Gelex

Vedrørende oprettelse af en kommunal parkeringsfond, og de deraf følgende konsekvenser for kommunens låneramme.

GældendeVersion 1990-06-07
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/9110@1990-06-07/da

Indhold
  1. Indledning

I skrivelse af 24. februar 1989 (J. nr. 05.05.01G01) har Esbjerg Kommune bedt om Indenrigsministeriets bemærkninger til Esbjerg Kommunes ønske om at oprette en særlig parkeringsfond, organiseret som en selvstændig juridisk person i form af en selvejende institution, og de deraf følgende konsekvenser for lånerammen.

I denne anledning har Indenrigsministeriet indhentet en udtalelse fra Byggestyrelsen, der vedlægges.

Det fremgår af Byggestyrelsens udtalelse, at der består en pligt for kommunalbestyrelsen til at tilvejebringe parkeringspladser for de indbetalte parkeringsfondsmidler i et antal, der mindst svarer til det antal parkeringspladser, som i henhold til dispensationen ikke skal tilvejebringes på egen grund. Byggestyrelsen har endvidere peget på, at kommunalbestyrelsens pligt til at skaffe parkeringspladser i henhold til byggelovens § 22, stk. 5, har nær sammenhæng med byggesagsbehandlingen i kommunen, og at Byggestyrelsen finder det betænkeligt, at der oprettes en selvstændig juridisk person, som har til formål at forvalte og anvende parkeringsfondsmidlerne. Herved flyttes ansvaret for tilvejebringelsen af parkeringspladserne fra kommunalbestyrelsen til fonden og fondens bestyrelse.

Indenrigsminsiteriet skal i denne anledning udtale følgende:

En selvejende institution er kendetegnet ved, at der er tale om en formue, der uigenkaldeligt er udskilt, og som ingen fysisk eller juridisk person uden for institutionen har ejendomsret over.

En selvejende institution er således et selvstændigt og uafhængigt retssubjekt, og det vil være i strid med fondsretlige grundsætninger, hvis hele bestyrelsen eller dens flertal er underkastet instruktionsbeføjelse fra stifteren eller en anden.

Ved at oprette en særlig parkeringsfond, der har til formål at anlægge og drive offentlige parkeringspladser gennem indbetalte midler i henhold til byggelovens § 22, stk. 5, samt midler fra udlejning af offentlige parkeringspladser, vil Esbjerg Byråd således retligt - omend ikke faktisk, som følge af den byrådsvalgte bestyrelse - afskære sig fra indflydelse på opgavevaretagelsen. En sådan fraskrivning vil forudsætte, at der i lovgivningen er en udtrykkelig hjemmel hertil.

Under hensyn til det af Byggestyrelsen anførte om indholdet af kommunalbestyrelsens forpligtelse efter byggelovens § 22, stk. 5, herunder dens sammenhæng med kommunens byggesagsbehandling, finder Indenrigsministeriet, at det ikke vil være lovligt at overlade denne forpligtelse til en selvejende institution, som ikke er undergivet instruktionsbeføjelse fra byrådet, idet byrådet herefter ikke vil kunne sikre opfyldelsen af forpligtelsen til at fremskaffe det fornødne antal parkeringspladser.

Det er Indenrigsministeriets opfattelse, at det heller ikke vil være lovligt at varetage den pågældende opgave i anden privatretlig organisationsform.

Indenrigsministeriet finder derimod, at oprettelsen af en kommunal parkeringsfond er foreneligt med det kommunale budget- og regnskabssystem i det omfang parkeringsfondens midler blot holdes adskilt fra kommunens midler i øvrigt. Kommunen henvises derfor i stedet til at indrette en parkeringsfondsordning i overensstemmelse hermed, og dermed bortfalder spørgsmålet om konsekvenserne for kommunens låneramme, idet låntagning til dette formål i så fald altid skal henregnes til kommunens låntagning.

Driftsudgifter og -indtægter vedrørende den kommunale parkeringsfond føres på konto 2.23 Andre driftsudgifter og -indtægter, og anlægsudgifterne føres på konto 2.37 Andre anlægsarbejder.

Med venlig hilsen

Niels-Ulrik Christensen

Versioner

  1. 1990-06-07