Opholdskommune - refusion - visitation - optagelse i institution - venteliste - flytning - ændring af behandlingsplan (* 1) (* 2)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/60539@1990-06-01/da
Indhold
REDEGØRELSE FOR SAGEN:
A kommune bevilgede den 18. april 1988 den svært invaliderede M ophold på en specialinstitution, jf. bistandslovens § 96, efter afslutningen af folkeskolen i juni 1988.
M blev herefter optaget på venteliste.
Amtskommunen gav den 18. juni 1988 det nødvendige tilsagn om kaution for opholdet. Optagelse forventedes at kunne ske i løbet af vinteren.
I forbindelse med budgetlægning for 1989, hvor der skulle foretages besparelser, trak A kommune tilsagnet om betaling for anbringelsen tilbage og tilbød istedet alternative foranstaltninger i hjemmet i form af medhjælp i henhold til bistandslovens § 48.
Beslutningen blev truffet den 12. september 1988 som en formandsbeslutning og tiltrådt i det sociale udvalgs møde den 17. oktober 1988.
A kommune var vidende om, at M's familie ville flytte til B kommune pr. 1. oktober 1988. Boligen i B kommune var ikke egnet for M.
Afgørelsen af 12. september 1988 blev af M indbragt for amtsankenævnet som ved sin afgørelse den 28. marts 1989 ikke kunne godkende A kommune beslutning om at ændre den lagte behandlingsplan af besparelsesgrunde.
På grund af oplysningen om flytningen til B kommune, hvorved A kommune forpligtelser var bortfaldet, fandt nævnet dog ikke grundlag for at pålægge A kommune at genvurdere sagen.
A kommune gav i januar 1989 afslag på refusionstilsagn, idet der ikke var ydet hjælp til flytningen til B kommune. Afgørelsen blev den 31. januar 1989 indbragt for amtsankenævnet.
B kommune godkendte i februar 1989, at M blev optaget på institutionen
AFGØRELSEN, DER KLAGES OVER:
B kommune kunne ikke kræve refusion fra A kommune, idet betingelserne herfor efter bistandslovens § 11 ikke var opfyldt.
Amtsankenævnet fandt ikke, at M var anbragt uden for eget hjem med medvirken fra A kommune. Det forhold, at A kommune i april havde truffet beslutning om, at M skulle have ophold på den pågældende specialinstitution, kunne ikke ligestilles hermed.
Nævnet fandt endvidere, at A kommune efter at familien på eget initiativ var flyttet til B kommune, havde haft mulighed for at revurdere beslutningen om hjælpeforanstaltninger.
Nævnet havde behandlet sagen, som om M stadig stod på venteliste.
KLAGEN TIL ANKESTYRELSEN:
Afgørelsen blev anket af B kommune, som bl.a. henviste til mulighederne for, at en kommune med en konkret viden om en families flytteplaner kan nå at ændre en lagt behandlingsplan. Der henvistes også til amtsankenævnets afgørelse af 22. marts 1989, som B kommune mente, reelt afskar kommunen fra at foretage en selvstændig vurdering af foranstaltningerne.
Antaget til principiel behandling:
Sagen blev antaget til principiel behandling til afklaring af, om der forelå medvirken fra A kommune til anbringelsen allerede fra det tidspunkt, hvor der af kommunen var truffet beslutning om anbringelse i institution, og der forelå kaution fra amtet, uanset at pågældend i ventetiden var flyttet med familien til B kommune. Det skulle indgå i vurderingen, om det havde betydning, at A kommune kunne have ændret sin behandlingsplan på et tidspunkt, hvor kommunen havde kendskab til, at familien ville fraflytte kommunen.
SUPPLERENDE OPLYSNINGER EFTER ANKEN:
A kommune anførte overfor Ankestyrelsen, at beslutningen om ændringen af behandlingsplanen ikke var en følge af viden om familiens flytteplaner, men en reel beslutning truffet i forbindelse med prioritering af kommunens aktiviteter. Man fandt ikke som anført af B kommune, at nævnets afgørelse af 22. marts 1989 havde afskåret B kommune fra at foretage en selvstændig vurdering af foranstaltningsmulighederne, da B kommune var frit stillet med hensyn til behandlingsplan for M.
A kommune anførte endvidere, at beslutningen om at ophæve visitationen blev truffet i forbindelse med gennemgang af det sociale udvalgs budgetforslag, da der skulle foretages besparelser. Gennemgangen blev foretaget administrativt med deltagelse af socialudvalgsformanden, og det var en uomgængelig nødvendighed på det omhandlede tidspunkt at træffe beslutningen med henblik på en vedtagelse af budgettet for 1989 ved udgangen af september måned.
LOVGRUNDLAG:
Bistandslovens § 11.
Socialministeriets cirkulære nr. 140 af 15. august 1975 om
bistandslovens almindelige bestemmelser, punkt 20.
ANKESTYRELSENS AFGØRELSE:
B kommune kunne ikke kræve refusion fra A kommune for afholdelse af udgifter efter bistandsloven, da betingelserne efter bistandslovens § 11 ikke var opfyldt.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at A kommune ikke havde medvirket til
M's flytning, samt at B kommune efter tilflytningen havde haft tilstrækkelig tid til eventuelt at ændre den lagte behandlingsplan. Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.