Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/60370@1990-04-30/da

Indhold

1. Indledning

År 1990, den 30. april afsagde Patentankenævnet (Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Finn Mikkelsen)

følgende

K E N D E L S E

i sagen j.nr. M 1/87: Klage fra

I.P. Lund Sanitetsarmaturer A/S,

Højbjerg,

v/Patentingeniør K. Skøtt-Jensen

over

Patentdirektoratets afgørelser af 24. november 1986 af mønsteransøgningerne 914/82 og nr. 915/82 fra CN-Børma Armatur A/S,

Horsens,

v/Patentbureau Hofman-Bang & Boutard A/S

Den 15. april 1983 bekendtgjordes to ansøgninger om registrering af mønstre for »blandingsbatterier«.

Ved skrivelser af 14. juni 1983 nedlagde klager indsigelse mod henholdsvis ansøgning nr.914/82 og ansøgning nr. 915/82.

Klager udtalte i skrivelser af 16. august 1983:

»1) Ifølge mønsterlovens § 2 registreres mønster kun, hvis det væsentligt adskiller sig fra, hvad der var kendt før ansøgningens indleveringsdag.

2) Endvidere ifølge mønsterlovens § 4, stk. 2: »Mønster registreres ikke, hvis mønstret uhjemlet indeholder noget, som er egnet til at opfattes som anden mands firma eller andet forretningskendetegn ....«

3) Desuden omfatter mønsterretten jfr. mønsterlovens § 5, stk. 2 »varer af samme eller lignende art som dem, for hvilke mønsteret er registreret«.

Ad 1) Vedlagte bilag 1 viser indsigernes produkter, således som de blev markedsført i Danmark før ansøgningernes indlevering.

Ansøgningernes genstande synes kun at adskille sig fra hidtil kendte blandingsbatterier ved at have to ret særprægede betjeningshåndtag.

Disse betjeningshåndtag er imidlertid kendt fra indsigerens mange forskellige ventiludførelser, jfr. bilag nr. 1 af januar 1982.

Vi vedlægger til yderligere orientering som bilag 2 en faktura af 27. juni 1980, hvoraf det fremgår, at et betjeningshåndtag med benævnelsen »727629.101 blandergreb« er blevet leveret fra indsigerne. Dette blandergreb svarer også til betjeningshåndtagene på ventilerne i bilag 1.

Som bilag 3.1, 3.2, 4.1 og 4.2 ses nogle eksempler på ventiler med samme betjeningshåndtag som de i anmeldelsen viste, og hvor arkitekt Arne Jacobsens afbildninger er dateret henholdsvis 13.5.68, 7.3.72, 21.2.77 og 26.10.71, længe før anmeldelsernes indleveringsdato.

Som bilag 5.1 vedlægges en skrivelse af 10. september 1981 vedrørende levering af brochurer svarende til den i bilag 1 viste, men dateret oktober 1980.

Som bilag 6.1 vedlægges en kopi af en artikel fra arkitekt Arne Jacobsen i tidsskriftet Arkitektur nr. 3, 1969, hvori betjeningsgrebene også ses.

Vi er bekendt med, at man i mønsterregistreringspraksis ofte har fortolket begrebet »væsentlig lighed« som værende identisk med »total lighed«, uden nogen »vægtning« af mønstermæssigt mere og mindre væsentlige træk. Det er dog i denne sag væsentligt, at både de markante »detaljer« i form af håndgrebene og de mere almene træk i form af ventilhuselementerne direkte forekommer som karakteristiske træk i Arne Jacobsens serie, uanset at de cylindriske husdele er permuteret på en anden måde. Helhedsindtrykket forbliver uændret, og ligheden er om ikke total, så dog overvældende »væsentlig«.

Ad 2) De anmeldte mønstre synes ikke at kunne registreres, når henses til indholdet af mønsterlovens § 4, stk. 2.

Dette begrundes med, at betjeningshåndtaget vist på ventilerne i bilag 1 og i tidligere Vola-brochurer for indsigerne udgør et forretningskendetegn for de af indsigerne forhandlede produkter i Vola-ventilserien. Så snart en fagmand på området ser et ventilbetjeningshåndtag af den karakteristiske cylindriske form med eller uden en vinkelret herpå anbragt cylindrisk tap, har han hidtil straks vidst, at dette betjeningshåndtag hørte til den af arkitekt Arne Jacobsen designede armaturserie, som under navnet Vola markedsføres her af indsigerne.

Til støtte for ovennævnte kan om nødvendigt fremskaffes mange erklæringer fra fagfolk. Et eksempel på en sådan erklæring vedlægges som bilag 7.

Såfremt Direktoratet registrerer mønsteranmeldelserne, vil det efter indsigernes mening være medvirkende til berøvelse af et forretningskendetegn fra indsigerne.

Ad 3) Da de af indsigerne siden i hvert fald 1974 markedsførte ventiler må siges at være af lignende art som dem, for hvilke mønstre er anmeldt, vil indsigernes ventiler jfr. mønsterlovens § 5, stk. 2, også være omfattet af en eventuel registrering, hvilket er åbenbart urimeligt, når henses til at rettighederne til ventiler med dette særprægede betjeningsgreb har tilhørt indsigerne siden 1974.

Såfremt Direktoratet mod forventning skulle beslutte at registrere de anmeldte mønstre, må indsigerne i det mindste have en nærmere forklaring af

I) hvorved direktoratet mener, at mønstrene adskiller sig fra, hvad der var kendt før ansøgningernes indleveringsdag,

II) hvorfor Direktoratet ikke mener, at ansøgningernes mønstre indeholder indsigernes forretningskendetegn,

III) hvilke varer af lignende art, jfr. mønsterlovens § 5, stk. 2, ansøgningernes mønster også vil omfatte, eller mere præcist: oplysning om, hvilke kriterier blandingsbatterier skal opfylde for at disse kan siges at falde inden for registreringernes beskyttelsesomfang. Desuden vil indsigerne gerne vide, om f.eks. de i bilag 1 viste blandingsbatterier også skal anses for at være omfattet af registreringerne, da de heri viste blandingsbatterier synes at være af lignende art.'

Ved skrivelser af 14. maj 1985 imødegik ansøger indsigelserne og anførte følgende:

»Hvad angår mønsterlovens § 2, jvf. punkt 1 i indsigelsesbegrundelsen forstår vi, at det eneste, indsigerne kritiserer, er udformningen af betjeningshåndtaget på blandingsbatteriet, hvorimod man ikke har fremført nogen indvending mod tuden, således som den er udformet i de to mønsteransøgninger, og ej heller mod det vandret liggende cylinder-element, hvorpå såvel tud som betjeningshåndtag er anbragt.

Betjeningshåndtaget er den cylindrisk udformede tap, der er anbragt vinkelret på det oven for omtalte vandret liggende cylindriske element, og det bestrides ikke, at indsigerens blandingsbatteri har været forsynet med denne tap forud for det tidspunkt, hvor ovennævnte ansøgninger blev indleveret til registrering, men det gøres gældende, at denne detalje ikke fratager de anmeldte mønstre beskyttelsesværdighed i øvrigt efter mønsterlovens § 2.

En sammenligning mellem indsigernes model og de anmeldte mønstre i helheden fører klart til den konklusion, at de anmeldte mønstre må anses for nye i mønsterlovens forstand, hvorfor registrering også bør kunne opnås.

Mønsterregisteret indeholder også andre registreringer af vandhaner og blandingsbatterier, der i designet kan minde noget om det, der er vist i indsigernes og anmeldernes modeller, jvf. eksempelvis vedlagte fotokopier af ansøgninger 289-91/82. Det vil ses, at selve håndtaget på disse modeller har et helt andet design end den cylindriske tap, der er vist i anmeldernes modeller, hvorimod eksempelvis tuden i ansøgning 291/82 viser meget stor overensstemmelse med indsigernes model. Yderligere bemærkes, at disse mønstre uden indsigelse har kunnet godkendes med samme cylindriske blandingsbatteri som nærværende mønstre.

Betjeningstappe af et lignende design som det, der er vist på indsigernes og anmeldernes modeller, kendes også fra andre fabrikater, jvf. vedlagte fotokopier af en brochure, visende produktet »mamoli«.

Lignende eetgrebsarmaturer forefindes også på forskellige modeller fra IDEAL STANDARD, jvf. brochurer.

En sammenligning mellem alle disse modeller - inklusiv indsigernes - og de af de to ansøgninger omfattede viser efter vort skøn klart, at ansøgernes modeller på anmeldelsestidspunktet besad den fornødne nyhed, hvorfor det henstilles, at indsigernes argumentation, således som den er anført under punkt 1 i skrivelse af 16. august 1983, afvises.

For såvidt angår det under punkt 2 i indsigelsesskrivelsen anførte, hvor man påberåber sig indarbejdelse for indsigermodellen, bemærkes for det første, at den påberåbte indarbejdelse er helt udokumenteret, hvorved yderligere bemærkes, at det, indsigelsen vedrører, fortsat alene er den cylindrisk udformede betjeningstap, hvorom anmelderne principielt gør gældende, at denne ikke kan tjene som forretningskendetegn.

I hvert fald kræver sådan kendetegnsbeskyttelse en meget stor indarbejdelse, hvorom der, som anført, savnes ethvert bevis i den foreliggende sag. Ex tuto bestrides, at det af indsigerne påberåbte bilag 7 repræsenterer nogen dokumentation for indarbejdelse.

For så vidt angår det af indsigerne under punkt 3 anførte bemærkes, at vi ikke kan være uenige i, at der foreligger varelighed.

Af de anførte grunde henstilles det, at indsigelsen afvises.'

Klager fastholdt sine indsigelser ved skrivelser af 6. december 1985 og udtalte:

»I anledning af Direktoratets skrivelser af 16. og 31. oktober 1985 med bilag, hvori vor indsigelse mod registrering af mønsteransøgningerne skulle være imødegået, kan det herved oplyses, at vi efter nøje gennemgang af det tilsendte materiale ikke har kunnet finde nogen dokumentation for, at andre end indsigerne producerer og/eller markedsfører betjeningshåndtaget på de i de to mønsteransøgninger viste blandingsbatterier.

Ansøgerne påstår fejlagtigt, at betjeningshåndtaget er den cylindrisk udformede tap, der er anbragt vinkelret på det vandret liggende cylindriske element.

Sandheden derimod er, at betjeningshåndtaget, i det følgende kaldet betjeningsgrebet, er det cylindriske element og den cylindrisk udformede tap, der er anbragt vinkelret på det med væsentligt større diameter udformede cylindriske element.

Dette betjeningsgreb udgør, som praktisk taget alle fagfolk her i landet må erkende, et forretningskendetegn for indsigerne i forbindelse med de af indsigerne forhandlede produkter i VOLA-ventilserien. Ingen af de fra ansøgerne modtagne brochurer viser en sanitetsventil med et betjeningsgreb, der både er cylindrisk og har en vinkelret herpå anbragt kort cylindrisk tap af væsentlig mindre diameter. Den nærmere begrundelse for indsigelsen i vor skrivelse af 16. august 1983 synes således ikke at være imødegået.

At en virksomhed skulle kunne få mønsterregistreret blandingsventiler med en anden virksomheds betjeningsgreb forekommer helt uanstændigt og ville eksempelvis svare til, at man kunne få mønsterregistreret en Coca-Cola-flaske for en anden sodavandsfabriks produkter uden Coca-Cola-organisationens tilladelse, Rolex urmodeller for et andet fabrikat end Rolex« tilladelse eller en Rolls Royce køler på et automobil af andet fabrikat uden tilladelse fra Rolls Royce.

Anmelderen henviser til mønsteransøgningerne nr. 289-91/82, og en begrundelse for, at indsigerne ikke har protesteret mod disse ansøgninger, kan være, at der heri ikke er anvendt indsigernes betjeningshåndtag. Det af anmelderne fremhævede produkt »mamoli« som havende betjeningstappe af lignende design som indsigernes, forekommer helt forkert, eftersom »mamoli«»s betjeningstappe ikke står vinkelret på betjeningshåndtagets cylindriske del. Heller ikke det andet af ansøgerne fremhævede produkt, IDEAL STANDARD fremviser betjeningshåndtag, hvori en kort cylindrisk tap står vinkelret på betjeningshåndtagets cylindriske del.

Anmelderne hævder endvidere, at indsigerne påberåber sig indarbejdelse alene for den cylindrisk udformede betjeningstap, og dette er helt forkert opfattet, eftersom det er selve det karakteristiske betjeningshåndtag bestående af en cylindrisk basisdel med den herpå vinkelret anbragte korte cylindriske betjeningstap, der tjener som forretningskendetegn for indsigernes produkter i VOLA-ventilserien.

Ventiler med sådanne betjeningshåndtag findes i stort tal overalt i landet og i udlandet, hvilket om ønsket af Direktoratet kan dokumenteres ved hjælp af salgsfakturaer, hvilket ansøgerne formentlig allerede er klar over.

Til orientering skal oplyses, at vort tidligere fremsendte bilag 7 naturligvis ikke repræsenterer dokumentation for indarbejdelsen, men blot er et eksempel på en erklæring fra en fagmand, der undrer sig over at se indsigernes forretningskendetegn anvendt på et helt andet fabrikat og uden indsigernes tilladelse.

Hvad angår det under punkt 3 i vort brev af 16. august 1983 anførte har anmelderne åbenbart misforstået vor begrundelse for fremdragelse af det i punkt 3 anførte. Ifølge lov om mønstre af 27. maj 1970, § 5, indebærer mønsterretten med nogle nærmere angivne undtagelser, at andre end indehaveren af mønsterretten ikke uhjemlet må benytte mønsteret erhvervsmæssigt ved tilvirkning, udbud, overdragelse eller udlejning af varer, der ikke væsentligt adskiller sig fra mønsteret eller indeholder noget, der ikke væsentligt adskiller sig fra dette. Tager man eksempelvis blandingsventilerne, der kendes fra mønsteransøgningen M.A. 1982 nr. 289-291 og estatter betjeningshåndtaget med indsigerens verdensberømte betjeningshåndtag, når man frem til et blandingsbatteri, der ikke væsentligt adskiller sig fra anmeldernes ansøgninger, og som mønsterretten kan forbyde fremstilling af, hvis ansøgernes ansøgninger fører til registrering. Årsagen til, at ansøgernes mønsteransøgninger væsentligt adskiller sig fra, hvad der var kendt før ansøgningens indleveringsdag, eksempelvis fra nævnte mønsteransøgninger nr. 289-291 fra 1982, er formentlig, at ansøgerne har anvendt indsigernes betjeningshåndtag, da blandingsbatteriernes mellem betjeningshåndtagene værende dele ikke forekommer væsentligt at adskille sig fra, hvad der var kendt før ansøgningens indleveringsdag, når henses til det ret store udbud af ventilkonstruktioner med cylindrisk ventilhus, der findes, jfr. indsigernes egne bilag til deres skrivelse af 14. maj 1985.

Når således ansøgernes mønster kun væsentligt adskiller sig fra, hvad der var kendt før ansøgningens indleveringsdag, på grund af de særprægede betjeningshåndtag, og da disse særprægede betjeningshåndtag ikke adskiller sig fra indsigerens betjeningshåndtag, ser det ikke ud til, at mønsteransøgningen kan opfylde Mønsterlovens § 2, og det skal i denne forbindelse bemærkes, at indsigerne ikke vil sætte sig imod registrering af ansøgernes mønstre, hvis betjeningshåndtagene fjernes eller erstattes med andre betjeningshåndtag, som ikke er magen til indsigerens betjeningshåndtag.

Vi tillader os samtidig hermed at nedlægge indsigelse mod, at patentdirektoratet udfærdiger registreringen samt fremstiller kopier deraf til videresalg, så længe indsigernes betjeningshåndtag ses afbildet på ansøgernes ventil, idet der skal henvises til Danmarks Riges Grundlov, kapitel 1, § 1, og kapitel 8, § 73 om ejendomsrettens ukrænkelighed, herunder især ophavsretten. Hvis dette alligevel sker, kan Direktoratet risikere en erstatningssag herom, da heller ikke Direktoratet uhjemlet må publicere noget, som er egnet til at opfattes som anden mands forretningskendetegn.«

Hertil anførte ansøger i skrivelser af 13. februar 1986:

»Indsigeren har nu præciseret sit standpunkt således, at det, man gør indsigelse imod, er betjeningshåndtaget, nemlig »det cylindriske element og den cylindrisk udformede tap, der er anbragt vinkelret på det med væsentligt større diameter udformede cylindriske element«, jfr. indsigerens nævnte skrivelse 3. afsnit side 1.

Det gøres imidlertid påny gældende, at de anmeldte mønstre i deres helhed afviger tilstrækkeligt fra de modeller, indsigeren har påberåbt sig, med samme detalje, og yderligere at indsigeren ikke har dokumenteret, at man har nogen eneret til denne detalje i mønsterretlig henseende. Hvad sidstnævnte angår, har vi fra anmelderen modtaget supplerende materiale, der viser, at også andre modeller bruger og igennem årene har brugt den detalje, som indsigeren nu specielt henviser til, nemlig et cylindrisk element med en cylindrisk udformet tap, der er anbragt vinkelret på det med væsentlig større diameter udformede cylindriske element. Vi vedlægger kopier af følgende materiale:

1. Brochure »arva twin«, der efter det oplyste stammer fra 1972.

2. Brochure »cspl monobloc« - dato ikke oplyst.

3. Side fra Registreringstidende for mønstre 15. maj 1984 vedrørende ansøgninger MA 1983 nr. 928 og 928A.

4. Brochure »kuglomatic« - dato ikke oplyst.

5. Brochure »UNIATRIS 81«.

6. Side fra Registreringstidende for mønstre 2. december 1985 vedrørende mønsteransøgninger MA 1984 nr. 1132-33.

7. Børma-brochure visende forskellige modeller, herunder også sådanne, der kun har en betjeningstap på det cylindrisk udformede element.

Ydeligere bemærkes, at indsigeren også fortsat har undladt at dokumentere, at det af denne påberåbte mønster er indarbejdet som forretningskendetegn.

Det henstilles påny, at indsigelsen afslås.'

Indsigelserne blev ikke taget til følge af Patentdirektoratet, der i skrivelser af 24. november 1986 til klageren udtalte:

»Mønstrene må anses for i deres helhed at adskille sig væsentligt fra alle de varer, der ses i det af Dem indsendte materiale.

Det ses herefter ikke godtgjort, at mønstrene ikke adskiller sig væsentligt fra, hvad der var kendt før ansøgningens indleveringsdag.

Direktoratet kan desuden ikke give Dem medhold i, at betjeningshåndtaget kan opfattes som indsigernes forretningskendetegn. Direktoratet kan ikke udelukke, at der er ophavsret til håndtagene, og i så fald må der antages at foreligge en krænkelse af denne. Om der foreligger ophavsret, må afgøres af domstolene.

På det foreliggende grundlag kan indsigelsen ikke tages til følge, da det ikke ses godtgjort, at mønstrene ikke adskiller sig væsentligt fra hvad der var kendt før ansøgningens indleveringsdag, og det heller ikke er godtgjort, at mønstrene indeholder noget, der er egnet til at opfattes som indsigernes forretningskendetegn, eller noget, der krænker en andens ophavsret.«

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 22. januar 1987 indbragt for Mønsterankenævnet med påstand om, at Patentdirektoratet tilpligtes at anerkende, at mønstrene i nævnte mønsteransøgninger ikke er registrerbare.

I en uddybende skrivelse af 23. august 1987 har klager bl.a. anført:

»Patentdirektoratet har i nævnte skrivelse af 24. november 1986 nægtet at tage vor indsigelse mod registrering af omtalte mønsteransøgninger til følge med den begrundelse, at Direktoratet ikke kunne give os medhold i, at betjeningshåndtaget, der af indsigeren, I.P.Lund Sanitetsarmaturer A/S, kaldes greb 1, i den af professor Arne Jacobsen formgivne vandarmaturserie af Direktoratet kan opfattes som indsigernes forretningskendetegn, da Direktoratet ikke finder det godtgjort, at mønstrene indeholder noget, der er egnet til at opfattes som indsigernes forretningskendetegn eller noget, der krænker en andens ophavsret. Hvis derimod dette ville være tilfældet, vil mønsterloven i henhold til dennes § 4, stk. 2, b og c, være hindrende for de to mønsteransøgninger nr. 914 og 915/82.

Vi vil derfor koncentrere os om at sandsynliggøre, at greb 1 i såvel tredimensional gengivelse som i en vilkårlig plan gengivelse set fra siden repræsenterer indsigernes forretningskendetegn. Iøvrigt repræsenterer samme tredimensionale gengivelse og plane afbildning professor Arne Jacobsens ophavsret, hvilken ophavsret ifølge kontrakt er overdraget til indsigerne.

At tusindvis af danskere hver dag adskillige gange tager fat om indsigernes greb 1 i sin tredimensionale udførelse, fremgår af vedlagte bilag 1, hvoraf det fremgår, at der i årene 1970-1987 er blevet fremstillet 467.000 greb 1.

Til emballering af disse armaturdele, som bærer ovennævnte greb 1, er anvendt emballager til det danske marked i de på bilag 1 anførte antal for de forskellige armaturtyper og med nævnte greb 1 vist på emballagens yderside i forbindelse med mange forskellige ventiludførelser, der som fælles kendetegn alle har greb 1.

Såfremt nogen af de på bilag 1 anførte tal ønskes dokumenteret, vil dette kunne ske i form af produktionskort fra underleverandører af greb 1.

Ligeledes af bilag 1 fremgår, at indsigeren har haft en egenproduktion på ca. 180.000 betjeningsgreb type 2-7, som ligner greb 1 til forveksling.

Bilag 2 viser greb 1 som er magen til greb 2-7 i to forskellige udførelser, der begge er vist dels fra siden, dels fra oven og dels perspektivisk.

De ældste planafbildninger af greb 1, som vi har kunnet finde, fremgår af bilag 3 og 4 fra 13. maj 1968, af bilag 5, der viser det karakteristiske sidebillede af greb 1 fra 26. oktober 1971, af bilag 6 i professorens egen streg af 9. marts 1972 og af bilag 7, der fra 15. februar 1977 viser det karakteristiske sidebillede af greb 1.

Ingen andre har tidligere end professor Arne Jacobsen designet noget betjeningsgreb på basis af så rene, simple og geometriske former og magen til greb 1, og de fleste af de her i landet værende daglige brugere af greb 1 er fuldt bekendt med, at dette håndgreb er designet af professor Arne Jacobsen, hvis ophavsret til bl.a. greb 1 kontraktligt er overgået til indsigerne.

Som bilag 8 vedlægges et særtryk fra tidsskriftet Arkitektur nr. 3, 1969, hvoraf det side 3 fremgår, at armaturserien er udført af Arne Jacobsen, M.A.A.,for indsigerne.

Ovennævnte bilag 3-8 skulle ikke lade nogen tvivl om, at Arne Jacobsen og dermed indsigerne har ophavsretten til udformningen og udseendet af greb 1, der, som det fremgår af de to mønsteransøgninger nr. 914 og 915/82, er anvendt i begge blandingsbatterierne som greb for både varmt vand og greb for koldt vand.

Dermed skulle det være bevist, at ovennævnte mønsteransøgninger krænker en andens ophavsret, hvorfor hverken ansøgningerne bør registreres eller ansøgeren have ret til at producere og markedsføre de med greb 1 forsynede produkter.

Den anden påstand, at netop greb 1 tjener som forretningskendetegn for indsigerne fremgår af følgende bilag.

Således ses nævnte betjeningsgreb i bilag 9 af marts 1978 mindst 27 gange i denne brochure. I bilag nr. 10, en brochure af november 1978, ses det karakteristiske sidebillede af greb 1 mindst 15 gange foruden næsten lige så mange gange set fra oven, jfr. bilag 2.

I bilag 11, en brochure fra juni 1979, udgivet af indsigerne, ses greb 1 mindst 6 gange i det karakteristiske sidebillede eller perspektivbillede, jfr. bilag 2.

Alle ovenfor omtalte brochurer, bilag 9-11, er udgivet i adskillige tusinde eksemplarer og har været offentligt tilgængelige til gratis udlevering i adskillige VVS-butikker landet over.

Et eksempel på en nota dateret 27. juni 1980 vedlægges som bilag 12, og det fremgår heraf, at greb 1 er blevet leveret til en af adskillige grossister, som har viderebragt greb 1 til hundredevis af VVS-installatører og butikker, der igen har monteret greb 1 i tusindvis af danske hjem. Sådanne notakopier kan, såfremt Direktoratet ønsker det, fremskaffes i tusindvis for årene før ovennævnte mønsteransøgninger blev indleveret, blot må vi forbeholde os ret til, at notamodtagernes navne og adresser tildækkes eller forbliver som fortroligt materiale hos Ankenævnet.«

Ansøger har i svarskrift af 27. oktober 1987 nedlagt påstand om, at direktoratets afgørelse stadfæstes, og at indsigelserne afvises.

Ansøger har bl.a. udtalt:

»Hvad angår synspunkt om anerkendelse af betjeningshåndtaget som forretningskendetegn gøres det på anmeldernes vegne gældende, at det af indsigerne indleverede materiale er helt utilstrækkeligt til blot at sandsynliggøre, at en sådan ret foreligger, ligesom rigtigheden af de i appelbegrundelsen herom anførte synspunkter bestrides.

Det skal, specielt hvad angår dette forhold, erindres, at et emne som det omtalte betjeningshåndtag normalt slet ikke vil være omfattet af den lovgivning, der vedrører beskyttelse af forretningskendetegn, nemlig varemærkeloven og - her i landet - Markedsføringsloven. Vi henviser i denne forbindelse særligt til bestemmelsen i Varemærkelovens § 5, hvorefter en varemærkeret »ikke omfatter sådanne dele af et varemærke, som hovedsageligt tilsigter at gøre varen, dens udstyr eller indpakning mere hensigtsmæssig i anvendelsen, eller i øvrigt har andet formål end at tjene som kendetegn«.

Markedsføringsloven indeholder ingen bestemmelser, der går imod det princip, der herved er lovfæstet ifølge Varemærkeloven, hvilket altså vil sige, at det på forhånd må have formodningen imod sig, at et betjeningshåndtag som det omtalte overhovedet kan have karakter af forretningskendetegn qua varemærke. Der skal ikke ved nærværende på anmeldernes vegne tages stilling til, om der i visse tilfælde kan blive tale om at tillægge emner som det foreliggende beskyttelse som forretningskendetegn - nok er det at konstatere, at det bevis for meget omfattende indarbejdelse, der i så henseende måtte præsteres, end ikke tilnærmelsesvist foreligger i det af indsigerne indleverede materiale.

Hvad angår spørgsmålet om ophavsret bemærkes for det første, at indsigerne ikke har dokumenteret, at professor Arne Jacobsen har overdraget sine rettigheder i så henseende til indsigerne. For det andet, at en ophavsmands overdragelse af retten til at fremstille eksemplarer i henhold til et af ham udarbejdet design, ikke automatisk indebærer en overdragelse af ophavsmandens »droit moral«, om hvis principielle overdragelighed der ikke synes at foreligge klare tilkendegivelser i lovgivning, praksis eller den juridiske teori.

For det trejde forekommer det ejendommeligt, at indsigerne, hvis man endelig vil gøre en ophavsret gældende - på egne eller en andens vegne - ikke har forsynet sine publikationer med det internationalt anerkendte ophavsretlige reservationssymbol efterfulgt af ophavsmandens navn og dato for første offentliggørelse.

Det gøres ikke herved gældende fra anmeldernes side, at muligheden for at kræve en ophavsretlig beskyttelse derefter er udelukket efter dansk ret, men alene, at denne manglende mærkning synes at kunne drage seriøsiteten i indsigernes argumentation i tvivl.'

I anledning af klagen har direktoratet ved skrivelse af 15.februar 1989 afgivet følgende udtalelse over for Ankenævnet:

»I skrivelse af 25. oktober 1988 har Patentankenævnet anmodet Patentdirektoratet om en udtalelse i sagen. Samtidig har ankenævnet bedt direktoratet oplyse, om de øvrige i sagen påberåbte armaturer har opnået dansk mønsterbeskyttelse og i bekræftende fald hvilke og hvornår.

I denne anledning har direktoratet foretaget en undersøgelse af de i sagen fremdragne armaturer. Det kan herefter oplyses, at ingen af de i bilagene til indsigernes skrivelse af 16 august 1983 viste armaturer ses at være registreret eller at have været registreret som mønstre.

De armaturer, der er vist i de to brochurer med mærket »mamoli«, indsendt med ansøgers skrivelse af 14 maj 1985, ses heller ikke at være eller at have været registreret som mønstre. Det kan oplyses, at der foreligger en registrering af en vandhane med en betjeningstap, som ligner tappene på disse armaturer, nemlig reg. nr. 229-1984. Kopi af denne vedlægges.

Ingen af armaturerne i den ligeledes med ansøgers skrivelse af 14 maj 1985 indsendte brochure fra »Ideal Standard« ses at være eller at have været registreret som mønstre, men der foreligger en registrering af en kombineret vandhane og blandingsbatteri, som ligner de på siderne 9 og 19 i nævnte brochure viste armaturer, nemlig reg. nr. 94-1977. Kopi af denne vedlægges.

Armaturerne i de af ansøgeren med skrivelse af 13 februar 1986 indsendte brochurer betegnet »arva twin«, »CSpl monobloc«,»kuglomatic« og »UNIATRIS 81«, ses heller ikke at være eller have været registreret som mønstre. Med hensyn til den med samme skrivelse indsendte »Børma«-brochure findes der to mønsterregistreringer, som ligger meget tæt på to af de på forsiden af brochuren viste armaturer, nemlig reg. nr. 350-1986 og 672-1985. Kopier af disse registreringer vedlægges.

Det kan oplyses, at der ikke blev nedlagt indsigelse mod registrering nr. 350-1986. Iøvrigt burde dette mønster, som er ansøgt i 1985, næppe være blevet registreret, da det formentlig ikke kan anses for at adskille sig væsentligt fra nærværende under MA 1982 nr. 914 ansøgte mønster.

Ingen af de i bilagene til indsigers skrives af 23 august 1987 til Mønsterankenævnet viste armaturer ses at være eller at have været registreret som mønstre. Det under 395-1981 som løbenr. 1 registrerede mønster har imidlertid en vis lighed med det på to sider i bilag 10, »Vola«-brochuren november 1978, viste armatur, betegnet som »KV1 etgrebsblander med svingbar tud«. Kopi af denne registrering vedlægges.

Klageren gør i sin klagebegrundelse af 23 august 1987 dels gældende, at betjeningshåndtaget, kaldet greb 1, er indsigernes forretningskendetegn, og at bestemmelsen i mønsterlovens § 4, stk. 2, litra b, derfor er til hinder for mønstrenes registrering, dels at der foreligger ophavsret til betjeningshåndtaget, og at bestemmelsen i mønsterlovens § 4, stk. 2, litra c er til hinder for mønstrenes registrering.

Det er fortsat direktoratets opfattelse, at ingen af disse bestemmelser er til hinder for registrering af mønstrene. En vare som sådan kan kun i sjældne tilfælde være et forretningskendetegn. At en vare er blevet markedsført i et betydeligt omfang gør den ikke til et forretningskendetegn, medmindre den af forbrugerne opfattes som et sådant. Hertil må kræves, at varen har sådanne karakteristika, som skal tjene til at adskille varen fra andre erhvervsdrivendes varer af samme art, men ikke blot sådanne, som udgør en forbedring af varens funktion eller som blot har til formål at give denne et mere tiltalende ydre. Dette krav ses ikke at være opfyldt for betjenigshåndtagets vedkommende, idet dettes udseende alene synes at være betinget af funktionelle og æstetiske hensyn.

Den omfattende brug af tegninger af grebet på brochurer og emballage kan efter direktoratets opfattelse heller ikke medføre, at betjeningshåndtaget kan anses for et forretningskendetegn, idet tegningerne forekommer sammen med øvrige dele af armaturet. Det iøjnefaldende forretningskendetegn på disse brochurer og emballager er varemærket »vola«.

Direkoratet vil fortsat ikke udelukke, at der er ophavsret til betjeningshåndtaget. Hvor der er tale om sådanne kunstværker som skulpturer og malerier, kan direkoratet træffe afgørelser på grundlag af, at der foreligger ophavsret, men ophavsmand til brugsgenstande må normalt fastslås ved dom, før direktoratet kan gøre en sådan ret gældende.

Direktoratet er iøvrigt enig med ansøgerne i, at det ikke er dokumenteret, at Arne Jacobsen har overdraget sin eventuelle ophavsret til indsigerne men dette ville ikke være nogen betingelse for, at bestemmelsen i møsterlovens § 4, nr. 2, litra c var til hinder for registrering, hvis ophavsret iøvrigt var dokumenteret.'

Ankenævnet har behandlet sagen i sit møde den 1. marts 1990.

Klageren gav ikke møde.

For ansøgeren mødte advokat Christian Levin Nielsen sammen med civilingeniør Stanley Madsen.

Patentdirektoratet var repræsenteret ved konsulent Carstad og cand. jur. Anne Reinholdt Jørgensen.

Advokat Christian Levin Nielsen henholdt sig i det væsentlige til de til direktoratet og nævnet afgivne skriftlige indlæg, som nærmere blev uddybet og belyst bl.a. ved eksempler fra retspraksis.

Fra direktoratets side henholdt man sig til den trufne afgørelse og den ovenfor citerede supplerende redegørelse af 15. februar 1989 afgivet overfor Ankenævnet.

Nævnet skal udtale:

I henhold til de af Patentdirektoratet anførte grunde og idet det for Ankenævnet fremførte ikke findes at kunne føre til andet resultat

bestemmes:

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. Finn Mikkelsen.

Versioner

1. 1990-04-30