Renter filial/hovedkontor
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1994/19460@1994-06-21/da
Indhold
- Renter filial-hovedkontor,
- finansieringsselskab,
begrebet finansforetagende
Finansieringsselskabet er hjemmehørende i England og har som formål at yde lån til køb af koncernens motorkøretøjer. Desuden finansierer selskabet leasing af koncernens produkter.
I forbindelse med en strukturændring ønskes alle kreditfunktionerne samlet under finansieringsselskabet med henblik på at få adgang til billigere fremmedfinansiering af kreditaktiviteterne. Banklån udgør mere end 75 pct. af finansieringsselskabets kapitalfremskaffelse.
Finansieringsselskabet skal herefter være koncernens bank. Selskabet vil være domineret af den amerikanske moderkoncern.
Finansieringsselskabet skal operere gennem filialer i de enkelte europæiske lande.
Om det engelske selskab er oplyst, at dette er registreret i England som en bank, og at det dermed er under tilsyn af den engelske centralbank, Bank of England.
Det var anført, at vedrørende den konkrete beregning af rente mellem hovedkontoret i England og den danske filial skulle følgende principper lægges til grund:
1. Filialen skal ikke betale renter til hovedkontoret af de midler, der stilles til rådighed for den som egenkapital (»hovedkontorets konto«).
2. Midler ud over egenkapitalen, der udlånes af hovedkontoret til filialen, betragtes som gæld for filialen; dvs. som lån til filialen.
3. Midler, der 'udlånes' til filialen, fremskaffes ved, at finansieringsselskabet optager lån fra tredje part.
4. De renter, der beregnes på selskabets kortfristede lån (lån fra selskabet med en løbetid på mellem en dag og seks måneder) vil udgøre et gennemsnit af den rente, som selskabet betaler for sine egne kortfristede lån fra tredjepart plus de omkostninger, der er forbundet med en omregning af lånevalutaen til den bestemte valuta, som filialen skal bruge til sin virksomhed. Renten opkræves i slutningen af hver måned som et gennemsnit af de renter, som selskabet i den foregående måned har betalt på sine egne kortfristede lån.
5. Filialerne betaler rente til hovedkontoret i de enkelte landes valutaer.
6. Med hensyn til medium term lån skal filialerne betale hovedkontoret de faktiske omkostninger, der er forbundet med selskabets optagelse af lånene, samt de omkostninger, der er forbundet med konvertering af lånene til de valutaer, der bruges i de enkelte filialer.
Ligningsrådet fandt, at opgørelsen af den danske filials indkomst i h.t. selskabsskattelovens §§ 2 og 9 skal ske i overensstemmelse med dansk og international skattepraksis, herunder OECD's modeloverenskomst med kommentarer, jf. HD af 18-12 1992 vedrørende Texaco (TfS 1993, 7). Det bemærkes, at artikel 7 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med U.K. i sit indhold ikke afviger fra modeloverenskomsten.
I henhold til kommentaren til modeloverenskomstens artikel 7, pkt. 18, anerkendes, at særlige hensyn tages til rentebetalinger foretaget indbyrdes af forskellige dele af et finansforetagende og hidrørende fra kortvarige lån i konsekvens af, at det at yde og modtage kortvarige lån er snævert knyttet til sådanne foretagenders almindelige forretning.
På grundlag af det oplyste må den virksomhed, som selskabet udøver, at modtage lån på engrosbasis og videreudlåne disse, anses for omfattet af begrebet finansforetagende som nævnt i pkt. 18 i kommentaren til artikel 7.
I konsekvens heraf vil den danske filial principielt kunne fratrække renteudgifter til hovedkontoret vedrørende videreudlånsvirksomheden. Den konkrete afgørelse af, hvorvidt optagne lån hos hovedkontoret vedrører den danske videreudlånsaktivitet, henhører under de lignende myndigheder.