Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1992/3430@1992-06-29/da

Indhold

1. Indledning

Ankenævnet fandt, at et medlem måtte anses for at have drevet selvstændig virksomhed fra den 1. august 1985, hvor han overtog en restaurant for at undgå betydeligt tab i forbindelse med indfrielse af en kautionsforpligtelse. Virksomheden blev udlejet til et anpartsselskab, i hvilket medlemmet ejede alle anparter, og medlemmets hustru blev ansat af selskabet som bestyrer.

På grundlag af Østre Landsrets tilkendegivelse i den af medlemmet mod ankenævnet anlagte retssag meddelte ankenævnet den 29. november 1990, at nævnets afgørelse ændredes således, at medlemmet ikke skulle anses for at have påbegyndt selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse den 1. august 1985.

Ankenævnet hjemviste spørgsmålet om, i hvilket omfang medlemmet herefter var berettiget til dagpenge, til behandling i arbejdsløshedskassen som første instans.

Arbejdsløshedskassen meddelte, at medlemmet ville få efterbetalt dagpenge for perioden 1. august 1985 til 30. juni 1986. Kassen havde ikke kunnet udbetale dagpenge for tiden fra den 9. til den 24. september 1985, hvor medlemmet havde holdt ferie, og for perioden fra den 28. maj 1986 til tidspunktet for etablering af ny selvstændig virksomhed den 1. juli 1986, idet medlemmet i denne periode ikke havde været tilmeldt arbejdsformidlingen, da han undlod at møde til kontrolfremmøde den 28. maj 1986 og ikke senere mødte frem.

Kassen mente sig ikke forpligtet til at betale renter af dagpengeudbetalingerne, idet kassen gennem hele sagen havde fulgt den til enhver tid gældende administrative praksis. Da kassen fik meddelelse om sagens udfald fra ankenævnet blev sagen umiddelbart herefter behandlet og dagpengene udbetalt.

Medlemmets advokat accepterede i brev af 21. januar 1991, at der ikke skulle udbetales dagpenge for perioden 9. - 24. september 1985, hvor medlemmet holdt ferie.

Advokaten fastholdt kravet for perioden 28. maj - 1. juli 1986, idet kassen selv havde tilkendegivet over for medlemmet, at der ikke var nogen mening i at møde til kontrol, når kassen havde truffet afgørelse om, at han var etableret som selvstændig erhvervsdrivende, jf. kassens brev af 2. august 1986. Derefter ophørte medlemmet med at gå til kontrol.

Advokaten fastholdt også rentekravet under henvisning til, at Landsretten havde underkendt den administrative praksis, som kassen havde fulgt. Kassen havde med andre ord administreret loven forkert og derfor fulgt en forkert praksis, hvilket havde resulteret i, at medlemmet ikke i 1985/86 havde fået udbetalt de dagpenge, som han havde krav på.

Medlemmet skulle derfor stilles, som om kassen havde udbetalt dagpengene måned for måned i 1985/86, hvorfor der ud over selve dagpengetilgodehavendet skulle betales renter svarende til procesrenten fra de enkelte forfaldstidspunkter, til betaling faktisk fandt sted den 28. december 1990.

Ved sagens oversendelse til direktoratet afviste kassen bl.a. at have tilkendegivet, at medlemmet ikke behøvede at møde til kontrol, den havde tværtimod understreget, at medlemmet af hensyn til en eventuel ankesag om ret til dagpenge efter den 1. august 1985 fortsat burde være tilmeldt arbejdsformidlingen og aktivt arbejdssøgende.

I sagen forelå kassens afgørelse af 2. august 1985, hvis sidste afsnit lyder:

»Af hensyn til en eventuel ankesag om retten til dagpenge efter den 1. august 1985 bør hr. NN fortsat være tilmeldt arbejdsformidlingen og fortsat være aktivt arbejdssøgende til beskæftigelse som lønmodtager.«

Kassen fastholdt derfor, at der ikke kunne udbetales dagpenge til medlemmet for perioden 28. maj - 30. juni 1986, hvor medlemmet ikke var tilmeldt arbejdsformidlingen.

Vedrørende spørgsmålet om rentekravet lagde kassen til grund, at den tidligere trufne afgørelse var blevet underkendt ved Østre Landsret.

Kassen fandt imidlertid ikke, at afgørelsen var i strid med dagældende praksis, hvilket blev bekræftet ved direktoratets og ankenævnets tiltrædelse af kassens afgørelse.

Kassen anså sig derfor ikke forpligtet til at betale renter af de enkelte udbetalinger fra det tidspunkt, hvor ydelsen ordinært ville være forfaldet og frem til det tidspunkt, hvor udbetalingen fandt sted den 28. december 1990.

Ankenævnet havde den 29. november 1990 henvist spørgsmålet til behandling i kassen i første instans, og kassen havde derefter hurtigst muligt udbetalt dagpengene til medlemmet.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen meddelte den 14. marts 1991, at der ikke kunne udbetales dagpenge til medlemmet i perioden 28. maj - 1. juli 1986, idet han ikke havde været tilmeldt arbejdsformidlingen i dette tidsrum, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 57, stk. 4.

Direktoratet kunne ikke imødekomme medlemmets krav om renter af efterbetaling af dagpenge, idet der ikke i arbejdsløshedsforsikringsloven var hjemmel til at forrente efterbetaling af dagpenge.

Spørgsmålet om, hvorvidt et eventuelt rentekrav kunne gøres gældende, måtte afgøres efter de almindelige erstatningsretlige regler, hvilket hørte under domstolene.

Medlemmets advokat har vedrørende dagpenge for tiden 28. maj - 1. juli 1986 anført, at medlemmet ikke var omfattet af bestemmelsen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 57, stk. 4, idet han ikke var ledig i denne periode, fordi kassen havde truffet beslutning om, at han var selvstændig, og derfor havde inddraget hans dagpenge.

Direktoratets opfattelse var således i strid med lovens bogstav og indebar det paradoks, at medlemmet på samme tid var ledig og selvstændig.

Da kassen havde bestemt, at medlemmet var selvstændig, fulgte det, at han ikke skulle tilmeldes arbejdsformidlingen.

Vedrørende spørgsmålet om renter anførte advokaten, at der muligt ikke i arbejdsløshedsforsikringsloven var hjemmel til at udbetale renter, men der var heller ikke hjemmel for det modsatte. Da det administrative system havde administreret loven forkert i det foreliggende tilfælde, var det erstatningspådragende over for borgeren, hvilket havde som konsekvens, at der skulle betales renter.

Advokaten henviste i øvrigt til rentelovens § 8 om renter af pengekrav uden for formuerettens område.

Direktoratet fandt ikke grundlag for at ændre sin afgørelse.

På baggrund af ankenævnets anmodning om på ny at overveje rentespørgsmålet meddelte direktoratet den 17. september 1991, at såfremt medlemmets advokat havde medtaget rentespørgsmålet i retssagen, var det direktoratets opfattelse, at dette havde indgået i rettens tilkendegivelse eller eventuelle dom, således at der var blevet givet medlemmet procesrenter.

Selv om der ikke er hjemmel i arbejdsløshedsforsikringsloven til at yde renter af efterbetalingsbeløb, fandt direktoratet på denne specielle baggrund at kunne acceptere, at medlemmet fik renter af efterbetalingsbeløbet med hjemmel i almindelige retsgrundsætninger fra sagens anlæg i marts 1989 til udbetalingen i ultimo 1990, d.v.s. svarende til bestemmelsen i rentelovens § 8, stk. 1.

Derimod fandt direktoratet, at der ikke var grundlag for at yde renter fra et tidligere tidspunkt. Direktoratet havde herved lagt vægt på, at der fra arbejdsløshedskassens og direktoratets side ikke havde været tale om åbenbare fejl, men om skønsmæssig vurdering.

Medlemmets advokat meddelte den 3. oktober 1991, at klagen vedrørende rentespørgsmålet opretholdtes.

Advokaten anførte, at den dato, hvorfra der kan ydes renter, er fastsat til sagsanlægget, men at denne dato set i forhold til medlemmet er vilkårlig, idet han var afskåret fra at udtage stævning før sagen havde passeret gennem det administrative system. Medlemmet skulle derfor ikke rentemæssigt straffes, fordi sagsbehandlingstiden i dette system var mere end 3 år. Det var derfor efter advokatens opfattelse helt urimeligt og heller ikke i overensstemmelse med almindelige retsgrundsætninger, der har udmøntet sig i rentelovens § 3, stk. 1. Ifølge denne bestemmelse betales renter fra forfaldsdagen.

Direktoratet henholdt sig ved brev af 16. oktober til direktoratets fornyede afgørelse af 17. september 1991, da det af advokaten fremførte ikke gav direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.

Ankenævnet tiltrådte Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse af 14. marts 1991 for så vidt angik spørgsmålet om medlemmets ret til dagpenge i perioden 28. maj - 1. juli 1986, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens dagældende § 57, stk. 4. Ankenævnet lagde vægt på, at pågældende af kassen var orienteret om, at han fortsat skulle stå tilmeldt arbejdsformidlingen af hensyn til en eventuel ankesag.

For så vidt angik rentespørgsmålet kunne ankenævnet henholde sig til det af direktoratet i afgørelse af 17. september 1991 anførte.

Medlemmets advokat rettede herefter henvendelse til Folketingets Ombudsmand.

Ankenævnet anmodede på baggrund af ombudsmandens henvendelse til nævnet direktoratet om en yderligere udtalelse vedrørende rentespørgsmålet.

Direktoratet fastholdt i denne udtalelse bl.a., at der i kassens og direktoratets afgørelser ikke blev begået åbenbare fejl, men direktoratet måtte medgive, at sagsbehandlingen under den administrative klagebehandling havde været relativt lang, og at dette ikke alene kunne tilskrives medlemmets forhold.

Direktoratet anbefalede derfor, at ankenævnet ændrede sin afgørelse vedrørende rentespørgsmålet, således, at medlemmet med hjemmel i almindelige retsgrundsætninger også fik renter af efterbetalingsbeløbet opgjort fra dagpengenes forfaldstidspunkt til sagens anlæg i marts 1989. Beregningen af renterne skulle ske efter rentelovens bestemmelser.

Ankenævnet genoptog på grundlag af direktoratets udtalelse sagen til fornyet behandling og ophævede sin afgørelse af 2. januar 1992 for så vidt angik rentespørgsmålet.

Ankenævnet fandt herefter, at der skulle tilkendes medlemmet renter af efterbetalingsbeløbet, opgjort fra dagpengenes forfaldstidspunkt, og at beregningen af renter skulle ske efter rentelovens bestemmelser.

Versioner

1. 1992-06-29