Gelex

Uddannelsesstøtte - klippekort - vintereksamen - januarklip

GældendeVersion 1990-03-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/60553@1990-03-21/da

Indhold
  1. Indledning

Ankenævnets brev af 21. marts 1990:

I et brev modtaget i ankenævnet den 13. september 1989 har De klaget over, at Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte ikke har tildelt Dem uddannelsesstøtte i januar 1990, hvor De har de afsluttende eksaminer under Deres uddannelse til teknikumingeniør.

Ved SU-styrelsens støttemeddelelse af 16. august 1989 er der pr. 1. august 1989 kun tildelt Dem 5 månedsklip, idet den for teknikumingeniøruddannelsen sædvanlige studietid + 1 år er sat til 47 klip, og Deres tidligere indskrivningsperioder udgør 42 måneder. Tilsvarende er den normerede studietid for teknikumingeniøruddannelsen sat til 35 måneder.

Af støttemeddelelsen fremgår, at De startede på Deres uddannelse den 1. februar 1986. De har således brugt 1 år mere end den normerede studietid, der i øvrigt for teknikumingeniøruddannelsen svarer til den sædvanlige studietid, nemlig 3 år.

De henviser til, at De ikke, samtidig med at De går til eksamen i januar 1990, kan tjene penge til dækning af de faste udgifter i denne måned.

SU-styrelsen afgav i anledning af Deres klage en udtalelse i et brev af 20. januar 1990, hvoraf De fik tilsendt en kopi. Styrelsen oplyser heri, at der i forbindelse med indplaceringen af de uddannelsessøgende i klippekortsystemet i støtteåret 1989/90 er sket en konvertering af de normerede og sædvanlige studietider til månedsklip. For så vidt angår den sædvanlige studietid betyder dette, at der ikke medregnes klip for juli måned, hvis uddannelsen normalt afsluttes i juni måned. Dette gælder også, selv om uddannelsen i det konkrete tilfælde afsluttes i januar måned.

Dette betyder, at den sædvanlige studietid for teknikumingeniører omregnes til 35 månedsklip, hvortil kommer et ekstra år, som giver Dem i alt 47 klip. Da De ved udgangen af december 1989 havde forbrugt støttetid på 47 klip, finder styrelsen, at De ikke opfylder betingelserne for at få tildelt uddannelsesstøtte i januar 1990. De har derimod mulighed for at få statsgaranti for et lån i et pengeinstitut.

De har i et brev, som ankenævnet modtog den 6. februar 1990, kommenteret styrelsens udtalelse. De finder ikke, at styrelsen er berettiget til at skære alle studerende over en kam. Ved en studiestart i januar (pr. 1. februar) får De en ekstra sommerferie inde i Deres uddannelse og dermed også en måned mere end de studerende, der starter om sommeren. De mener i øvrigt at vide, at styrelsen har været i stand til at differentiere ved andre uddannelser, hvor der er forskellige optagelsestidspunkter.

I henhold til § 21 i Undervisnings- og Forskningsministeriets bekendtgørelse nr. 178 af 20. marts 1989 skal De som startet på Deres videregående uddannelse før den 15. marts 1988 indplaceres i klippekortsystemet med en støttetid svarende til sædvanlig studietid med tillæg af 1 år og fradrag for indskrivningsperioden før 1. august 1989.

Ankenævnet finder ikke, at der er hjemmel til at ligestille januar måned med juli måned, når en uddannelse kan afsluttes enten i januar eller i juni måned. Der foregår ikke undervisningsaktiviteter i juli, hvilket derimod er tilfældet i januar. Dette gælder, hvad enten der udmåles støtte i forhold til den sædvanlige studietid eller den normerede studietid. Der henvises til uddannelsesstøttelovens § 7, stk. 1, og til bekendtgørelsens § 28, stk. 1, 1. punktum.

Der vil herefter blive udbetalt Dem stipendium og studielån for januar 1990.

Versioner

  1. 1990-03-21