Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1995/10080@1995-06-01/da

Indhold

1. Indledning

K1 og K2 har ved skrivelse af 1. november 1994 klaget over, at Finanstilsynet i skrivelse af 25. oktober 1994 (j.nr. 6663-0069) har undladt at tage stilling til en række konkrete klagepunkter vedrørende A's Pensionskasses investeringer i byggeri på ... .

Klagernes skrivelse af 15. august 1994 har bl.a. følgende indhold:

»I. Undertegnede henvender os til Finanstilsynet for at få oplyst om hvorvidt A's Pensionskasses investeringer i A's Hus og kontorareal til B er i over-ensstemmelse med de for pensionskasser gældende investeringsbestemmelser, herunder om investeringerne holdes indenfor de tilladelige grænser, der er fastsat for at sikre risikospredning. (Der henvises til lov om forsikringsvirksomhed kapitel 22 § 87).

II. Endvidere beder vi om Finanstilsynets vurdering af, om de nævnte investeringer kan forventes at give et rimeligt afkast i forhold til investeringernes størrelse.

III. Endelig anmoder vi Finanstilsynet om at vurdere om bestyrelsen kan tillade sig at træffe en beslutning, som må forudses at indebære væsentlig risiko for erstatningskrav/retssager overfor pensionskassens bestyrelse og dermed dens medlemmer, på grund af evt. skader på den omliggende bebyggelse forårsaget af nævnte byggeri, som følge af ændring af grundvandsstand og øget trafik i området. Skaderne kan evt. først vise sig år efter byggeriets opførelse.«

I ovennævnte skrivelse samt i skrivelse af 19. september 1994 og 17. oktober 1994 til Finanstilsynet har klagerne anmodet Finanstilsynet om at besvare de nævnte spørgsmål, således at det planlagte byggeri kun kan igangsættes, såfremt Finanstilsynet finder investeringen acceptabel. Klagerne har til støtte for deres synspunkt gjort gældende, at de på generalforsamlingen har udtrykt betænkelighed ved investeringen, men at det ikke har været muligt at påvirke bestyrelsens planer. Klagerne har over for Finanstilsynet bl.a. henvist til, at byggeriet er forbundet med særlig økonomisk risiko, fordi den beregnede pris er for lavt ansat, herunder som følge af problematiske bundforhold, risikoen for erstatningskrav fra den omliggende bevaringsværdige bebyggelse, opførelse på fredet areal, en kompliceret byggeproces og udgifter til rentetab på grund af en forventelig langvarig byggeperiode. Klagerne har vedrørende det forventede afkast peget bl.a. på risici ved genudlejning, særlig som følge af at der er tale om erhvervsbyggeri. Klagerne har endvidere henvist til, at pensionskassen med den foreliggende investering har foretaget en væsentlig ændring i forhold til hidtidig praksis fra investering i sikkert boligbyggeri til erhvervsbyggeri i et område, hvor der findes overskydende erhvervslokaler til udlejning og i en størrelsesorden, der ikke står i forhold til pensionskassens midler.

Den påklagede afgørelse fra Finanstilsynet af 25. oktober 1994 har følgende indhold:

»I skrivelse af 15. august 1994 efterfulgt af skrivelse af 19. september og 17. oktober 1994, har De anmodet Finanstilsynet om at vurdere, »hvorvidt A's Pensionskasses investeringer i A's Hus og kontorareal til B er i overensstemmelse med de for pensionskasser gældende investerings-bestemmelser, herunder om investeringerne holdes inden for de tilladelige grænser, der er fastsat for at sikre risikospredning, jf. lov om forsikringsvirksomhed § 87, hvorvidt de nævnte investeringer kan forventes at give et rimeligt afkast i forhold til investeringernes størrelse, og hvorvidt pensionskassens bestyrelse kan tillade sig at træffe en beslutning, som må forudses at indebære væsentlig risiko for erstatningskrav/retssager overfor pensionskassens bestyrelse og dermed dens medlemmer, på grund af eventuelle skader på den omliggende bebyggelse forårsaget af nævnte byggeri, som følge af ændring af grundvandsstand og øget trafik i området.«

Der er indsendt referat af ordinær generalforsamling den 9. juni 1993 og 8. juni 1994 i A's Pensionskasse, hvoraf fremgår, at bestyrelsen i beretningen begge år har omtalt og beskrevet projektet omkring A's Hus, og at generalforsamlingen begge år har taget bestyrelsens beretning til efterretning.

Tilsynet kan oplyse følgende:

Ledelsen i en pensionskasse kan foretage investeringer - herunder også i fast ejendom - indenfor de muligheder, der er angivet i placeringsreglerne i kapitel 14a, »Investeringsregler« i lov om forsikringsvirksomhed.

Endvidere fremgår det af lovens § 87, at bestyrelsen og direktionen er forpligtet til at anbringe pensionskassen kapital på en hensigtsmæssig og for forsikringstagerne tjenlig måde, således at selskabet til enhver tid kan opfylde sine forpligtelser. Det er således ledelsens ansvar i sin generelle investeringspolitik at sørge for en så stor spredning af de samlede investeringer, at selvom enkelte investeringer måtte vise sig uholdbare, vil pensionskassen kunne udrede de løbende forpligtelser samt honorere fremtidige ydelser. Bestemmelsen indebærer desuden, at ledelsen skal søge at opnå det størst mulige afkast af en foretagen investering.

Der henvises i denne forbindelse til vedlagte kopi af uddrag af Finanstilsynets Beretning for 1991, side 83-85, vedrørende en pensionskasses opførelse af fast ejendom.

Det nævnte regelsæt er omfattet af lovens straffebestemmelser, jf. lovens § 260.

Endvidere finder kapitel 16, »Erstatning m.v.« i lov om aktieselskaber anvendelse for pensionskasser, jf. § 72 og 203a i lov om forsikringsvirksomhed.

Afgørelser truffet i henhold til lov om forsikringsvirksomhed kan indbringes for Erhvervsministeriets Erhvervsankenævn senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt, jf. lovens § 247a.'

I en af ankenævnet indhentet udtalelse mv. har Finanstilsynet ved skrivelse af 3. februar 1995 bl.a. oplyst følgende:

»De af klagerne i skrivelse af 15. august 1994 under I og II rejste spørgsmål er ønsket belyst under henvisning til § 87 i lov om forsikringsvirksomhed. I denne forbindelse kan ud over det i Finanstilsynets skrivelse af 25. oktober 1994 nævnte om bestemmelsen henvises til vedlagte bilag 3, der yderligere belyser baggrunden for indholdet af bestemmelsen.

I henhold til lovens § 237 har Finanstilsynet til opgave at påse, at lovens bestemmelser overholdes af de af loven omfattede virksomheder.

I det omfang tilsynet foretager vurdering af f.eks. et forsikringsselskabs/en pensionskasses enkeltaktiver, vil det ske som led i det løbende tilsyn, herunder i forbindelse med undersøgelser i medfør af lovens § 240.

En sådan vurdering er således alene et mellemværende mellem Finanstilsynet og respektive pensionskasse/forsikringsselskab. I denne forbindelse henvises til lovens § 240 c, stk. 6, hvoraf fremgår, at som part i forholdet til Finanstilsynet anses alene det forsikringsselskab/den pensionskasse, som tilsynsvirksomheden efter lovens kapitel 26 vedrører.

Finanstilsynet kan således ikke kommentere en pensionskasses (planer om) enkeltinvesteringer overfor den pågældende pensionskasses enkelte medlemmer og kan således derfor overfor Fr. K1 og Hr. K2 ikke yderligere kommentere A's Pensionskasses investering i byggeri på .... ... Med hensyn til det af klagerne i skrivelse af 15. august 1994 under III stillede spørgsmål skal man alene henvise til det i Finanstilsynets skrivelse af 25. oktober 1994 nævnte vedrørende kapitel 16 i lov om aktieselskaber.«

Efter at være blevet gjort bekendt med Finanstilsynets redegørelse af 3. februar 1995 har klagerne bl.a. bemærket:

»Vi har forståelse for, at der bør ske en spredning af en pensionskasses samlede investeringer, og at der, i forbindelse med pensionskassers investeringer kan forekomme investeringer, som viser sig at være uholdbare. Det forekommer rimeligt, at en pensionskasses investeringer ikke vurderes enkeltvis, men at der ses på grupper af investeringer ved vurdering af, om en pensionskasses investeringspolitik medfører risiko for, at kassen ikke kan opfylde sine forpligtelser.

Det er vores opfattelse, at pensionskassens ledelse ved investeringen i A's Hus satser en meget stor kapitalandel i eet projekt, og ikke søger at sikre det størst mulige afkast. Når ledelsen på forhånd accepterer arkitektorganisationernes krav om en fast lav husleje, så er der ikke tale om at sikre det størst mulige afkast af investeringen til gavn for forsikringstagerne, men om at bruge pensionskassemidler til at støtte faglige organisationer. Det mener vi ikke er A's Pensionskasses opgave.

Endvidere mener vi, at Finanstilsynet med lidt god vilje og uden at overtræde § 240 c (om pligten for Finanstilsynets ansatte og eksperter til at hemmeligholde hvad de gennem deres virksomhed bliver vidende om) kunne have besvaret be- eller afkræftende på de af os stillede spørgsmål.«

Ankenævnet udtaler:

En bedømmelse og besvarelse af de spørgsmål, som klageren har stillet til Finanstilsynet vil forudsætte en konkret undersøgelse og inddragelse af de konkrete omstændigheder, der ligger til grund for henvendelsen. Som følge heraf er henvendelsen til Finanstilsynet en konkret klage over pensionskassens adfærd.

Efter § 240 c i lov om forsikringsvirksomhed pålægges bl.a. Finanstilsynet en særlig tavshedspligt vedrørende det som tilsynet gennem dets virksomhed bliver vidende om. § 240 c, stk. 6, indeholder endvidere en regel om, at alene et forsikringsselskab (pensionskasse) kan anses som part i forhold til Finanstilsynet. Det følger heraf, at klagerens henvendelse indgår i grundlaget for Finanstilsynets almindelige tilsyn med pensionskassen, medens de af klageren rejste spørgsmål, som ikke kan behandles i forhold til klageren, der efter loven ikke kan have status som part, er omfattet af Finanstilsynets tavshedsforpligtelse.

Det tilføjes, at erhvervsankenævnet må anse det for betænkeligt, at Finanstilsynet i skrivelse af 25. oktober 1994 har afgivet en redegørelse, der set i sammenhæng med henvisningen til klageadgangen efter § 247 a i lov om forsikringsvirksomhed kan forstås, som om Finanstilsynet kan behandle sagens realitet. Endvidere burde den redegørelse for Finanstilsynets tilsynsvirksomhed efter lov om forsikringsvirksomhed og klagerens stilling som følge af lovens § 240 have fremgået af det oprindelige svar til klageren og ikke først som sket i forbindelse med afgivelse af redegørelsen til erhvervsankenævnet af 3. februar 1995.

Versioner

1. 1995-06-01