Ophør i ATB på grund af flytning efter vejledning fra kassen, arbejdsformidlingen og kommunen medførte ikke dagpengemæssige konsekvenser.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1994/3330@1994-11-18/da
Indhold
Medlemmet begyndte i juni 1993 i et arbejdstilbud, som skulle vare til januar 1994. I august 1993 ophørte hun med arbejdet for at flytte til en anden by.
Til afdelingen i tilflytterbyen (B) forklarede medlemmet, at hun flyttede af to årsager:
Hendes tidligere samlever havde truet hende og hendes børn på livet, hvorfor de var bange for at blive boende i fraflytterbyen (A).
Hendes nuværende samlever gennem knap 1 1/2 år arbejdede i B. Han havde et hus der, som de forgæves havde forsøgt at sælge. De havde ikke råd til både at have hus i B og lejlighed i A, så de var nødt til at flytte for at undgå tvangsauktion.
Medlemmet forklarede desuden, at hun havde talt med sin kasses afdeling i A, inden hun flyttede. Der havde hun fået at vide, at hun kunne flytte og få et supplerende arbejdstilbud i B uden problemer.
Medlemmet flyttede fra sin tidligere samlever i begyndelsen af 1992 efter at have opholdt sig på et krisecenter i en måned. Under dette ophold havde politiet måttet tilkaldes for at fjerne samleveren, da han »lavede ballade«.
I forbindelse med medlemmets flytning var arbejdsformidlingen i A i kontakt med kommunen i A.
Kassens afdeling i B mente, at medlemmet var til rådighed og var berettiget til et supplerende arbejdstilbud. Afdelingen ville dog gerne have, at hovedledelsen tog stilling til sagen.
Hovedledelsen mente, at medlemmet ikke opfyldte betingelserne for at blive anset for at være til rådighed, da hun ikke havde haft fyldestgørende grund til at sige op i arbejdstilbudet.
Hovedledelsen indstillede til direktoratet at dispensere fra bestemmelserne, fordi der var lægelig dokumentation for, at medlemmet havde store psykiske problemer på grund af den tidligere samlevers trusler, og fordi arbejdsformidlingen i B var enig i, at medlemmet skulle have et supplerende arbejdstilbud.
Direktoratet meddelte, at det var kassen, der skulle træffe afgørelse i 1. instans. Vejledende udtalte direktoratet, at medlemmet ikke havde haft en fyldestgørende grund til at opsige sit arbejde. Direktoratet fandt derfor, at medlemmet skulle udelukkes fra dagpenge, til hun havde haft mere end 300 timers arbejde inden for 10 uger.
Direktoratet begrundede sin vejledende udtalelse med, at medlemmets arbejdsophør skyldtes trusler om fysisk vold fra hendes tidligere samlever, og at hendes flytning ikke skyldtes den nuværende samlevers overtagelse af af varigt arbejde i B.
A Kommunes socialforvaltning sendte en redegørelse om medlemmets situation. Af denne fremgik, at Medlemmet havde gennemgået et belastende forløb i forbindelse med, at hun flyttede fra sin tidligere samlever.
Forløbet omfattede et ophold på et krisecenter, fortsat chikane fra samleveren, læge- og psykologbistand. Medlemmet var af alle involverede blevet rådet til at flytte.
Kassens afdeling i B sendte denne redegørelse sammen med en klage over hovedledelsens afgørelse. Hovedledelsen sendte klagen til direktoratet med en anmodning om at dispensere fra reglerne. Hovedledelsen var ikke i tvivl om, at medlemmet havde været udsat for fysisk vold fra den tidligere samlevers side.
Direktoratet fandt, at medlemmet ikke havde haft en fyldestgørende grund til at opsige sit arbejde.
Direktoratet lagde vægt på, at medlemmets tidligere samlever blev meldt til politiet i januar 1992, mens hun først flyttede i august 1993, at medlemmet herefter blev boende i A i over 11/2 år, at hun opgav sin bopæl i A, fordi huset i B ikke kunne sælges og ellers ville være gået på tvangsauktion, og at der ikke var lægelig dokumentation for fysisk vold.
Direktoratet fandt derfor, at medlemmet ikke kunne få dagpenge, før hun havde haft mere end 300 timers arbejde inden for en periode på 10 uger.
Det er fra arbejdsformidlingen og kassens afdeling i A oplyst, at medlemmet søgte vejledning hos kommunen, kassen og arbejdsformidlingen, inden hun flyttede.
Kassen havde ikke sagt, at hun kunne flytte, men at hvis det var i orden med arbejdsformidlingen, kunne hun flytte uden problemer.
Arbejdsformidlingen i A havde indberettet medlemmet til arbejdsformidlingen i B med henblik på et supplerende arbejdstilbud i B.
Alle, der havde været involveret i sagen, var enige om, at medlemmet kunne få et supplerende arbejdstilbud i B og havde rådet hende til at flytte, fordi hun levede under så belastende vilkår i A.