Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1992/3555@1992-08-01/da

Indhold

1. Indledning

Arbejdsministeriet har i dag skrevet således til foreningen A :

»I skrivelse af 30. marts 1992 har foreningen på vegne af Rideklubben B klaget over Direktoratet for Arbejdstilsynets afgørelse af 9. marts 1992 vedrørende brug af beskyttelseshjelm (ridehjelm).

Klagens indhold

Det anføres blandt andet til støtte for klagen, at der kan være risiko for hovedskader ved fald eller styrt fra/med hest i særlige tilfælde som ved tilridning af ungheste samt ved springning på bane og i terræn, hvor en sikkerhedsgodkendt hjelm givet ville nedsætte risikoen.

Foreningen henviser til, at læge C, Århus Amtssygehus, har lavet undersøgelser over rideulykker, og at resultatet heraf netop også peger i retning af, at rideulykker med hovedskader til følge primært opstår ved ridning i terræn samt ved springning.

Foreningen A finder det ikke rimeligt, at påbyde brug af hjelm under det almindelige dressurarbejde, da dette arbejde efter foreningens opfattelse fuldt ud er sikkerhedsmæssigt forsvarligt uden brug af hjelm.

Rideklubben B anfører i sin skrivelse af 30. marts 1992, at klubben ønsker påbudet ændret til at omfatte:

A) Træning af ungheste (tilridning),

B) Ridebanespringning (træning og konkurrence),

C) Ridning i terræn.

Derudover anfører klubben blandt andet, at Arbejdstilsynets påbud ikke vil få antallet af rideulykker til at falde, idet kun ansatte er omfattet af påbudet, og disse udgør under 1 % af de ca. 70.000 medlemmer af Dansk Rideforbund. Hvis man i Arbejdsministeriet og hos myndighederne ønsker at gøre noget for at forbedre sikkerheden indenfor ridesporten, bør dette efter klubbens opfattelse ske ved en lovgivning, der omfatter alle aktive ryttere.

Klubben er af den opfattelse, at påbudet ikke vil blive håndhævet ensartet pa landsplan af Arbejdstilsynets kredse.

Sagsforløb

Arbejdsministeriet har sendt klagen til udtalelse i Direktoratet for Arbejdstilsynet. Det fremgår af udtalelsen og af sagen i øvrigt, at kreds xxx amt i tilsynsrapport af 18. november 1991 afgav påbud om, at Rideklub Bs ansatte ved ridning skal anvende ridehjelm, og at arbejdsgiveren skal afholde udgifter til anskaffelse og vedligeholdelse af ridehjelmene.

Påbudet blev givet på baggrund af en arbejdsulykke den 13. november 1991, hvor en ansat berider styrtede med en hest.

I skrivelse af 9. december 1991 klagede Rideklub B over påbudet til direktoratet, idet klubben ikke mener, at ulykken skete under omstændigheder, som kan beskrives som normale arbejdsforhold i klubben.

Direktoratet fastholdt i sin afgørelse kredsens påbud, da direktoratet fandt, at der ved ridning er en sådan risiko for hovedskader, at arbejdet kun kan udføres sikkerhedsmæssigt forsvarligt, hvis der anvendes sikkerhedsgodkendt ridehjelm.

Direktoratet var af den opfattelse, at ridning ikke skulle vurderes anderledes end andet arbejde, hvor der er en risiko for hovedskader, og hvor Arbejdstilsynet traditionelt stiller krav om anvendelse af beskyttelseshjelm.

I anledning af klagen til Arbejdsministeriet har direktoratet kontaktet læge C, som oplyser, at hun har lavet to undersøgelser:

dels en over rideulykker gennem 10 år og dels en med gennemgang af rideulykker, som har ført til skadestuebesøg på Århus Amtssygehus. Hun har dog endnu ikke offenliggjort sine undersøgelser.

Undersøgelserne viser, at elementer, som gør risikoen for skader ved ridning større, er udendørs ridning, springning og galop. Hvis flere af elementerne indgår, forøges risikoen, fx under jagtridning hvor ridningen foregår udendørs (man springer og rider galop).

Det er uden betydning, om der er tale om en stor hest eller en pony. Erfaring er ligeledes uden betydning.

Læge C har givet oplysninger om 5 artikler, hvori der er offentliggjort undersøgelser af rideulykker, uafhængig af om de tilskadekomne er fritidsryttere eller ansatte.

Det drejer sig om Ugeskrift for Læger 1989, 151/46, side 3078, »Ridesportens skademønster«: Ugeskrift for Læger 1986, 148/12, side 738, »Rideulykker i Frederiksborg amt«: Ugeskrift for Læger 1978, 140/22, side 1305, »Dødsulykker ved ridning og anden omgang med heste«: Ugeskrift for Læger 1977, 139/28, side 1687 og side 1689, »Ridesportsulykker.

Direktoratet har gennemgået de 5 artikler, hvori der ikke skelnes mellem fritidsryttere og ansatte, hvilket efter direktoratets opfattelse dog ikke er afgørende for vurderingen, da flere af undersøgelserne konkluderer, at skadesmønstret er uafhængigt af erfaring.

Undersøgelserne viser, at der forekommer mange læsioner af hovedet (hjernerystelse mv.) som følge af fald og styrt i forbindelse med ridning. Ulykkerne sker oftest udendørs, og for så vidt angår undersøgelserne over dødsulykker sker disse tillige hyppigst under galop og spring.

I Ugeskrift for Læger 1977, 139/28, side 1690, konkluderes det, at der ikke er nogen væsentlig forskel i sværhedsgrad på ulykker opstået i ridehal og udendørs.

Ingen af undersøgelserne har nærmere opgjort under hvilken form for ridning, ulykkerne sker, hvorvidt hovedlæsionerne sker udendørs eller indendørs eller, om der blev anvendt sikkerhedsgodkendt hjelm.

Direktoratet vil ikke afvise, at risikoen for hovedskader kan være afhængig af, hvilken form for ridning der udføres, men direktoratet finder ikke, at der på baggrund af undersøgelserne kan konkluderes. at det er uden særlig risiko, at ride indendørs.

Det er direktoratets opfattelse, at der er en sådan risiko for hovedskader ved ridning uanset rideformen på grund af fald fra hesten, styrt eller lignende, at arbejdet kun kan udføres sikkerhedsmæssigt forsvarligt, hvis der anvendes sikkerhedsgodkendt ridehjelm, når den ansatte er til hest.

Direktoratet bemærker til det anførte fra Rideklub B, at der ikke i arbejdsmiljøreglerne er hjemmel for Arbejdstilsynet til at pålægge ryttere at anvende ridehjelme ved ridning i fritiden.

Arbejdstilsynets håndhævelse af et eventuelt krav om brug af sikkerhedsgodkendt ridehjelm for ansatte ryttere vil blive prioriteret af kredsene på lige fod med andre arbejdsmiljøforhold.

På denne baggrund har direktoratet indstillet, at direktoratets afgørelse af 9. marts 1992 om brug af ridehjelme fastholdes.

Arbejdsmiljørådets indstilling

Klagen har i henhold til arbejdsmiljølovens § 66, stk. 1, nr. 4, været forelagt Arbejdsmiljørådet. DA kan ikke støtte direktoratets indstilling, men finder, at Arbejdstilsynet i den konkrete sag har overreageret og burde fare med lempe. Man burde have skelet til nabolandenes lovgivning på området.

Landbrugsrådet og SALA støtter DA. SALA med bemærkning om, at det ikke er rimeligt, at arbejdsgiverne skal finansiere anskaffelsen af ridehjelme.

LO, LH, AC, FTF, de kommunale og de statslige arbejdsgivere og formanden støtter direktoratets indstilling.

Arbejdsministeriets afgørelse

Arbejdsministeriet skal i den anledning meddele, at man, med hjemmel i § 3 og § 4 i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 32 af 29. januar 1979 om arbejdstøj og personlige værnemidler, tiltræder direktoratets afgørelse af 9. marts 1992, således at de ansatte i Vejle Rideklub skal anvende ridehjelm, når de er til hest, og at arbejdsgiveren skal afholde udgifterne til anskaffelse og vedligeholdelse af ridehjelmene.

Ridehjelmene, der skal anvendes, skal være godkendt i henhold til Dansk Standard og anvendes på korrekt måde med hageremmen spændt.

Arbejdsministeriets begrundelse

Der er i afgørelsen lagt vægt på, at der ved ridning uanset rideformen antages at være en sådan risiko for hovedskader, at arbejdet kun kan udføres sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, hvis der anvendes ridehjelm.

Det er ministeriets opfattelse, at der ikke ved ridning eksisterer særlige forhold, som indebærer, at dette arbejde må vurderes anderledes end andet arbejde, hvor der er risiko for hovedskader, og hvor Arbejdstilsynet stiller krav om anvendelse af beskyttelseshjelm.«

Sagens originale bilag vedlægges.

Versioner

1. 1992-08-01