Uddannelsesstøtte - dobbeltklip (forhøjet støtte) i støtteåret 1989/90 (og efterfølgende støtteår)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/60544@1990-01-29/da
Indhold
Ankenævnets brev af 29. januar 1990:
I et brev af 7. august 1989 har De klaget over, at Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte ifølge støttemeddelelse af 4. august 1989 ikke har tildelt Dem forhøjet støtte (»dobbeltklip«), jf. SU-lovens § 3 a, stk. 2, i perioden august 1989 - januar 1990. De klager desuden over, at SU-styrelsen ikke har begrundet sit afslag som påkrævet i medfør af forvaltningslovens §§ 22 og 24. Ifølge støttemeddelelsen har De 30 resterende klip (uforbrugt støtte), og De mener derfor, at De fuldt ud opfylder lovens betingelser for at få dobbeltklip i de sidste 6 måneder af Deres studietid. De anfører, at De som »gammel« studerende ikke har haft muligheden for at spare klip op, men i kraft af overgangsreglerne har De »uforbrugt støtte i øvrigt«, og dette berettiger Dem ifølge SU-lovens § 3 a, stk. 2, også til dobbeltklip.
SU-styrelsen har i brev af 8. december 1989 i anledning af Deres klage afgivet en udtalelse, som De har fået tilsendt i kopi. Styrelsen henviser til, at reglerne i § 3 a i lov om statens uddannelsesstøtte, jf. Undervisnings- og Forskningsministeriets lovbekendtgørelse nr. 416 af 14. juni 1989, om fravalg af indtil 4 måneders støtte i hvert støtteår og om udbetaling af dobbeltklip træder i kraft den 1. august 1989. Heri ligger, at kun klip, der er opsparet efter den 1. august 1989, kan bruges til at finansiere udbetaling af dobbeltklip. Ordningen med dobbeltklip kan derfor ikke anvendes i støtteåret 1989/90.
Styrelsen har i brev af 1. juni 1989 underrettet uddannelsesinstitutionerne om dette, idet styrelsen har bedt institutionerne orientere de studerende. Dette er baggrunden for, at der ikke i støttemeddelelsen er givet en særlig begrundelse for, at der ikke er tildelt dobbeltklip.
I et brev af 17. december 1989 har De kommenteret styrelsens udtalelse og anført, at De er enig i, at tidligere fravalgt støtte i indtil 4 måneder pr. støtteår ikke kan begrunde dobbeltklip før støtteåret 1990/91. Imidlertid er der ifølge lov nr. 823 af 21. december 1988, ved hvilken § 3 a indsattes i SU-loven, og som i § 2, stk. 1, fastsætter lovens ikrafttræden til 1. august 1989, ikke noget til hinder for, at »uforbrugt støtte i øvrigt« kan begrunde dobbeltklip i 1989/90. Dette må også have været SU-styrelsens (oprindelige?) opfattelse, idet rubrikken på ansøgningsskemaet til ansøgning om dobbeltklip i støtteåret 1989/90 ellers forekommer meningsløs.
Ankenævnet kan i denne forbindelse oplyse, at en formulering af klippekortbestemmelsen svarende til den nugældende § 3 a, stk. 2, første gang blev indsat i lov nr. 192 af 29. marts 1988 som § 3, stk. 5.
Ankenævnet er opmærksom på, at SU-styrelsen oprindelig var af den opfattelse, at SU-loven hjemlede dobbeltklip i støtteåret 1989/90, hvilket fremgår af støttematerialet, jf. bl.a. Håndbog om statens uddannelsesstøtte 1989/90, punkt 4.3.7, og ansøgningsskemaets punkt 15. Efter at sagen havde været omtalt i dagspressen, udsendte Undervisningsministeriet imidlertid den 19. maj 1989 en pressemeddelelse om, at det alene er klip opsparet efter det nye systems ikrafttræden den 1. august 1989, der kan bruges til dobbeltklip.
I brev af 26. maj 1989 præciserede Undervisningsministeriet over for SU-styrelsen, at uddannelsessøgende, der før den 15. marts 1988 havde påbegyndt en videregående uddannelse, der er normeret med en studietid på mere end 4 år, først har mulighed for at »spare op« til dobbeltklip efter indplaceringen i klippekortsystemet. Dobbeltklip kan derfor tidligst foretages i det 2. støtteår efter indplaceringen i klippekortsystemet.
Desuden fremgår det af Folketingets uddannelsesudvalgs betænkning af 24. maj 1989 over det efterfølgende forslag til lov om ændring af lov om statens uddannelsesstøtte (lovforslag nr. 241), at det kun er klip opsparet efter klippekortordningens ikrafttræden den 1. august 1989, der kan benyttes til dobbelt støtte. Eventuelle perioder uden studiestøtte før den 1. august 1989 kan ikke give adgang til fordoblet studiestøtte.
Ankenævnet må på denne baggrund erklære sig enig i, at det må antages at have været meningen med dobbeltklipordningen, at der først skal ske en »opsparing« eller undladelse af at bruge klip, hvorefter der er mulighed for at bruge disse ubenyttede klip til dobbeltklip i forbindelse med uddannelsens afslutning. Da klippekortsystemet trådte i kraft den 1. august 1989, kan det kun være klip, der er opsparet eller ikke benyttet efter denne dato, der senere kan benyttes til dobbeltklip
Nævnet finder det uheldigt, at omhandlede bestemmelses udformning har givet anledning til en fortolkningstvivl, der har nødvendiggjort, at Undervisningsministeriet, efter at vejledningsmaterialet var udsendt fra SU-styrelsen, har måttet præcisere den forståelse, der stemmer med lovens hensigt. Imidlertid blev det flere måneder inden støtteårets begyndelse klart tilkendegivet over for de studerende, at der ikke var mulighed for dobbeltklip i støtteåret 1989/90.
I støtteåret 1989/90 er De således ikke berettiget til dobbeltklip.
Deres klage over den manglende begrundelse af styrelsens afgørelse angår styrelsens sagsbehandling. Hvis De fortsat ønsker at klage over dette punkt, må klage indsendes til Undervisnings- og Forskningsministeriet, juridisk-økonomisk kontor, Frederiksholms Kanal 21, 1220 København K, idet nævnet kun har kompetence til at tage stilling til indholdet af SU-styrelsens afgørelser, men ikke til sagsbehandlingen.