Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/60413@1990-11-13/da

Indhold

1. Indledning

Ankenævnskendelse:

I forbindelse med behandlingen af en klage fra IBM Danmark A/S over Konkurrencerådets beslutning om at pålægge selskabet indberetningspligt i medfør af konkurrencelovens § 7, nr. 1, har advokat Oscar Mosgaard som advokat for selskabet anmodet om oplysning om, hvem der har abonneret på selskabets prisliste i den periode, hvor selskabet var omfattet af anmeldelsespligten i henhold til monopollovens § 6, stk. 2.

I den anledning skrev rådet den 10. august 1990 således til nævnet:

»I brev af 31. juli 1990 har Konkurrencerådet på baggrund af en opfordring fra advokat Oscar Mosgaard oplyst, at det via fakturamateriale var muligt at lave en liste over de virksomheder, der i 1989 havde abonneret på IBM's prislister eller dele heraf. Forinden rådet ville fremsende denne liste, ville man høre om de nævnte virksomheder havde indvendinger mod, at listen blev udleveret til IBM.

Det viste sig, at enkelte af de spurgte virksomheder ikke ønskede, at det over for IBM blev oplyst, at de abonnerede på selskabets prislister. Rådet finder, at disse ønsker må efterkommes, og at man på denne baggrund ikke kan udlevere listen.

Det kan om listen oplyses, at den indeholder 17 virksomheder, der alle opererer inden for EDB-branchen. Virksomhederne er i vid udstrækning datterselskaber af multinationale selskaber, der producerer og sælger EDB-produkter. I et af tilfældene sendes materialet til et andet land.

Kopi af denne skrivelse vil blive sendt til advokat Oscar Mosgaard.«

Den 21. august 1990 skrev advokat Mosgaard således til rådet:

»Herved anerkender jeg modtagelsen af en genpart af Deres skrivelse af 10. ds. til Konkurrenceankenævnet.

Det er min opfattelse, at min klients konkurrenter ikke kan nedlægge veto vedrørende spørgsmålet om min klients adgang til at se abonnementslisten.

Jeg skal derfor herved med hjemmel i offentlighedsloven anmode om at få indsigt i den i 1990 udarbejdede liste over faste abonnenter i 1989, idet bemærkes at listen, som er udarbejdet med henblik på besvarelsen af min provokation, ikke er et internt arbejdsdokument, og at ingen af offentlighedslovens øvrige undtagelsesbestemmelser finder anvendelse i nærværende sag.«

Den 3. september 1990 afslog rådet med henvisning til § 13, stk. 1, nr. 6, i lov om offentlighed i forvaltningen at udlevere den nævnte liste.

Denne afgørelse har advokat Mosgaard ved skrivelse af 2. oktober 1990 indbragt for nævnet. I skrivelsen anføres bl.a.:

»Grundlæggende er det paradoksalt, at Konkurrencerådet på den ene side ønsker, at offentligheden skal have indsigt i klagerens forhold, medens klageren afskæres fra blot at få oplyst, hvem der har interesse i disse oplysninger.

Konkurrencerådet har i sit indlæg af 18. maj 1990 på side 4, til støtte for indberetningspligt i henhold til konkurrencelovens § 7 bl.a. anført at,

»Konkurrencerådet gør opmærksom på, at formålet med at indhente de nævnte oplysninger er at skabe en større gennemsigtighed på markedet. Dette kan bl.a. ske ved at give markedsaktører (forhandlere, forbruger mv.) en nemmere adgang til selskabets priser og rabatter.«

Samtidig anføres bl.a. følgende,

»I den forbindelse kan det oplyses, at selskabets priser og salgsbetingelser, som følge af anmeldelsen efter monopollovens § 6, stk. 2, var fremlagt i det offentligt tilgængelige monopolregister. Disse har været genstand for stor interesse for andre virksomheder i branchen. En del af disse har således abonneret på prislisterne eller dele deraf.«

Klageren finder det relevant at få belyst, hvem der faktisk har abonneret på listerne, for bl.a. at kunne underbygge klagerens anbringende om, at det i sig selv er konkurrenceforvridende, at klageren, men ingen af klagerens oftest multinationale konkurrenter, er blevet pålagt en tilsvarende indberetningspligt i medfør af konkurrencelovens § 7. Herved opnår enkelte aktører i et marked præget af stærk konkurrence en urimelig fordel på bekostning af klageren.

Konkurrencerådet har til støtte for nægtelsen henvist til offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6.

Efter dennes bestemmelse kan aktindsigt nægtes, når det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet.

Det fremgår af forarbejderne til den tilsvarende bestemmelse i offentlighedsloven af 1970 (§ 2, stk. 2, nr. 4), at bestemmelsen kun forudsættes anvendt, hvor det var klart påkrævet, jf. her Folketingstidende 1969/1970, tillæg A, spalte 589.

Det er klagerens opfattelse, at Konkurrencerådet ikke har påvist, at der foreligger sådanne væsentlige hensyn, der kan begrunde et afslag i aktindsigt.

Det er helt udokumenteret, at en udlevering af navnene vil virke imod den grundlæggende tankegang om gennemsigtighed i konkurrenceloven.

Dette synspunkt har ingen støtte, hverken i konkurrenceloven eller i forarbejderne hertil, på trods af, at adgangen til at abonnere på prislisterne har været kendt allerede inden konkurrencelovens ikrafttræden.

Klageren fastholder derfor begæringen om aktindsigt.'

Rådet har i skrivelse af 11. oktober 1990 fastholdt afgørelsen. I skrivelsen anføres bl.a.:

»Det er rådets opfattelse, at forhandlere og forbrugere skal kunne søge oplysninger om konkurrenceforhold uden at skulle risikere, at deres identitet oplyses. I modsat fald vil det bevirke, at adgangen til at søge oplysninger om konkurrenceforhold ikke vil blive udnyttet i ønskeligt omfang. Dertil kommer, at tilsynet ikke forud for udlevering af oplysninger krævede, at modparten opgav sin identitet. Abonnement har således kun været en praktisk foranstaltning. I den forbindelse kan henvises til »Offentlighedsloven« ved Asbjørn Jensen m.fl., side 69, 2. afsnit: »Det kan heller ikke med hjemmel i offentlighedsloven kræves, at den, der begærer aktindsigt, opgiver sin identitet«.

Monopoltilsynet har i to tilfælde afvist at oplyse navnene på klagere under henvisning til, at muligheden for at identificere klagere eller andre, der henvendte sig til tilsynet for at søge oplysninger, er et hensyn, der må tages, ellers vil virksomheder/personer afstå fra at henvende sig. I det ene tilfælde blev sagen indbragt for Østre Landsret, der gav Monopoltilsynet medhold (UfR 1970, side 554). I det andet tilfælde stadfæstede Monopol-ankenævnet tilsynets afgørelse. Der henvises til »Monopolloven« ved Evan Sølvkjær, side 285.

Konkurrencerådet finder, at der i den foreliggende sag er lignende forhold, der kan betinge, at navnene ikke udleveres. Som det fremgår af rådets brev af 10. august 1990 har flere abonnenter endvidere bedt om, at deres identitet ikke oplyses til selskabet.

Det er fortsat Konkurrencerådets opfattelse, at oplysningerne om, at samtlige abonnenter er virksomheder, der opererer inden for EDB-branchen, er tilstrækkelige til at besvare selskabets henvendelse af 21. august 1990.'

I anledning heraf skal nævnet udtale:

Som anført i advokat Mosgaards skrivelse af 2. oktober 1990 kan aktindsigt efter offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, nægtes, når det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til private og offentlige interesser. Det kræves tillige, at hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet.

Adgangen til at nægte aktindsigt efter denne bestemmelse er således knyttet til snævre kriterier. Nævnet finder, at det af rådet anførte ikke giver tilstrækkelig grundlag for at nægte klageren aktindsigt i den omhandlede liste. Nævnet lægger i denne forbindelse blandt andet vægt på, at behovet for hemmeligholdelse er væsentlig stærkere i de sager, som rådet henviser til i skrivelsen af 11. oktober 1990, idet disse sager vedrører anmeldelser om muligt ulovlige prisforhøjelser. Anmodningen om aktindsigt bør herefter imødekommes.

Versioner

1. 1990-11-13