Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1992/10035@1992-01-01/da

Indhold

1. Indledning

Vedrørende § 1, stk. 3 og § 2, stk. 2 og 4 meddelte Finanstilsynet i marts 1992, hvilke former for virksomhed tilsynet med udgangspunkt i sin hidtidige praksis anså for accessoriske til realkreditvirksomhed.

Først anførtes det dog, at realkreditloven i to tilfælde tager udtrykkeligt stilling til spørgsmålet: § 61, stk. 3 vedr. ejendomsdrift og § 40, stk. 4 og 5 vedr. indgåelse af fastkursaftaler. Desuden henvistes til bemærkningerne til lov nr. 841 af 20. december 1989 og til Boligstyrelsens skrivelse af 7. juni 1988, der efter tilsynets opfattelse stadig er gældende.

Generelt lægges det fra tilsynets side til grund, at salg af ydelser, der er afledt af selve realkreditvirksomheden, og virksomhed, der er af afgørende betydning for realkreditvirksomheden, må anses for lovlig accessorisk virksomhed.

Det blev præciseret, at institutterne ikke udfra bemærkningerne til § 2, stk. 2 (lov nr. 841 af 20. december 1989) har en almindelig adgang til at drive værdipapirhandel i et børsmæglerselskab . Institutterne har som udgangspunkt kun ret til at udøve almindelig portefølgepleje for egen regning og køb og salg af obligationer i forbindelse med ydelse og indfrielse af lån. Dog kan institutterne, såfremt de ønsker at udøve disse aktiviteter igennem et børsmæglerselskab, (der er undergivet et alsidighedskrav i henhold til lovgivningen), også drive værdipapirhandel for fremmed regning. Dette selskab kan dog ikke drive andre former for børsvirksomhed end de ovenfor nævnte. Med udgangspunkt i to trufne afgørelser, blev det angivet, at tilsynet anså salg af ekspertise opnået ved realkreditvirksomhed som accessorisk, mens salg af ekspertise opnået ved accessorisk virksomhed derimod ikke kan anses for accessorisk virksomhed.

For så vidt angår salg af produkter, der ikke er afledt af realkreditvirksomhed , er tilsynets udgangspunkt det, at dette kun kan tillades såfremt, det kan ske uden økonomisk risiko for instituttet.

Derudover er det heller ikke tilladt institutterne at videreformidle betaling fra låntagerne til tredjemand. En undtagelse hertil er dog formidling af betaling vedr. produkter, der har en rimelig sammenhæng med realkreditvirksomhed. Konkret nævntes, at tilsynet havde tilladt videreformidling af div. forsikringer, der bidrager til sikring af debitors betalingsevne i tilfælde af indkomstbortfald. Tilsynet har ikke generelt fundet anledning til at fastsætte begrænsninger på arten af de produkter, der kan formidles, eller på størrelsen af betalingen fra låntager. Formidling af ikke-realkreditmæssige produkter må ikke være indtægtsgivende, d.v.s. instituttet ikke må kræve et beløb fra produktudbyderen, der væsentligt overstiger instituttets omkostninger.

Endelig fastslås det, at tilsynet ikke anser ejendomsmæglervirksomhed for accessorisk virksomhed. Institutterne kan således kun udøve franchise-givervirksomhed på området. Franchise-tageren skal handle for egen regning og risiko.

Versioner

1. 1992-01-01