Dankort, misbrug (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/60419@1990-05-28/da
Indhold
Kendelse af 28. maj 1990 i sag 445/89 (Dankort misbrug).
Den 30. maj 1989 mellem kl. 8.00 og 12.00 blev klageren Ks dankort samt den pung, hvori kortet opbevaredes, stjålet fra Ks taske. Tasken opbevaredes i et uaflåst lokale på en institution, mens K befandt sig i et andet lokale på institutionen. K spærrede telefonisk kortet den følgende dag kl. 12.00. Dankortet anvendtes uberettiget af en 3. mand ved hævninger i pengeautomater samt to betalinger, i alt 4.226 kr.
K påstod overfor Ankenævnet det kontoførende pengeinstitut P tilpligtet at anerkende, at hun ikke hæftede for det skete misbrug, idet K anførte, at hun ikke havde opbevaret PIN-koden sammen med kortet, da hun som anbefalet af P ca. 5 år tidligere havde destrueret koden.
P nedlagde påstand om frifindelse.
Ankenævnet tog Ps påstand til følge med følgende bemærkninger:
»Ks dankort er ved nogle af de skete misbrug anvendt som hævekort, men spørgsmålet om Ks hæftelse må også for så vidt angår disse tilfælde bedømmes efter § 21 i lov om betalingskort m.v. Efter stk. 1, nr. 1, i denne bestemmelse er kortindehaveren med den beløbsgrænse på 5.000 kr., der følger af den i medfør af stk. 2 udstedte bekendtgørelse, ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug af kortet, hvis »kortindehaveren eller nogen, som han har overladt kortet til, har mistet dette ved grov uagtsomhed.«
I det foreliggende tilfælde har K efter det oplyste i et længere tidsrum efterladt sin taske indeholdende bl.a. dankortet i et uaflåst lokale i en institution, medens hun selv deltog i et møde i et andet lokale. K findes herved at have handlet groft uagtsomt, hvorfor hun i medfør af den anførte bestemmelse i betalingskortlovens § 21, stk. 1, nr. 1, selv må bære det opståede tab, der ikke overstiger 5.000 kr.'