Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/60409@1990-11-28/da

Indhold

1. Indledning

År 1990, den 28. november afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Herborg, Asger Nielsen,

Terndrup Pedersen)

følgende

KENDELSE

i sagen j.nr. P 8/89: Klage fra

Mila Beslag A/S,

Kvistgaard,

v/Patentbureau

Magnus Jensens Eftf.

over

Patentdirektoratets afgørelse

af 21. februar 1989 af patent ansøgning nr. 2330/87.

Den 7. maj 1987 indleverede klageren til Patentdirektoratet en ansøgning om patent på en »vinduesåbningsbegrænser«.

Ansøgningens krav af 15. december 1987 lød således:

»1.Vinduesåbningsbegrænser til brug i vinduer, hvor vinduesrammen har en lukketap (1), som ved hjælp af et betjeningsgreb kan bevæges mellem en lukkeposition (a), hvor tappen fastholder rammen til vindueskarmen og en åbneposition (c), hvor rammen kan vippes eller drejes i forhold til karmen, kendetegnet ved, at begrænseren består af et beslag, som fastgøres til karmen og har en begrænserarm (2), som kan drejes, samt forskydes i lukketappens (1) bevægelsesindretnhing om en fastholdende dorn (5), der er ført gennem en glideslids (4) i begrænserarmen, hvilken arm (2) har en mod rammens åbningsside åben indskæring (3), hvori tappen (1) kan forskydes mellem lukkepositionen (a), hvor tappen ligger an mod indskæringens (3) begrænsning nærmest dornen, og åbnepositionen (c), hvor tappen (1) netop optages i en gribenot (6) i en indskæringens modstående begrænsning, hvorhos glideslidsen (4) er således dimensioneret, at armens (1) forskydelighed svarer til lukketappens (1) udstrækning i bevægelsesretningen.« Direktoratet udtalte i skrivelse af 19. februar 1988 bl.a.:

»Fra tysk offentliggørelsesskrift nr. 3.521.492 kendes en vinduesåbningsbegrænser af den omhandlede art og som i det væsentlige består af dele svarende til de i ansøgningens beskrivelse og krav angivne, hvilke tilsigter den samme virkemåde som ved den kendte indretning.

Udløsning og aktivering af begrænseren ifølge opfindelsen ved normal håndtering af vinduet ses ikke, som angivet i beskrivelsens side 1, linie 13-15, at ske automatisk. Når vinduet lukkes efter begrænset åbning og atter ønskes åbnet med begrænsning, må tappen (1) først forskydes til venstre fig. c) for at skubbe armen (2) tilbage til sin udgangsposition og derefter tilhøjre (fig. c) for at medtage armen. Foretages denne manøvrering ikke, forbliver begrænseren inaktiv ved efterfølgende åbninger af vinduet.

Begrænsermekanismens funktion må således styres såvel ved konstruktionen ifølge opfindelsen som ved den i det ovennævnte tyske offentliggørelsesskrift nr. 3.521.492 beskrevne indretning, og forskellen mellem de to begrænsere skønnes væsentligt at bestå i, at der ved den kendte indretning er anvist foranstaltninger til den valgfrie styring, medens der i ansøgningen slet ikke er angivet de nødvendige styringsmidler, og yderligere at begrænseren ved den kendte indretning uden styringsindgreb forbliver aktiv, medens begrænseren ifølge opfindelsen uden indgreb har den ulempe, at den forbliver inaktiv.

Ansøgningen skønnes derfor ikke at omhandle en patenterbar opfindelse.«

Klageren anførte hertil i skrivelse af 18. oktober 1988:

»Den vinduesåbningsbegrænser der kendes fra DE-OS 35 21 492 er monteret synligt uden på vinduet, den forhindrer normal drejefunktion og den skal, for at frigøres for begrænset kipposition, betjenes ved tryk på en knap på begrænseren.

Dette adskiller den kendte begrænser væsentligt fra den i ansøgningen anviste. For denne gælder nemlig, at den er skjult monteret mellem karm og ramme, hvilket ville være umuligt hvis den skulle betjenes af en knap på begrænseren, den tillader almindelig drejefunktion, og frigørelse af begrænseren fra begrænset kipstilling sker blot ved at skubbe vinduet i.«

Den 21. februar 1989 afslog Direktoratet ansøgningen med følgende begrundelse:

»1. Vi har tidligere meddelt Dem, at vi af nærmere angivne grunde ikke kunne imødekomme ansøgningen. Vi mener, at disse grunde stadigvæk er til hinder for, at ansøgningen kan imødekommes, og vi har derfor afslået den under henvisning til patentlovens § 16. Den nærmere begrundelse følger nedenfor.

2. Fra det tidligere fremdragne tyske offentliggørelsesskrift nr. 3.521.492 kendes en vinduesåbningsbegrænser af den omhandlede art, og som ligesom begrænseren ifølge ansøgningen har en begrænserarm, der ved den ene ende er drejeligt og forskydeligt lejret i en vindueskarm og ved sin anden ende er udløseligt forbundet med en i forhold til karmen svingbar vinduesramme ved hjælp af en tap-krogindretning.

Aktivering og udløsning af begrænsermekanismen sker som med begrænseren ifølge opfindelsen ved ind- og udkobling af begrænsermekanismen ved ind- og udkobling af tap-krogforbindelsen, fremkaldt ved forskydning af begrænserarmen i forhold til dens lejring i karmen, idet armen bærer den ene af tapkrogkomponenterne.

Den kendte begrænser er forsynet med nærmere beskrevne midler til forskydning af begrænserarmen, medens tapkomponenten ved begrænseren ifølge opfindelsen forskydes uden nærmere angivelse af midler hertil.

Med Deres ovennævnte brev har De sendt en skitse, der viser forskellige stillinger af et vindue med en vinduesåbningsbegrænser ifølge opfindelsen. Her er vist et håndgreb, der synes indrettet til såvel at styre en kippebevægelse af vinduet som en forskydning af tappen i tap-krogmekanismen. Et sådant håndgreb forekommer imidlertid ikke i basisdokumenterne og er derfor ikke nogen del af opfindelsen.

Angivelsen i basisdokumenterne af, at begrænserarmen ifølge opfindelsen kan udføres som skjult beslag udtrykker kun en for en fagmand nærliggende mulighed, som ligeså vel kunnne realiseres med en begrænser som den kendte.

Vinduesåbningsbegrænseren adskiller sig derfor ikke fra det kendte ved noget patenterbart.«

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 18. april 1989 indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at Direktoratets afgørelse omstødes.

I skrivelse af 11. juli 1989 har klageren anført:

»Formålet med opfindelsen er at anvise en vinduesåbningsbegrænser, som kan udløses og atter aktiveres automatisk ved normal håndtering af vinduet.

Dette opnås ifølge opfindelsen ved, at begrænseren består af et beslag, som fastgøres til karmen og har en begrænserarm (2), som kan drejes, samt forskydes i lukketappens (1) bevægelsesindretning om en fastholdende dorn (5), der er ført gennem en glideslids (4) i begrænserarmen, hvilken arm (2) har en mod rammens åbningsside åben indskæring (3), hvori tappen (1) kan forskydes mellem lukkepositionen (a), hvor tappen ligger an mod indskæringens (3) begrænsning nærmest dornen, og åbnepositionen (c), hvor tappen (1) netop optages i en gribenot (6) i indskæringens modstående begrænsning, hvorhos glideslidsen (4) er således dimensioneret, at armens (1) forskydelighed svarer til lukketappens (1) udstrækning i bevægelsesretningen.

Når vindet åbnes, bevæges lukketappen (1) til indgreb med noten (6), og rammens udsvingelighed i forhold til karmen begrænses af den ved oplukning medbragte begrænserarm (2). Lukkes vinduet uden aktivering af lukketappen (drejning af betjeningsgrebet), vil armen (2) svinge tilbage, men til en stilling, hvor tappen ikke fastholdes af gribenoten. Vinduet kan da åbnes helt. Lukkes vinduet, og tappen føres til låseposition, vil den medbringe armen tilbage til udgangsstilling, således at begrænseren aktiveres ved næste åbning af vinduet.

I første betænkning af 19 februar 1988 skriver Patentdirektoratets sagsbehandler, at DE 35 21 492 A1 viser en vinduesåbningsbegrænser af den omhandlede art, og som i det væsentlige består af dele svarende til de i ansøgningen angivne, hvilke (dele) tilsigter den samme virkemåde som ved den kendte begrænser.

Dette imødegås i besvarelse af 18. oktober 1988. Den kendte vinduesåbningsbegrænser er monteret synligt uden på vinduet, den forhindrer normal drejefunktion, og den skal, for af frigøres, betjenes ved tryk på en knap på begrænseren.

Dette adskiller den kendte begrænser væsentligt fra den i ansøgningen anviste. For denne gælder nemlig

-at den kan monteres skjult mellem karm og ramme (hvilket ville være umuligt, hvis den skulle betjenes af en knap på begrænseren),

-at den tillader almindelig drejefunktion, og

-at frigørelse af begrænseren for begrænset kipstilling sker blot ved at skubbe vinduet i.

Med besvarelsen 18. oktober 1988 fulgte en »tegneserie« med forklaring (vedlagt som bilag II).

I begrundelse af 21. februar 1989 forklarer Patentdirektoratets sagsbehandler, at ansøgningen afslås, fordi der fra det tyske offentliggørelsesskrift kendes en vinduesåbningsbegrænser af den omhandlede art, og som ligesom begrænseren ifølge ansøgningen har en begrænserarm, der ved den ene ende er drejeligt og forskydeligt lejret i en vindueskarm og ved sin anden ende er udløseligt forbundet med en i forhold til karmen svingbar vinduesramme ved hjælp af en tap-krogindretning.

Aktivering og udløsning af begrænsermekanismen sker som med begrænseren ifølge opfindelsen ved ind og udkobling af begrænsermekanismen ved ind- og udkobling af tap-krogforbindelsen, fremkaldt ved forskydning af begrænserarmen i forhold til dens lejring i karmen, idet armen bærer den ene af tapkrogkomponenterne.

Den kendte begrænser er forsynet med nærmere beskrevne midler til forskydning af begrænserarmen, medens tapkomponenten ved begrænseren ifølge opfindelsen forskydes uden nærmere angivelse af midler hertil.

Vi er ikke enige med sagsbehandleren i dette.

Det er i kravets indledning fastslået, at vinduesåbningsbegrænseren er beregnet til brug i forbindelse med sådanne for en fagmand velkendte vinduer, hvor vinduesrammen har en lukketap (1), som ved hjælp af et betjeningsgreb (»håndgreb«, henholdsvis »greb« i basisdokumenterne) kan bevæges mellem en lukkeposition (a), hvor tappen fastholder rammen til vindueskarmen, og en åbneposition (c), hvor rammen kan vippes eller drejes i forhold til karmen. Der er altså tale om et ganske sædvanligt dreje/vippevindue, hvis opbygning og anvendelse er velkendt.

Ifølge sagsbehandleren forskydes tapkomponenten ved begrænseren ifølge opfindelsen uden nærmere angivelse af midler hertil.

Det passer jo ganske enkelt ikke.

If. kravets kendetegnende del (jf. tegningen) kan begrænserarmen (2) drejes og forskydes i lukketappens (1) bevægelsesretning om en fastholdende dorn (5), der er ført gennem en glideslids (4) i begrænserarmen (2). Dette bibringer fagmanden en vis forståelse af »sammenhængen« i venstre side af tegningen. Dernæst fremgår også af kravets kendetegnende del, at begrænserarmen (2) har en mod rammens åbningsside åben indskæring (3) - fagmanden vil delvis »være med« - og at lukketappen (1) kan forskydes i denne indskæring (3) mellem lukkepositionen (a), hvor tappen ligger an mod indskæringens (3) begrænsning nærmest dornen (5) og åbnepositionen (c), hvor tappen (1) netop optages i en gribenot (6) i indskæringens modstående begrænsning. Fagmanden har nu overblik over indskæringens (ende-) begrænsninger og over, at der findes en gribenot (6) - hvor og hvordan.

Endelig fremgår det af kravets kendetegnende del, at glideslidsen (4) er således dimensioneret, at armens (1) forskydelighed (i forhold til dornen (5)) svarer til lukketappens (1) udstrækning i bevægelsesretningen.

Vi må fastslå, at en fagmand på basis af dette og kendskab til det sædvanlige vindues betjening kan indse den funktionsfølge, som fremgår af tegningen til ansøgningen (bilag I). Vi mener altså, at kravet angiver opfindelsen præcist og tydeligt. Skulle dette ikke være tilfældet, foreslår vi, at sagen tilbagesendes til Direktoratet med ændring af kravets formulering for øje.

I afslagsbegrundelsen skriver sagsbehandleren, at »angivelsen i basisdokumenterne af, at begrænserarmen ifølge opfindelsen kan udføres som skjult beslag, udtrykker kun en for en fagmand nærliggende mulighed, som lige så vel kunne realiseres med en begrænser som den kendte«.

Da den kendte begrænser skal påvirkes direkte (ved tryk på delen 26, i øvrigt også når vinduet skal lukkes normalt), kan den ikke udføres skjult.

Vi må altså fortsat påstå patent udstedt, da opfindelsen ikke foregribes af det, som kendes fra DE 35 21 492 A1.

Hvis det skønnes nødvendigt, ønsker ansøgeren at demonstrere åbningsbegrænseren og dens funktion i et vindue for Ankenævnet.'

Ankenævnet har behandlet sagen i sit møde den 3. oktober 1990.

For klageren mødte kemiingeniør Karen Østergaard Petersen med udviklingschef Per Baunsgaard. For Direktoratet var mødt konsulent Hans Jacob Jensen og civilingeniør Jens Bjørn.

Udviklingschef Per Baunsgaard demonstrerede det ansøgtes og det modholdtes åbne- lukkemekanismer og deres funktion. Han anførte herved, at der ikke i det ansøgtes design er plads til en åbningsbegrænser af den modholdte type, og at man i det ansøgte kun ønsker en kipåbnings- og ikke tillige en drejeåbningsbegrænser.

Fra Direktoratets side anførtes, at håndtagets sammenhæng med begrænseranordningnen ikke fremgår af basisdokumenterne.

Ankenævnet skal udtale:

Det findes for en fagmand nærliggende, at det ansøgte forudsætter anvendelse af et håndgreb.

I sin konstruktion og virkemåde findes det ansøgte væsentligt at adskille sig fra det modholdte, hvorfor sagen bør tilbagesendes til Direktoratet til fortsat behandling og eventuel tydeliggørelse.

Herefter

bestemmes:

Sagen tilbagesendes til Direktoratet til fortsat behandling.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. L. Herborg.

Asger Nielsen. P. Terndrup Pedersen.

Versioner

1. 1990-11-28