Gelex

Boligsparekontrakt. Udbetaling af statspræmie. Kontraktsformular. (* 1)

GældendeVersion 1990-11-05
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/60437@1990-11-05/da

Indhold
  1. Indledning

Kendelse af 5. november 1990 i sag 309/1990 (Boligsparekontrakt. Betingelser for udbetaling af statspræmie. Ansvar for anvendelse af forældet kontraktsformular).

Klageren K oprettede den 2. juli 1987 en boligsparekontrakt hos pengeinstituttet P. Af kontrakten fremgik, at udbetaling med statspræmie efter 3 år kunne ske ved afgivelse af tro og love erklæring om det formål, hvortil det udbetalte beløb skulle anvendes.

Den 12. juli 1990 ønskede K indeståendet tillige med statspræmie udbetalt til dækning af udgifter i forbindelse med modernisering af K's badeværelse. K medbragte kassebonner afstemplet i et byggevaremarked.

P afviste at udbetale statspræmien under henvisning til, at det af bek. nr. 288 af 14. maj 1987 fremgik, at ydelse af præmie var betinget af, at kontohaveren over for P dokumenterede beløbets nærmere anvendelse og stillede krav om en specificeret regning udstedt til K.

K indbragte sagen for Ankenævnet med påstand om, at P tilpligtedes at yde hende en godtgørelse svarende til statspræmien.

P nedlagde påstand om frifindelse.

Ankenævnet tog K's påstand til følge med følgende bemærkninger:

»Bestemmelsen i K's boligsparekontrakt om, at udbetaling kan ske alene på grundlag af en tro og love erklæring om beløbets anvendelse, var indeholdt i den oprindeligt til loven knyttede bekendtgørelse nr. 288 af 16. juni 1970. Denne bekendtgørelse erstattedes med virkning fra den 24. maj 1987 af bekendtgørelse nr. 288 af 14. maj 1987, i hvilken forbindelse kravet om dokumentation for beløbets anvendelse blev indført i stedet for den tidligere bestemmelse om afgivelse af en tro og love erklæring. Den formular, der blev anvendt ved oprettelsen af K's boligsparekontrakt, var således allerede ved oprettelsen forældet, og P har ikke senere gjort K opmærksom på dokumentationskravet.

Efter det foreliggende må det lægges til grund, at K har afholdt udgifter til forbedring af sin ejendom, men som følge af sit manglende kendskab til dokumentationskravet har undladt at sikre sig specificerede regninger udstedt til hende, og at det ikke er muligt for K efterfølgende af skaffe sig den fornødne dokumentation.

Under de anførte omstændigheder findes P mod K's afgivelse af en tro og love erklæring at burde godtgøre K et beløb svarende til statens præmie på 4% p.a.«

----------------------------------------

Ved kendelse af samme dag i en lignende sag (364/90), hvor den omhandlede boligsparekontrakt var oprettet den 5. november 1986, og hvor det ikke var oplyst, hvorvidt klageren K havde afholdt præmieberettigende udgifter, nedlagde K påstand om, at det indklagede pengeinstitut P tilpligtedes at udbetale indeståendet med præmie mod afgivelse af tro og loveerklæring.

Ankenævnet tog P's frifindelsespåstand til følge med følgende bemærkninger:

»Bestemmelsen om afgivelse af en tro og love erklæring ved udbetaling med præmie var indeholdt i bekendtgørelse nr. 288 af 16. juni 1970. Denne bekendtgørelse erstattedes med virkning fra den 24. maj 1987 af bekendtgørelse nr. 288 af 14. maj 1987, i hvilken forbindelse kravet om dokumentation for beløbets anvendelse blev indført i stedet for det tidligere krav om en tro og love erklæring. Den mellem parterne indgåede boligsparekontrakt må herefter anses for ændret, således at P er forpligtet til at kræve den fastsatte dokumentation, forinden udbetaling med statspræmie kan foretages fra kontoen.

Ankenævnet finder, at det under disse omstændigheder havde været naturligt, hvis P havde informeret sine kontohavere om det i maj 1987 indførte dokumentationskrav. Efter det foreliggende kan det imidlertid ikke antages, at K har lidt tab som følge af, at hun først nu er gjort bekendt hermed.«

Versioner

  1. 1990-11-05