Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 58/1992
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1992/10180@1992-10-13/da
Indhold
Odense Sygehus har på vegne af [A] og [B] klaget til Pressenævnet over B.T., idet klageren finder, at bladet i forbindelse med en artikel, der blev bragt den 8. januar 1992, har overtrådt god presseskik.
Efter det oplyste bragte Fyens Stiftstidende den 7. januar 1992 en artikel om den 13-årige [A] og den 15-årige [B], der begge var indlagt på Odense Sygehus, efter at de var blevet alvorligt forbrændt af nytårsfyrværkeri. Artiklen indeholdt interviews med patienterne og deres forældre og var ledsaget af billeder, der viste drengene i deres sygesenge.
Samme dag indfandt en journalist fra B.T. sig på sygehuset, hvor han spurgte en sygehjælper om, hvor [A] og [B] lå. Journalisten præsenterede sig ikke for sygehjælperen og oplyste ikke sit ærinde.
Først på stuen, hvor [A] havde besøg af begge sine forældre, mens [B] havde besøg af sin mor, præsenterede journalisten sig og oplyste, at han havde læst artiklen i Fyens Stiftstidende, og at han ønskede at tale med dem.
[A] og hans forældre talte herefter kort med journalisten, mens [B] og hans mor ikke ønskede at tale med ham.
Efter at journalisten var gået, henvendte drengenes mødre sig til sygehuspersonalet, idet mødrene troede, at sygehuset havde været involveret i journalistens tilstedekomst.
En sygeplejerske ringede herefter til journalisten, der - ifølge klageren - oplyste, at han opfattede artiklen i Stiftstidende som en slags tilladelse til at rette henvendelse til drengene og deres forældre.
Den 8. januar 1992 bragte B.T. en artikel om [A] og [B]s ulykker med nytårsfyrværkeri. Artiklen indeholdt bl.a. beskrivelse af de to drenges forbrændinger samt kortfattede citater af udtalelser fra [A] og hans far. Artiklen var ledsaget af et billede af hver af drengene, som anskueliggjorde omfanget af deres forbrændinger. Billederne havde B.T. erhvervet i Fyens Stiftstidendes pressefotoafdeling.
Efter det oplyste henvendte forældrene sig efterfølgende til sygehuspersonalet og forespurgte, om sygehuset ville støtte dem, hvis de "lægger sag an mod journalisten."
Til støtte for klagen er det gjort gældende, at B.T.'s journalist har henvendt sig direkte til patienterne uden forudgående tilladelse fra sygehuset til trods for at journalisten i kraft af sit hidtidige samarbejde med sygehuset er klart bekendt med, at pressen kun har adgang til sygehusets afdelinger efter aftale. Klageren har endvidere gjort gældende, at en af patienterne - trods tydelig tilkendegivelse af ikke at ville deltage - alligevel blev omtalt såvel med navn som billede.
I en udtalelse om klagen har B.T. anført, at det indskærpes alle medarbejdere på bladet at udvise det størst mulige hensyn til ulykkesofre og disses pårørende, herunder ikke mindst hvis det kommer på tale at foretage personlig henvendelse kort efter ulykkestilfældet. I relation til den foreliggende sag ville normalsituationen ifølge B.T. derfor have været, at der ikke skete henvendelse direkte på sygestuen, men at en kontakt måtte tilvejebringes gennem samtaler med læger og familie.
Når de to drenge og deres forældre imidlertid samme dag havde ladet sig interviewe og fotografere til Fyens Stiftstidende om risikoen ved fyrværkeri, finder B.T. at journalistens besøg på sygestuen må betragtes som aldeles ukontroversielt.
Ifølge udtalelsen var det primære formål med besøget i øvrigt at få kontakt til forældrene med henblik på tilladelse til at interviewe drengene. Journalisten fik tilladelse hertil af [A]s forældre, mens [B]s mor fandt det bedst, at han fik fred og ro, hvilket journalisten straks respekterede.
Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens behandling: Else Mols, Bent A. Koch, Tage Clausen og Preben Sørensen.
Pressenævnet udtaler:
Det lægges til grund som ubestridt, at B.T.'s journalist i kraft af sit hidtidige samarbejde med Odense Sygehus var bekendt med, at pressen kun har adgang til sygehusets afdelinger efter aftale.
Ved journalistens undladelse af at præsentere sig og at oplyse sit ærinde over for den sygehusmedarbejder, som han henvendte sig til, findes der derfor - uanset Fyens Stiftstidendes artikel af 7. januar 1992 - at være sket en overtrædelse af god presseskik.
Endvidere findes der at være sket en overtrædelse af god presseskik ved den indgående omtale af [B]s ulykke og læsioner samt ved offentliggørelsen af et billede af ham, når der henses til hans og hans mors afvisende holdning over for journalisten.
Pressenævnet udtaler sin kritik i anledning af disse forhold.
I henhold til medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet endvidere den ansvarshavende redaktør af B.T. at offentliggøre kendelsen i fuldt omfang.
Afsagt den 13. oktober 1992.