Moms-salg af anparter (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/60526@1990-07-27/da
Indhold
Et selskab har over for Momsnævnet rejst spørgsmålet om salg af anparter er undtaget fra momspligten som finansieringsvirksomhed i henhold til momslovens § 2, stk. 3, pkt. j, eller om der er tale om momspligtig konsulentvirksomhed.
Selskabets aktiviteter består i på vegne af kommanditselskaber at udbyde anparter heri til offentligheden samt at yde bistand til disse selskaber i forbindelse med selskabernes etablering.
Selskabets ydelser til kommanditselskaberne kan sammenfattes således:
1. Stiftelse af kommandit- og komplementarselskab, herunder oprettelse af vedtægter og udfærdigelse af andre nødvendige dokumenter i forbindelse hermed.
2. Udfærdigelse af tegnings- og prospektmateriale, trykning og udsendelse af materialet, herunder afholdelse af tryknings- og papiromkostninger og porto m.v., samt annoncering.
3. Gennemførelse af tegning af kommanditanparter, delvis gennem selvstændige konsulenter (»sælgere«).
4. Administration i udbudsperioden, herunder registrering i kommanditistfortegnelsen, udsendelse af tegningsbekræftelse og rateopkrævning samt oprettelse af bogholderi og registreringssystemer.
For disse ydelser modtager selskabet et kontraktmæssigt honorar (udbudsvederlag), der udgør en procentdel af kommanditselskabernes stamkapital.
De i punkt 3 nævnte selvstændige konsulenter modtager provision fra selskabet ved salg af anparterne.
Nævnet traf afgørelse om, at vederlag og provision, der modtages ved udbud af anparter, herunder vederlag og provision for formidling af salg (»gennemførelse af tegning«) af anparter, i det hele må anses som indtjent ved konsulentvirksomhed og formidling af overdragelse af ejerskaber i erhvervsvirksomheder, der er omfattet af momspligten efter lovens § 2, stk. 2.
Ingen af undtagelsesbestemmelserne i lovens § 2, stk. 3, herunder bestemmelsen i stk. 3, litra j, om finansieringsvirksomhed, kan efter nævnets opfattelse finde anvendelse.