Leveringsnægtelse - annonceoptagelse (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/60414@1990-12-12/da
Indhold
Konkurrencerådet har behandlet en sag, hvor en forhandler blev nægtet at få en annonce optaget i en annonceavis - Landbrug Fyn - der omdeles gratis til landmænd på Fyn.
Konkurrencerådet fandt, at Landbrug Fyn indtager en sådan stilling med hensyn til meddelelse af informationer til landbrug og industri, navnlig potentielle kunder på Fyn, at der er tale om en konkurrencebegrænsning i henhold til konkurrencelovens § 11. Endvidere fandt rådet, at bladets betingelser for optagelse af annoncer fra leverandører, der havde domicil uden for Fyn, var skadelige for konkurrencen og burde ændres.
Klager:
Klager er indehaver af »Autogaarden«, der ligger i Nykøbing Mors. Virksomheden sælger hovedsageligt dæk og startbatterier. Der er en årlig omsætning på ca. 6 mill. kr. til kunder over hele landet. Hver uge annonceres i »Landsbladet« samt i lokale blade.
Væsentlige økonomiske tab, hvis adgang for ikke-lokale konkurrenter:
Landbrug Fyn er en annonceavis, der gratis sendes til alle landmænd på Fyn samt tilknyttede servicevirksomheder. Desuden fordeles den til samtlige landbrugsledere og landbrugsentreprenører (maskinstationer) i hele Danmark. Landbrug Fyn blev startet for ca. 10 år siden efter ønske fra fynske servicevirksomheder. Disse virksomheder har siden støttet bladhuset. Derfor er Landbrug Fyn af den opfattelse, at det ikke kan tillade sig at påføre bladets faste kundeklientel konkurrence fra udenøs leverandører. Man afviser derfor af princip alle annoncer fra sådanne. Denne regel fraviges, hvis der ikke er tilsvarende lokale. Bladet finansieres 100 pct. af annonceindtægter.
Landbrug Fyn har i forbindelse med klagen anført, at bladet ville lide væsentlige økonomiske tab, såfremt det blev pålagt at optage annoncer fra udenøs annoncører, idet lokale virksomheder så ville undlade at annoncere.
Andre muligheder for annoncering:
Landbrug Fyn udkommer i ca. 21.000 eksemplarer pr. uge. Bladet er langt fra den eneste mulighed for annoncering over for fynske landmænd mv. Der er en række landsdækkende blade bl.a. dagbladene, og de særlige landbrugsorganer, »Landsbladet« og »Landbrugsmagasinet«, der optager denne type annoncer. Desuden findes distriktsblade, der dog gennemgående kun dækker en by og omegn.
Hensynet til erhvervsfriheden og effektivitet:
Konkurrencerådet fandt, at Landbrug Fyns regler kunne indebære skadelige virkninger. Hindringer for fri og lige udveksling af information er en barriere, der ud fra lovens sigte om erhvervsfrihed og effektivitet på grundlag af konkurrence må søges imødegået. Bladet havde særlig betydning for annonceformidling for så vidt angår tilbud på landbrugsmaskiner og -redskaber, navnlig i det fynske område. Betingelserne for optagelse af annoncer var skadelige, hvorfor det blev besluttet at optage forhandlinger efter konkurrencelovens § 11 om at få dem ændret. Herved lagde Konkurrencerådet til grund, at de gav de lokale handlende en urimelig vetoret over for konkurrenter, samt at kriteriet er uklart og beror på redaktionens vurdering af den lokale konkurrence.
Landbrug Fyn vil nu optage alle annoncer:
Landbrug Fyn har efterfølgende meddelt, at det efterkommer Konkurrencerådets afgørelse, således at der efter 1. januar 1991 optages alle annoncer uanset annoncørers bopæl.