Dokumentation for at indberetningsbetingelserne er opfyldt, kreditoplysningsbureau (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1992/11136@1992-10-12/da
Indhold
Under en inspektion, som registertilsynet foretog hos et kreditoplysningsbureau i beretningsåret, blev det konstateret, at bureauet for så vidt angår virksomheder, der står registreret i bureauets negativregistre, kun indhenter dokumentation for den enkelte virksomheds skyldforhold i forbindelse med klagesager. Dokumentation rekvireres i så fald enten fra den indberettende kreditor eller bureauets egen inkassoafdeling. Bureauet forlanger således ikke generelt dokumentation fra de indberettende kreditorer, men overlader til den enkelte debitor at gøre indsigelser.
Registertilsynet fandt, at det er kreditoplysningsbureauet, der som ansvarlig for oplysningerne i bureauets registre - over for Registertilsynet og ved henvendelse fra en registreret skal kunne godtgøre registreringernes berettigelse, herunder at de enkelte regler i lovens kapitel 3 samt tilsynets retningslinier i forbindelse hermed (bl.a. udsendelse af rykkerskrivelser for at undgå registrering af urigtige eller vildledende oplysninger) er overholdt i hvert enkelt tilfælde.
Registertilsynet var af den opfattelse, at kreditoplysningsbureauet - efter den af bureauet fulgte praksis ikke vil være i stand til i konkrete tilfælde på opfordring at dokumentere, at de gældende regler og retningslinier for registrering af oplysninger i bureauets registre er opfyldt.Registertilsynet fandt det på denne baggrund kritisabelt, at kreditoplysningsbureauet i sager, hvor der sker en registrering og videregivelse af negative kreditoplysninger omfattet af lovens kapitel 3, ikke opbevarer kopi af eller på anden måde foretager registrering af korrespondance samt andet materiale til brug for en sådan dokumentation.
Registertilsynet meddelte herefter i medfør af lovens § 23, stk. 6, kreditoplysningsbureauet pålæg om at træffe de fornødne foranstaltninger med henblik på fremover at sikre sig dokumentation for, at reglerne i kapitel 3 samt retningslinierne i forbindelse hermed er overholdt.
Det omhandlede kreditoplysningsbureau har efterfølgende meddelt Registertilsynet, at den af bureauet anvendte indberetningsformular bliver suppleret med krav om fremsendelse af dokumentation fra de indberettende kreditorer.