Depositum - tilbagebetaling - bygningsteknisk værkstedskursus/ingeniøruddannelse
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/60564@1990-07-06/da
Indhold
Undervisningsministeriets brev af 6.7.1990:
Erhvervsskoleafdelingen har modtaget skrivelse af 7. juni 1990 fra Horsens tekniske skole vedrørende betaling af depositum for elever, der optages på bygningsteknisk værkstedskursus.
Det fremgår af skrivelsen, at en del elever er tilmeldt ingeniøruddannelsen og har dermed betalt 500 kr. i depositum. Andre er tilmeldt værkstedskurset direkte og har betalt 300 kr. i depositum. Horsens tekniske skole finder det uheldigt, at der er forskelsbehandling af de elever, der skifter uddannelse fra ingeniør- til byggeteknikeruddannelsen, idet det indbetalte depositum dermed er tabt, og af de elever, der venter med at vælge uddannelse til efter gennemførelsen af værkstedskurset, og dermed får tilbagebetalt depositum.
Depositumadministrationen har ved skrivelse af 3. august 1989 meddelt skolerne, at elever, som er optaget men skifter til en uddannelse, der ligger uden for SOT og KOT skal betale depositum en gang til. Teknisk skole har derefter rejst problemet over for Depositumadministrationen ved skrivelse af 17. august 1989 og har rykket for svar ved skrivelse af 2. oktober 1989.
Vi kan bekræfte, at depositum, der betales i forbindelse med tilmelding til ingeniøruddannelsen, er tabt, såfremt den uddannelsessøgende ikke afslutter denne uddannelse. Det er netop hovedsigtet med depositum, at de uddannelsessøgende ikke skal »optage« uddannelsespladser på bekostning af aktuelle, »seriøse« elever. De elever, der optages direkte på værkstedskurset, har ikke aktuelt nogen uddannelsesplads (andet end på værkstedskursus), og ved heller ikke, om de kan blive optaget eller ved hvilken uddannelse. Deres stilling er derfor usikker.
Erhvervsskoleafdelingen må derfor meddele, at der ikke er hjemmel til, at Forsknings- og Undervisningsministeriet tilbagebetaler depositum for tilmelding til ingeniøruddannelsen, før denne er afsluttet.