Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1993/3490@1993-07-01/da

Indhold

1. Indledning

Medlemmet oplyste på sin ledighedserklæring af 4. august 1989 med bilag, at hun havde bierhverv som kirkesanger. Bierhvervet var påbegyndt den 1. oktober 1988. Medlemmet var beskæftiget 4 timer ugentligt med bierhvervet. Der var tale om gennemsnitligt 1 time på hverdage hveranden uge og hveranden søndag. Arbejdstiden var fra kl. 8.15 - 11.15.

Efter direktoratets tilsynsbesøg i arbejdsløshedskassen den 26. november 1992 anmodede direktoratet den 13. januar 1993 hovedledelsen om at fremsende den frigørelsesattest, som lå til grund for udbetaling af supplerende dagpenge fra den 4. august 1989.

Hovedledelsen meddelte den 22. januar 1993 direktoratet, at der ikke forelå nogen frigørelsesattest, da der var tale om bierhverv.

Direktoratet indberettede den 28. januar 1993 sagen til hovedledelsen.

Direktoratet henviste til, at arbejdsløshedskassen, allerede da den modtog bilag til ledighedserklæringen, burde have indset, at medlemmet havde et bierhverv, der lå inden for fagets normale arbejdstid. Arbejdsløshedskassen burde derfor have undersøgt, om medlemmet var omfattet af et opsigelsesvarsel.

Hovedledelsen meddelte den 4. februar 1993 direktoratet, at den ikke var enig i, at der skulle have foreligget en frigørelsesattest.

Hovedledelsen anførte, at da medlemmet havde haft beskæftigelse som kirkesanger, hvilken beskæftigelse alene betragtedes som bibeskæftigelse, var hovedledelsen af den opfattelse, at der ikke skulle foreligge en frigørelsesattest, da en sådan kun skulle foreligge, hvis medlemmet arbejdede på nedsat tid. Hovedledelsen henviste til bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989 og nr. 461 af 27. juni 1989 og fandt, at der ikke var sket nogen fejludbetaling.

Det fremgår af Kirkeministeriets cirkulære af 10. juli 1985 om løn- og ansættelsesvilkår for kirkesangere m. v., pkt. 31, at ansættelsesforholdet af den ansatte kan opsiges med 14 dages varsel i de første 6 måneder af prøvetiden. Bortset herfra skal ansættelsesforholdet af den ansatte opsiges med 1 måneds varsel til udgangen af en måned.

Det fremgår af regulativ for kirkesangerstillinger ved de omhandlede kirker, underskrevet af medlemmet den 23. september 1988, at hun var pligtig at gøre tjeneste ved kirkelige handlinger alle søn- og helligdage, hele lørdagen og 4 af ugens øvrige hverdage fra kl. 13.00 undtagen om mandagen.

Direktoratet fandt, at arbejdsløshedskassen ikke havde ret til at anse medlemmet for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet i fuldt, normalt omfang i ledighedsperioden, da der ikke forelå frigørelsesattest. Medlemmet havde derfor ikke haft ret til at modtage dagpenge fra den 4. august 1989, indtil der forelå en frigørelsesattest. Som følge heraf havde arbejdsløshedskassen ikke krav på refusion af de dagpenge, som den havde udbetalt fra den 4. august 1989.

Direktoratet lagde til grund, at arbejdsløshedskassen ikke, før den begyndte udbetalingen af nedsatte dagpenge, havde sikret sig, at der forelå en frigørelsesattest fra arbejdsgiveren. Endvidere lagde direktoratet til grund, at arbejdsgiveren havde krav på et opsigelsesvarsel fra medlemmets side, jf. regulativ af 23. september 1988 for kirkesangerstillinger ved de omhandlede kirker og Kirkeministeriets cirkulære af 10. juli 1985 om løn- og ansættelsesforhold for kirkesangere m.v.

Direktoratet lagde endelig til grund, at medlemmet var pligtig at gøre tjeneste ved kirkelige handlinger alle søn- og helligdage, hele lørdagen og 4 af ugens øvrige hverdage fra kl. 13.00 undtagen om mandagen.

Under henvisning til direktoratets bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989 om et arbejdsløshedskassemedlems rådighedsforpligtelse og konsekvenserne af selvforskyldt ledighed, § 20, stk. 1, anførte direktoratet, at et fuldtidsforsikret medlem, der har arbejde på nedsat tid i et ansættelsesforhold, hvor arbejdsgiveren har krav på et opsigelsesvarsel, kun kan få supplerende dagpenge, når arbejdsgiveren erklærer at ville se bort fra et opsigelsesvarslet, hvis medlemmet kan få andet arbejde med længere arbejdstid (frigørelsesattest). Erklæringen skal kun foreligge, hvis arbejdstiden for medlemmets arbejde på nedsat tid ligger inden for den fulde, normale arbejdstid for medlemmets arbejdsområde.

På baggrund heraf fandt direktoratet, at arbejdsløshedskassen burde have betinget udbetalingen af (nedsatte) dagpenge af, at der forelå en frigørelsesattest. Arbejdsløshedskassen havde derfor ikke krav på refusion af de dagpenge, som den havde udbetalt i den periode, hvor medlemmet havde været ledig, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4. Direktoratet henviste til, at arbejdsløshedskassen ikke kunne godtgøre, at den ikke kunne have forhindret den skete fejludbetaling.

Direktoratet fandt videre, at der ikke var grundlag for at gøre medlemmet ansvarlig for den skete fejludbetaling i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1.

Direktoratet bemærkede, at det ikke var korrekt, når arbejdsløshedskassen i sin afgørelse oplyste, at kravet om frigørelsesattest ikke gjaldt, når der var tale om bibeskæftigelse. § 1, stk. 3 og 4, i direktoratets bekendtgørelse nr. 461 af 27. juni 1989 om supplerende (nedsatte) dagpenge for et arbejdsløshedskassemedlem, der er lønmodtager og har nedsat arbejdstid - kunne ikke forstås på denne måde, da § 1, stk. 4, kun var en krydshenvisning til de almindelige rådighedsregler. Reglerne om frigørelsesattest var derfor generelle regler, der altid skulle være opfyldt, inden udbetaling af supplerende dagpenge påbegyndtes. § 1, stk. 4, var som krydshenvisning til de generelle regler kun indsat for at sikre, at disse blev opfyldt.

Direktoratet anførte videre, at sagen viste, at også ved bibeskæftigelse kunne der foreligge rådighedsbegrænsninger af et sådant omfang, at den pågældende reelt ikke havde nogen mulighed for at påtage sig andet arbejde på fuld tid med dags varsel.

Ankenævnet fandt, at det forhold, at et fuldtidsforsikret medlem har bierhverv som kirkesanger, ikke kan sidestilles med, at pågældende har arbejde på nedsat tid i et ansættelsesforhold, jf. § 20, stk. 1, i den dagældende rådighedsbekendtgørelse. Ankenævnet fandt endvidere, at denne fortolkning støttes af reglen i § 1, stk. 4, i direktoratets bekendtgørelse nr. 461 af 27. juni 1989 om supplerende dagpenge.

Ankenævnet finder derfor, at der ikke er hjemmel til at betinge medlemmets dagpengeret af, at hun i sit bierhverv som kirkesanger har en frigørelsesattest.

Afgørende for, om hun herefter er berettiget til dagpenge er, om hun efter en konkret vurdering kan anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, herunder om hun på grund af sin ansættelseskontrakt med de omhandlede kirker var forhindret i at påtage sig arbejde inden for normal arbejdstid.

Ankenævnet ændrede således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.

Versioner

1. 1993-07-01