Gelex

Overførsel af overskydende timer ved arbejde i henhold til bistandslovens § 42

GældendeVersion 1990-05-31
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/60596@1990-05-31/da

Indhold
  1. Indledning

Et medlem, der var deltidsforsikret, var i tiden 1. februar til 31. august 1989 ansat i en arbejdsprøvning med støtte i henhold til bistandslovens § 42. I tiden 1. april til 31. august arbejdede medlemmet på fuld tid med 38 timer om ugen.

Medlemmet meldte sig ledig den 1. september 1989, men kassen afslog at udbetale dagpenge, før de timer der oversteg 30 i hver af de forudgående 13 uger var opbrugt.

Direktoratet var enig i kassens afgørelse om, at der ved medlemmets ledighed den 1. september 1989 skal ske timeoverførsel for det antal timer, medlemmet har haft i de forudgående 13 uger, der overstiger 30 timer ugentlig.

Medlemmet ville først være berettiget til dagpenge, når disse timer var opbrugt.

Direktoratet henviste til arbejdsløshedsforsikringslovens § 59, stk. 2, og til §§ 4 og 5 i direktoratets bekendtgørelse nr. 91 af 13. februar 1989 om overførsel af overskydende timer.

Socialrådgiverforeningen af 1983 klagede på medlemmets vegne og anførte, at der kun kan ske timeoverførsel af beskæftigelse, der i arbejdsløshedsforsikringslovgivningens forstand er at betragte som lønarbejde.

Foreningen henviste til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 451 af 11. oktober 1985, § 1, hvor der præciseres, hvad der betragtes som lønarbejde: samt § 3, hvor der præciseres hvad der betragtes som døde perioder - her er beskæftigelse med løntilskud efter bistandslovens § 42 nævnt.

Ligeledes blev der henvist til direktoratets meddelelse af 10. juni 1988 vedrørende rådighed i forbindelse med arbejdsprøvning efter bistandslovens § 42. Her præciseres også, at disse beskæftigelsesperioder er at betragte som »døde perioder« og ikke kan bruges i forhold til lovens §§ 41 og 55.

Da det arbejdsforhold, medlemmet havde, således er at betragte som en »død periode« i forhold til arbejdsløshedsforsikringsloven, kunne det naturligvis heller ikke bruges til at overføre timer efter lovens § 59, stk. 2.

Direktoratet fandt ikke grundlag for at ændre afgørelsen og bemærkede, at det forhold, at arbejde med støtte ifølge bistandslovens § 42 bliver betragtet som »død periode« i relation til arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 41 og 55, ikke medfører, at der ikke skal ske overførsel af overskydende timer for arbejdet ifølge arbejdsløshedsforsikringslovens § 59, stk. 2.

Det afgørende i denne relation var, om medlemmet har haft beskæftigelse af større omfang end svarende til fagets normale arbejdstid (for deltidsforsikrede over 30 timer).

Kassen meddelte, at under hensyntagen til ordlyden i bekendtgørelsen om overførsel af overskydende timer, har kassen ikke fundet hjemmel til at undlade timeoverførsel i dette tilfælde.

Kassen fandt det særdeles uheldigt, at beskæftigelse med støtte efter bistandslovens § 42 skal medgå ved opgørelse af overskydende timer, når omhandlede beskæftigelse i alle andre henseender (optagelse, oprykning til fuld tid, § 55 og beregning) ikke regnes som arbejde i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand.

Ankenævnet fandt, at der ved medlemmets ledighed den 1. september 1989 ikke skal ske overførsel af timer som følge af hendes beskæftigelse som led i en arbejdsprøvning med støtte efter dagældende bestemmelse i bistandslovens § 42.

Ankenævnet lagde vægt på, at den omhandlede beskæftigelse ikke iøvrigt anses for lønarbejde i relation til arbejdsløshedsforsikringslovens regler, samt på at der ikke i forbindelse med ændringen af § 59, stk. 2, pr. 1. januar 1990 eller de regler, der knytter sig hertil, er taget udtrykkelig stilling til spørgsmålet.

Ankenævnet ændrede således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.

Versioner

  1. 1990-05-31