Ikke tilbagebetaling af supplerende dagpenge efter frifindende dom for tilbagebetaling af for meget udbetalt løn.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1992/3130@1992-02-19/da
Indhold
Et medlem modtog i perioden 1. august 1985 til 31. juli 1986 ialt brutto 18.315 kr. i supplerende dagpenge, idet hun på sine dagpengekort oplyste, at hun arbejdede 19,42 timer om ugen.
Ifølge hendes ansættelsesaftale var hun ansat ved en kommune med 19,42 lærerløntimer om ugen.
Den 3. marts 1988 viste det sig, at kommunen i hele ansættelsesperioden, den 1. august 1985 til den 31. juli 1986, havde udbetalt løn for fuldt timetal, svarende til 27 lærerløntimer om ugen.
Ved dom afsagt af Vestre Landsret den 23. august 1991 blev medlemmet frifundet for tilbagebetaling af den af kommunen for meget udbetalte løn med den begrundelse, at udbetalingen skyldtes en fejl fra kommunens side, at hun var i god tro med hensyn til den modtagne løn, og at hun først ved kommunens brev af 3. marts 1988 blev klar over, at hun havde modtaget for meget i løn.
Kassen, som havde afventet dommens afsigelse, meddelte herefter medlemmet, at grundlaget for udbetalingen af de supplerende dagpenge var bortfaldet som følge af, at der var udbetalt både løn og arbejdsløshedsdagpenge i perioden 1. august 1985 til 31. juli 1986. Hun skulle derfor med hjemmel i dansk rets almindelige grundsætninger om dobbeltforsørgelse tilbagebetale de i denne periode udbetalte dagpenge med brutto 18.315 kr.
I klagen til direktoratet anførte medlemmet ved sin advokat bl.a., at hun havde oppebåret dagpengene i den omhandlede periode med rette, og at Vestre Landsrets dom alene var udtryk for, at kommunen, som arbejdsgiver, ikke var berettiget til at kræve det for meget udbetalte beløb tilbage.
Derfor fandtes grundlaget for udbetalingen af de supplerende dagpenge ikke bortfaldet, idet pågældende havde været deltidsansat lærer ved kommunen og derfor havde været berettiget til at oppebære supplerende dagpenge.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen var enig med kassen i, at medlemmet skulle tilbagebetale ialt brutto 18.315 kr. til kassen, og at beløbet ikke kunne kræves tilbagebetalt med hjemmel i arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1.
Direktoratet havde ved afgørelsen lagt vægt på, at kommunen ifølge Vestre Landsrets dom ikke kunne kræve den for meget udbetalte løn tilbagebetalt.
Da medlemmet således havde modtaget 2 ydelser, nemlig løn og supplerende dagpenge, der dækkede samme periode og samme formål, skulle de udbetalte dagpenge tilbagebetales med hjemmel i dansk rets almindelige forudsætninger om dobbeltforsørgelse.
Ved fremsendelse af afgørelsen til medlemmets advokat henviste direktoratet til UfR 1959/321 H angående dansk rets almindelige grundsætninger om dobbeltforsørgelse.
I klagen gjorde medlemmets advokat gældende, at den påberåbte grundsætning om dobbeltforsørgelse ikke kunne finde anvendelse i nærværende sag.
Med henvisning til dommen UfR 1959/321 H blev det anført, at det i denne afgørelse, der var noget konkret, var præciseret, at begge de omhandlede ydelser var ydelser af social karakter, hvilket ingenlunde var tilfældet i nærværende sag, som alene for så vidt angik dagpengene kunne antages at have social karakter.
Endvidere blev det anført, at det i ovennævnte dom var utvivlsomt, at aldersrente med urette var oppebåret, medens det i nærværende sag fastholdtes, at medlemmet, der alene var deltidsansat, var berettiget til at oppebære supplerende dagpenge, uanset om det med baggrund i reglerne om condictio indebiti ikke havde været muligt for lønudbetaleren at søge løndifferencen mellem den korrekte og den faktisk oppebårne løn tilbage.
Endelig blev det vedrørende ovennævnte dom anført, at det i dommen var tillagt betydning, at det fra Tyskland oppebårne beløb blev betalt som et engangsbeløb og ikke som en løbende ydelse. Advokaten henviste til, at der ved vurderingen af, om der kunne ske tilbagesøgning, blev lagt vægt på, hvorvidt det for meget udbetalte kunne antages at være indgået i den daglige husholdning, hvilket var tilfældet i nærværende sag.
Arbejdsmarkedets Ankenævn lagde til grund, at det ved Vestre Landsrets dom af 23. august 1991 var fastslået, at det forhenværende medlem uberettiget modtog løn for perioden 1. august 1985 til 31. juli 1986, men at hun ikke skulle tilbagebetale det modtagne beløb, fordi udbetalingen skyldtes en fejl fra kommunens side, at hun var i god tro med hensyn til den modtagne løn, og at hun først ved modtagelsen af kommunens brev af 3. marts 1988 blev klar over, at hun havde modtaget for meget i løn.
Nævnet lagde videre til grund, at dagpengene i den omhandlede periode blev udbetalt til medlemmet med rette.
Der forelå efter ankenævnets opfattelse en dobbeltforsørgelsessituation, som imidlertid ikke kunne medføre tilbagebetaling af dagpengene, idet kassen først rejste krav om tilbagebetaling flere år efter, at medlemmet fik dagpengene udbetalt.
Ankenævnet fandt herefter, at medlemmet ikke skulle tilbagebetale supplerende dagpenge, som hun modtog i perioden 1. august 1985 til 31. juli 1986.
Ankenævnet ændrede således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.