200 timers-reglen for efterlønsmodtagere - socialt hjælpearbejde.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/60605@1990-06-28/da
Indhold
Et medlem var gennem pensionistomsorgsarbejdet i et omsorgscenter blevet spurgt, om hun ville arbejde i en gruppe, der dels betjente en lille kiosk og dels hjalp til i centrets cafe, der benyttedes af pensionister i lokalområdet.
Medlemmet anførte, at hun deltog i de pågældende aktiviteter primært for at holde sig i gang og for at være sammen med andre på en aktiv måde. Hun mente ikke, at aktiviteterne realistisk set kunne overtages af en lønmodtager.
Kiosken, der solgte varer videre for den lokale Kvickly, havde åbent 3 timer daglig og blev betjent og administreret af pensionister. Der var ca. 25 pensionister, der på skift passede kiosken. Overskuddet var angiveligt på 5. - 7.000 kr. årligt og omsætningen beskeden.
Om arbejdet i cafeen var det oplyst, at det bestod dels i at bidrage til det sociale samvær ved samtale med enlige pensionister, dels i at hjælpe handicappede personer, f.eks. med at bære maden fra disken til spisepladsen. Man aftalte selv i den frivillige støttegruppe, hvornår og hvor meget man ville være med i denne aktivitet, og planlægningen blev således ikke foretaget af centret.
Arbejdsløshedskassen fandt, at beskæftigelsen i kiosken skulle medregnes ved opgørelsen af de 200 timer, idet denne aktivitet klart havde karakter af lønarbejde.
For så vidt angår aktiviteten i cafeen fandt kassen, at den del, der har karakter af egentlig beskæftigelse, f.eks. afrydning af borde, skulle medtages under 200 timers reglen. Derimod fandt kassen, at frivilligt socialt arbejde, f.eks. samtale med de øvrige brugere af cafeen eller hjælp til en dårligt gående person, ikke skulle medregnes som arbejde.
Direktoratet anførte, at det fremgår af arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 c, jf. § 1 i direktoratets bekendtgørelse nr. 304 af 17. maj 1989 om arbejde i efterlønsperioden, at en efterlønsmodtager højst må arbejde i sammenlagt 200 timer inden for et kalenderår.
Direktoratet anførte videre, at det er fastsat i bekendtgørelsen, at arbejdet skal medregnes i de 200 timer, selv om det ikke medfører indtægt, og selv om det udføres uden for normal arbejdstid. Endelig anførtes, at retten til at udøve rene fritidsaktiviteter (hobby) ikke er begrænset i efterlønsperioden. Vejledningen til bekendtgørelsen indeholder retningslinier for, hvordan det i grænsetilfælde og på særlige områder - f.eks. ved humanitært og socialt hjælpearbejde - skal afgøres, om en aktivitet skal betragtes som arbejde eller hobby.
Direktoratet fandt herefter, at beskæftigelsen både i kiosken og i cafeen efter sin art ville kunne udbydes som lønnet arbejde, og at timerne derfor skulle medregnes inden for 200 timers begrænsningen. Direktoratet lagde bl.a. vægt på, at der både i kiosken og cafeen var tale om betjening af betalende kunder, og at der derfor ikke var tale om sædvanligt socialt eller humanitært hjælpearbejde.
Direktoratet tiltrådte således kassens afgørelse.
Om kiosken anførte medlemmet i anken, at det udelukkende var lokalet, der stilles til rådighed af kommunen samt at pensionisternes kontaktudvalg, der var et selvstyrende udvalg sammensat af pensionister og efterlønsmodtagere, selv indkøbte kioskens varer i den lokale brugs og videresolgte med en fortjeneste på 5 %. Fortjenesten gik til humanitært arbejde blandt ældre og handicappede.
Om aktiviteten i kiosken anførtes, at den bestod ikke blot i salg, men også i en samtale med den handlende ældre/handicappede samt hjælp til f.eks. åbning af cigaretpakken, kikspakken m.v.
Medlemmet fandt, at det med baggrund i et overskud på 5. - 7.000 kr./år ville være urealistisk at tale om ansættelse af personale i denne aktivitet.
Om cafeen anførte medlemmet, at der her betales en pris, der svarer til råvarens pris, og at der ikke var tale om nogen egentlig fortjeneste, og at betalingen ordnes af cafeens personale. Medlemmet medvirkede til, at det sociale miljø var i orden.
Generelt fandt medlemmet det bl.a. urimeligt, at efterlønsmodtagere kunne arbejde i den lokale Røde Kors Butik, hvor der betales for varen, uden at skulle registreres under 200 timers reglen.
Ankenævnet fandt, at den omhandlede beskæftigelse måtte anses for socialt hjælpearbejde af en sådan art, at det ikke skulle medregnes ved opgørelsen af erhvervsarbejde i henhold til lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v., § 75 c.
Ankenævnet ophævede således direktoratets afgørelse.