Gelex

Maskeret udlodning

GældendeVersion 1993-12-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1993/19729@1993-12-21/da

Indhold
  1. Indledning

- Maskeret udlodning

Ligningsrådet blev anmodet om bindende forhåndsbesked om følgende:

1. Vil aktionærerne i AktieFerie A-S blive beskattet af maskeret udlodning fra selskabet, når aktionærerne via rettighedsbeviset betaler fuld markedspris (selskabet opnår en løbende forrentning på 7 pct.) for en uges ophold i de af selskabet indkøbte ejendomme?

2. Vil aktionærernes anvendelse af det købte rettighedsbevis til indbytning i RCI-systemet være den skattepligtige indkomst uvedkommende?

3. Vil en eventuel anvendelse i øvrigt af bytteretten have skatte- eller afgiftsmæssige konsekvenser for aktionærer, som investerer i AktieFerie A/S med midler fra kapitalpensionsordningen.

Sagens omstændigheder var følgende:

Kommunernes Pensionsforsikring (KP), Pensionskassen for Børne- og Ungdomspædagoger (PBU) og Pensionskassen for Værkstedsfunktionærer i Jernet (PVJ) står bag selskabet Continental Investment Company A/S (CIC), der ejer 89,7 pct. af aktiekapitalen i AktieFerie A/S (AF).

Aktiekapitalen i AF søges udvidet med indtil nom. 34,0 mio. kr., hvorefter den samlede aktiekapital vil andrage 36,0 mio. kr. De nye aktier optages til notering på Københavns Fondsbørs.

Samtidig med aktiekapitaludvidelsen i AF forventes CIC's andel af aktiekapitalen i AF at falde til under 20 pct.

CIC har til formål at beskæftige sig med aktiviteter inden for ferie- og fritidssektoren.

CIC vil leje og administrere de ejendomme, der erhverves af AF. CIC har endvidere indgået en fremlejeaftale med IPP-International Project Partners A/S (IPP) ejet af KP, PBU og O2 Holding om lejligheder i ejendommen Lawrence Wharf, London. Lawrence Wharf, London ejes via et datterselskab, DK Ejendomsselskab A/S, af KP og PBU. Ejendommen er opført i 1984 og ombygget til ferielejligheder i 1990 og er beliggende direkte ved Themsen i Dockland-området sydøst for Londons centrum. Ejendommen indeholder i alt 146 lejligheder hver på ca. 50-100 m 2 ,

fuldt indrettet til ferieformål.

CIC har via IPP aftaler med Interval International Inc. (II) og Resort Condominiums International Inc. (RCI) om adgang til at benytte byttesystemerne, der ellers normalt er reserveret timeshareejere. II rådede i 1992 over 1.140 feriesteder (heraf 300 i Europa) og formidlede udveksling af 275.000 ferielejlighedsuger, medens RCI rådede over 2.415 feriesteder (heraf 667 i Europa) og formidlede udveksling af 1.147.440 ferielejlighedsuger. II- og RCI-byttesystemerne kan ikke benyttes i kombination.

Byttesystemerne i II og RCI fungerer ved, at ejeren af en ferielejlighed indskyder opholdsretten i et af byttesystemerne. Som modydelse modtages rettighedsbeviser, der svarer til det antal uger, der er blevet indskudt i byttesystemet. Hvert rettighedsbevis giver ret til et ophold i enhver anden lejlighed, der er tilknyttet II eller RCI, og som har samme prioritet og status som den indskudte lejlighed.

II og RCI har efter det oplyste standardiseretkvalitetsvurderingen af de enkelte feriemål og ferielejligheder, således at den person, der bytter sin lejlighed igennem et af systemerne, har sikkerhed for at opnå en anden lejlighed af samme kvalitet som den, der er blevet indskudt. II's og RCI's evalueringssystemer opererer ud fra en samlet vurdering af ferieboligens kvalitet og beliggenhed, samt om ferieugen ligger i højsæsonen eller uden for sæsonen. Endvidere er evalueringen afhængig af den efterspørgsel, II/RCI løbende registrerer på de enkelt feriesteder. Denne vurdering resulterer i en samlet evaluering af ugens værdi som bytteobjekt, og som betegnelse for de bedste uger anvender både II og RCI betegnelsen »røde uger«.

CIC vil gennem Din FerieKlub tilbyde medlemmerne af KP, PBU og PVJ samt aktionærerne i CIC at benytte det byttetilbud, der ligger i II-systemet, samt gennem Club AktieFerie tilbyde aktionærer ne i AF at benytte de tilbud, der ligger i RCI-systemet.

Din FerieKlub drives ved, at der i II-byttesystemet indskydes ferieuger i ferielejlighedsejendommen Lawrence Wharf.

Medlemmer af Din FerieKlub modtager tilbud om at købe rettighedsbeviser i II-byttesystemet, som er udstedt på baggrund af de indskudte ferielejligheder i Lawrence Wharf.

Medlemmerne af Din FerieKlub samt aktionærerne i CIC, som har en navnenoteret aktiebeholdning på min. nom. 10.000 kr., har på denne måde mulighed for at kunne erhverve en højsæsonferieuge efter frit valg blandt II's ferieboliger mod en betaling på 3.750 kr. (1994-pris). Prisen dækker efter det oplyste ophold i en ferielejlighed af høj kvalitet for indtil 4 personer.

Club AktieFerie (CAF) er åben for aktionærer i AF. Medlemskab af CAF opnås ved at tegne minimum nom. 8.500 kr. aktier i AF til kurs 350 svarende til 29.750 kr. Hver aktionær er via sit medlemskab i CAF sikret adgang til en højsæsonuge i RCI-systemet.

Der betales ikke kontingent til klubben, men der betales et beløb på 3.750 kr. (i 1994), hvis man ønsker at erhverve et rettighedsbevis, som giver ret til en uges ophold for indtil 4 personer i en RCI-feriebolig. For at kunne opfylde sin forpligtelse over for CAF har CIC ret til løbende at erhverve rettighedsbeviser til RCI-byttesystemet fra DK Ejendomsselskabs nuværende beholdning på i alt 2.394 stk. samt ret til løbende at anvende Lawrence Wharf som indbytningsobjekt i RCI-byttesystemet. DK Ejendomsselskab A/S har risikoen for, om de allerede erhvervede 2.394 rettighedsbeviser i RCI kan afhændes.

CIC agter ikke at indskyde samtlige ferielejlighedsuger i de enkelte ferielejligheder i Lawrence Wharf i II/RCI-byttesystemerne, idet et antal aktionærer og medlemmer må forventes at ville tilbringe en eller flere ugers ferie i Lawrence Wharf-ferielejlighederne. Disse personer vil derfor gennem CIC kunne benytte en lejlighed i Lawrence Wharf uden om byttesystemet.

CIC vil markedsføre Lawrence Wharf uden for aktionær- og medlemskredsen. Denne aktivitet vil ske under navnet »Club Columbus« i det omfang, lejlighederne ikke efterspørges af medlemmerne af KP, PBU eller PVJ og aktionærer i AF eller CIC.

AF er et ferierejse- og ejendomsselskab, der specielt henvender sig til personer med kapital- og ratepensionsopsparinger samt til virksomheder, der som led i deres personalepolitik ønsker at stille feriemuligheder til rådighed for deres medarbejdere.

AF's strategi er at investere i ejendomme efter det såkaldte »City Holiday Investerings-Koncept«, der indebærer, at der udelukkende investeres i boligejendomme i europæiske storbyer. Konceptet baserer sig på en aftale mellem IPP og RCI, ifølge hvilken der som alternativ til at indbytte timesharelejligheder i RCI-systemet kan indbyttes hele ejendomme med ferieboliger. Der investeres således udelukkende i ejendomme, som er forhåndsgodkendt af RCI til at have 52 »røde uger« om året.

IPP har erhvervet, videreudviklet og til dels afhændet den knowhow, der knytter sig til AF's forretningskoncept.

AF giver IPP eneret til at virke som mægler iforbindelse med køb af ejendomme, hvorved IPP modtager et anvisningshonorar på 2,5 pct. af købesummen.

AF giver endvidere IPP eneret til som total- eller hovedentreprenør at forestå opførelse og/eller renovering, ombygning og indretning af indkøbte ejendomme.

I forbindelse med kapitalforhøjelsen i AF i år 1993/1994 erlægger AF - for hver solgt aktiepost af pålydende 8.500 kr. - 1.500 kr. til IPP for udført salgsindsats ved kapitalforhøjelsen. AF betaler endvidere i en periode på 5 år og 1 måned fra 1. december 1993 en royalty på 500 kr. pr. aktiepost af pålydende værdi p.t. 8.500 kr. til IPP.

Investeringer i ferielejligheder vil ske i takt med, at aktionærkredsen i AF øges gennem kapitaludvidelser. Ferielejlighederne er budgetmæssigt forudsat indkøbt til 20.000 kr. pr. lejlighedsuge eller 1.040.000 kr. pr. lejlighed. Købsprisen omfatter en færdig, møbleret lejlighed deponeret i byttesystemet i 5 år med bytte- og medlemsgebyret betalt til RCI for 5-års-perioden.

AF er forpligtet via en administrations-, rammeleje- og driftsaftale med CIC til at udleje de indkøbte ferielejlighedskomplekser til CIC, der til gengæld er forpligtet til at drive ferielejlighedskomplekserne.

Huslejen er fastsat således, at for hver lejlighedsuge CIC lægger ind i RCI-byttesystemet, modtager AF samtidig med lejlighedens indlæggelse et tilsvarende rettighedsbevis til RCI-byttesystemet. Efter aftale med AF er CIC tillagt eneret til at erhverve og sælge disse rettighedsbeviser. I det omfang CIC vælger ikke at indlægge en lejlighedsuge, betales ultimo måneden, hvori nævnte uge begynder, et kontantbeløb pr. uge beregnet således, at AF, såfremt ingen lejlighedsuge var blevet indlagt i RCI-byttesystemet, ville opnå en direkte forrentning af sine ejendomme på 7 pct. p.a. af den i ejendommen i alt investerede kapital. Med investerede kapital menes købspris, omkostning til opførelse/renovering og indretning.

Rettighedsbeviserne sælges af CIC til aktionærerne i AF gennem CAF, således at AF kun modtager kontant lejebetaling herfor i det omfang, selskabets aktionærer køber rettighedsbeviser gennem CAF.

CIC påtager sig den indvendige og udvendige vedligeholdelse og fornyelse af det lejede.

CIC afholder endvidere samtlige driftsudgiftervedrørende det lejede, herunder skatter, afgifter og forsikringspræmier af enhver art.

CIC budgetterer p.t. med salg af rettighedsbeviser (svarende til AF's salgspris pr. rettighedsbevis) for 3.750 kr. pr. stk., heraf udgør nettohuslejen 1.400 kr. CIC er berettiget til at forhøje prisen på rettighedsbeviser, i det omfang driften af de i RCI indlagte ejendomme er mere bekostelig end budgetteret.

Aktionærer i AF, som ejer nom 8.500 kr. navnenoterede aktier pr. 1. januar 1994 eller som følge af aktieemissionen den 1. februar 1994, erhverver følgende rettigheder:

- Et permanent medlemskab i RCI med rettigheder efter gældende regler, så længe aktien på nom. 8.500 kr. fortsat ejes. Betalingen for de første 5 års medlemskab i RCI er inkluderet i aktieinvesteringen. Efter udløbet af den første 5-års-periode vil selskabet betale for at opretholde medlemskabet på den enkelte aktionærs vegne.

- Et højsæsonophold på en uge for indtil 4 personer på en attraktiv vinter- eller sommerferiedestination efter eget valg i RCI-kataloget. For dette ophold betaler aktionær og klubmedlemmet 3.750 kr. (i 1994-priser) til CIC.

- En velkomstuge i byttesystemet. Herfor betales 710 kr. Ugeopholdet er et off-season ophold for 4 personer på en feriedestination efter aftale med RCI.

- En bonusuge (1.025-1.940 kr. sæsonbestemt). Dette tilbud kan kun opnås efter køb af højsæsonophold.

- Late date/Hurtige bytteuger (998 kr.). Dettetilbud kan kun opnås efter køb af højsæsonophold.

Priserne på de forskellige ydelser fastlægges afRCI (bortset fra prisen på højsæsonugen, der fastsættes efter aftale mellem CIC og AF) og indekseres i henhold til gældende RCI-regler.

Lejligheden, der stilles til rådighed for en aktionær i selskabet, er en 1-soveværelses lejlighed med to senge og opredning for yderligere 2 personer i opholdsstuen. Ønskes mere end 1 soverum, kan dette arrangeres mod betaling til CIC på 500 kr. pr. uge pr. ekstra soveværelse.

På baggrund af de indbyttede, højt prioriterede »CITY Holiday ejendomme« tilsikres, efter det oplyste i prospektet til aktieemissionen, en god lejlighedskvalitet, og lejligheden, der stilles til rådighed for aktionæren/klubmedlemmet, vil på det frie lejemarked efter det oplyste være væsentligt dyrere. 25-60 pct. er if. prospektet almindeligt forekommende, men erfaringerne fra perioden 1991-1993 viser, at deltagerne i byttesystemet, der bestiller ferieophold i god tid, har opnået adgang til ferieboliger, hvor opholdsprisen for en uge på det åbne marked har været 3-4 gange det erlagte beløb på 3.750 kr.

De 3.750 kr. dækker normalt alle omkostninger ved opholdet, inkl. rengøring, men på en del destinationer betales for brug af diverse sports- og fællesfaciliteter på stedet. Ud over at indeholde dækning af CIC's udgifter ved at drive de af AF erhvervede ejendomme, indeholder prisen for ferieopholdet et afkast til aktien i AF i form af huslejebetalinger, som i kombination med den forventede værditilvækst på de erhvervede investeringsejendomme vil kunne skabe et fornuftigt økonomisk udbytte til aktionærerne i AF.

For så vidt angår perioden, indtil AF har erhvervet ejendomme, som er indlagt i RCI-systemet, har CAF ret til at disponere over et antal rettighedsbeviser hidrørende fra det af CIC drevne lejlighedskompleks, Lawrence Wharf. CIC har forpligtet sig til at stille indtil 4.000 rettighedsbeviser om året til rådighed for CAF, indtil der er solgt 4.000 aktieposter a nom. 8.500 kr. i AF, eller AF har indkøbt en ferielejlighedsejendom. Denne forpligtelse gælder for 1994 og 1995. Herefter har CIC forpligtet sig til at stille indtil 1.500 rettighedsbeviser om året til rådighed for CAF til og med 1998.

Ligningsrådet udtalte:

Mellem et selskab og dets aktionærer, og mellem koncernforbundne selskaber, indgås der undertiden aftaler af et indhold, der afviger så meget fra almindelige forretningsmæssige dispositioner, at de kun kan anses opnået i kraft af aktionærindflydelsen. Sådanne aftaler kan normalt ikke tillægges skattemæssig virkning efter deres indhold.

Dispositionerne kan fremtræde som uberettiget fradrag i selskabet, som udeholdte indtægter hos selskab eller aktionær eller som enkeltstående transaktioner.

Hvor aktionæren i kraft af sin aktionærstilling har adgang til en ydelse, for hvilken der ikke betales fuld markedspris, vil forskellen mellem den betalte pris og markedsprisen kunne beskattes hos aktionæren som maskeret udbytte. Ubetydelige forskelle vil dog ikke bevirke, at der antages at foreligge udlodning af maskeret udbytte, idet der i det konkrete tilfælde må foreligge en væsentlig forskel. Der må i den forbindelse henses til, hvad andre kundegrupper må antages at kunne få af rabatter eller nedslag i prisen.

Det i sagen omhandlede byttekoncept er oprindeligt videreudviklet af IPP, der ejes af bl.a. KP ogPBU. Konceptet har været anvendt på ferielejlighedskomplekset Lawrence Wharf, der ligeledes ejes af KP og PBU gennem et datterselskab. Konceptet har været anvendt over for medlemmer i KP og PBU siden 1992. Konceptet indebærer, at medlemmet til CIC betaler 3.750 kr. for at erhverve en højsæsonferieuge efter frit valg. CIC betaler herefter 1.400 kr. i leje til ejeren af Lawrence Wharf, DK Ejendomsselskab A/S. Konceptet tilbydes efter aktieemissionen også aktionærerne i AF, indtil AF selv har anskaffet eget ferielejlighedskompleks til indlæggelse i RCI-byttesystemet. Herefter forudsættes konceptet fortsat, men nu med AF som ejer af den indlagte ejendom i byttesystemet og med AF som modtager af den standardiserede nettohusleje på 1.400 kr. pr. rettighedsbevis fra lejeren CIC.

Som nævnt foran tilsikres aktionærerne if. AF's aktieemissionsprospekt gennem byttekonceptet en lejlighed, der på det frie lejemarked vil være væsentlig dyrere. 25-60 pct. er almindeligt forekommende. Erfaringerne fra perioden 1991-1993 viser imidlertid if. prospektet, at deltagere i byttesystemet, der bestiller ferieophold i god tid, har opnået adgang til ferieboliger, hvor opholdsprisen for en uge på det åbne marked har været 3-4 gange det erlagte beløb på 3.750 kr.

Under sagens forberedelse er bestyrelsen i AFblevet opmærksom på, at ovenstående formulering kan misforstås. Bestyrelsen har derfor accepteret, at dette afsnit i prospektet udgår og erstattes af følgende:

'RCI-systemet opererer med standardiserede kvalitetsvurderinger af det enkelte feriemål og ferielejligheder, således at en aktionær, der anvender byttesystemet, har sikkerhed for at opnå en anden lejlighed af samme kvalitet som den, der indskydes i systemet, og som der betales for via rettighedsbeviset.

Set i relation til selskabet betaler aktionæren således markedsprisen for ferieopholdet.

Den enkelte aktionær, der deltager i byttesystemet og bestiller ferieopholdet i god tid, kan opleve at få et ferieophold i en ferielejlighed, hvor opholdsprisen via andre udlejningskanaler er højere end prisen for rettighedsbeviset.'

Endvidere er det oplyst, at en køber til en rejse gennem det traditionelle system også kan opnå samme ferielejlighed til en langt lavere pris end normal prisen.

KPMG C. Jespersen har modtaget erklæring fra selskabets bestyrelse om, at den, såfremt emissionen gennemføres, vil ændre børsprospektet og udarbejde et prospekttillæg med foranførte indhold.

Revisionsfirmaet ønsker tilføjet, at den nuværende beholdning af byttecertifikater, der anvendes, indtil AktieFerie A/S erhverver den første ejendom, er genereret på baggrund af ejendommen Lawrence Wharf, London. Salgsprisen for disse certifikater på 3.750 kr. for en uges ferieophold svarer til den pris, som en uges ferieophold i den pågældende ejendom sælges til på det frie marked. Efter fradrag af moms, omkostninger m.v. medfører prisen, at ejendomsejeren, DK Ejendomme A/S, har opnået en nettohusleje på 7 pct. af den i ejendommen investerede kapital.

Under disse omstændigheder lægger Ligningsrådet det af revisionsfirmaet oplyste til grund, hvorefter en ferielejlighedsuge i Lawrence Wharf, London, som er indlagt i RCI-byttesystemet, også på det frie marked handles til 3.750 kr. Endvidere lægges det til grund, at der inden for RCI-byttesystemet foregår en standardiseret kvalitetsvurdering af det enkelte feriemål og ferielejligheder, og at ferielejlighedskomplekset på tilsvarende måde som de lejligheder, der byttes med, har fået den højeste kvalitetsvurdering. Lejlighederne er hermed i samme prisniveau. Endelig lægges det til grund, at prisen på ferieopholdet fremover vil blive justeret i forhold til de priser, der vil gælde på ejendomsmarkederne.

Det forhold, at det i enkeltstående tilfælde kan opleves, at en tilsvarende lejlighed, som den indbyttede, er udlejet til en højere pris - eller en lavere pris - må endvidere anses for at være normalt forekommende på et marked, som det foreliggende.

Ligningsrådet finder derfor ikke, at de tilsikrede rettigheder for aktionærerne i AF indebærer udlodning af maskeret udlodning.

Spørgsmål 1 og 3 blev herefter begge besvaret med et »Nej«.

Spørgsmål 2 blev besvaret således: »Ved at købe et rettighedsbevis erhverver aktionæren ikke en ret til at bebo en bestemt destination, men en bytteret i RCI-byttesystemet til at opnå et højsæsonophold på en uge på en attraktiv vinter- eller sommerferiedestination efter eget valg i RCI-kataloget. Det købte rettighedsbevis kan således ikke indbyttes yderligere, idet retten til det frie valg er knyttet til selve rettighedsbeviset. Spørgsmålet bortfalder herefter.«

Versioner

  1. 1993-12-21