Gelex

Nægtet aktindsigt til kurator i andelskasses konkursbo i Finanstilsynets interne materiale om andelskassen. Kurator blev anset som part.

GældendeVersion 1995-12-06
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1995/10074@1995-12-06/da

Indhold
  1. Indledning

Advokat A har som kurator i konkursboet efter K Andelskasse den 18. juli 1995 klaget over, at Finanstilsynet ved skrivelse af 6. juli 1995 (j. nr. 6218-0026) afslog at give ham aktindsigt i dele af Finanstilsynets materiale vedrørende andelskassen.

Sagens omstændigheder:

Den 23. juni 1995 anmodede advokat A Finanstilsynet om at få udleveret kopi af »alle Finanstilsynets rapporter og interne notater«, der vedrører K Andelskasse, »herunder protokollerne vedrørende uanmeldte revisionsbesøg hos andelskassen«. Desuden anmodedes om kopi af andelskassens perioderegnskaber (kvartalsvise indberetninger). Som begrundelse for anmodningen anførte advokaten, at han er kurator i andelskassens konkursbo, og at boet har anlagt erstatningssag mod andelskassens tidligere bestyrelse og direktion. Under retssagen gør andelskassen gældende, at »en stor del af den andelskapital, der har været tegnet siden marts 1991, må anses for at være tegnet ved aftaler, der er ugyldige for tegnerne som følge af, at andelskassen har fremkaldt aftalerne ved svig«. De sagsøgte har under sagen opfordret boet til at fremlægge det nævnte materiale. Materialet ønskes for tiden fra den 1. januar 1990, perioderegnskaberne dog først fra 1991. Endvidere bad advokaten om at få tilsendt eventuelle skrevne forretningsgange for andelskassen.

Finanstilsynet svarede i den påklagede skrivelse af 6. juli 1995 bl.a.:

»Finanstilsynets rapporter og interne notater, herunder protokoller vedrørende uanmeldte revisionsbesøg, er alle dokumenter udarbejdet af Finanstilsynet til intern brug.

Lov om banker og sparekasser § 50b, stk. 5 bestemmer, at som part i forhold til Finanstilsynet anses alene det pengeinstitut, undersøgelsen efter § 50, stk. 1, vedrører.

Deres anmodning er fremsat i Deres egenskab af kurator for K Andelskasse under konkurs. Da De således repræsenterer pengeinstituttet, kan De anses som part i sagen og Deres anmodning behandles efter forvaltningslovens regler.

Forvaltningslovens § 12, stk. 1, nr. 1 bestemmer, at en myndigheds interne dokumenter er undtaget fra retten til aktindsigt.

Finanstilsynet kan således ikke imødekomme Deres anmodning om udlevering af disse dokumenter. »

Finanstilsynet kunne derimod under henvisning til bank- og sparekasselovens § 50b, stk. 2, nr. 2, imødekomme anmodningen om udlevering af perioderegnskaber og skrevne forretningsgange. Kopi af dette materiale blev derfor vedlagt.

Over for Erhvervsankenævnet har klageren i klageskrivelsen af 18. juli 1995 gjort gældende, »at det omhandlede materiale, dog bortset fra »interne notater« ikke er udarbejdet af en myndighed til eget brug ved behandlingen af en sag.' Der angives ikke nogen begrundelse herfor, men det oplyses, at advokat A er på ferie, og at man derfor forbeholder sig at gøre yderligere anbringender gældende.

Under henvisning hertil meddelte ankenævnet klagerens advokat, at man havde stillet sagen i bero på, at han kunne få lejlighed til at fremkomme med et yderligere indlæg. Da et sådant indlæg imidlertid ikke kom, genoptog ankenævnet sagsbehandlingen og anmodede den 7. september 1995 Finanstilsynet om en udtalelse.

Finanstilsynet har i en redegørelse for sagen af 29. september 1995 fastholdt den trufne afgørelse og bl. a. udtalt:

»For såvidt angår anmodningen om udlevering af rapporter og interne notater, herunder protokoller vedrørende uanmeldte revisionsbesøg, anfører tilsynet i sin afgørelse, at de pågældende dokumenter alle er udarbejdet af tilsynet til intern brug.

Det kan til orientering oplyses, at tilsynets undersøgelsesberetninger af praktiske årsager udarbejdes efter ensartede retningslinier, der fastslår i hvilken rækkefølge, forholdene i det undersøgte institut skal beskrives. Beretningerne har karakter af et notat til Finanstilsynets direktion, udarbejdet af de medarbejdere, der har foretaget undersøgelsen af instituttet.

Finanstilsynets beretninger er alene udarbejdet til eget brug, og de er ikke fremsendt til pengeinstituttet, anden myndighed eller iøvrigt udenforstående.

Tilsynet statuerer, at klager som kurator i andelskassens konkursbo må antages at være part i sagen efter BSL § 50b, stk. 5, og afgør dermed, at anmodningen om udlevering af interne dokumenter skal behandles efter forvaltningslovens regler.

Med henvisning til, at interne dokumenter efter forvaltningslovens § 12, stk. 1, er undtaget fra retten til aktindsigt, afslår tilsynet anmodningen om udlevering.«

Finanstilsynets udtalelse har været forelagt for klagerens advokat, der ikke er fremkommet med yderligere bemærkninger, men har erklæret sig indforstået med, at sagen bliver behandlet på det foreliggende grundlag.

Ankenævnet udtaler:

Efter forvaltningslovens § 12, stk. 1, omfatter retten til aktindsigt efter loven ikke en myndigheds interne arbejdsdokumenter. Interne arbejdsdokumenter er bl.a. efter § 12, stk. 1, nr. 1, »dokumenter, der udarbejdes af en myndighed til eget brug ved behandlingen af en sag«. Finanstilsynet har oplyst, at de omhandlede dokumenter er udarbejdet af tilsynet til eget brug, og at de ikke er afgivet til nogen udenforstående. Dokumenterne må derfor anses for interne arbejdsdokumenter og undtaget fra aktindsigt.

Ankenævnet stadfæster herefter den påklagede afgørelse.

Versioner

  1. 1995-12-06