Boligstøtte - Nedsættelse med tilbagevirkende kraft
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1991/4010@1991-02-13/da
Indhold
Ankeafdelingen har den 2. oktober 1989 fra social- og sundhedsforvaltningen i Ebeltoft kommune modtaget Deres klage over, at forvaltningen ved brev af 22. september 1989 har nedsat Deres boligstøtte til kr. 219 månedligt med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 1989.
Forvaltningens brev til Dem af 22. september 1989 lyder således: »I anledning af, at Deres slutopgørelse for 1987 er ændret, og at den danner grundlag for beregning af Deres boligsikring i 1989, skal det herved meddeles, at Deres boligsikring er ændret med virkning fra den 1. januar 1989 og nu beregnes efter en husstandsindkomst på kr. 231.483 - fradrag for 1 barn.
Herefter er De berettiget til kr. 219 pr. måned. Der er udbetalt kr. 7.596 for meget for perioden 1. januar - 30. september 1989. De anmodes om at indbetale dette beløb eller træffe aftale om en afdragsordning inden 10. oktober 1989.
Den aktuelle boligsikring vil ikke blive udbetalt, så længe det for meget udbetalte beløb ikke er indbetalt.«
I Deres klage anfører De, at De ikke kan acceptere skatteforvaltningens afgørelse omkring Deres slutopgørlse for 1987, og De anfører, at det er af vital betydning for Deres og Deres barns økonomi, at boligstøtten opretholdes indtil uoverensstemmelsen med skatteforvaltningen er afklaret.
Af forvaltningens medsendte redegørelse fremgår, at man ikke finder grundlag for at foretage ændring af den trufne afgørelse, idet skatteforvaltningen har ændret Deres skatteansættelse for 1987 på grund af manglende dokumentation for renteudgifter.
Af en supplerende redegørelse fremgår, at forvaltningen har fremsendt Dem et oplysningsskema i november 1988 vedr. forventet indtægt i 1989, men man har ikke modtaget dette skema retur. Deres boligstøtte for 1989 er derfor beregnet efter hovedreglen, nemlig på baggrund af 1987-indtægten. Da 1987-indtægten er ændret af skattevæsnet er boligstøtteberegningen ligeledes ændret. Det anføres, at der ikke har været kontakt med Dem udover klageskrivelsen i forbindelse med ændring af beregningen.
Forvaltningen har telefonisk oplyst, at Deres A-indkomst for 1989 udgjorde kr. 200.000 og renteudgifter kr. 4.217.
De har modtaget kopi af forvaltningens redegørelse for sagen, men er ikke fremkommet med yderligere oplysninger.
Ankeafdelingens regnskabskonsulent har kontrolleret, at det på baggrund af de indtægter og fradrag, der fremgår af den ændrede skatteansættelse er korrekt beregnet, at De er berettiget til kr. 219 i boligstøtte pr. 1. januar 1989.
Deres klage har været behandlet i ankenævnets møde den 6. februar 1991.
Det fremgår af boligstøttelovens § 18, at boligsikring udbetales med 75% af det beløb, hvormed den årlige boligudgift overstiger grænsebeløbet. Grænsebeløbet udgør 15% af husstandsindkomsten ind til kr. 119.000 (1989) og 25% af indtægt herudover.
Af § 21 fremgår, at den årlige boligudgift i 1989 ikke kunne overstige kr. 46.100 for husstande med 1 barn.
Af Boligstyrelsens vejledning af 22. oktober 1987 fremgår af pkt. 15.7 bl.a.: Tilbagebetalingskravet kan som udgangspunkt ikke fremsættes før der foreligger en endeligt opgjort indkomst efter socialindkomstlovens principper for den periode kravet evt. måtte vedrøre, idet kommunen først på dette tidspunkt kan konstatere, om de økonomiske betingelser for at fremsætte kravet er til stede. Kommunen har dog mulighed for på grundlag af en foreløbig opgørelse at kræve tilbagebetaling. Det er dog en forudsætning, at det er klart, at kravet eksisterer, at kravet er nogenlunde påregneligt, samt at der samtidig tages forbehold for senere regulering, når den endelige indkomst, opgjort efter socialindkomstlovens principper, foreligger.
Vedr. retsgrundlag i øvrigt henvises til boligstøttelovens §§ 7, 38, 41 m.v., der er vedlagt til Deres orientering. A F G Ø R E L S E
Det sociale Ankenævn stadfæster socialforvaltningens foreløbige beregning af boligstøtte for 1989 og hjemviser spørgsmålet om den endelige fastsættelse af tilbagebetalingskravet til fornyet vurdering i forvaltningen.
Ankenævnet er enig med forvaltningen i, at en følge af den af skattevæsnet foretagne ændring af Deres 1987-indkomst er, at Deres husstandsindkomst for 1989 ifølge hovedreglen (som er baseret på 1987-indkomsten) må ændres tilsvarende. På baggrund af en beregning ud fra hovedreglen er ankenævnet enig med forvaltningen i, at boligstøtten til Dem for hele året 1989 udgjorde kr. 219 pr. måned.
Det er imidlertid ankenævnets opfattelse, at forvaltningen burde have vejledt Dem om muligheden for, at boligstøtten kunne beregnes på baggrund af de forventede indtægtsforhold, såfremt disse var mindst kr. 10.000 lavere end husstandsindkomsten på baggrund af hovedreglen. Da forvaltningen efter det oplyste ikke har forsøgt at indhente oplysninger om Deres aktuelle indkomstforhold efter ændringen af Deres skattepligtige indkomst for 1987, var det efter nævnets opfattelse ikke klart, at kravet eksisterede og var nogenlunde påregneligt, og nævnet finder derfor, at forvaltningen ikke burde have fremsat tilbagebetalingskravet på det foreliggende grundlag.
Ankenævnet hjemviser den endelige beregning af tilbagebetalingskravet for 1989 til fornyet vurdering i forvaltningen ud fra de faktiske indkomstforhold for perioden. Ligeledes pålægges forvaltningen at regulere boligstøtten for perioden 1. oktober - 31. december 1989, såfremt de faktiske indkomstforhold kan begrunde en højere boligstøtte end allerede udbetalt.
Ankevejledning vedlagt.