Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1992/60342@1992-01-21/da

Indhold

1. Indledning

År 1992, den 21. januar, afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr. 91-10.131 Nissens Kølerfabrik A/S ctr. KonkurrenceRådet sålydende

K E N D E L S E:

1. Ved skrivelse af 13. februar 1991 har advokat P. Højgaard Nielsen på vegne Nissens Kølerfabrik A/S klaget over en af KonkurrenceRådet den 8. februar 1991 truffet afgørelse, hvorved rådet i henhold til konkurrencelovens § 12, stk. 2, meddelte klageren påbud om at optage levering på selskabets almindelige vilkår til A.K. Danmark, Aalborg Kølerfabrik ApS og Chr. Sallings Maskinfabrik ApS i tilfælde af, at nævnte kølerreparatørværksteder retter henvendelse til klageren om leverancer. Klageren har principalt påstået påbuddet ophævet og har subsidiært påstået sagen hjemvist til fornyet behandling. KonkurrenceRådet har påstået afgørelsen stadfæstet. Under sagens behandling har ankenævnet bestemt, at to anmodninger fra klageren om, at klagen skulle tillægges opsættende virkning, ikke kunne imødekommes. Sagen har været mundtlig forhandlet. For så vidt angår Chr. Sallings Maskinfabrik ApS har Skifteretten i Kjellerup den 13. september 1991 afsagt konkursdekret.

2. Rådets skrivelse af 8. februar 1991 er sålydende: »KonkurrenceRådet skal herved i henhold til konkurrencelovens § 12, stk. 2, meddele Nissens Kølerfabrik A/S påbud om at optage levering på selskabets almindelige vilkår for kølerreparatør- værksteder til A.K. Danmark, Aalborg Kølerfabrik ApS og Chr. Sallings Maskinfabrik ApS i tilfælde af, at nævnte køler- reparatørværksteder retter henvendelse til selskabet om leverancer. Afgørelsen er begrundet med, at rådet har fundet, at der forelå et konkurrencebegrænsende samarbejde inden for kølerreparatør- foreningen for Danmark (KFD) og i dennes samarbejde med leverandørerne. De pågældende aftagere var udsat for en urimelig forskelsbehandling i deres indkøbsforhold og indskrænkning i deres erhvervsfrihed i forhold til virksomheder, der kunne få leverancer direkte fra hovedleverandørerne i branchen på sædvanligt gældende vilkår... Rådet har endvidere fundet, at etableringen af eneforhandler- aftalerne mellem Nissens Kølerfabrik A/S og medlemmerne af KFD samt et antal udenforstående værksteder indebærer en videreførelse af det konkurrencebegrænsede samarbejde mellem medlemmerne af KFD og tre kølerfabrikanter i Horsens (herunder Nissens Køler- fabrik A/S), som rådet besluttede at gribe ind overfor i henhold til konkurrencelovens § 11, jf. rådets brev til selskabet af 29. november 1990. Det har ikke været muligt at afholde en § 11-forhandling om leveringsspørgsmålet inden for en rimelig tidsfrist eller at retablere aftalen af 10. december 1990, ifølge hvilken Nissens Kølerfabrik A/S indvilgede i at levere til klagerne på normale vilkår, indtil forhandlingerne i henhold til konkurrencelovens § 11 var afsluttet. ...«

3. Klagerens argumentation. Klageren har anført, at KonkurrenceRådet ikke har fulgt den i konkurrencelovens § 11 og § 12 anvist fremgangsmåde. Da anmeldelse om eneforhandling var modtaget, burde KonkurrenceRådet have indkaldt til forhandlingsmøde, jf. lovens § 11, og burde være gået frem efter reglerne i § 12. Der er på intet tidspunkt tidligere fremsat påbud om salg til de pågældende virksomheder AK Danmark, Aalborg Kølerfabrik ApS og/eller Chr. Salling Maskinfabrik ApS, som klageren, indtil der blev etableret eneforhandlingsaftaler, havde erklæret sig villig til at handle med. De virksomheder, der er indgået eneforhandlingsaftaler med, beskæftiger sig i det væsentligste med salg og reparation af kølere. Den ene virksomhed, A.K. Danmark, Aalborg Kølerfabrik ApS, som påbuddet vedrører, har ikke tidligere forhandlet klagerens kølerelementer, men har derimod i et vist omfang afsat andre produkter af ringe kvalitet. Endvidere beskæftiger virksomheden ikke medarbejdere med den fornødne fagkundskab til på håndværksmæssig forsvarlig vis at kunne samle elementer til egentlig komplette kølere. Klageren kan ikke være tjent med, at klagerens produkter kommer ud til slutbrugerne i mangelfuld tilstand, og ønsker derfor at begrænse salg af komplette kølere og kølerelementer til de virksomheder, som traditionelt har kendskab til branchen. Faglig indsigt er en nødvendighed, fordi de forskellige biltyper på markedet er udstyret med stadig mere avanceret teknik. Utilfredse kunder vil være skadeligt for branchen som helhed og vil betyde,at autoforhandlere, der importerer originale autokølere, opnår en konkurrencefordel. Med de faste forhandlere, der er medlem af Kølerreparatør- foreningen, er der indgået aftale om en garantiordning. Det beror på en total misforståelse, sandsynligvis baseret på ukendskab til forholdene, når KonkurrenceRådet er af den op- fattelse, at den ordning, der via eneforhandlingssystemet blev søgt etableret, er at betragte som et »lukket system«. Dette er ikke tilfældet, idet klageren konkurrerer bl.a. med NRF A/S og Horsens Kølerfabrik A/S. Hertil kommer, at A.K. Danmark, Aalborg Kølerfabrik ApS direkte konkurrerer med klageren, og alene af denne grund bør klageren ikke være forpligtet til at levere til denne virksomhed. Det er klagerens opfattelse, at skrivelse fra virksomhedens advokat, Erik Mersby, hvori denne oplyser, at virksomheden ikke konkurrerer med klageren, ikke bør tillægges betydning, da advokat Mersby ikke har indestået for de afgivne oplysninger. Chr. Sallings Maskinfabrik ApS, som påbuddet om levering også vedrørte, havde kun som bibeskæftigelse interesseret sig for reparation af autokølere, idet en sådan produktion fandt sted i en tilknyttet virksomhed. Påbuddet burde derfor ikke være givet for så vidt angår Chr. Sallings Maskinfabrik A/S. Endvidere har klageren gjort gældende, at der ikke er grundlag for at meddele leveringspålæg, da klagerens virksomhed ikke udøver dominans på markedet. En sådan dominans har KonkurrenceRådet da heller ikke dokumenteret. Klagerens produkter adskiller sig ikke kvalitetsmæssigt fra konkurrenternes produkter, og slutbrugerne lægger ikke særlig vægt på, om det er en køler fra klagerens virksomhed, der isættes. Der er derfor rigelig mulighed for substitution.

4. KonkurrenceRådets argumentation. Rådet har beskrevet sagsforløbet frem til leveringspåbuddet den 8. februar 1991 således: A.K. Danmark, Aalborg Kølerfabrik ApS klagede i maj 1989 til Monopoltilsynet om leveringsproblemer fra Nissens Kølerfabrik. I juli 1990 klagede Chr. Sallings Maskinfabrik ApS til KonkurrenceRådet over lignende problemer. KonkurrenceRådet besluttede på sit møde den 7. november 1990 at indkalde Kølerreparatørforeningen til forhandling i henhold til konkurrencelovens § 11 med henblik på at sikre, at disse klagere kunne optages i foreningen på normale vilkår, således at de kunne få direkte leverancer fra Nissens Kølerfabrik A/S. På en ekstraordinær generalforsamling den 17. november 1990 Ændringerne indebar, at medlemsskab af foreningen ikke automatisk gav adgang til at direkte leverancer fra leverandørerne. Rådet rettede i den anledning henvendelse til Nissens Kølerabrik A/S for at få oplyst, om virksomheden i lyset af den nye situation var indstillet på at levere direkte til de pågældende virksomheder. Da rådet ikke modtog noget svar, blev det besluttet, at indkalde til en § 11-forhandling med henblik på at sikre forsyninger til disse virksomheder. I første omgang var klageren indstillet på at levere på normale vilkår, men oplyste, at selskabet var ved at udarbejde eneforhandlingskontrakter. Den 14. januar 1991 modtog KonkurrenceRådet anmeldelse af et eneforhandlersystem og meddelte ved brev af 17. januar 1991, at etableringen af eneforhandleraftalerne måtte anses for at indebære en videreførelse af det konkurrencebegrænsende samarbejde mellem medlemmer af Kølerreparatørforeningen og leverandørerne, som rådet tidligere havde grebet ind over for. Efter yderligere brevveksling indkaldte rådet den 29. januar 1991 klageren til en § 11-forhandling. Det blev påpeget, at denne for- handling måtte ses som en gennemførelse af den forhandling, der oprindelig var blevet indkaldt til i november 1990. Forhandlingstidspunktet blev fastsat til den 7. februar 1991. Klageren ønskede forhandlingsdatoen udsat i 14 dage, men rådet fandt ikke grundlag herfor og meddelte derefter påbud om levering den 8. februar 1991. Rådet har anført, at dette sagsforløb er i overensstemmelse med den fremgangsmåde, der er anvist i konkurrencelovens § 11 og 12. Rådet var ikke henvist til at indlede en selvstændig sagsbe- handling ved etableringen af eneforhandlingssystemet, blot fordi klageren havde leveret til A.K. Danmark, Aalborg Kølerfabrik ApS og Chr. Sallings Maskinfabrik ApS, efter at rådet havde besluttet at gribe ind mod forskelsbehandlingen, idet eneforhandlings- systemet stort set har samme skadelige virkning. Spørgsmålet om faglige kvalifikationer har klageren ikke tidligere rejst for rådet. Der har derfor ikke været lejlighed til nærmere undersøgelse heraf, men efter rådets oplysninger findes der ikke faste uafhængige normer for, hvad der forstås ved fornøden faglig indsigt inden for kølerreparationsbranchen. Allerede af denne grund kan dette forhold ikke tillægges betydning. I denne for- bindelse har rådet i øvrigt bemærket, at klageren under sagen flere gange har henvist til, at klagerens produkter kan købes gennem lokale kølerreparationsværksteder, der får leveringer direkte fra selskabet, og at klageren således, når blot denne fremgangsmåde følges, ikke har indvendinger mod, at andre end eneforhandlere anvender klagerens produkter. Rådets opfattelse, af at der foreligger et »lukket system«, beror på, at det foreslåede eneforhandlersystem angår aftaler indgået mellem leverandører og flere videreforhandlere enkeltvis. Dette må anses for et lukket selektivt salgssystem, der begunstiger afsætningen ad de traditionelle handelskanaler og forhindrer andre interesseredes adgang til markedet, uanset om disse eventuelt måtte være mere effektive. Rådet har indhentet oplysninger fra advokat Erik Mersby, der på vegne A.K. Danmark/Aalborg Kølerfabrik ApS i skrivelse af 29. oktober 1991 bl.a. har anført:

»at mine klienter ikke udøver konkurrerende virksomhed vedrørende kølerelementer, men alene sælger fabriksnye kølere, som man på grund af leveringsnægtelsen for tiden køber i udlandet. Som tidligere nævnt, fordi køberne ikke vil vente... Det drejer sig kun om færdige kølere, som man enten im- porterer som tidligere nævnt, eller som man køber hos Autokølercenteret i Aalborg, som er Nissens Kølerfabriks forhandler. Hos denne køber man varer til højere priser end Autokølercenteret selv betaler, idet Autokølercenteret lægger en avance ovenpå....«

Det er således ikke dette selskabs opfattelse, at det er konkurrent til klageren. Chr. Sallings Maskinfabrik ApS producerede eller forhandlede ikke autokølere. Et sådan salg fandt sted i et anpartsselskabet, hvor Chr. Sallings Maskinfabrik ApS ejede halvdelen af anparterne. Samtidig udlejede Chr. Sallings Maskinfabrik ApS lokaler til selskabet og administrerede dette. Denne sammenhæng betyder, at leveringspålægget for klageren til Chr. Salling Maskinfabrik ApS var berettiget. Rådet finder, at ved bedømmelse af, om klageren har dominerende indflydelse, skal det relevante marked afgrænses til de varer, som efterspørges af kølerreparatørerne. Produktet, der efterspørges, er her kølere og kølerelementer afsat til servicevirksomheder, der foretager reparation og udskiftning af autokølere enten efter kundens egen bestilling eller som underleverandør til auto- værksteder. På dette marked har klageren en andel på ca. 30%. Afgørelsen om dominans beror imidlertid ikke kun på selskabets markedsandel. Andre markedskarakteristika skal inddrages ved vurderingen af, om der foreligger markedsdominans i lovens for- stand. Samarbejdet i Kølerreparatørforeningen betyder, at medlem- merne udfører garantiarbejde vederlagsfrit overalt i Danmark for værksteder tilsluttet foreningen. Hertil kommer, at eneforhandlingskontrakterne indeholder en ret for forhandlerne (kølereparatørerne) til ud over at afsætte leverandørens produkter også at indgå aftale om forhandling af kølerprodukter fra de to danske konkurrenter. Med en sådan opdeling og strukturering af markedet har klageren den dominerende stilling, der kræves for et indgreb af den fore- liggende art.

5. Ankenævnets bemærkninger. Af de grunde, der er anført i KonkurrenceRådets afgørelse af 8. februar 1991, og da det, klageren yderligere har anført, ikke kan føre til et andet resultat, stadfæster ankenævnet rådets afgørelse.

Herefter bestemmes: KonkurrenceRådets afgørelse af 8. februar 1991 stadfæstes. (* 1) Konkurrencerådet: Dokumentation 1992-1, s. 26-33 (* 2) Konkurrencerådet: Dokumentation 1990-4, s. 291-292

Versioner

1. 1992-01-21