnet. Efter klagerens opfattelse er patendirektoratets præmissser ufuldstændige, idet der alene tages hensyn til indsigernes navn og registrerede varemærke VR 87 1969 GYR, og ikke til de 12 andre for indsigeren registrerede varemærker, der er trestavelsesord endende på -gyr. Patentdirektoratets påstand om, at der er tale om et enstavelsesord overfor et trestavelsesord er derfor ukorrekt.

For så vidt angår patentdirektoratets synspunkt vedrørende udtalen af det ansøgte mærke sammenholdt med indsigernes mærke GYR, er der også ifølge klageren tale om en fejlbedømmelse, idet det er tydeligt, at udtalen af GYR og Gyrotec i højeste grad vil bibringe den lyttende person den opfattelse, at der består en forbindelse mellem de to mærker, uanset den angivne deling af stavelserne i Gy-ro-tec.

Forelagt klagerens skrivelse har ansøgerne i skrivelse af 4 jul 1989 bl.a. påpeget, at Gyr og Gyrotec på ingen måde bibringer nogen lyttende person andet end den opfattelse, at Gyrotec er et selvstændigt ord uden sammenblanding med Gy-ro-tec, og indsigernes fejlagtige staveeksempel er helt uden proportioner. Gyrotec er i familie med ordene Gyrokopter og Gyrometer og andre ord med ordet Gyro foran, hvorimod indsigernes betegnelse Gyr overhovedet ikke opfattes.

Direktoratet har anset den nedlagte indsigelse som alene relaterende sig til ordet GYR registreret under VR 87 1969, idet dette mærke var det eneste, der var nævnt i den oprindelige indsigelsesskrivelse. De øvrige tretten registreringer blev nævnt tilsidst i skrivelse af 31 okt 1988 og her blev det fremhævet, at registreringerne understregede indsigerens rettigheder til ordet Gyr, men der blev efter direktoratets opfattelse ikke direkte nedlagt indsigelse på grundlag af de nævnte registreringer.

Direktoratet har derfor i sin skrivelse kun taget stilling til det ansøgte varemærkes forvekslelighed med ordet GYR og ikke omtalt mærkets forvekslelighed med de øvrige registreringer, idet der ikke kunne være tvivl om, at disse varemærker lå længere fra det ansøgte mærke end ordet Gyr. Iøvrigt har direktoratet i sin indsigelsesskrivelse henvist til de pågældende registreringer, der således også er indgået i de betragtninger, der lå til grund for sagens afgørelse.

De nævnte registrerede varemærker ligger så langt fra ordet Gyrotec, at der ifølge direktoratets praksis ikke er nogen mærkelighed mellem det ansøgte mærke og de registrerede mærker. Det ansøgte mærke indledes med Gyro og disse stavelser findes ikke i et af de tretten registrerede varemærker. Slutstavelsen tec eller stavelserne rotec findes ej heller i disse mærker. Det forhold, at de registrerede varemærker ender på -gyr og det ansøgte mærke begynder med disse bogstaver kan ikke bevirke, at mærkerne i deres helhed er forvekslelige hverken auditivt eller visuelt. Iøvrigt skal det understreges, at klageren ved registreringen af ord, der ender på gyr alene har opnået eneret til ordene i deres helhed og ikke til bestanddelen gyr alene, således at ansøgte trestavelsesord, der begynder eller ender med bogstaverne gyr, kun kan anses for forvekslelige med de pågældende registreringer, såfremt mærkerne i det konkrete tilfælde er forvekslelige. Det skal tilføjes, at ingen af de tolv registreringer af 3 stavelsesord endende på gyr er kommet frem som lignende mærker på den liste, der ved databehandling udarbejdes af Skriptor AB, og som er grundlaget for direktoratets fremdragelse af forvekslelige mærker.

Selvom indsigernes skrivelse af 31 okt 1988 gennem deres angivelse af de registrerede varemærker måtte opfattes som en indsigelse på grundlag af disse, kunne en sådan altså ikke tages til følge, idet det ansøgte varemærke ikke er forveksleligt med de registrerede varemærker.

Mærkerne skulle ifølge skrivelsen underbygge indsigerens ret til ordet GYR, men en sådan henvisning kunne, således som det også fremgår af ovennævnte, ikke ændre direktoratets afgørelse.

Til det af klageren anførte om, at direktoratets afgørelse af, at ordene GYR og Gyrotec ikke er forvekslelige, ikke er korrekt, skal det oplyses, at det i talrige år har været patentdirektoratets praksis ikke at anse trestavelsesord på syv bogstaver og derover for forvekslelige med eetstavelsesord på tre bogstaver, når det sidste ord indgår som de tre første bogstaver i trestavelsesordet, men ikke i sig selv udtales som een stavelse. I dette tilfælde er der tale om ordene GYR og Gyrotec, der naturligt udtales som Gy-ro-tec og ikke som Gyr-o-tec. Grunden til dette er, at ordenes længde har stor betydning for det visuelle indtryk, ligesom det forhold at et bogstav trækkes over til en ny stavelse er meget afgørende for det auditive indtryk. Direktoratet er iøvrigt enig med ansøger i, at forstavelsen Gyro-, der ifølge direktoratets fremmedordbøger betyder kreds eller omdrejnings- og findes i en række sammensætninger, henleder tanken på helt andre begreber end ordet Gyr.

Direktoratet har tidligere i indsigelsessager skulle afgøre analoge tilfælde. I 1972 anså man ikke ordet Peg for forveksleligt med ordet Pegolan og i 1976 ikke ordet Tom for forveksleligt med ordene Tomatex og Tomatin. I 1982 anså man ikke ordet Lux for forveksleligt med Luxiva og i 1983 ikke ordet Sol for forveksleligt med ordet Solera. I de sidste to tilfælde har trestavelsesordet kun seks bogstaver, men alligevel har man ikke fundet mærkerne forvekslelige.

Iøvrigt kan nævnes, at industriministeriet i 1984 ikke anså ordene Homes og Homecell for forvekslelige.

Endelig kan det oplyses, at direktoratet i 1982 for en anden virksomhed har registreret ordet Gyrogen for visse varer i klasserne 7 og 9. Ved behandlingen af denne sag anså man ikke ordet Gyr for forveksleligt med ordet Gyrogen.«

Ankenævnet har behandlet sagen i sit møde den 22. marts 1990.

Ingen af parterne havde ønsket at give møde.

Ankenævnet skal udtale.

I henhold til de af Patentdirektoratet anførte grunde, og idet det for Ankenævnet fremførte ikke findes at kunne føre til andet resultat

bestemmes:

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. J. Warnich-Hansen.

Versioner

  1. 1990-05-28