Gelex

Kreditor var ikke klageberettiget med hensyn til en tilladelse, som Finanstilsynet havde givet en bank til at indfri en anden kreditors supplerende kapital i banken før forfaldstid.

GældendeVersion 1995-08-07
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1995/10076@1995-08-07/da

Indhold
  1. Indledning

K A/S har den 9. juni 1994 klaget over, at Finanstilsynet har tilladt, at A-banken indfrier B-forsikringsselskab's supplerende kapital i banken før forfaldstid. Finanstilsynet har i skrivelse til klageren af 6. juni 1994 (j.nr. 62722-0004) bekræftet, at en sådan tilladelse er givet.

Sagens omstændigheder:

Det fremgår af sagen, at klageren K A/S ejer en 0-kupon obligation på nom. 40 mio. kr., der er en del af den supplerende kapital i A-banken. I anledning af, at dele af banken var blevet overdraget til C-bank, henvendte klageren sig til banken om obligationens stilling og gjorde bl.a. gældende, at man ville betragte det som misligholdelse, hvis der iøvrigt skete ændringer i bankens kapitalstruktur, eller hvis hele eller dele af den supplerende kapital blev indfriet.

Under henvisning hertil, til at klageren ikke havde fået svar fra banken, og til, at man i dagspressen havde læst, at der var flyttet supplerende kapital ud af banken for 500 mio. kr., skrev klageren den 19. maj 1994 til Finanstilsynet. I skrivelsen anføres, at det er klagerens opfattelse, »at en sidestillet kreditor med supplerende kapital har fået en utilbørlig fordel på andre kreditorers bekostning«, og da denne kreditor samtidig er bankens hovedaktionær eller eneaktionær, er man uforstående over for Finanstilsynets tilladelse. Klageren anmoder derfor tilsynet om en redegørelse og en bekræftelse på, at tilsynet har givet en sådan tilladelse.

Af Finanstilsynets svar af 6. juni 1994 fremgår, at tilsynet havde opfattet klagerens henvendelse af 19. maj 1994 som et ønske om førtidsindfrielse af klagerens andel af den supplerende kapital. Om dette spørgsmål udtaler Finanstilsynet, at det falder uden for tilsynet kompetence, idet der er tale om et civilretligt spørgsmål. Tilsynet giver en kort redegørelse for reglerne om supplerende kapital og bekræfter afslutningsvis, »at tilsynet har godkendt overdragelsen af aktiver og passiver fra A-banken til C-banken, samt den foretagne indfrielse.« Skrivelsen indeholder sædvanlig klagevejledning til Erhvervsankenævnet.

Klageren indbragte den 9. juni 1994 »Finanstilsynets afgørelse« for ankenævnet. Advokat D, der er indtrådt som advokat for klageren, har i den efterfølgende brevveksling præciseret, at klagen vedrører »den tilladelse, som Finanstilsynet har meddelt A-banken til førindfrielse af B-forsikringsselskabs supplerende kapital i A-banken.«

Finanstilsynet har under sagen gjort gældende, at K A/S ikke er part og ikke er klageberettiget med hensyn til denne afgørelse, og har derfor påstået klagen afvist.

Klageren har heroverfor fastholdt, at man er klageberettiget.

Vedrørende spørgsmålet om klageberettigelse har klagerens advokat over for Erhvervsankenævnet i et indlæg af 14. november 1994 anført, at Finanstilsynets standpunkt, hvorefter kun adressaten for en afgørelse er klageberettiget, ikke kan tiltrædes. Der fortsættes:

»... Enhver, der har en væsentlig og individuel aktuel interesse i afgørelsen kan påklage den for Erhvervsankenævnet. Dette kriterium opfylder min klient, allerede fordi min klient er blandt den personkreds, som bestemmelsen i Bank- og Sparekasselovens § 22 skal beskytte.

Det af Finanstilsynet anlagte standpunkt, der strider mod forvaltningsrettens almindelige bestemmelse af partsstatus, medfører i relation til bank- og sparekasselovens § 22 det åbenbart uholdbare resultat, at der aldrig vil kunne klages over meddelte tilladelser, idet den eneste klageberettigede ud fra Tilsynets kriterium er det pengeinstitut, der har anmodet om tilladelsen. Tilsynets opfattelse, der gør Tilsynet immun over for klager over Tilsynets administration af bank- og sparekasselovens § 22, må derfor antages at indebære en risiko for, at tilladelser meddeles med urette. Det er min opfattelse, at den foreliggende sag er et eksempel på den nævnte situation.«

Til Finanstilsynets henvisning til bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 5, har klagerens advokat i supplerende indlæg af 21. februar og 26. april 1995 udtalt, at den foreliggende sag ikke vedrører en undersøgelse efter lovens § 50, stk. 1. Hvis »undersøgelse« i § 50, stk. 1, skal forstås så vidt, som af Finanstilsynet påstået, vil det medføre, at ingen imødekommende forvaltningsakter fra tilsynets side vil kunne påklages, idet kun tilladelsernes adressat vil have klageadgang. Sammenfattende bemærkes om klageadgangen:

»... at det af sammenhængen med de øvrige bestemmelser i § 50 b tilstrækkeligt fremgår, at stk. 5 ikke er tænkt som en begrænsning i forvaltningsrettens almindelige regler om klageadgang, når klager har en retlig interesse i at klage, og når klagen som i det foreliggende tilfælde kan behandles uden risiko for tilsidesættelse af de fortrolighedshensyn, som gælder for Tilsynets arbejde. »

Finanstilsynet har i en redegørelse for sagen af 30. september 1994 og i supplerende indlæg af 13. januar og 3. marts 1995 udtalt, at spørgsmålet om indfrielse af B's supplerende kapital alene er en sag mellem tilsynet og banken. K A/S er ikke part i denne sag og dermed ikke klageberettiget. Tilsynet har herved henvist til bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 5, hvorefter alene det pengeinstitut, som en undersøgelse efter § 50, stk. 1, vedrører, anses som part i forhold til Finanstilsynet. Af denne bestemmelse følger, at det kun er det pengeinstitut, som tilsynets afgørelse vedrører, der kan indbringe en afgørelse for Erhvervsankenævnet. Efter Finanstilsynets opfattelse finder lovens § 50 b, stk. 5, også anvendelse i situationer, hvor en afgørelse ikke er truffet i direkte forlængelse af en undersøgelse på stedet af et pengeinstitut. § 50, stk. 1, definerer ikke, hvad der forstås ved »en undersøgelse«, og en sådan kan ske enten ved inspektion på stedet eller ved indhentelse af oplysninger på anden måde, f. eks. ved indberetninger til tilsynet.

Regelgrundlaget:

Efter bank- og sparekasseloven (nu lovbekendtgørelse nr. 182 af 20. marts 1995) § 49, stk. 1, påser Finanstilsynet overholdelsen af loven og de bestemmelser, der er udstedt i medfør af loven. Efter samme lovs § 50, stk. 1, skal Finanstilsynet undersøge pengeinstitutternes forhold, og pengeinstitutterne skal give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for tilsynets virksomhed.

Lovens § 50 b indeholder bl.a. bestemmelser om tavshedspligt for Finanstilsynets ansatte. I § 50 b, stk. 5, hedder det: »Som part i forholdet til Finanstilsynet anses alene det pengeinstitut, som undersøgelsen efter § 50, stk. 1, vedrører.« Denne bestemmelse blev indført ved lov nr. 306 af 16. maj 1990 (dengang som § 50 a, stk. 5). Forarbejderne til bestemmelsen er sålydende (Folketingstidende 1989-90, tillæg A, sp. 3429):

»Stk. 5. fastsætter regler om, hvem der kan anses som part i forholdet til Finanstilsynet, når tilsynet efter lovens § 50, stk. 1, undersøger enkelte pengeinstitutters forhold. Der foretages herved en præcisering af forvaltningslovens partsbegreb, således at det alene er det pengeinstitut, hvis forhold undersøges, der kan anses som part. Dette betyder blandt andet, at andre end pengeinstituttet, selv om de pågældende måske har interesser i sagen, ikke har mulighed for f.eks. aktindsigt.

Bestemmelsen er blandt andet foranlediget af, at der efter nogle afgørelser fra Folketingets Ombudsmand og Erhvervsankenævnet er opstået tvivl om partsbegrebets udstrækning i relation til bestemmelsen i lovens § 50, stk. 3. Således har ombudsmanden i en sag fra 1987, jf. ombudsmandens beretning fra 1987, side 64 ff, fundet at en indlånerforening, der ikke var klageberettiget over for tilsynets beslutninger, desuagtet måtte anses som part.

Efter Industriministeriets opfattelse følger det af reglerne i 2. banksamordningsdirektiv, at der i meget vidt omfang skal sikres fortrolighed omkring de oplysninger, som Finanstilsynet gennem sine undersøgelser kommer i besiddelse af. En sådan fortrolighed kan kun sikres, hvis forvaltningslovens partsbegreb ikke resulterer i, at alle, der har en interesse i sagen kan få aktindsigt.«

(Den dagældende lovs § 50, stk. 3, vedrører Finanstilsynets tavshedspligt, jf. den nugældende lovs § 50 b, stk. 1.)

Tilsvarende bestemmelser er senere indført i realkreditloven og lov om forsikringsvirksomhed (henholdsvis ved lov nr. 932 af 27. december 1991 og lov nr. 1062 af 23. december 1992). Realkreditlovens § 98, stk. 5, er formuleret således: »Som part i forholdet til Finanstilsynet anses alene det realkreditinstitut, som tilsynsvirksomheden efter lovens kapitel 16 vedrører.« Lov om forsikringsvirksomhed § 240 c, stk. 6, lyder: »Som part i forholdet til Finanstilsynet anses alene det forsikringsselskab, som tilsynsvirksomheden efter lovens kapitel 26 vedrører.« I begge tilfælde siges det i forarbejderne, at bestemmelsen »svarer til § 50 a, stk. 5, i bank- og sparekasseloven.« (Folketingstidende, henholdsvis 1991-92, tillæg A, sp. 1310, og 1992-93, tillæg A, sp. 1700).

Det følger af loven om Erhvervsankenævnet (lov nr. 858 af 23. december 1987) § 1, stk. 1, og bank- og sparekasselovens § 52 b, at afgørelser, der træffes af Finanstilsynet i henhold til bank- og sparekasseloven, kan indbringes for Erhvervsankenævnet. Efter bekendtgørelsen om Erhvervsankenævnet (nu bekendtgørelse nr. 1154 af 18. december 1994) § 8 kan nævnet afvise klager, der indgives af en, som ikke er klageberettiget.

Ankenævnet udtaler:

Ved bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 5, er partsbegrebet i loven blevet begrænset, således at kun vedkommende pengeinstitut er part i relation til Finanstilsynet. Efter bestemmelsens formål og formuleringen af de tilsvarende regler i realkreditloven og lov om forsikringsvirksomhed må bestemmelsen forstås således, at begrænsningen også gælder for en afgørelse som den foreliggende, der er truffet af Finanstilsynet som et led i det almindelige tilsyn med pengeinstitutterne. Bestemmelsen er således - uanset formuleringen - ikke begrænset til afgørelser, der træffes i forbindelse med en inspektion i vedkommende pengeinstitut eller en lignende undersøgelse. Denne fortolkning er i overensstemmelse med såvel Finanstilsynets som Erhvervsankenævnets hidtidige praksis.

Selv om indførelsen af § 50 b, stk. 5, ifølge lovmotiverne navnlig var begrundet i et ønske om at begrænse adgangen til aktindsigt, må bestemmelsen antages at gælde for enhver relation, hvor status som part har betydning, herunder med hensyn til klageadgang.

Den foreliggende klage vedrører en tilladelse, som Finanstilsynet har givet til A-banken. Klageren K A/S er efter det foran anførte ikke part i Finanstilsynets sag om denne tilladelse. Der ses endvidere ikke at være noget grundlag for, at klageren uden at være part i sagen kan indbringe denne for Erhvervsankenævnet. Da klageren således ikke er klageberettiget med hensyn til den påklagede afgørelse, må klagen afvises.

Ankenævnet afviser herefter den indgivne klage fra behandling i nævnet.

Det tilføjes, at spørgsmål vedrørende Finanstilsynets virksomhed, som ikke er omfattet af ankenævnets kompetence, efter ankenævnets opfattelse kan rejses over for Erhvervsministeriet, der eventuelt vil kunne tage spørgsmålene op til behandling på et almindeligt grundlag i medfør af det tilsyn, som ministeriet fører med Finanstilsynet.

Versioner

  1. 1995-08-07