Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/60411@1990-11-29/da

Indhold

1. Indledning

År 1990, den 29. november afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Franck, Herborg, Terndrup Pedersen)

følgende

KENDELSE

i sagen j.nr. P 2/89:Klage fra

BR-Legetøj A/S,

Tune,

v/Dansk Patent Kontor A/S

over

Patentdirektoratets afgørelse

af patentansøgning nr. 1936/81 fra Jeva Lædervarer ApS.,

Hundslund,

v/Patentingeniør K. Skøtt-Jensen.

Den 15. juni 1987 fremlagdes under nr. 150.751 en den 1. maj 1981 indleveret ansøgning om patent på et »stativ til rygtaske eller rygsæk«. Den fremlagte patentansøgning fik benævnelsen: »en rygsækstativenhed«.

Det fremlagte krav 1 lød således:

»1.Enhed bestående af en rygsæk (2) og et stativ (1), hvor stativet (1) har to parallelle sidedele (5) samt nederst en stiv, herfra udgående og i forhold til sidedelene (5) bagudbukket bunddel (12), kendetegnet ved, at enheden (1,2) øverst har et bæregreb, at bæregrebet er anbragt i afstand bagud fra stativets (1) sidedele (5) og fortrinsvis praktisk taget lodret over tyngdepunktet (24) for rygsækken (2) i dennes tomt udspilede tilstand, når stativet (1) står på et vandret underlag, at et af bunddelens (12) nederste undersidepunkter defineret undersideplan danner en vinkel på 95-110 grader fortrinsvis 100 grader, med bagsideplanet til sidedelenes (5) nederste retlinede dele, og at både nævnte tyngdepunkts (24) og bæregrebets projektion på nævnte undersideplan ligger indenfor det af den bagudbukkede bunddel afgrænsede område.«

Klageren i denne sag nedlagde i skrivelse af 10. september 1987 indsigelse mod udstedelse af patent under henvisning til at rygsæk-stativenheden ikke opfylder patentlovens krav om fornøden opfindelseshøjde samt nyhedsværdi, jf. patentlovens § 2, stk. 1, og at stativenheden må anses for kendt for en lang række rygsækmodeller vist i en fremlagt brochure.

Ansøgeren afviste ved skrivelse af 12. februar 1988 indsigelsen med den begrundelse, at ansøgningens kendetegn ikke er til stede på nogen af de viste rygsækmodeller og at brochuren i øvrigt ikke er dokumenteret trykt før ansøgningens prioritetsdato.

Klageren udtalte i skrivelse af 18. april 1988:

»Det fastholdes, at den af ansøgeren indgivne patentansøgning ikke kan anses at opfylde patentlovens krav om fornøden opfindelseshøjde samt nyhedsværdi.

Ifølge mine klienters opfattelse er der ikke ved rygsækstativet noget »konstruktivt ejendommeligt«. Tværtimod er der tale om en udvikling af allerede kendte rygsækstativer, som det vil være nærliggende også for andre indenfor denne branche at udvikle. Endelig bemærkes, at en eventuel meddelelse af det ønskede patent vil afskære øvrige rygsækproducenter fra at markedsføre deres rygsækmodeller med stativ, idet variationsmulighederne indenfor udformning af rygtasker med bærestativ er meget begrænsede.

Til uddybning heraf vedlægges til orientering kopi af den af Roskilde Fogedret d. 2. oktober 1987 afsagte kendelse i en sag mellem mine klienter og ansøger.

Til den afsluttende bemærkning i brevet af 12. februar d.å. skal jeg blot anføre, at mine klienter bl.a. med baggrund i kendelsen fra Roskilde Fogedret har en hel naturlig interesse i at sikre sig, at der ikke udstedes patent, der jo i givet fald ville umuliggøre mine klienters salg af de i fogedretskendelsen omhandlede produkter.'

Patentdirektoratet afslog i skrivelse af 7. november 1988 indsigelsen med følgende begrundelse:

»2. Det nye i den foreliggende opfindelse er, som angivet i fremlæggelsesskriftets krav 1, en særlig udformning af en rygsæks stativ.

I Deres indsigelse har De henvist til brochuren »Fritid 87«, udgivet af Spejdersport. Denne brochure, der i øvrigt er udgivet adskillige år efter indleveringen af patentansøgning nr. 1936/81, og som derfor ikke i sig selv kan være nyhedsskadelig, viser imidlertid intetsteds rygsække med de i kravene angivne kendetegn. Opfindelsen er således også ny i forhold til, hvad der er vist i denne brochure.

3. Den nærmeste, dokumenterede, forudkendte teknik er hermed stadig de ved sagsbehandlingen fremdragne skrifter: NO patentskrift nr. 86.796, US patentskrift nr. 3.180.545 og US patentskrift nr. 3.733.017. I forhold til de heri viste rygsække er opfindelsen ny, og vi vurderer fortsat, at rygsækken ifølge opfindelsen udviser tilstrækkelig opfindelseshøjde i forhold til kendte rygsække.

4. Det foreliggende fremlæggelsesskrift definerer og forklarer efter vores vurdering fortsat en patenterbar opfindelse, og Direktoratet vil derfor udstede patent på grundlag af fremlæggelsesskriftet.'

Denne afgørelse har klageren i skrivelse af 6. januar 1989 gennem Dansk Patent Kontor A/S indbragt for Patentankenævnet.

Klageren anførte i skrivelse af 29. marts 1989:

»Den i dansk fremlæggelsesskrift nr. 150.751 omhandlede opfindelse bør efter vor opfattelse ikke kunne føre til patent. For det første er det i patentansøgningen ikke klart angivet, hvori opfindelsen består og navnlig savnes der en redegørelse for, hvad særligt der skulle opnås ved opfindelsen (den i 3. afsnit på side 1 anførte forklaring er endog meget teoretisk. En rygsæk vil ved normal brug blive vendt og drejet, svinget og kastet rundt, og hvis der er en utæt væskebeholder i rygsækken, skal væsken nok på et tidspunkt løbe ud, selv om man måske teoretisk kan forestille sig, at det under bestemte forudsætninger er muligt at hæve rygsækken fra en stilling, hvor den står på et underlag, til »driftsstillingen« bag på brugerens ryg, uden at en væske strømmer ud fra en utæt eller åben beholder, der er placeret nøjagtigt i rygsækken). For det andet fordi den i fremlæggelsesskriftets patentkrav definerede opfindelse er kendt fra US-patentskrift nr. 3.563.431, der er publiceret den 16. februar 1971.

I US-patentskrift nr. 3.563.431 er der således vist et stativ til en rygsæk, hvor stativet har to parallelle sidedele (6) og en stiv, bagudbukket bunddel (9). Stativet har desuden et bæregreb (8), som er anbragt foroven og »i afstand bagud fra stativets sidedele« (se især fig. 2). Bæregrebet (8) er desuden anbragt »praktisk taget« lodret over tyngdepunktet for rygsækken i dennes tomt udspilede tilstand, når stativet står på et vandret underlag, jævnfør den af os indtegnede hjælpelinie i fig. 2. Vinkelen mellem det af den bagudbukkede bunddel (9) dannede plan og de nævnte parallelle sidedele (6) udgør ved den på US-patentskriftets tegning viste udførelsesform ca. 90 grader, hvilket formelt set falder uden for det i kravet angivne interval på 95-110 grader, men vi kan ikke i patentansøgningen finde nogen forklaring på, at det angivne vinkelinterval skulle være kritisk i den forstand, at ikke også en vinkel på 90 grader eller måske 93 eller 94 grader skulle kunne anvendes. Endelig kan vi konstatere, at tyngdepunktet for en tænkt, tomt udspilet rygsæk ophængt i stativet vil kunne ligge inden for det af den bagudbukkede bunddel (9) afgrænsede område på samme måde som bæregrebets projektion på nævnte undersideplan vil ligge inden for det af bunddelen afgrænsede område.

Vi mener således, at US-patentskriftet nr. 3.563.431 foregriber nyheden af den i fremlæggelsesskriftets krav 1 definerede opfindelse.

I øvrigt må vi påpege, at det er ganske ubestemt, hvad der forstås ved »tyngdepunktet for rygsækken i dennes tomt udspilede tilstand, når stativet står på et vandret underlag«. En rygsæk kan jo være udformet på vidt forskellig måde og have forskellig størrelse, og selv om der i praksis måske nok vil være en vis sammenhæng mellem stativets størrelse og udformning og rygsækkens ditto, er denne sammenhæng ikke entydig. Krav 1 er derfor ubestemt.

Den i fremlæggelsesskriftets krav 2 angivne udførelsesform er ligeledes kendt fra US-patentskrift nr. 3.563.431.

For fuldstændigheds skyld skal vi yderligere henvise til GB-patentskrift nr. 1.386.126, US-patentskrift nr. 3.206.087 og US-patentskrift nr. 3.946.916, der også viser eksempler på rygsækstativer, som kommer opfindelsen meget nær, og som enkeltvis eller i forening gør opfindelsen nærliggende for fagmanden.

Vi mener, at det førstnævnte US-patentskrift nr. 3.563.431 er en så indlysende hindring for opfindelsens patenterbarhed, at vi ikke finder anledning til en nærmere gennemgang af de tre sidstnævnte skrifter.

Vi skal herefter henstille, at dansk ansøgning nr. 1936/81 afslås i sin helhed.'

Ansøgeren imødegik klagen den 16. juni 1989 og udtalte bl.a.:

»Dette fremgår også efter vor mening helt klart af beskrivelsens 3. afsnit, og det endog helt håndgribeligt i forbindelse med et praktisk eksempel, idet brugere af rygsække ofte har utætte beholdere med væske i sækken og derfor har brug for simple foranstaltninger til at undgå lækage i alle rygsækkens væsentligste brugsstillinger, nemlig i brugerens hånd, på brugerens ryg og midlertidigt på jorden. Muligvis skal man selv have prøvet at få sit rygsækindhold gennemvædet med mælk eller sprit til kogeapparatet, før man rigtigt kan påskønne fordelen ved den særlige udformning af rygsækstativet ifølge krav 1. Når man endvidere er klar over ulempen ved et gennemvædet rygsækindhold, vil man hurtigt lære at lade være med at svinge og kaste rygsækken rundt, som indsigeren foreslår.

Opfindelsens formål er at afhjælpe de ulemper, der knytter sig til de før patentansøgningen kendte enheder bestående af en rygsæk og et stativ.

Som ulemper ved de kendte enheder er i beskrivelsens 3. afsnit anført:

1. At nogle ikke kan holde balancen, når de står på den bagudbukkede bunddel: dette gælder eksempelvis for en enhed med rygsækstativet i USA-patent nr. 3.563.431 eller i GB AApatent nr. 1.386.126,

2. at nogle ikke kan bæres i hånden, eller de hænger i en helt anden retning, når de bæres i hånden, set i forhold til enhedens orienteringsretning, når enheden står på stativets bunddel: dette gælder eksempelvis de øvrige af indsigeren nævnte patentskrifter, nemlig USA-patent nr. 3.946.916 og USA-patent nr. 3.206.087,

3. at alle kendte enheder af nævnte art får forskellige retningsorienteringer i forhold til lodret, alt eftersom enheden står på et vandret underlag, befinder sig på ryggen af en stående eller gående person eller bæres i en hånd. ....

Det anføres også, at den i krav 1 definerede opfindelse skulle være kendt fra USA-patent nr. 3.563.431.

Dette må vi bestride, da bæregrebet ikke er anbragt praktisk taget lodret over tyngdepunktet for rygsækken i dennes tomt udspilede tilstand, når stativet står på et vandret underlag. Dette har vi forsøgt at anskueliggøre i bilag A, hvori det vandrette underlag U er indtegnet langs rygsækstativets foddel og en formodet rygsækkontur, jf. USA-skriftets spalte 2, linie 17-24, hvoraf det fremgår, at rygsækken er tilspidset og smallere foroven end forneden samt har rektangulært tværsnit. Den lodrette linie T gennem tyngdepunktet for rygsækken i tomt udspilet tilstand ligger væsentligt længere bagud end indsigerens indtegnede hjælpelinie 1, hvilket betyder, at topdelen 8 ikke ligger praktisk taget over dette tyngdepunkt, men derimod ligger praktisk taget over selve rygsækstativets tyngdepunkt. Enheden af rygsæk og stativ vil altså hænge skråt, når stativet bæres i en hånd. Desuden skal denne hånd løftes helt op til bæltehøjde, hvis stativet skal gå fri af det vandrette underlag på grund af stativets højde. Dette er illustreret i bilag B, hvor patentskriftets stativbærer er indtegnet i de rette proportioner og gående på underlaget. Hvis stativet søges båret i strakt arm, vil det støde mod underlaget, inden personen begynder at gå. Heraf må det sluttes, at topdelen 8 ikke kan være et bæregreb, men snarere som erfarne bjergvandrere vil sige, en bøjle til at beskytte brugerens nakke mod højt placeret oppakning, jf. spalte 2, linie 11-13 og 29-34.

Det i vort krav 1 angivne vinkelinterval på 95-110o er fundet ved eksperimentel optimering ud fra de i praksis forekommende rygsækformer og -størrelser, der, som ganske rigtigt bemærket af indsigeren, er nøje knyttet til stativets form og størrelse. Derved kan der fremstilles et stativ, hvor stativets fod ikke behøver at stikke særligt langt bagud fra stativets sidestivere og alligevel kan foden holde enheden af stativ og fuld rygsæk stående i balance på et vandret underlag, fordi enhedens tyngdepunktsprojektion på det vandrette underlag ligger inden for det af stativfoden eller bundsidepunkterne afstukne areal. Dette er iøvrigt omtalt på fremlæggelsesskriftets side 4, 1. og 3. afsnit. En vinkel på 90o vil, som det fremgår af bilag A, få en enhed, der står på underlaget U, til at vælte bagover. Hvis derimod vinklen blev 95o, ville enheden kunne holde balancen, fordi linien T ville ændre retning og komme til at skære underlaget inden for stativets fodområde. Vi er klar over, at indsigeren ikke har indtegnet nogen tænkt, tomt udspilet rygsæk, fordi selv den snævrest tænkelige praktisk brugbare rygsæk ville få et dertil hørende tyngdepunkt, som ligger væsentligt bagud for den indtegnede hjælpelinie 1.

USA-patent nr. 3.563.431 foregriber således ikke nyheden i den i krav 1 definerede opfindelse.

Det anføres endvidere, at det skulle være ubestemt, hvad der forstås ved »tyngdepunktet for rygsækken i dennes tomt udspilede tilstand, når stativet står på et vandret underlag«. Her er det naturligvis ligegyldigt, om stativet står på et vandret underlag, eftersom rygsækkens tyngdepunkt vil være på samme sted i rygsækken, uanset hvordan rygsækken vender. Indsigerens spørgsmål er vel blot, hvad der forstås ved »tyngdepunktet for rygsækken i dennes tomt udspilede tilstand«?

Hertil kan svares, at vi finder dette tyngdepunkt helt veldefineret, især når fig. 3 betragtes samtidig med, at teksten på side 3, 2. afsnit, læses om tyngdepunktet 24. Ved en rygsæk, som i udspilet tilstand når halvt så langt bagud som den i ansøgningens fig. 3 viste rygsæk, ligger tyngdepunktet 24 naturligvis kun halvt så langt bagud som det i fig. 3 viste. En tomt udspilet rygsæk kan man vel let forestille sig, hvis man tænker den udspilet med et antal oppustede balloner eller med trykluft, og det er naturligvis tyngdepunktet for rygsækkens materiale, det drejer sig om.

Vi kan derfor heller ikke give indsigeren ret i, at krav 1 skulle være ubestemt.

Indsigeren har endvidere læst krav 2 forkert, eftersom et underkrav jo skal læses i sammenhæng med et eller flere tidligere krav. I krav 2 er der henvist til hele krav 1, som vedrører en rygsækstativenhed, hvor stativet både har et bæregreb, som er anbragt i afstand bagud fra stativets sidedele, og et undersideplan, som danner en vinkel på 95-110 grader med sidedelenes nederste retlinede dele samt også har både rygsæktyngdepunktets og bæregrebstyngdepunktets projektion på undersideplanet inden for bunddelens område.

Af USA-patent nr. 3.563.431 kan ikke udledes, at topdelen 8 strækker sig hen over rygsækken, når ingen rygsæk er vist eller omtalt tilstrækkeligt detaljeret til, at man kan afgøre, om topdelen 8 rager ind i rygsækken eller under en overliggende sovepose/pakpose, eller om topdelen mon skulle være et bæregreb for en person med en særdeles kort arm. Delen 8 rager endda mindre bagud end tværdelene 7.

Af de øvrige patentskrifter, hvortil indsigeren henviser, har USA-patent nr. 3.206.087 været modholdt i Norge og Sverige uden at dette har hindret patentudstedelse (norsk patent nr. 151.486 og svensk patent nr. 81 02810.

USA-patent nr. 3.946.916 har været modholdt både i Vesttyskland og Østrig før patentudstedelse (vesttysk patent nr. 3.104.855 og østrigsk patent nr. 383.480).

Endelig har indsigeren fundet britisk patent nr. 1.386.126, som lider af samme mangler som USA-patent nr. 3.563.431 og heller ikke har et bundplan, der danner en vinkel på 95-110 grader med sidedelenes nederste dele, men derimod en vinkel på 90 grader eller en mindre vinkel, som ikke er angivet at kunne hindre rygsækstativenheden i at vælte bagover ved frastilling uden bagsidestøtte.

Af det britiske patent kan heller ikke udledes, at den øverste stang er et bæregreb. Det er snarere blot en støttebøjle til at holde oppakningen borte fra bærerens baghoved under vandring, eftersom det i spalte 2, linie 61-62 er anført, at stangen 5, der sidder lavere end stangen 3, skal anbringes i niveau med brugerens halsben, og i spalte 2, linie 55 er anført, at topstangen 3 kan være fastgjort til sidedelene 1 ved hjælp af skruer, der som bekendt ikke om deres længdeakser kan tåle de særligt store drejningsmomenter, som et krumt bæregreb udsætter dem for.

Stangen 3 i det britiske patent sidder endvidere ikke længere tilbage end de øvrige tværstænger 5 og 2, hvorfor ingen af stangens 3 punkter nogensinde kan få en placering over den udspilede rygsæks tyngdepunkt ved stående rygsækstativenhed.

Da ingen af indsigerens henvisninger til den kendte teknik omfatter den kombination af foranstaltninger, som er anført i krav 1, og da ingen af samme henvisninger opfylder opfindelsens formål, hverken hver for sig eller i kombination, finder vi, at krav 1 definerer en patenterbar opfindelse.'

Ankenævnet har behandlet sagen i sit møde den 3. oktober 1990.

Parterne gav ikke møde.

Ankenævnet skal udtale:

Tre af nævnets medlemmer (Grønning-Nielsen, Franck, og Terndrup Pedersen) finder ikke, at ansøgeren har godtgjort, at det ansøgte adskiller sig væsentligt fra kendt teknik og dermed indeholder noget patenterbart. To af nævnets medlemmer (Hans Chr. Thomsen og Herborg) finder uanset den relativt lave opfindelseshøjde ikke grundlag for at tilsidesætte Direktoratets skøn over tilstrækkeligheden heraf.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Herefter

bestemmes:

Ansøgning nr. 1936/81 afslås.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. E. Franck.

L. Herborg. P. Terndrup Pedersen.

Versioner

1. 1990-11-29