Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/60376@1990-03-08/da

Indhold

1. Indledning

År 1990, den 8. marts afsagde Patentankenævnet (Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Terndrup Pedersen)

følgende

K E N D E L S E

i sagen j.nr. P 18/88: Klage fra

Toyo Seikan Kaisha, Ltd.,

Japan,

v/Patentbureau Budde, Schou & Co.

over

Patentdirektoratets afgørelse af 11. juli 1988 af patentansøgning nr. 0762/88.

Denne ankenævnssag drejer sig om fortolkningen af fristbestemmelserne i patentlovens § 31 og omfanget af patentdirektoratets forpligtelser efter patentlovens § 15.

Sagens omstændigheder er følgende:

Den 12. juni 1987 indleveredes for Toyo Seikan Kaisha Ltd., Tokyo, en international patentansøgning (PCT) vedrørende et letoplukkeligt beholderlukke. Ansøgeren påberåbte sig prioritet fra den 13. juni 1986, 9. december 1986 og 29. maj 1987 og designerede bl.a. Danmark som ansøgerland. For at bevare prioritet i sin helhed her i landet skulle ansøgningen efter patentlovens § 31, stk. 1, herefter videreføres for Danmark inden 20 måneder fra den 13. juni 1986, dvs. den 13. februar 1988, som var en lørdag. Ansøgningen blev indleveret mandag den 15. februar 1988, hvilket på grund af weekendlukning er rettidigt. Der blev ikke indleveret en oversættelse til dansk af ansøgningen. Herom bestemmer patentlovens § 31, stk. 3:

»Såfremt ansøgeren har betalt den fastsatte afgift inden de i stk. 1 og 2 fastsatte frister, kan den krævede oversættelse eller genpart indleveres inden en yderligere frist på 2 måneder, mod at der betales en fastsat tillægsafgift inden udløbet af den yderligere frist.«

Den danske oversættelse blev indleveret den 15. april 1988, og den 11. juli 1988 skrev direktoratet således til ansøgeren:

»Den 15. februar 1988 har De under nr. 762/88 ansøgt om patent på grundlag af international ansøgning nr. PCT/JP 87700382 indleveret den 12. juni 1987 med prioritet fra henholdsvis 13 juni 1986, 9. decmeber 1986 og 29. maj 1987.

Med ansøgningen, som blev indleveret inden udløbet af den i patentlovens § 31 fastsatte frist på 20 måneder fra den påberåbte prioritetsdag, fulgte ikke den foreskrevne oversættelse til dansk af den internationale ansøgning, og en sådan er heller ikke blevet indleveret inden den i patentlovens § 31, stk. 3 fastsatte yderligere frist på 2 måneder, som udløb den 13. april 1988, idet den nævnte oversættelse med tillægsafgift blev indleveret den 15. april 1988.

Da de fastsatte krav for videreførelse af ansøgningen herefter ikke er opfyldt, må direktoratet i medfør af bestemmelsen i patentlovens § 31, stk. 4 anse ansøgningen for tilbagetaget for så vidt angår Danmark ....«

Den 23. august 1988 anmodede Budde, Schou & Co. direktoratet om at annullere den trufne afgørelse.

Bureauet anmodede samtidig subsidiært direktoratet om, såfremt man fastholdt afgørelsen af 11. juli 1988, at genoprette de bortfaldne rettigheder i medfør af patentlovens § 72.

Endelig påklagede bureauet direktoratets afgørelse af 11. juli 1988 til ankenævnet.

I skrivelsen af 23. august 1988 til direktoratet har bureauet bl.a. anført følgende:

»... Bureauets bemærkninger

1. Det fremgår af direktoratets skrivelse af 11. juli 1988, at direktoratet er af den opfattelse, at fristen ifølge Patentlovens § 31, stk. 1 (»inden 20 måneder fra den internationale indleveringsdag eller, hvis prioritet begæres, fra prioritetsdagen«) og fristen ifølge Patentlovens § 31, stk. 3 (»inden en yderligere frist på 2 måneder«) skal forstås således, at der skal foretages en additiv sammenlægning af de to frister til en samlet - integreret - frist på 22 måneder og således

at fristen ifølge Patentlovens § 31, stk. 1 medtages i additionen med sin maximale længde, 20 måneder, uanset om ansøgningen faktisk har udtømt den lovmæssige maksimalfrist på 20 måneder ved kun at have benyttet en mindre del heraf, f.eks. 18 måneder, samt

at der må ses bort fra den omstændighed, at den i Patentlovens § 31, stk. 1 fastsatte frist undertiden er længere end den angivne maximale længde, 20 måneder, for eksempel i tilfælde af julehelligdage, påske- og pinsehelligdage og i tilfælde af, at de 20 måneder løber til en lørdag, idet fristen ifølge § 31 i så fald først udløber 2 dage senere, nemlig om mandagen. I et sådant tilfælde skal der efter direktoratets opfattelse af fristen på 2 måneder og 2 dage ses bort fra de sidste 2 dage gennem en sammenlægning af de 2 frister til een frist på 22 måneder.

2. Direktoratets opfattelse kan illustreres gennem Bilag 15 til bureauets skrivelse af d.d. vedrørende en subsidiær anmodning om genoprettelse af rettighederne i medfør af Patentlovens § 72:

a. Prioritetsdato: mandag den 26. august 1985.

b. Ansøgningen indleveret: fredag den 24. april 1987.

c. 20 måneder fra mandag den 26. august 1985: søndag den 26. april 1987.

Fristen ifølge § 31, stk. 1 udløber: mandag den 27. april 1987.

d. 2 måneder fra mandag den 27. april 1987: lørdag den 27. juni 1987.

Fristen ifølge § 31, stk. 3 udløber: mandag den 29. juni 1987.

e. Direktoratet meddeler ved skrivelse af torsdag den 25. juni 1987, at fristen ifølge § 31, stk. 1 og 3 udløber: fredag den 26. juni 1987.

f. 22 måneder fra den 26. august 1985: fredag den 26. juni 1987.

Af det anførte eksempel fremgår, at fristen, det vil sige den »samlede frist« ifølge § 31, stk. 1 og 3, til indlevering af oversættelse efter direktoratets opfattelse udløber endegyldigt fredag den 26. juni 1987. Efter bureauets opfattelse udløber fristen (det vil sige fristen ifølge § 31, stk. 3) imidlertid først mandag den 29. juni 1987.

3. Ifølge PCT-Traktatens Artikel 22, stk. 3, jfr. I punkt 1, kan enhver national lovgivning for iagttagelsen af den i Artikel 22, stk. 1 eller 2 indeholdte frist fastsætte længere tidsfrister end de der nævnte.

Såfremt den i direktoratets skrivelse af 11. juli 1988 udtrykte opfattelse skulle lægges til grund, nemlig at den i § 31, stk. 1 nævnte frist som følge af den i 1984 stedfundne indføjelse i loven af nuværende § 31, stk. 3 for så vidt angår indlevering af oversættelse er ændret til at være en frist (dvs. en frist) på 22 måneder, ville en naturlig lovformulering have været i stil med følgende:

»Ønsker ansøgeren at videreføre en international ansøgning for Danmark, skal han til patentmydigheden betale den fastsatte afgift samt indlevere en oversættelse til dansk af den internationale ansøgning, eller såfremt ansøgningen er affattet på dansk, en genpart af ansøgningen.

Afgiften i henhold til stk. 1 betales inden 20 måneder fra den internationale indleveringsdag eller, hvis prioritet begæres, fra prioritetsdagen. Såfremt ansøgeren har betalt den fastsatte afgift inden for nævnte frist, kan den krævede oversættelse eller genpart indleveres inden 22 måneder at regne som anført mod betaling af en fastsat tillægsafgift inden udløbet af sidstnævnte frist«.

Udtrykket »at regne som anført« i sidstnævnte eksempel på formulering svarer til § 15, stk. 3, idet nemlig § 15, stk. 3 i modsætning til § 31, stk. 3 angiver en begyndelsesdato for fristens løbetid. Også i § 31, stk. 2 er angivet en begyndelsesdato for den der satte frist.

4. Den nugældende § 31, stk. 3 åbner adgang for en ansøger til at indlevere til direktoratet oversættelse og genpart inden en yderligere frist - dvs. ny frist - mod betaling af en tillægsafgift, såfremt han ikke har været i stand til, eller ikke har ønsket, at indlevere oversættelsen inden den i § 31, stk. 1 fastsatte frist.

I den foreliggende sag står to forståelser af § 31 overfor hinanden:

a. Forståelse 1:

»Der er tale om en frist på 22 måneder«.

Såfremt prioritetsdatoen medfører, at fristen på 22 måneder løber til en lørdag, for eksempel »lørdag« den 13. april, forskydes udløbet af fristen til »mandag« den 15. april.

Ansøgeren nyder altså godt af bestemmelsen om udskydelse af udløbet af en frist på grund af, at direktoratet er lukket om lørdagen.

b. Forståelse 2:

»Der er tale om to frister på henholdsvis 20 måneder (såfremt denne frist er udnyttet fuldt ud) og 2 måneder.«

Såfremt maximalfristen på 20 måneder løber (som i den foreliggende sag) til lørdag den 13. februar 1988, forskydes udløbet af fristen til mandag den 15. februar 1988 og udgør altså 2 måneder og 2 dage.

Den yderligere frist på 2 måneder sættes som i den foreliggende sag med løbetid fra mandag den 15. februar 1988 og udløber således ligeledes den 15. april 1988.

Direktoratets skrivelse af 11. juli 1988.

Der skal fortages følgende beregning:

1o Fristen på 20 måneder udløber lørdag den 13. februar 1988, men forskydes til mandag den 15. februar 1988.

2o Imidlertid ser direktoratet bort fra forlængelsen af fristen fra lørdag til mandag ved efterfølgende at beregne en samlet frist på 22 måneder fra prioritetsdagen og når således til udløbsdato den 13. april 1988 i stedet for den 15. april 1988.

Bemærkninger til lovforslaget, jævnfør ovenfor I, 4 ad. stk. 4, lægger til grund, at der er tale om to frister og ikke om en frist på 22 måneder:

»Af stk. 4 fremgår, at såvel fristen til at betale den fastsatte videreførelsesafgift og den yderligere frist for indlevering af oversættelse er absolutte. Overskridelse af fristerne (understreget af BSC) medfører, at ...«

Bureauet henviser til den i Bemærkningerne til lovforslaget, jævnfør ovenfor I 4. ad stk. 4 givne begrundelse for indførelse af bestemmelsen i § 31, stk. 3:

»Baggrunden for indførelsen af denne yderligere frist er at give patentansøgeren en rimelig frist til at udarbejde en oversættelse af ansøgningen, der ofte er meget omfattende.«

I denne forbindelse skal bureauet nævne, at direktoratet - i tilfælde af indlevering af en ansøgning allerede 6 måneder efter prioritetsdagen uden oversættelse af prioritetsdokumenter - tilskriver ansøgerens fuldmægtig og fastsætter en frist på 3 måneder til indlevering af oversættelse, regnet fra datoen på direktoratets skrivelse. Fristen på 3 måneder anses øjensynlig af direktoratet for værende af en »rimelig længde« til udarbejdelse af oversættelse, ligesom Bemærkningerne til lovforslaget omtaler en 2 måneders frist som »rimelig«. Noget tilsvarende ses ikke at være tilfældet, såfremt oversættelsesfristen - i overensstemmelse med direktoratets opfattelse - sættes til 2 måneder i medfør af § 31, stk. 3 med tillæg af et antal måneder, som ansøgeren måtte have »in mente« fra maximalfristen på 20 måneder ifølge § 31, stk. 1. Ved forståelsen af § 31, stk. 3 har det interesse at notere, at fristen på 2 måneder falder godt i tråd med den nævnte frist på 3 måneder.

Bureauet henviser i øvrigt til dokument PCT/SEM/31/2, jævnfør I 9, vedlagt som Bilag 30 til bureauets skrivelse af d.d. vedrørende Patentlovens § 72.

Såfremt en PCT-ansøgning indleveres i Danmark nogle måneder forud for prioritetsdagen med betaling af afgift men uden oversættelse og genpart, kan ansøgeren betale afgiften inden udløbet af den i § 31, stk. 1 angivne frist. En ansøger kan naturligvis ikke have noget at erindre mod, at man måtte tilstå ham en frist til indlevering af oversættelse sammensat af (1) den maximale frist ifølge § 31, stk. 1 og (2) en yderligere frist på 2 måneder ifølge § 31, stk. 3 fra indleveringen af den danske ansøgning. Såfremt eksempelvis ansøgningen indleveres i Danmark 18 måneder efter prioritetsdagen, indebærer dette altså, at ansøgeren ifølge direktoratets opfattelse skulle have 4 måneder til indlevering af oversættelse. Bureauet forstår, at dette netop er tilfældet efter direktoratets opfattelse.

I en sådan siutation opstår imidlertid spørgsmålet om hjemmel fra direktoratets side hertil i henhold til gældende lovgivning, henholdsvis risikoen for, at en ansøger/panthaver - i tilfælde af retssag, under hvilken ansøgerens/patenthaverens modpart gør gældende, at der ikke forligger hjemmel for direktoratets godkendelse af indlevering af oversættelse som sket rettidigt - udsættes for at miste sine rettigheder, henholdsvis en patentrådgivers risiko for at pådrage sig et erstatningskrav af mulig betydelig størrelse samt eventuelt erstatningsansvar for direktoratet for det tilfælde, at en sådan forståelse skulle blive underkendt af domstolene. Bureauets forretningsgang med noteringen af fristen ifølge § 31, stk. 3 som løbende fra indleveringsdagen i Danmark udelukker muligheden for eventuel urigtig beregning af fristen til indlevering af oversættelse og er således mere restriktiv end den af direktoratet foretagne beregning. Da bureauet ønsker de optimale muligheder for dets klienter, det vil sige også direktoratets klienter, nemlig ansøgere, og ikke ønsker at udsætte sig for at give klienter muligt urigtige samt tabs- og erstatningsvoldende oplysninger, anmoder bureauet høfligst direktoratet om at afgive en udtalelse herom.

5. Såfremt direktoratet ved udløbet af de 20 måneder må konstatere, at en ansøger ikke har iagttaget de om ansøgningen i § 31, stk. 1 givne forskrifter, idet oversættelse og genpart ikke er indleveret, påhviler det direktoratet ifølge § 15 at tilskrive ansøgeren herom med henvisning til den nærmere angivne frist, nemlig fristen i medfør af § 31, stk. 3.

I bureauets skrivelse til direktoratet af d.d., i hvilken skrivelse bureauet subsidiært henstiller til direktoratet at genoprette ansøgningen i medfør af § 72, har bureauet som bilag vedlagt nogle skrivelser, Bilag 13, 14, 15 og 16, vedrørende nogle andre patentansøgninger med § 15-skrivelser fra direktoratet såvel med hensyn til ordinære ansøgninger som med hensyn til en PCT-ansøgning. Specielt for så vidt angår PCT-ansøgninger, er forholdet det, at direktoratet i nogle, men ikke i alle, sager udsender § 15-skrivelser til de respektive ansøgere. Ved henlæggelser udsender direktoratet skrivelser med angivelse af den lovmæssige frist uden ifølge loven at være forpligtet hertil. Efter bureauets opfattelse er det ikke i overensstemmelse med § 15, at direktoratet i den pågældende sag først tilstillede bureauet en § 15-skrivelse dagen før den dag, der efter direktoratets opfattelse var udløbsdagen for »frist-en« på »22 måneder«. I den pågældende sag havde bureauet i øvrigt indleveret oversættelse rettidigt.

Den foreliggende sag ville ikke være opstået, såfremt direktoratet havde tilstillet ansøgeren en skrivelse af den i § 15 angivne art. Direktoratets linie med hensyn til udsendelse af skrivelser forekommer ikke klar, jævnfør at direktoratet ved henlæggelser, hvor direktoratet ikke er forpligtet efter loven til at udsende skrivelser, gør dette, medens direktoratet i PCT-sager, hvor direktoratet skal udsende skrivelser, jævnfør § 31, stk. 1, dog gør dette i nogle tilfælde, men ikke i andre tilfælde.

Bureauet henviser herved til direktoratets skrivelse af 13. september 1985, vedlagt som Bilag 31 til bureauets skrivelse af d.d. vedrørende § 72. Den pågældende skrivelse forekommer i sit indhold bureauet overraskende: direktoratet kan ikke undlade at udsende skrivelser, hvis udsendelse er pålagt direktoratet ved lov, henholdsvis være fritaget for ansvar for en undladelse, under henvisning til »Patentdirektoratets strukturændring«: »forholdene« var ikke »normaliserede« pr. 1. januar 1986 og er fortsat ikke »normale«. I øvrigt taler skrivelsen om »fristen i PL § 31, stk. 3«....'

Den af bureauet nævnte skrivelse af 13. september 1985 fra direktoratet har følgende indhold:

»Til Patentfuldmægtigene.

Vedr.: Videreførte PCT-ansøgninger i henhold til PL § 31

-og lovbundne frister for patentansønginger iøvrigt.

I en overgangsperiode i forbindelse med patentdirektoratets strukturændring om omlægning af interne sagsgange bedes De være opmærksom på, at den hidtil udsendte skrivelse vedrørende fristen for indlevering af en oversættelse til dansk af beskrivelsen til ansøgningen kan tænkes ikke at blive afsendt fra direktoratet. De bedes derfor selv være ekstra opmærksom på, at fristen i PL § 31, stk. 3 overholdes.

Det samme gælder generelt skrivelser herfra vedrørende overholdelse af andre lovbundne frister, som har betydning for patentansøgningers opretholdelse, og som hidtil har været udsendt til erindring, f.eks. vedrørende fremsendelse af prioritetsdokument og om henlæggelse.

Udsendelse af sådanne skrivelser påtænkes ikke at ophøre og søges i overgangsperioden opretholdt i videst muligt omfang.

Direktoratet forventer, at forholdene vil være normaliserede pr. 1. januar 1986, således at disse erindringsskrivelser derefter vil tilgå Dem som hidtil.«

Bureauet sammenfattede sine betragtninger således:

»I den foreliggende sag foreligger specielt det,

at direktoratet ikke ses at have overholdt sin forpligtelse i henhold til § 15, jævnfør ovenfor I 3. og II 5.,

at direktoratet øjensynligt ikke har udfærdiget interne regler for udsendelse af § 15-skrivelser, jævnfør ovenfor II 5., sidste afsnit, med det til følge, at det set udefra forekommer tilfældigt, om at en sådan skrivelse udsendes fra sag til anden, hvilket indtryk ikke afkræftes af skrivelsen af 13. september 1985, Biag 31,

at den foreliggende sag ikke vile være opstået såfremt direktoratet havde efterlevet sin forpligtelse til at tilstille ansøgerne en § 15-skrivelse, jævnfør at bureauet efter modtagelsen af en sådan skrivelse naturligvis ville have indleveret oversættelsen »rettidigt« for at undgå enhver disput om forståelse af § 31,

at direktoratet øjensynligt har overset ansøgerens muligheder vedrørende videreførelse af ansøgningen, selv i tilfælde af, at fristen til indlevering af oversættelse skulle blive anset for overskredet, jævnfør ovenfor II 6. Ansøgerne kan naturligvis ikke give afkald på i givet fald at gøre brug af sådanne subsidiære muligheder.'

I sin subsidiære anmodning om genoprettelse efter patentlovens § 72 gennemgik bureauet sin forretningsgang med hensyn til fristovervågning og forløbet af den konkrete sag.

Bureauet konkluderer:

»A. En redegørelse for, hvordan bureauets fristbøger konkret føres.

Bureauets fristbøger føres af en række kyndige og erfarne personer med mangeårig ansættelse i bureauet i et integreret system udarbejdet med henblik på en minutiøs førelse af fristbøger med mulighed for efterfølgende at »opfange« fejl, mod hvis indtræden man ikke kan have nogen absolut sikkerhed grundet muligheden for menneskelige fejl.I den foreliggende sag har bureauets system fungeret minutiøst og uden fejl.

B. Redegørelse for de af bureauet givne instruktioner vedrørende førelse af fristbøger.

Som skildret ovenfor overlader bureauet kun førelsen af fristbøger og gensidig kontrol til mangeårige medarbejdere, der er kyndige og erfarne, og som -gennem deres mangeårige arbejde i bureauet har bevist, at man kan have tillid til deres arbejde. Det ville være utænkeligt for bureauet at overlade arbejdet med fristbøger til en medarbejder, som ikke over for bureauet gennem sit arbejde havde bevist stor troværdighed og stabilitet. En »instruktion« fra bureauet til de pågældende medarbejdere går ud på at sikre, at der er tale om medarbejdere af den omtalte bonitet med viden hos de pågældende om, hvordan bureauets kontrolsystem virker, og naturligvis med kendskab til gældende frister.

C. En redegørelse for bureauets kontrol med medarbejdernes arbejde specielt forsåvidt angår frister.

Direktoratet har i andre tilfælde i forbindelse med spørgsmålet om genoprettelse i medfør af § 72 været inde på spørgsmålet om foretagelse af »lejlighedsvis kontrol«. Imidlertid kan udtrykket »lejlighedsvis kontrol« kun have relevans i mindre virksomheder, specielt hos en erhvervsvirksomhed, der selv tager sig af patentarbejdet med få medarbejdere. Et »system« i et patentbureau af en størrelse som nærværende bureau med hensyn til andel af her i landet indleverede patentansøgninger byggende på blot »lejlighedsvis kontrol« ville i sig selv ikke være praktisabelt og i alle tilfælde være uforsvarligt. Som ledetråd gælder, at bureauet - også på baggrund af den forpligtelse, der påhviler bureauet som følge af, at en ikke helt ubetydelig del af de af patentbureauerne indleverede patentansøgninger indleveres gennem bureauet - ikke ville kunne drive virksomhed, såfremt bureauet ikke havde et sikkerhedssystem svarende til tilsvarende offentlige myndigheders sikkerhedssystem.

Som det fremgår af den foreliggende redegørelse, er der hos bureauet da heller ikke tale om blot »lejlighedsvis« kontrol: Der foreligger hos bureauet et system med gensidig kontrol gennem flere led, med notater på sagsomslagene,-Bilag 7, om at kontrolfunktionerne faktisk er blevet udøvet. Bureauet har i øvrigt gennemført indførelse af EDB-system. I tilslutning hertil har det været nødvendigt at fremtage hver enkelt sag med henblik på at sikre, at en mulig fejl ikke slap ind i EDB-systemet. Som direktoratet gennem sin egen indførelse af EDB vil vide, indlader man sig ikke på en overgang til EDB uden samtidig at overveje hensigtsmæssigheden og sikkerheden i de benyttede funktioner. Forsåvidt angår bureauets arbejde med indførelse af EDB bemærkes, at alle afdelinger af bureauet har medvirket. Det har været indgående og fortløbende drøftelser ledelse og medarbejdere imellem, kombineret med eksperter fra IBM og private EDB-konsulenter om systemet og sikkerheden heraf.

I den konkrete sag har arbejdsgangen fulgt de fastlagte og gennem en række år fulgte rammer. Det særlige herudover i den foreliggende sag er, at Hans Holger Andersen straks efter ankomsten af kurer-posten personligt tog sig af sagen og drog omsorg for omgående indlevering og senere overbragte sagen til Henrik von Linstow. Det ligger fast, at bureauets system har virket i denne sag aldeles upåklageligt. Der er således ikke nogen grund til at gå nærmere ind på en vurdering af, om det af bureauet udarbejdede og gennem en række år benyttede system måtte opfylde de fornødne sikkerhedsmæssige krav, henholdsvis vurdere kvaliteten af bureauets ledelse og medarbejdere specielt med hensyn til sikkerhedsmæssige krav. Der er ej heller begået nogen »menneskelig« fejl, jf. at der er tale om en forståelse af Patentlovens § 31, stk. 1, jævnfør § 31, stk. 3, altså ikke »ukendskab til loven«.'

Den 29. marts 1989 afslog direktoratet bureauets anmodning om annulation af afgørelsen af 11. juli 1988 med følgende begrundelse:

»De anfører, at såfremt direktoratet havde tilstillet ansøgeren en såkaldt § 15-skrivelse, ville det foreliggende problem ikke være opstået, og efter Deres opfattelse påhviler det direktoratet at tilskrive ansøgeren herom med henvisning til fristen for indlevering af oversættelse.

Efter direktoratets opfattelse påhviler det ikke Patentdirektoratet at skrive til ansøger om fristen for indlevering af oversættelse. Patentloven § 15 finder ikke anvendelse i denne situation, idet ansøgningen netop i § 31-situationen ikke er videreført i Danmark på det pågældende tidspunkt.«

Samtidig blev anmodningen om genoprettelse efter patentlovens § 72 afslået.

Direktoratet begrunder sin afgørelse således:

»Overskridelse af fristen i patentloven § 31, stk. 3, er ikke sket på grund af manglende omhu fra Deres side.

Derimod foreligger der en retsvildfarelse med hensyn til fristberegningen fra Deres side. Hvor en frist er overskredet, og der dermed er indtrådt et retstab, kan vildfarelse med hensyn til fristen eller dennes beregning imidlertid ikke bevirke, at der er grundlag for genoprettelse af Deres rettigheder.«

Hertil anførte bureauet i skrivelse af 16. maj 1989:

»Direktoratet indtager følgende standpunkt:

a) Direktoratet postulerer, at der skulle forligge en »retsvildfarelse« fra bureauets side.

b) Ifølge direktoratet finder PL § 15 »ikke anvendelse i denne situation, idet ansøgningen netop i § 31-situationen ikke er videreført i Danmark på det pågældende tidspunkt«. Direktoratets nævnte udtalelse forekommer uklar og efter bureauets opfattelse i alle tilfælde urigtig, jfr. at ansøgningen er blevet videreført ved indleveringen af ansøgningen, jfr. PL § 31, stk. 1.

c) Direktoratet undlader i øvrigt at gå med på det af bureauet anførte.'

Af nogle af bureauets vedlagte eksempler fremgår, at direktoratet i patentregistret i hvert fald i tre tilfælde har anført indleveringsdatoen i Danmark som »international videreførselsdato«, selv om en oversættelse til dansk ikke medfulgte.

Bureauet anførte videre:

»Patentdirektoratet har i forbindelse med nærværende patentansøgnig forsømt sin forpligtelse til at tilstille bureauet en § 15-skrivelse. Såfremt direktoratet havde tilstillet bureauet en sådan skrivelse, ville oversættelse være blevet indleveret »rettidigt«.

Ved indleveringen af patentansøgningen led ansøgningen af en »mangel«, idet oversættelse ikke var vedlagt. Efter indleveringen af ansøgningen var denne patentansøgning til behandling i direktoratet ganske svarende til behandligen af ikke-PCT-ansøgninger i henhold til PL Kap. II, herunder PL § 15.... ....

a. Direktoratet har lovmæssig pligt til at tilstille ansøgere en § 15-skrivelse.

b. Selvom man antog, at der ikke havde været en lovmæssig pligt for direktoratet til afsendelse af skrivelser som de fremdragne, har direktoratet faktisk gjort dette ifølge retsforbindende »praksis« og vil ikke diskretionært kunne undlade dette, henholdsvis afsende sådanne skrivelser i nogle sager, men ikke i andre, i al fald ikke uden forudgående advis i Patenttidende.

c. Direktoratet har i øvrigt uden forbehold tilkendegivet over for sine klienter, nemlig over for »patentfuldmægtigene«, at sådanne skrivelser vil fremkomme, jfr. direktorates skrivelse af 13. september 1985, Bilag 31.'

Ankenævnet har behandlet sagen i sit møde den 24. januar 1990.

Sagen er efter klagerens anmodning behandlet sammen med sagen om klagers begæring om genoprettelse efter patentlovens § 72 (P 11/89).

For klageren mødte lrs. Erik Lassen.

Patentdirektoratet var repræsenteret af kontorchef Lise Østerborg.

Lrs. Erik Lassen forelagde sagen under henvisning til den skriftlige klagebegrundelse og uddybede denne. Han anførte herved navnlig, at der ikke foreligger retsvildfarelse i egentlig forstand, og at retsvildfarelse i øvrigt ikke udelukker anvendelse af patentlovens § 72. Der er under ingen omstændigheder tale om manglende omhu.

Ankenævnet skal udtale:

Det bortfald af rettigheder, der er stadfæstet ved ankenævnets kendelse af d.d i sag P 18/88, findes vel at skyldes en fejlfortolkning af patentlovens § 31, stk. 1 og 3, men ikke at bero på, at der ikke er udvist al den omhu, som med rimelighed kunne kræves af klageren.

Herefter

bestemmes:

De bortfaldne rettigheder vedrørende patentansøgning nr. 762/88 genoprettes. Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. P. Terndrup Pedersen.

Versioner

1. 1990-03-08