To figurmærker indeholdende kohoveder ikke fundet forvekslelige
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1992/60475@1992-01-31/da
Indhold
År 1992, 31. januar afsagde Patentankenævnet
(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Finn Mikkelsen)
følgende
KENDELSE i sagen j.nr. V 34/90: Klage fra ETS Wafic Idriss s.a.r.l., Libanon, v/Internationalt Patent-Bureau over Patentdirektoratets afgørelse af 6. juni 1990 af varemærkeansøgning nr. 3049/88 fra Naturmælk A.m.b.a., Skanderborg, v/Advokat Hans Kjellund.
Den 3. maj 1988 indleverede Naturmælk A.m.b.a., Skanderborg, v/advokat Hans Kjellund, Århus, en ansøgning om registrering af et figurmærke for alle varer i klasse 29. Ansøgningen blev bekendtgjort i Dansk Varemærketidende den 19. juli 1989.
Ved skrivelse af 4. september 1989 nedlagde klageren v/Internationalt Patent-Bureau i medfør af varemærkelovens § 20, stk. 2, indsigelse mod registrering af det ansøgte mærke. Som begrundelse for indsigelsen anførtes:
»Indsigeren er her i landet indehaver af varemærkeregistrering VR 3061/85, et billedmærke udvisende hovedet af en ko indenfor en opretstående oval, hvilket mærke er registreret for »alle varer i klasse 29, især mejeriprodukter«. Det gøres gældende, at det ansøgte mærke er forveksleligt med indsigerens mærke.
Da begge mærker angår alle varer i klasse 29, er der ingen tvivl om, at de omfatter identiske varer.
Med hensyn til mærkeligheden må vi hævde, at den er så betydelig, at mærkerne bør anses som forvekslelige. Vi er naturligvis klar over, at der ikke kan opnås nogen eneret til at afbilde en ko specielt ikke, når der er tale om varemærker for mejeriprodukter. De to mærker, der her er tale om, frembyder imidlertid en sådan lighed med hinanden, at de bør anses som forvekslelige. Begge mærker består således af hovedet af en ko, der er anbragt indenfor en opretstående oval. I begge mærker er der om koens hoved anbragt en blomsterranke. Dette er det hovedindtryk, en beskuer får ved en betragtning af mærkerne, og det indtryk der efterlades, når mærkerne ikke haves for øje. Der er naturligvis nogle forskelle mellem mærkerne, da de ikke er identiske, men det, der er afgørende, er lighederne og det indtryk, de efterlader hos en beskuer, når denne ikke samtidigt har begge mærker foran sig. I nærværende tilfælde består der en betydelig fare for, at der vil kunne opstå forvekslinger hos dem, der har set det ene mærke og genfinder hovedtrækkene i dette mærke i det andet mærke.
Vi må derfor anmode Direktoratet om at afslå det ansøgte mærke.'
I skrivelse af 19. januar 1990 bestred ansøgeren, at det ansøgte mærke er forveksleligt med klagerens registrerede mærke.
Patentdirektoratet traf afgørelse i sagen den 6. juni 1990 og afviste indsigelsen med følgende begrundelse:
»Der er varekollision, og det afgørende for om mærkerne kan anses for forvekslelige er herefter, om der er mærkelighed til stede. Det skal indledningsvis påpeges, at en ensartethed alene i den til grund for to mærker liggende ide ikke i sig selv er tilstrækkelig til at frembringe forvekslelighed. Direktoratet har adskillige kohoveder registreret bl.a. i klasse 29, og det forhold, at begge mærker indeholder et kohoved, kan derfor ikke bevirke, at der foreligger mærkelighed. Mærkerne må i deres helhed være så lig hinanden, at der er risiko for forveksling.
Det er Direktoratets opfattelse, at der ikke foreligger fornøden mærkelighed. Det ansøgte mærke består af en gengivelse af hovedet af en ret naturtro ko med en blomsterranke om halsen, og hovedet, der vender lige frem, er indeholdt i en oval, der afsluttes af en stregkant. Det registrerede mærke viser mere end selve kohovedet og virker ikke som en naturalistisk gengivelse. Koens hoved er vendt mod højre. Koen i det registrerede mærke har også en blomsterkrans om halsen, men tillige en klokke. Rammen i den ovale figur er dekoreret med en blomsterranke og ovenover ovalen er gengivet en arabisk tekst. Forskellene mellem mærkerne er herefter så store, at disse ikke i deres helhed kan betragtes som forvekslelige.
Indsigelsen kan derfor ikke tages til følge.«
Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 6. august 1990 indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at Direktoratets afgørelse omstødes. Klageren har med skrivelse af 4. december 1990 indleveret en ankebegrundelse, hvor der anføres følgende:
»Som begrundelse for at Direktoratet ikke har fundet mærkerne forvekslelige, er der i afgørelsen side 2 forneden og side 3 foroven foretaget en sammenligning af mærkerne, hvorved der fortrinsvis er peget på de forskelle, mærkerne udviser. Ved denne sammenligning har direktoratet lagt alt for stor vægt på de forskelle, der findes. Det er klart, at mærkerne på flere punkter er forskellige, og at disse fremtræder som tydelige, når mærkerne placeres lige ved siden af hinanden. Det er imidlertid lighederne mellem dem, der må anses for afgørende, idet det er disse, der hos en køber, der ikke samtidig har begge mærker foran sig, skaber det hovedindtryk, der bevirker, at forvekslelighed kan opstå. Vi mener således, at Direktoratet ikke har taget tilstrækkeligt hensyn til lighederne, og det hovedindtryk de efterlader. Som anført i vor indsigelsesskrivelse, bilag 2, er det karakteristiske ved begge mærker, at de udviser hovedet af en ko, der er anbragt i en opretstående oval, og at der om koens hals er anbragt en blomsterranke. Det er det hovedindtryk, som begge mærker efterlader, når de ikke haves for øje, og som forårsager, at der foreligger en forvekslingsfare. Overfor dette hovedindtryk er de forskelle, der foreligger, ikke så betydningsfulde, at de kan bevirke, at mærkerne ikke er forvekslelige.
Vi må derfor være af den opfattelse, at der er fornødent grundlag for at omgøre Direktoratets afgørelse og statuere, at det ansøgte mærke må afslås registreret, idet det er forveksleligt med indsigernes mærke.«
Ansøgerne v/advokat Hans Kjellund har ved skrivelse af 18. april 1991 nedlagt påstand om stadfæstelse og har bl.a. anført:
»Hovedindtrykket - det umiddelbare indtryk eller den umiddelbare oplevelse, eller hvad man nu vil kalde det, er ikke forvekslelighed efter min mening, men tværtimod en omgående konstatering af meget store forskelle på de 2 mærker.
Iøvrigt bemærkes at klagerens mærke mig bekendt alene anvendes i forbindelse med ost fra Mellemøsten, medens min klients mærke alene anvendes på konsummælkskartoner her i landet.«
Patentankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 12. december 1991.
Ingen af parterne gav møde.
Ankenævnet skal udtale:
I henhold til de af Direktoratet anførte grunde og idet det for Ankenævnet anførte ikke findes at kunne føre til andet resultat
bestemmes:
Den påklagede afgørelse stadfæstes.
Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. Finn Mikkelsen.