Opgørelse over overskydende timer - Betaling for vejtid
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/60601@1990-06-21/da
Indhold
Et medlem, der bor i Z-by, ophørte i foråret 1989 sin beskæftigelse ved et værft i X-by, og før han fik udbetalt dagpenge, udarbejdede afdelingen en opgørelse over overskydende timer inden for de sidste 13 uger.
Afdelingen kom frem til, at medlemmet havde 125 overskydende timer, som han først skulle »afspadsere«, inden der kunne udbetales dagpenge.
Indeholdt i opgørelsen over overskydende timer var 131 timer a 94,59 kr., som ifølge medlemmets lønspecifikation hidrørte fra vejtid uden for arbejdstid.
Medlemmet klagede over, at vejtiden var medtaget i opgørelsen og anførte, at vejtid ikke var arbejdstid, og at indstempling skete efter transport og udstempling før hjemtransport. Betalingen var fastlagt ved forhandling og var den samme, uanset om man tog hjem eller overnattede i X-by, og uanset om transporttiden var 1 eller 3 timer. Betalingen for vejtid måtte betragtes som en genebetaling. Ifølge værftet »var timer for vejtid ikke tillagt bruttotimetallet på lønspecifikationerne, idet aftalen lød på 3 enheder.«
Hovedledelsen tiltrådte afdelingens afgørelse, idet den bemærkede, at vejtid uden for arbejdstid, der betales med en timegodtgørelse af 94,59 kr., skal medtages ved beregningen af overskydende timer.
Medlemmet klagede, men hovedledelsen fastholdt sin afgørelse.
Direktoratet meddelte, at det kunne tiltræde kassens afgørelse med den af kassen givne begrundelse, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 59, stk. 4, og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 91 af 13. februar 1989, § 1, stk. 1.
Direktoratet bemærkede over for ankenævnet, at det fortsat var direktoratets opfattelse, at vejtid uden for normal arbejdstid, der betales med normal timeløn, skal indgå i beregningen af overskydende timer.
Medlemmet oplyste, at vejtidsbetalingen på 94,59 kr. pr. time indeholdt feriepenge og helligdagsbetaling samt overtid. Regnestykket så således ud:
--------------------------------------------------- 16 % ferie og helligdage af 94,59 kr. = 15,13 kr. Overtid er udregnet til pr. time = 24,17 kr. --------------------------------------------------- I alt: 39,30 kr. ---------------------------------------------------
Hvis de 39,30 kr. pr. time blev fratrukket de 94,59 kr., gav det en timeløn på 55,29 kr.
Medlemmet gjorde endvidere opmærksom på, at det var en stor gene at skulle op om morgenen kl. 4.30 og først være hjemme kl. 17.00.
Der ville derfor fremkomme diverse personlige udgifter, som også skulle tages med.
Medlemmet gjorde opmærksom på, at værftet i sin redegørelse skrev, at vejtiden ikke var tillagt bruttotimetallet på lønspecifikationen, idet aftalen lød på 3 enheder.
Kassens hovedledelse tilsendte ankenævnet et eksemplar af overenskomsten mellem Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark og Jernets Arbejdsgiverforening med oplysning om, at denne overenskomst er gældende for værftet i X-by.
I overenskomstens § 15, stk. 3, bestemmes det, at vejpenge-godtgørelsen fastsættes ved lokal forhandling.
Kassens lokalafdeling oplyste telefonisk over for ankenævnet, at tillidsmændene på værftet har forhandlet en aftale om vejtidsbetaling.
Vejtidsbetalingen udgør 94,59 kr. pr. enhed/time og indeholder både feriegodtgørelse og søgnehelligdagsgodtgørelse.
Den almindelige timeløn udgør 89,84 kr. (jf. medlemmets timesedler), men hertil skal lægges en bonus, således at timelønnen bliver på samme beløb, som vejtidsbetalingen, altså 94,59 kr. pr. time.
Medlemmet får beregnet feriegodtgørelsen og søgne-/helligdagsgodtgørelse af timelønnen i modsætning til vejtidsbetalingen, som er »endelig«.
Afdelingen oplyste videre, at medlemmet får 3 enheder vejtidspenge pr. dag for at køre fra sit hjem i Z-by til arbejdspladsen på værftet i X-by - d.v.s. at transporttid og transportudgifter er beregnet til 1 1/2 vejtidsenhed/time hver vej.
Ankenævnet lægger til grund, at medlemmets betaling for vejtid dækker både transporttid og transportudgifter, jf. overenskomstens § 15, stk. 3.
Ankenævnet finder, at godtgørelsen for vejtid ikke kan anses for omfattet af begrebet »beskæftigelse«, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 59, stk. 2, og bekendtgørelse nr. 91 af 13. februar 1989, § 1, stk. 1.
Ankenævnet finder heller ikke, at godtgørelsen kan henføres under bekendtgørelsens § 1, stk. 4, da beløbet efter det oplyste ikke kan anses for at svare til hans normale timeløn. Vejtiden skal derfor ikke indgå i opgørelsen over overskydende timer.
Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse.