Gelex

Begæring om genoprettelse af rettigheder efter patentlovens § 72, stk. 1 imødekommet, da en tysk agents fristovervågningssystem ikke kunne karakteriseres som uoverskueligt.

GældendeVersion 1990-08-24
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/60392@1990-08-24/da

Indhold
  1. Indledning

År 1990, den 24. august afsagde Patentankenævnet (Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Terndrup Pedersen)

følgende

K E N D E L S E

i sagen j.nr. P 14/89: Klage fra

Lohmann GmbH & Co. KG.,

Forbundsrepublikken Tyskland,

v/Plougmann & Vingtoft Patentbureau

over

Patentdirektoratets afgørelse af 11. april 1989 af patentansøgning nr. 2700/88.

Den 17. maj 1988 indleverede klageren til videreførelse en PCT-ansøgning om patent på et »Transdermal terapeutisk system, samt anvendelse og fremstilling deraf«.

Det fremgår af sagen, at den tyske fuldmægtig dr. Cornelia Neidl-Stippler skulle have foranlediget ansøgningen indleveret den 28. april 1988.

Om baggrunden for, at dette ikke skete, anføres:

I fristbogen på dr. Niedl-Stipplers patentbureau var de korrekte frister på sagen blevet noteret, nemlig på en frist den 28. marts 1988 til fremsendelse af PCT-ansøgningen til den danske patentagent og en frist på selve 20-måneders dagen, nemlig den 28. april 1988.

Sletning af en frist kan kun foretages af de to sekretærer Judith Habich eller Eva Cassirer ved at akterne gennemgås for at sikre, at de fornødne dokumenter er sendt, og derefter udstreges fristen.

Sekretærerne, der har henholdsvis 20 års og 18 års erfaring, kontrolleres jævnligt.

Uvist af hvilken grund er begge frister blevet slettet, uden at der er blevet taget skridt til indledning af national fase i Danmark.

I skrivelse af 11. april 1989 udtalte Patentdirektoratet:

»Under henvisning til Deres redegørelse af 05 sep 1988 skal direktoratet meddele, at Deres begæring om genoprettelse af patentansøgning nr. 2700/88 ikke er imdødekommet.

Baggrunden herfor er, at Deres tyske fuldmægtig-kollega efter direktoratets opfattelse ikke kan anses for at have udvist al den omhu, som med rimelighed kan kræves af ham. Hans fristovervågningssystem - nemlig kalenderen - er efter bilagene 1a og 1b at dømme uoverskueligt, og det fremgår ikke af redegørelsen eller kalenderbladet fra den 28 mar 1988, hvem der skal sørge for, at ansøgningen på 19 månedersdagen bliver korrekt behandlet med hensyn til i hvilke lande, ansøgningen skal til patenterbarhedsprøvning og i hvilke lande der skal indledes national fase. At systemet er uoverskueligt understøttes af, at fristen er fejlagtigt slettet to gange. En uforklarlig menneskelig fejl kan ske en gang, men at den sker to gange i samme sag vidner om uoverskuelighed og dermed utilstrækkelig omhu.«

Denne afgørelse blev ved skrivelse af 7. juni 1989 indbragt for Patentankenævnet.

Klageren har i skrivelse af 16. august 1989 nedlagt påstand om, at de rettigheder, der gik tabt ved overskridelsen af fristen i patentlovens § 31, stk. 1, genoprettes i medfør af patentlovens § 72.

Klageren har bl.a. anført følgende:

» a) Det forhold, at kalenderen er håndskreven, gør den ikke mere uoverskuelig for brugerne end en maskinskreven eller EDB-udskreven fristliste. Hvis Direktoratets sagsbehandler har haft svært ved at tyde kalenderens meddelelser, skyldes det formodentlig især, at den oprindelige tydelighed er forringet på grund af fotokopiering samt det forhold, at alle fristerne er overstreget på en utvetydig måde. Brugerne, som i dette tilfælde er de to sekretærer, Judith Habich og Eva Cassirer, er vant til at læse hinandens håndskrift og har gennem deres lange ansættelse hos dr. Neidl-Stippler indarbejdet faste rutiner i forbindelse med kalenderens førelse og overvågning af fristerne. Vi henviser til de underskrevne erklæringer af Judith Habich og Eva Cassirer.

b) I kalenderen er under mandag den 28. marts 1988 ialt opført 6 frister. Det kan vel næppe påstås, at opførelse af fx 5-10 frister på et kalenderblad (adskilt fra hinanden) skulle kunne forekomme »uoverskueligt« for en sekretær. Fristerne for henholdsvis forberedelse af national fase og anmodnig om præliminær prøvning i de lande, hvor dette var muligt, er opført på kalenderbladet for den 28. marts. Fristernes ordlyd er:

»LOH 6/86 PCT: Vorbereitung nat. Phase o. Pr. A.«

»LOH 6/86 PCT: Frist f. Prufungsantrag letzte.«

»LOH 6/86 PCT« er sagens referencnummer hos vor tyske kollega (ansøgers navn er Lohmann GmbH & Co. KG og den tyske stamansøgning er fra 1986). Den uforkortede ordlyd af indførelsen i fristkalenderen lyder: »Vorbereitung nationaler Phase ohne Prufungsantrag«, dvs. forberedelse til national fase i de lande, der ikke havde ratificeret PCT Kap. II, og hvor der derfor ikke var mulighed for at anmode om præliminær prøvning. Dette var på daværende tidspunkt 3 lande, nemlig Danmark, Norge og Korea. Nedenunder denne fristindførelse er opført »Frist fur Prufungsantrag letzte«, dvs. sidste frist for anmodning om præliminær prøvning (19 måneder fra prioritetsdatoen) i de lande, hvor dette var muligt.

c) Det er urealistisk at påstå, at sekretærerne skulle kunne være i tvivl om betydningen af disse indførelser i fristkalenderen. De to erfarne sekretærer er instrueret om og er fuldt fortrolige med, i hvilke lande der skal annmodes om præliminær prøvning, og i hvilke lande den nationale fase skal forberedes.

Uvist af hvilken grund er fristen »Vorbereitung nat. Phase« blevet slettet, uden at der blev taget skridt til indledning af national fase i de lande, hvor dette som for Danmarks vedkommende var aktuelt.

d) Den endelige frist for national videreførelse i lande uden mulighed for præliminær prøvning er anført i fristkalenderen under torsdag den 28. april 1988. For torsdag den 28. april er anført: »Letzte Frist nat. Phase LOH 6/86 PCT«. Betydningen af denne fristindførelse har vært klar for sekretærerne: sidst frist for indledning af nationale fase i sagen LOH 6/86 PCT, og det kan således ikke påstås, at fristbogsførelsen ikke er sket med fornøden omhu eller at den skulle være uoverskuelig. Imidlertid er denne frist ligeledes blevet slettet, uden at der var sket videreførelse af PCT-ansøgningen i Danmark eller i de andre lande, hvor dette skulle ske inden 20 måneder fra den internationale ansøgnings prioritetsdato.

3) Direktoratet anfører endvidere:

»at systemet er uoverskueligt understøttes af, at fristen er fejlagtigt slettet to gange. En uforklarlig menneskelig fejl kan ske en gang, men at den sker to gange i samme sag vidner om uoverskuelighed og dermed utilstrækkelig omhu.«

Vi kan ikke anerkende, at det forhold, at begge frister er slettet i kalenderen (28. marts og 28. april), skulle være et argument for, at »systemet er uoverskueligt«. Som det tidligere er påpeget, har det altid været kutyme i branchen at opføre og slette frister på denne måde i et manuelt fristovervågningssystem - naturligvis med mindre variationer i den måde, det enkelte kontor har indrettet sine procedurer på, men systemet er principielt det samme. Det forhold, at ikke blot en men to frister med en måneds tidsinterval fejlagtigt er blevet slettet af kalenderen, og at disse samtidig vedrører den samme sag (LOH 6/86), er ihvert fald ikke et argument for, at systemet er uoverskueligt.

Det af Direktoratet anførte argument om, at hvis der sker en menneskelig fejl to gange, vidner det om manglende omhu, må vi ligeledes afvise, da det forekommer os ulogisk. En omhyggelig patentagent vil netop altid sikre sig, at der er et godt »sikkerhedsnet«, således at en menneskelig fejl ikke kan påføre ansøgeren er retstab, og dette vil nødvendigvis medføre, at der skal ske to fejl, for at risikoen for, at ansøgeren lider et retstab, overhovedet kan opstå. Hvis fejlen var blevet opdaget på dagen, hvor videreførelsen i Danmark skulle være sket, nemlig den 28. april 1988, ville det stadig have være muligt at overholde fristen, og der ville så ikke have været behov for at udnytte den mulighed for genoprettelse, der blev givet ansøgeren med indførelsen af PTL § 72 ved patentlovsændringen i 1978. Direktoratets udsagn og den tankeslutning, der ligger bagved, er således ulogisk.

4) Med hensyn til Direktoratets udsagn om, at det ikke fremgår af redegørelsen, hvem der skule sørge for, at ansøgningen på 19-måneders dagen blev korrekt behandlet, mener vi, at det af redegørelsen og af erklæringerne fra de to sekretærer, der sammen med dr. Neidl-Stippler (som var bortrejst) skulle sørge for, at de i kalenderen nævnte frister blev overholdt, således at videreførelse i national fase blev forberedt i de lande, hvor det ikke var muligt at få præliminær prøvning. PCT-ansøgninger behandles jævnligt i dr. Neidl-Stipplers kontor, og behandlingen heraf har aldrig voldt nogen problemer, da sekretærerene var fuldt fortrolige med de forskellige fristers betydning. Da begge sekretærer er betroede medarbejdere med mange års erfaring, mener vi i alle tilfælde, at den fornødne omhu har været udvist. Vi gør i den forbindelse opmærksom på, at patentbureauet på det pågældende tidspunkt var et enmandskontor, der blev drevet af patentagenten, dr. Cornelia Neidl-Stippler med assistance af de to nævnte sekretærer.

5) Som nævnt ovenfor skulle den nationale fase indledes i 3 lande på 20-måneders dagen. Som følge af den fejlagtige sletning af fristerne, som skyldes en uforklarlig menneskelig fejl, blev den nationale fase ikke indledt i nogen af de tre lande, hvor den skulle have været indledt inden 20 måneder fra prioritetsdatoen, dvs. inden den 28. april 1988. Vi gør opmærksom på, at genoprettelse er blevet meddelt af den norske patentmyndighed på nøjagtig det samme grundlag som har været vurderet af den danske patentmyndighed i den omhandlede sag. I Korea findes ingen lovregler, der svarer til genoprettelsesinstituttet.'

Ankenævnet har behandlet sagen i sit møde den 29. maj 1990.

For klageren mødte ingeniør Ole Plougmann med advokat Bjørn Ryberg og Dr. Cornelia Neidl-Stippler.

Ingeniør Ole Plougmann forelagde sagen under henvisning til den skriftlige klagebegrundelse og anførte navnlig, at det anvendte fristovervågningssystem, som er det tyske klassisk anvendte, ikke med rette kan betegnes som uoverskueligt. Systemet indebærer, at der sker en fristberegning på et særligt fristberegningsblad, der kontrolleres af den tyske patentagent personligt, hvorefter een af de to sekretærer indfører fristen i overvågningskalenderen. Kun de to sekretærer- og patentagenten selv, der med hyppigt korte mellemrum foretager stikprøvekontrol - kan slette frister. Den skete sletning er uforklarlig: men det er logisk, at såvel for fristen den 28. marts 1988 og den endelige frist den 28. april 1988 er slettet samtidigt, idet dette er sket i den tro, at den nødvendige ekspedition er foretaget. Det fremgår af selve PCT-dokumenterne, hvilke lande, de er designeret som ansøgerlande, og det er derfor fejlfare-fremkaldende at notere dette i overvågningskalenderen.

Advokat Ryberg supplerede redegørelsen.

Ankenævnet skal udtale:

Der findes at måtte gives klageren medhold i, at fristovervågnigssystemet ikke kan betegnes som uoverskueligt.

Det lægges til grund, at fristnoteringen i overvågningskalenderen sker efter beregning af fristen på et særligt fristberegningsblad, der kontrolleres af patentagenten selv, at alene to rutinerede sekretærer under rimelig stikprøvekontrol fra patentagenten indfører og sletter frister i overvågningskalenderen efter kontrol af, at den nødvendige ekspedition er foretaget, og at de to sekretærer på tro og love har erklæret sig ude af stand til at forklare den fejlagtige sletning.

Uanset at det ved anførsel af initaler eller på lignende måde burde fremgå af overvågningskalenderen, hvem der have foretaget sletningen, findes det betænkeligt at fastslå, at der ikke er udvist al fornøden omhu, hvorfor

bestemmes:

De bortfaldne rettigheder vedrørende patentansøgning nr. 2700/88 genoprettes.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. P.Terndrup Pedersen.

Versioner

  1. 1990-08-24