Ansøgning om optagelse på folketingsvalglisten ved studier i udlandet
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1990/9240@1990-10-08/da
Indhold
Valgretsnævnet har i dag på grundlag af Deres ansøgning besluttet, at De optages på folketingsvalglisten. Nævnet har herved bl.a. lagt vægt på Deres oplysning om udrejsetidspunkt.
I 2 år fra i dag - d.v.s. til og med den 8. oktober 1992 - kan De stemme til folketingsvalg, folkeafstemninger og valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet. Derimod kan De ikke stemme til kommunevalgene.
De vil ikke modtage valgkort.
I udlandet kan De tidligst 3 måneder før valgdagen brevstemme på en dansk ambassade eller et dansk konsulat. Her i landet kan De brevstemme på et hvilket som helst folkeregister de sidste 3 uger før valgdagen.
Hvis De afgiver flere brevstemmer til samme valg, er det alene den sidst afgivne, der kommer i betragtning.
De kan også stemme ved personligt fremmøde på valgdagen i Deres seneste opholdskommune. De skal da stemme på den adresse, der er angivet sidst i dette brev. Hvis De har brevstemt, kan De ikke stemme ved personligt fremmøde på valgdagen.
Hvis De inden for de næste 2 år flytter tilbage til Danmark, vil denne afgørelse om optagelse på den særlige valgliste for udlandsdanskere automatisk bortfalde, når De har tilmeldt Dem et dansk folkeregister. I stedet optages De på den almindelige valgliste. Selv om De tager ophold i udlandet igen inden for 2-års perioden, skal De derfor på ny søge om optagelse på den særlige valgliste.
Hvis De ved udløbet af 2-års perioden stadig opholder Dem i udlandet, kan De på ny søge om optagelse på valglisten. Fornyet ansøgning skal fremsættes skriftligt på det af Indenrigsministeriet foreskrevne ansøgningsskema. Ansøgningsskemaet kan De få udleveret i den kommune, hvor De sidst har været tilmeldt folkeregistret eller på danske repræsentationer i udlandet. Søger De inden udløbet af 2-års perioden, forlænges denne periode, indtil der er truffet en afgørelse om Deres nye ansøgning.
Brevstemme - og eventuel fornyet ansøgning om optagelse på valglisten - skal sendes til :
Kommunalbestyrelsen i Århus Rådhuset 8100 Århus C
Ved personligt fremmøde på valgdagen kan de stemme på adressen:
Brobjergskolen
Frederiks Alle 20
8000 Århus C
Denne afgørelse er truffet med hjemmel i folketingsvalglovens § 16, stk. 2, jf. § 2, stk. 2 (lov nr. 271 af 13. maj 1987). Reglerne om brevstemmeafgivning findes i folketingsvalglovens kapitel 8.
På nævnets vegne
Ole Nicolaisen