Fortrinsstilling til suppleringsjord - sammenlægning
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/60490@1990-06-21/da
Indhold
I skrivelse af 26. april 1990 har advokat E. Mortensen på vegne af
Hans Sørensen påklaget Jordlovsudvalgets afgørelse ved skrivelse af
11. april 1990, hvorefter der meddeles Per Henrik Hegelund tilladelse
til erhvervelse af landbrugsejendommen matr. nr. 14 a
Agersted Fjerding, Voer m.fl. uden krav om frastykning af
suppleringsjord til Hans Sørensen.
Det fremgår af sagen, at Per Henrik Hegelund, som i forvejen var ejer
af landbrugsejendommen matr. nr. 24 a Agersted Fjerding, Voer
m.fl. af areal 50,9994 ha, ved slutseddel af 2. marts 1989
erhvervede landbrugsejendommen matr. nr. 14 a Agersted Fjerding,
Voer m.fl. af areal 34,5890 ha med henblik på frastykning af
bygningsparcellen med et areal på højst 2 ha fra sidstnævnte
ejendom og sammenlægning af ejendommens landbrugsjorder med den i
forvejen ejede ejendom.
Ved skrivelse af 1. februar 1990 afgjorde Jordlovsudvalget sagen
således, at erhvervelsen alene kunne tillades, hvis der blev
frastykket et areal på ca. 12-13 ha til supplering af Hans
Sørensens naboejendom.
Efter at Jordlovsudvalget havde modtaget oplysning om, at Per Henrik
Hegelund har frasolgt parcellen matr. nr. 3 n Nr. Voerså By,
Albæk af areal 8,7210 ha, og at der i følge landinspektør A.
Balle-Petersen, Sæby på den resterende del af de to ejendomme,
som Per Henrik Hegelund ønsker at sammenlægge, findes arealer uden
dyrkningsmæssig værdi på ca. 6 ha, meddelte Jordlovsudvalget
imidlertid ved skrivelse af 11. april 1990 Per Henrik Hegelund den
ansøgte tilladelse. Der blev dog taget forbehold for Hans
Sørensens adgang til at indbringe afgørelsen for
Landbrugsministeriet.
Advokat E. Mortensen har i skrivelse af 26. april 1990 forespurgt,
hvorvidt det kan anses for at være i overensstemmelse med
landbrugslovens § 13 eller hensigten og den politiske baggrund for
reglerne om fortrinsstilling for naboer med suppleringsbehov på
grund af animalsk produktion, at der lægges vægt på det nævnte
efterfølgende bortsalg af et areal på 8,7 ha til trediemand. Det
anføres endvidere, at det må anses for tvivlsomt, om der findes
fradragsarealer i det opgjorte omfang, idet der herved henvises
til Landbrugsministeriets vejledning nr. 113 af 15. august 1989.
Advokat E. Mortensen opfordrer Landbrugsministeriet til at lade
jordbrugskommissionen besigtige de to ejendomme.
Landbrugsministeriet skal bemærke følgende:
Fortrinsstillingen for naboer med suppleringsbehov ifølge § 13, stk.
3, i landbrugsloven (Landbrugsministeriets lovbekendtgørelse nr.
504 af 17. juli 1989) består kun, hvis erhververen af
suppleringsjord eller ejendom nr. 2 opretholder sit ønske om at
gennemføre en disposition, hvorved 70 ha-grænsen overskrides.
Fortrinsstillingen til suppleringsjord bortfalder således, hvis
ansøgeren foretrækker at genafhænde en erhvervet ejendom nr. 2
eller afstå fra en supplering, som fra jordlovsmyndighedernes side
er betinget af frastykning af suppleringsjord. Dette gælder også,
hvis ansøgeren genafhænder en del af det pågældende areal til
trediemand og derved bringer størrelsen af den pågældende ejendom
ned under 70 ha-grænsen. Landbrugsministeriet kan tilslutte sig,
at Jordlovsudvalget ved sin fornyede afgørelse af sagen har lagt
vægt på den med trediemand indgåede aftale om frasalg af 8,7 ha.
Med hensyn til størrelsen af fradragsarealer bemærkes, at den af
landinspektøren udarbejdede opgørelse har givet
Jordbrugsdirektoratet som sekretariat for Jordlovsudvalget
anledning at forelægge spørgsmålet for det stedlige medlem af
Jordlovsudvalget Kresten Madsen. Denne har udtalt, at der findes
fradragsarealer i et sådant omfang, at det samlede dyrkbare areal
udgør ca. 70 ha.
Landbrugsministeriet finder på grundlag af landinspektørens opgørelse
og erklæringen fra det stedlige medlem af Jordlovsudvalget at
måtte lægge til grund, at fradragsarealerne udover det frasolgte
areal på ca. 8,7 ha og den bygningsparcel uden landbrugspligt af
areal 2 ha, som tilsigtes frastykket, har en størrelse af mindst
4,9 ha, således at ejendommenes dyrkbare areal, herunder de
arealer, der udgør en naturlig bestanddel af en landbrugsejendom
som nævnt i Deres skrivelse, ikke overstiger 70 ha.
Der er således ikke grundlag for at betinge tilladelsen til Per
Henrik Hegelunds erhvervele af frastykning af suppleringsjord,
jf. § 13, stk. 3, i landbrugsloven (Landbrugsministeriets
lovbekendtgørelse nr. 504 af 17. juli 1989).
Der meddeles Per Henrik Hegelund tilladelse til erhvervelse af
landbrugsejendommen matr. nr. 14 a Agersted Fjerding, Voer m.fl.
Nærværende skrivelse er ligelydende tilsendt advokatE. Mortensen og
Landbogården Flauenskjold. Desuden er Jordbrugsdirektoratet,
retten i Sæby, og Dronninglund kommune herfra underrettet om
ovenstående.
P.M.V.
e.b.