5 ugers karantæne som følge af selvforskyldt ledighed efter opsigelse af arbejde som social- og sundhedshjælperelev.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1992/3952@1992-12-08/da
Indhold
Et medlem havde siden den 15. april 1991 været social- og sundhedshjælperelev. Hun sagde op til fratræden den 31. december 1991 med den begrundelse, at det ikke var den rigtige uddannelse for hende.
Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmets arbejdsophør ikke var fyldestgørende begrundet, hvorfor hun blev tildelt 5 ugers karantæne fra den 1. januar 1992.
Medlemmet anførte, at hun efter egen opsigelse var fratrådt sin stilling som pædagogmedhjælper den 14. april 1991. Medlemmet havde regnet med, at hun, da hun forlod uddannelsen som social- og sundhedshjælperelev, ville kunne få dagpenge som ved enhver anden uddannelse, indtil hun fandt andet arbejde.
Direktoratet fandt, at medlemmet måtte anses for at være selvforskyldt ledig ved sit ophør som social- og sundhedshjælperelev den 31. december 1991. Hun kunne derfor ikke få dagpenge i perioden fra den 1. januar til den 4. februar 1992. Direktoratet lagde vægt på, at social- og sundhedsuddannelsen i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven betragtedes som arbejde, og at medlemmet ikke i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand havde haft en fyldestgørende grund til at opsige arbejdet som social- og sundhedshjælperelev.
Direktoratet bemærkede, at spørgsmålet om, hvorvidt social- og sundhedsuddannelserne skulle betragtes som arbejde i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven, havde været behandlet i nævnet i forbindelse med spørgsmålet om optagelse på baggrund af lønmodtagerarbejde. Nævnet traf den 10. juli 1992 afgørelse om, at den pågældende kunne optages i en arbejdsløshedskasse på baggrund af praktikperioderne som social- og sundhedshjælperelev.
Ankenævnet havde ved afgørelsen blandt andet lagt vægt på, at den pågældende modtog løn under ansættelsen som social- og sundhedshjælperelev, og lagde til grund, at ansættelsesforholdet var omfattet af en overenskomst. Nævnet lagde endvidere til grund, at samtlige betingelser for at anse en beskæftigelse for lønmodtagerarbejde var opfyldt.
I klagen til ankenævnet anførte medlemmet, at der for hendes vedkommende havde været tale om et ønske om videreuddannelse og ikke et ønske om arbejde som hjemmehjælper, hvorfor hun havde accepteret en indtægtsreduktion. Såfremt hun havde vidst, at uddannelsen blev betragtet som arbejde, havde hun ikke påbegyndt den.
Når medlemmet ikke havde betragtet det som andet end uddannelse, skyldtes det, at der i samtlige papirer, hun havde modtaget fra skolen og kommunen, udelukkende refereredes til uddannelse. Indbetaling af depositum skete til Undervisningsministeriet. Der blev udstedt studiekort. Nedsat kontingent til forbundet blev kun givet ved uddannelse. Flere af hendes medstuderende var i uddannelsestilbud, modtog uddannelsesydelse eller modtog støtte i henhold til bistandslovens § 43. I praktikperioderne blev der ikke udbetalt aften-, nat- og helligdagsbetaling/tillæg. Lønniveauet gjorde det klart for medlemmet, at der var tale om uddannelse. Endvidere forelå der ingen overenskomst, da hun påbegyndte uddannelsen. Medlemmet havde i det hele ingen forudsætninger haft for at betragte det som andet end uddannelse.
Medlemmet bemærkede i øvrigt, at hun ville få udbetalt brutto 5.200 kr. i arbejdsløshedsdagpenge, svarende til 90 % af elevlønnen. Ved studiestarten havde hun været berettiget til maksimumbeløbet på 10.800 kr.
Ved sagens oversendelse til ankenævnet bemærkede direktoratet, at det var direktoratets opfattelse, at spørgsmålet om, hvorvidt social- og sundhedsuddannelsen skulle betragtes som arbejde i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven, skulle behandles ens med hensyn til optagelse og arbejdsophør.
Ankenævnet tiltrådte Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse med den givne begrundelse.