Optagelse i arbejdsløshedskasse ved beskæftigelse som reklametegnerelev.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1992/3110@1992-02-03/da
Indhold
En ansøger blev ansat som reklametegnerelev i et firma den 1. august 1988 for 3 års læretid. Lønnen svarede til Handels- og Kontorfunktionærernes Arbejdsløshedskasse's tarif for elever.
På optagelsesbegæring til forbundet og arbejdsløshedskassen oplyste ansøgeren, at hun var ansat som reklametegnerelev indtil den 31. juli 1991, og at hun søgte optagelse som almindeligt elevmedlem. Forbundet påtegnede optagelsesbegæringen om, at pågældende var optaget med virkning fra den 18. marts 1991.
Forbundet/kassen meddelte den 20. marts 1991, at ansøgeren ikke kunne optages i kassen som dimittend ved uddannelsens afslutning den 1. august 1991, da uddannelsen til reklametegner ikke var en offentligt anerkendt uddannelse.
Kassen henviste til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens vejledning om optagelse i en statsanerkendt arbejdsløshedskasse for lønmodtagere vedrørende kravet om offentlig anerkendelse.
Pågældende kunne derimod optages i kassen pr. 18. marts 1991 som almindeligt medlem med dagpengeret efter 12 måneders medlemskab, forudsat de almindelige betingelser herfor var opfyldt, herunder bl.a. 26 ugers arbejde på fuld tid i medlemsperioden.
Alternativt kunne pågældende vælge at blive optaget som elevmedlem indtil uddannelsens afslutning og senere søge optagelse i kassen på grundlag af beskæftigelse.
Ansøgeren klagede under henvisning til, at hun første gang henvendte sig til kassen før den 2. april 1990, medens direktoratets vejledning først blev udgivet den 17. maj 1990.
Kassen fastholdt sin afgørelse over for direktoratet, men anmodede direktoratet om at træffe afgørelse om, at reklametegneruddannelsen kunne danne grundlag for optagelse som dimittendmedlem. Kassen anførte, at Reklameskolen i samarbejde med Danske Reklamebureauers Brancheforening havde forsøgt at få reklametegneruddannelsen godkendt. En sådan godkendelse ville indebære, at uddannelses- og undervisningsforløbet skulle fastsættes af det offentlige, hvilket ikke harmonerede med brancheforeningens ønske om selv at fastsætte, hvad eleverne skulle undervises i. Derfor var der ikke blevet ansøgt om offentlig anerkendelse af uddannelsen.
Kassen fandt, at kravet i direktoratets vejledning om, at uddannelsen skulle være offentligt anerkendt, var en stramning, som ikke var en følge af nogen lovændring.
Kassen underrettede ansøgeren om oversendelsen til direktoratet og bekræftede den 25. juni 1991, at hun var optaget i kassen pr. 18. marts 1991 på grundlag af beskæftigelse.
Den 25. juni 1991 oplyste kassen til direktoratet, at medlemmet var optaget som almindeligt medlem af kassen pr. 18. marts 1991 med dagpengeret efter 1 års medlemskab.
Først ved kassens modtagelse af skriftlig optagelsesbegæring havde kassen kunnet konstatere, at medlemmet var under uddannelse til reklametegner og dermed efter kassens opfattelse ikke opfyldte betingelserne for ret til optagelse som dimittend ved uddannelsens afslutning med dagpengeret efter 1 måneds medlemskab.
Ifølge direktoratets samtalerapport af 25. juni 1991 har Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte oplyst, at reklametegneruddannelsen ikke figurerede i kartoteket over støtteberettigede uddannelser.
DRB-skolen (Reklametegnerskolen) har samme dato telefonisk over for direktoratet oplyst, at skolen er 100 % privat finansieret. Det er reklamebureauerne, der betaler for uddannelsen af medarbejderne. Uddannelsen er således ikke offentligt anerkendt, og der kan ikke søges eller gives SU.
Lønbilag for februar - april 1991 viser fast løn på 10.062 kr. for 160 timer hver måned.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen meddelte, at ansøgeren ikke kunne optages som dimittendmedlem af kassen, idet hendes uddannelse som reklametegner ikke opfyldte betingelserne for at være offentligt anerkendt.
Direktoratet henviste til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 499 af 19. august 1988 om optagelse i en statsanerkendt arbejdsløshedskasse for lønmodtagere, § 1, stk. 2, samt til direktoratets vejledning af 17. maj 1990, pkt. 4.5., nr. 6, hvorefter en uddannelse for at kunne berettige til optagelse i en arbejdsløshedskasse skulle være offentligt anerkendt.
Direktoratet henviste videre til vejledningens pkt. 4.5.2. om vejledning for, hvorvidt en uddannelse kunne anses for offentligt anerkendt.
Det forhold, at ansøgeren havde henvendt sig til kassen første gang forinden vejledningens ikrafttræden, kunne ikke føre til et andet resultat. Direktoratet bemærkede, at vejledningen ikke var fremkommet som følge af lovændring, men alene var udtryk for tidligere og gældende fast praksis.
Direktoratet tiltrådte således kassens afgørelse på dette punkt.
Ifølge kassens skrivelse af 25. juni 1991 var pågældende pr. 18. marts 1991 optaget som medlem af kassen på grundlag af beskæftigelse som lønmodtager.
Direktoratet fandt, at beskæftigelse i et elevforhold som altovervejende hovedregel ikke kunne betragtes som lønarbejde i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand, idet oplæring måtte anses for at udgøre den væsentligste del af uddannelsens indhold.
Der var fra denne hovedregel gjort konkrete undtagelser, herunder arbejde i lærlingeforhold efter lærlingelovens § 30 og praktikperioder i henhold til EFG-loven.
Da medlemmet var under uddannelse indtil den 31. juli 1991 og ikke var omfattet af de nævnte undtagelser, fandt direktoratet, at pågældendes optagelse som medlem af kassen pr. 18. marts 1991 skulle annulleres.
Som følge af medlemskabets annullation var pågældende berettiget til at få tilbagebetalt det indbetalte kontingentbeløb. Efter uddannelsens afslutning kunne pågældende optages som medlem af kassen, såfremt de almindelige betingelser for optagelse af lønmodtagere var opfyldt.
Kassens advokat ankede for kassen og medlemmet. Advokaten oplyste, at medlemmet havde været ansat på normal fuld tid og været omfattet af funktionærloven og ferieloven. Arbejdsfunktionerne var i al væsentlighed af samme art og karakter som en udlært reklametegners. Under elevtiden deltog pågældende i en række eksterne kurser på lige fod med udlærte reklametegnere, og alle kurser incl. forplejning var betalt af arbejdsgiveren.
Lønnen blev beskattet med sædvanligt lønmodtagerfradrag, lige som der blev indbetalt bidrag til ATP og AUD.
Advokaten fandt direktoratets afgørelse ukorrekt, idet den hvilede på en både urigtig og uhjemlet fortolkning af begrebet lønmodtager i arbejdsløshedsforsikringslovens § 41, stk. 1, nr. 3, litra a. Dette lønmodtagerbegreb var ikke nærmere defineret i loven, hvilket direktoratet havde kommenteret i vejledning af 17. maj 1990, pkt. 1. Det var efter vejledningen et krav for at anerkende beskæftigelse som lønarbejde, at den pågældende modtog et vederlag, og at dette vederlag var skattepligtigt. Denne betingelse var opfyldt.
Advokaten anførte, at der hverken i arbejdsløshedsforsikringsloven eller i direktoratets vejledning var støtte for det af direktoratet anvendte kriterium, at beskæftigelse i et elevforhold ikke kunne betragtes som lønarbejde i lovens forstand, idet oplæring måtte anses for at udgøre den væsentligste del af uddannelsens indhold.
Konsekvensen af dette kriterium blev for de elevforhold, der ikke berettigede til dimittendoptagelse i medfør af lovens § 41, stk. 1, nr. 3 c, at de pågældende elever under elevtiden ikke havde ret til optagelse i en arbejdsløshedskasse og heller ikke havde ret til dimittendoptagelse. Denne konsekvens kunne ikke have været tanken med arbejdsløshedsforsikringslovens § 41.
Det var korrekt, at der i ansættelsen indgik et element af oplæring/uddannelse, men denne oplæring/uddannelse adskilte sig på ingen måde fra den praktiske udlæring/uddannelse, som var forbundet med andre elevstillinger og lærlingeforhold såsom kontorelever, laborantelever, trainees m.v.
Advokaten henviste til en vejledende udtalelse af 24. november 1987 fra direktoratet, som bl.a. udtalte, at »når en person ansættes som trainee (= praktikant, volontør), vil det typisk være således, at der ikke er et på forhånd fastlagt »uddannelsesforløb«, idet den pågældendes oplæring sker individuelt inden for en virksomheds rammer og tilpasses dennes behov. Der er således ikke tale om uddannelse i traditionel forstand (offentlig godkendelse og normering, eksamensbevis, adgang til dimittendoptagelse i en arbejdsløshedskasse), men snarere om praktisk oplæring inden for en virksomhed eller branche.' Direktoratet havde lagt vægt på, at medlemmet skulle udføre almindeligt forefaldende kontorarbejde inden for almindelig arbejdstid, at medlemmet havde sædvanligt ferie- og opsigelsesvarsel, og at medlemmet ikke samtidig med denne ansættelse måtte påtage sig andet arbejde uden tilladelse fra arbejdsgiveren.
Disse momenter var alle opfyldt i nærværende sag.
Sammenfattende fandt advokaten, at direktoratet manglede hjemmel til at anvende praktisk oplæring i et ansættelsesforhold som et kriterium, der talte imod, at der forelå lønarbejde, da dette kriterium hverken fremgik af arbejdsløshedsforsikringsloven med tilhørende bekendtgørelse eller af direktoratets vejledning af 17. maj 1990.
Pågældendes ansættelse som reklametegnerelev opfyldte samtlige de kriterier, der fremgik af direktoratets vejledning af 17. maj 1990.
Direktoratet har ikke fundet grundlag for at ændre sin afgørelse.
Direktoratet fastholdt, at pågældende ikke kunne optages i kassen, mens hun var under uddannelse, idet beskæftigelse i et elevforhold som altovervejende hovedregel ikke kunne betragtes som lønarbejde i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand.
De i direktoratets vejledning af 17. maj 1990 til bekendtgørelse om optagelse i en statsanerkendt arbejdsløshedskasse for lønmodtagere nævnte vejledende momenter for, hvornår der kunne være tale om lønarbejde, relaterede sig ikke til uddannelsesforløb og lærlingeforhold. Dette støttedes bl.a. af, at der var gjort konkrete undtagelser for arbejde i lærlingelovens § 30 og praktikperioder i henhold til EFG-loven samt for praktikperioder i sygehjælper- og plejehjemsassistentuddannelserne.
Det var et krav for uddannelse på Reklameskolen, at der blev betalt et betydeligt beløb enten af et bureau eller af eleven selv. Dette indicerede yderligere, at der ikke var tale om lønarbejde i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand.
Direktoratet henviste til en dagbladsannonce om indhold og varighed af uddannelsen på Reklameskolen.
Direktoratet fastholdt, at der efter en konkret undersøgelse af uddannelsesforløbet ikke var tale om lønarbejde i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand.
Medlemmet oplyste, at hun aldrig havde deltaget i kurser på Reklameskolen eller været der. Så vidt medlemmet vidste, kunne man ikke deltage i uddannelsen på Reklameskolen, før man var færdiguddannet som reklametegner og ansat på et bureau. Medlemmet var først pr. 31. juli 1991 færdiguddannet.
Direktoratet meddelte den 30. september 1991, at medlemmets brev gav anledning til, at direktoratet genoptog sagen til fornyet realitetsbehandling.
Direktoratet oplyste i sin afgørelse, at medlemmet telefonisk havde oplyst, at hun havde deltaget i diverse andre private kurser af 1-2 dages varighed.
Direktoratet kunne på baggrund af disse oplysninger fortsat ikke give tilladelse til, at pågældende blev optaget som dimittendmedlem af kassen. Begrundelsen var fortsat, at uddannelsen ikke var offentligt anerkendt, jf. direktoratets vejledning af 17. maj 1990, pkt. 4.5., nr. 6, og pkt. 4.5.2.
For så vidt angik pågældendes optagelse i kassen pr. 18. marts 1991 på grundlag af beskæftigelse som lønmodtager fastholdt direktoratet, at dette medlemskab skulle annulleres.
Det forhold, at pågældende ikke havde gået på Reklameskolen, men havde deltaget i andre kortvarige kurser, som blev betalt af hendes arbejdsgiver, ændrede ikke direktoratets opfattelse, idet beskæftigelse i et elevforhold som altovervejende hovedregel ikke kunne betragtes som lønarbejde i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand, da oplæring måtte anses for at udgøre den væsentligste del af uddannelsens indhold.
Direktoratet fastholdt således i sin helhed afgørelsen.
Samtidig oversendte direktoratet sagen til ankenævnet med bemærkning om, at direktoratet ikke havde fundet grundlag for at ændre sin afgørelse.
Ankenævnet lagde til grund, at det ikke var bestridt, at ansøgeren ikke ved afslutningen af uddannelsen til reklametegner kunne optages som dimittendmedlem af kassen i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 41, stk. 1, nr. 3 c.
Ankenævnet fandt med hensyn til pågældendes optagelse som medlem på grundlag af beskæftigelse som lønmodtager, at samtlige kriterier for at anse pågældendes ansættelse som reklametegnerelev for lønmodtagerbeskæftigelse må anses for opfyldt.
Ankenævnet ændrede derfor Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse, således at pågældendes optagelse i kassen pr. 18. marts 1991 på grundlag af beskæftigelse som lønmodtager ikke skulle annulleres.